Jeg startede 2010 med en vis usikkerhed. Jeg havde brugt 2009 på at fokusere på Tasks, at slappe af, og at lave en lille smule for kunder hist og pist, men ikke noget der tilnærmelsesvis kunne kaldes en bæredygtig indtægt. Så det føltes lidt som at starte forfra, og jeg vidste ikke helt hvad jeg kunne forvente.

Jeg behøvede dog ikke bekymre mig ret længe. Allerede tidligt på året blev jeg kontaktet af en iværksætter med en plan for en anderledes jobportal. Jeg vandt opgaven i foråret og løsningen blev udviklet i mit virke som .NET-konsulent / webspecialist. Udover denne store løsning har jeg kun arbejdet med .NET i mindre omfang.

2010 blev derimod året hvor jeg for alvor etablerede mig som WordPress-konsulent. Jeg havde startet dette forretningsområde et par måneder før årsskiftet til 2010 og det var egentlig ikke noget jeg sådan for alvor regnede med ville komme til at batte det helt vilde. Men det skal jeg lige love for at det kom til. Der har været mange henvendelser fra kunder, uden at jeg har brugt en krone på annoncering. Det rygtes åbenbart “ude i byen” når man er hård til WordPress :). Jeg har også været underleverandør til flere bureauer, herunder nogle af dem der ellers er at betragte som mine tætteste konkurrenter – hvilket i sig selv jo er lidt sjovt. Og så er jeg også begyndt at sige nej til nogle kunder, hvilket dels plager mig, men også glæder mig. Alene dét at man ikke føler sig nødsaget til at sige ja tak til alle opgaver, er jo et udtryk for at det går godt.

Mit hjertebarn, Tasks, har desværre ikke været præget af samme success, men det vil jeg berøre i et andet indlæg på et senere tidspunkt.

Alt i alt har 2010 været et spændende år med adskillige måneder hvor der er blevet sat omsætningsrekord. Jeg er ikke blevet velhavende, men jeg har kunnet give mig selv min faste løn hver måned uden at tage af egenkapitalen. Det synes jeg er meget tilfredsstillende.

Så vidt det gamle år. Det nye år kommer til at stå på WordPress, WordPress, WordPress. Jeg forventer at jeg fortsat vil få masser af WordPress-projekter, så jeg kan bygge videre på den success jeg har grundlagt i år. I den forbindelse har jeg planlagt en udvidelse af dén del af forretningen, men hvad det helt præcist er, forbliver en hemmelighed indtil videre :)

Jeg forventer til gengæld at jeg kommer til at lave mindre og mindre .NET. Sandsynligvis kommer jeg kun til at vedligeholde de eksisterende løsninger hos mine kunder, men hvem ved. Hvis den rigtige mulighed byder sig, slår jeg selvfølgelig til.

Mht. Tasks er jeg i skrivende stund i tvivl om hvilken vej det vil gå. I april rammer jeg 2-års dagen for launch, så en af mine opgaver de kommende måneder er at foretage en vurdering af hvorvidt jeg selv fortsat skal køre på, eller om jeg evt. skal forsøge mig med et salg. Men hver ting til sin tid.

Dermed de sidste skrevne ord fra mig i dette år.

Helt basalt fik jeg en mail med følgende ordlyd (jeg har ikke rettet de talrige fejl, da jeg vurderer at det ellers vil gå ud over autenciteten):

Programmør søges til partner i en social web site

Jeg som er socialpsykolog og leder efter en IT programmør som kan kode asp. net. C#. Hvis du ikke kan eller vil kender du så en der kan. Jeg tilbyder dig en alle tiders chance for at være med som partner. Min portal er meget værd.

Jeg står pt. i en uheldig presset situation. Jeg har gennem flere år udviklet en web site portal der tilmed næsten er færdig lavet. Jeg har desværre mistet min IT partner.

Det er en social kommunikations portal, hvor man kan søge sociale relationer gennem behov og interesser for alle voksne. Vi er så heldige at vi har medvind – at der er forskning og medier der netop beskæftiger sig med det emne fortiden. Hvilket jeg kan fortælle meget mere om hvis du er interesseret og vil tale om det.

Vi har allieret os med et stort anerkendt kommunikationsbureau, som kan men også vil markedsfører den meget snart så vi kan komme op i de store medier. Mediemæssigt har vi i den grad vind i sejlene. De læner sig op af storyline i forhold til ny forskning og politiske udtalelser.

Vi har videre udviklet på websitet hele det her år som ligger på en test link.

Håber at hører nærmere fra dig.

Såfremt, skal jeg naturligvis nok fortælle hvem jeg er og vise dig og fortælle om mit web site.

Orv, hvad? Ja, jeg ved det. Helt fantastisk tilbud. Jeg var fyr og flamme, og satte mig straks til at forfatte mit svar. Først var jeg meget ivrig og begejstret, men som du kan læse, får jeg kolde fødder til sidst. Det viser sig at jeg alligevel ikke er så kold og kynisk som jeg troede. Her er mit svar:

Hej Xxxx,

Sikke et godt tilbud. Mange tak for det.

Dit tilbud går dybest set ud på at jeg skal arbejde gratis for dig.

Det er simpelthen fantastisk. Jeg har i årevis drømt om en chance som denne – at få lov at arbejde fuldstændig gratis uden nogen garanti for nogen sinde at se skyggen af betaling for min erfaring, ekspertise, tid og indsats.

Godt nok er der en meget teoretisk chance for at jeg en dag langt ude i fremtiden kan blive betalt nogle håndører. Det fordrer blot at projektet stadig giver overskud efter du har betalt dit dyre kommunikationsbureau samt givet dig selv en passende løn (naturligvis, for det er jo din idé!), men det må man alligevel betegne som værende ret usandsynligt. Ellers havde du jo også forsøgt at lokke mig ved at nævne en eventuel betaling. Godt du ikke gjorde dét, for så havde det da aldrig vakt min interesse.

Men alligevel.. netop som jeg skriver dette, begynder jeg at tvivle. Ikke på dig og dit enestående tilbud, men på mig selv. For generelt har jeg det dårligt med at udnytte folk. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så ville her være tale om grov udnyttelse af dig. Så selvom det ville være en “dream come true”, ville jeg ikke kunne leve med mig selv, endsige sove roligt om natten, velvidende at jeg udnytter dig til at få tilfredsstillet mit store ønske om at arbejde gratis.

Derfor må jeg beklageligvis takke nej til dit tilbud. Jeg håber ikke du bliver alt for skuffet, og jeg ønsker dig held og lykke i din videre færd med at finde en kompetent og erfaren partner som også drømmer om at arbejde gratis.

– Uffe

Sikke et antiklimaks. Det håber jeg aldrig jeg kommer til at opleve igen.

(hvis nogen skulle være i tvivl: ironi kan være anvendt i dette indlæg)

Dybest set handler det om hele den her 8-16 eller 9-17 mentalitet, som er så forkert som den overhovedet kan være. Jeg kan sagtens se det fra arbejdsgiverens synspunkt; at det er nødvendigt at have nogle faste rammer, og at man er nødt til at have et bestemt tidsrum på dagen hvor man kan regne med at ens medarbejdere er tilstede. Og selvom det tilsyneladende fungerer, så er jeg sikker på at der er et uhørt stort potentiale der går tabt. Jeg kan jo passende tage udgangspunkt i mine egne erfaringer.

A/B-menneske problematikken. Alle mennesker er forskellige. Mange er morgenmennesker, nogle er ultramorgenmennesker, og så er der altså også en meget stor gruppe som overhovedet ikke er det. Det handler ikke om at man gerne vil sove længe eller at man bare “kan lære at gå tidligt i seng”. Nogle mennesker fungerer ganske enkelt bare ikke ret godt om morgenen. Jeg har heldigvis været heldig med at have en vis fleksibilitet gennem de fleste af mine år som lønslave, og det betød at jeg kunne tillade mig at dukke op sådan hen ved 10-tiden. På et tidspunkt deltog jeg så i et projekt med en anden projektleder end jeg var vant til, og hun dikterede at man død og pine skulle møde kl. et eller andet – jeg husker ikke præcist hvornår, kun at det i hvert fald var alt for tidligt til mig.

Efter en indkøringsperiode vænnede jeg mig til den nye regel, men min krop og hjerne tilvænnede sig aldrig. For der gik mindst en time fra jeg havde mødt, til jeg egentlig var frisk og klar nok i hovedet til at arbejde. Så i dette tilfælde var det spild af penge at tvinge mig til at møde på et tidspunkt der ikke passede mig. Den time jeg brugte på at lave ingenting kunne jo ikke faktureres, og mine 7,5 timer var stadig kun 7,5 timer. Jeg blev jo ikke en time ekstra af dén grund. Havde nævnte projektleder været mere fleksibel havde hun fået mere ud af min tid.

De færreste mennesker kan arbejde fokuseret i 7-8 timer i træk. Og det synes at have forbigået samtlige projektledere jeg nogensinde har arbejdet for. Når man er en såkaldt kreativ arbejder, dvs. primært sidder foran en skærm og skal designe, kode, tekstforfatte eller lign, så kan man bare ikke være lige effektiv hele tiden. Nogle gange, og nogle gange ganske ofte, er man simpelthen nødt til at holde en pause. Nogle gange bliver man ligefrem tvunget til det, hvis ens arbejdsgiver har været så naiv (og/eller dum) at beslutte at man skal have et åbent kontormiljø. For det er døden for al koncentration og effektivitet for kreative arbejdere. På en god dag får man måske produceret i 6 timer ud af 8, men på dårlige dage kan man ryge ned på en 3-4 stykker.

Og så sidder man ellers dér, sidst på dagen og skal registrere i timeregistreringssystemet hvad man har brugt sin tid på. Er man så “heldig” at arbejde et sted hvor der er krav om at alle timer skal registreres på kundeprojekter, er man nødsaget til at være lidt kreativ. Hvis jeg eksempelvis havde arbejdet 6 timer i alt fordelt på 2 projekter, var jeg nødt til fordele den sidste 1½ time på dem. Altså 1½ time som reelt ikke var brugt. Det var en udbredt praksis blandt stort set alle “almindelige” medarbejdere, så jeg tør ikke tænke på hvad det har betydet på bundlinjen. Hvor kunne man dog have skabt en langt mere fornuftig forretning, hvis man havde været knapt så konservativ, striks og rent ud sagt gammeldags og uvidende.

Hvad løsningen er på dette problem skal jeg være usagt. Hjemmearbejdsdage kan gøre meget, men det kræver en ledelse der har tillid til medarbejderne. Af en eller anden grund tror mange at man ikke får lavet noget, at man går og feder den. Og ja, gu’ går man og feder den. Det gør man jo når man har brug for en pause, for når man er derhjemme kan man jo godt tillade sig at smutte et par timer uden at nogen sender onde øjne. Når man er klar igen, vender man tilbage til arbejdet og får lavet dét man skal. På dén måde kan ens arbejdsdag godt komme op på 10-12 timer, men det gode er at man er langt mere tilbøjelig til at lægge de dér 7,5 timer ned til minuttet, og nogle gange mere. Set i forhold til another day at the office hvor man i gennemsnit lægger 6 timer hvis man er heldig, er det da en sweet, sweet deal for arbejdsgiveren. Og for medarbejderen ender det måske med at have været en rigtig god dag. Man har gået derhjemme og hygget sig, fået arbejdet godt igennem med fred og ro – generelt været produktiv, men på egne vilkår. Og man frygter allerede at skulle hen på kontoret næste dag.

Godt det snart er weekend. Det synes at være det gennemgående mantra hos mange. Mandag og tirsdag kan være hårde at komme igennem. Når man når til onsdag begynder man at se “en ende på det”. “Så er vi halvvejs!” siger man opmuntrende til sig selv. Torsdag – nu er der kun én dag tilbage. YES! Så er det fredag. Det’ fandme godt det endelig er weekend, så skal vi slappe af og have det godt.

Er der ikke noget helt, helt galt når man konstant kun ser frem til den næste weekend? Det “sjove” er, at det ikke kun er hvis man hader sit arbejde. Selvom jeg i perioder har været ovenud begejstret for mit arbejde, har jeg alligevel altid set frem til weekenden. Altså, sådan virkelig set frem.

Det er jo forrykt, og jeg synes det er den vigtigste og mest bemærkelsesværdige indikator for at der er noget galt med den måde man arbejder på. Jeg kan passende drage en parallel til mit arbejdsliv i dag. Jeg ser ikke frem til weekenden mere, for min arbejdsuge er tilrettelagt sådan at jeg ikke ser det som en sur pligt at skulle arbejde. Dermed ikke sagt at jeg arbejder mig igennem weekenden. Jeg slapper stadig af og prøver så vidt muligt at lave så lidt som muligt.

Førhen, når man nåede til søndag aften, begyndte den gode, gamle følelse at vandre gennem kroppen. Den er velkendt af mange: “Åh nej, søndag aften.. så skal jeg på arbejde i morgen”. I dag er den pist væk. Rent faktisk er der langt større chance for at den stik modsatte følelse opstår: “Yes, i morgen skal jeg arbejde igen”. Det er ganske enkelt fantastisk at man kan have det sådan.

En del af forklaringen skal nok findes i at jeg er selvstændig, og at jeg, som tidligere sagt, er pænt tilfreds med min arbejdsmæssige tilværelse. Men om jeg er selvstændig eller ansat i en virksomhed med en fornuftig og moderne ledelse er næsten ét fedt.

For som arbejdsgiver kan man gøre enormt meget ved at skrotte alle de gamle dyder og tænke nyt. Indse og acceptér at mennesker er forskellige. Tag hensyn til hver enkelt medarbejder og tilrettelæg deres arbejdsuge i forhold til deres måde at være og arbejde på. Hav tillid. Nøglen er – efter min mening – at få folk til at føle at de har kontrol. De skal ikke presses ned i en eller anden boks, som en anden slagtegris eller kylling. Det fremmer da ikke produktiviteten eller arbejdsglæden. Det burde næsten sige sig selv, men det gør det åbenbart ikke.

Alt dette er selvfølgelig ligegyldigt og uden effekt hvis man ikke kan li’ sit arbejde. Man skal synes at det er sjovt/spændende/lærerigt – whatever. Gør man ikke dét, er det kun et plaster på såret hvis man eksempelvis får lov at arbejde hjemme. I så fald skal der tages nogle helt andre værktøjer i brug, som jeg hverken har forstand på eller vil komme ind på. Men er forudsætningerne i orden, kan man med den rette indstilling skabe en fantastisk arbejdsmoral som i sidste ende kun vil gøre gode ting for virksomheden.

Og én ting er helt sikker: hvis jeg nogensinde får brug for at ansætte en medarbejder i mit firma, vil jeg efterleve disse ord så godt jeg overhovedet kan.

Jeg har, som de fleste selvstændige, prøvet at være på begge sider af hegnet. Jeg var helt almindelig lønslave i lidt over 6 år. Sideløbende kørte jeg firmaet, men det var på såkaldt fritidsbasis – det var ikke noget der rykkede det helt vilde i dén årrække. I min næstsidste ansættelse stiftede jeg bekendtskab med begrebet “ekstern konsulent” (freelancekonsulent), da der blev hyret et antal af disse til et større projekt. De var forholdsvis åbne omkring deres vilkår, og da jeg erfarede at de kunne fakturere mellem 4 og 500 kr i timen ekskl. moms, blev jeg selvfølgelig både fascineret og lidt misundelig. For jeg lagde jo det samme antal timer og besad den samme ekspertise – jeg fik bare kun cirka det halve i løn af hvad de hev ind. Det var dog ikke noget jeg overvejede på daværende tidspunkt, men det plantede bestemt et frø i min bevidsthed.

Lidt over et år senere, da jeg var flyttet fra København og tilbage til jylland, sad jeg i en stokkonservativ sønderjysk virksomhed og kodede i rædsomme VB.NET. Som om dét ikke var slemt nok, blev denne virksomhed styret af en ledelse som aldrig havde hørt om flextid og tilsyneladende heller ikke prioriterede medarbejdertilfredshed særligt højt. Jeg følte overhovedet ikke at jeg passede ind og hadede mere eller mindre mit job. Så jeg havde ikke engang været der i et år, før jeg begyndte at længes efter noget andet. Det var på dette tidspunkt at frøet havde spiret sig stort nok. Nu ville jeg simpelthen være freelancekonsulent. Så jeg iværksatte min plan i al stilhed. Jeg kom i hus hos et større antal konsulentbureauer, i håb om en dag at få chancen for at komme ud som konsulent. Min bopæl og mit opsigelsesvarsel taget i betragtning, var chancerne dog mindre end små. Men en dag skete miraklet alligevel.

Jeg blev kontaktet af et “ukendt” bureau angående en kontrakt hos KMD i Odense. Long story short, så endte det med at jeg fik kontrakten, jeg sagde op, og flyttede til Kolding for at have mindre transporttid. Hvorfor ikke til Odense? Fordi på det tidspunkt havde jeg en forventning om at jeg på et tidspunkt også ville komme til at tage jobs i Aarhus, og så virkede det som et mere fornuftigt valg at bosætte sig “i midten”. At det så aldrig kom så vidt, er en anden sag.

Min kontrakt blev efterfølgende forlænget 2-3 gange, så de initielle 6-7 måneder endte med at blive til over 2½ år. Der var selvfølgelig spændende perioder og opgaver fra tid til anden, men grundlæggende var der ikke helt så mange udfordringer som jeg kunne have ønsket. Til sidst var jeg ærligt talt nået til det punkt at hvis de havde tilbudt endnu en forlængelse, havde jeg nok takket nej. Jeg var træt af rutinen og ikke mindst den daglige køretur på 1½ time.

Et af vilkårene ved at arbejde som konsulent er at man bliver bragt ind for at agere arbejdshest, og så har man egentlig ikke ret til at stille ønsker til at arbejde med dit og dat, rokere rundt i afdelinger eller lign. Det kan de fleste affinde sig med gennem længere tid, men jeg må sige at efter 2 år begynder det at blive lidt trættende. Passionen forsvinder stille og roligt og rutinen tager over. Efterhånden gider man mindre og mindre stå op om morgenen og komme afsted, selvom man ved at man bliver betalt ganske godt for det. Til sidst bliver det ligefrem en kamp. Så jeg vil faktisk sige at til sidst var jeg egentlig ikke specielt glad for mit arbejde.

Fra at have drømt om konsulentlivet med friheden og pengene, gik jeg til at indse at det måske ikke var så “glamourøst” som jeg havde forventet. På et tidspunkt når man dertil hvor pengene bare ikke er så vigtige mere. Og det var faktisk en lidt mærkelig erkendelse at komme til for mig, som altid har været forholdsvis fokuseret på den økonomiske side af sagen. Men også meget sundt. Det fik mig til at se indad og finde ud af hvad jeg virkelig gerne ville.

Da jeg stoppede i december ’08 var det med et lettelsens suk. Nu stod alle muligheder pludselig åbne, for gennem de 2½ år som konsulent havde jeg sparet nok overskud sammen til at jeg i princippet kunne holde fri i et år og stadig give mig selv fuld løn. Så det gjorde jeg – mere eller mindre. Jeg brugte 2009 på at udvikle og videreudvikle Tasks, og så tog jeg et par WordPress-opgaver hér og dér og en lille overskuelig tjans som “tilkalde-konsulent” hos en lokal virksomhed. Og i mellemtiden nød jeg friheden.
De 2½ års pendling føltes hårde mens de stod på, men efterfølgende kan jeg sige at det 100% var dét værd. Det gav mig muligheden for at realisere den tilværelse jeg lever i dag.

For i dag er jeg min egen chef. Det er fantastisk. Godt nok er omsætningen selvfølgelig ikke helt så høj som dengang, men min forretning har rykket sig helt vildt meget her i 2010, så jeg klager ikke. Jeg laver næsten kun WordPress-projekter i dag (nok til at leve af det), hvilket er lidt paradoksalt eftersom jeg tidligere har svoret at jeg aldrig ville lave andet end C#/.NET (men det er stof til en anden artikel). Jeg kan sove til kl. 10 og skal kun gå 5 meter for at komme på arbejde. Jeg kan stort set holde fri når jeg vil, og i det hele taget har jeg mere tid tilovers.

At jeg så oftest bruger den ekstra tid på at arbejde lidt mere, skyldes ikke at jeg er nødt til det, men den simple og vidunderlige årsag at min passion for faget er vendt tilbage. Jeg elsker simpelthen mit arbejde igen. Gør du?

Når man googler begrebet på både dansk og engelsk bliver man præsenteret for lettere nedslående resultater. Det har tilsyneladende stadig meget, meget lange udsigter før man kan sige at det papirløse samfund er en realitet. Og det er jo ikke så mærkeligt. Stort set samtlige offentlige instanser insisterer stadig på at sende alt på papir, og begrebet synes heller ikke helt at have fået fodfæste hos de danske virksomheder.

Så det er faktisk op til én selv at slå et slag for at redde træerne. Det vil jeg nu gøre.

Personligt har jeg ikke ejet en printer i 5-6 år. Alt der kan gøres papirløst, gør jeg papirløst. Jeg har afmeldt kontoudtog og BS-oversigt fra banken (det var en stor dag, da det blev muligt). Jeg sender fakturaer via email. Kontrakter “underskrives” så vidt muligt også via tilsagn via email. Jeg har ingen bilag til mit regnskab – alt er digitalt.

Så det papirløse samfund lever hos mig, så godt det nu kan. Men jeg modtager stadig sindssyge mængder papir fra forsikringsselskaber, SKAT m.fl. Der er stadig et enormt uudnyttet potentiale, og jeg ser frem til den dag hvor man også hos dem kan fravælge papir.

Af og til modtager jeg et dokument via email som bedes udskrevet, udfyldt/underskrevet og sendt med post eller faxet. Okay, så er vi da i det mindste halvvejs ;). Det sjove er at når jeg så svarer vedkommende at det ikke er muligt, og at min accept via mail faktisk er ligeså god som en underskrift – jamen så er det næsten altid OK. Okay.. jamen hvorfor ikke lade dén mulighed være “default” så? Hvor meget papir kunne man ikke spare hvis ALLE vidste at dette også er en mulighed?

Min forrige revisor, som jeg endte med at være svært utilfreds med, er ikke helt fulgt med tidsalderen. Det var først i den sidste uge af mit engagement med ham at jeg erfarede hvor stenalderagtigt det foregik hos ham: Når nogen sender ham en mail, bliver den modtaget af en slags sekretær, som så printer mailen og lægger den i en stak på hans skrivebord. Da jeg hørte det, vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde. Men pludselig forstod jeg hvorfor der typisk gik uger fra man havde sendt en mail, til man fik svar – hvis man da var så heldig overhovedet at få et svar.

Min nye revisor er også vant til at folk har alt på papir. Han har et par gange sendt mig en mail med besked om at jeg lige skal sende dit og dat til ham. Underforstået: på papir. Med kongelig fodpost. Efterhånden har jeg vist fået ham til at forstå at sådan noget bruger jeg ikke. Så hvis der er noget jeg har på papir som han skal se, lægger jeg det ganske enkelt på bordet og tager et billede af det i høj opløsning, som jeg sender ham. For en revisor kan jeg forestille mig at det er en hel ny måde at tænke på. Men hvorfor ikke? Derved sparer jeg udgift til kopiering, kuvert, frimærke, og vi sparer en dags transporttid.

Det er dog ikke udgifterne det handler om for mig, for det er trods alt småpenge. Det er princippet. Det går mig inderligt på når nogen insisterer på at bruge papir, når det næsten altid kan undgås. Til gengæld ligger der besparelser i millionklassen og venter hos alle de instanser som sender alt på papir. Og meget apropos hvor grelt det står til, faldt jeg faktisk over en artikel fra 2007 som illustrerer dette på glimrende vis.

Selvfølgelig er det ikke altid så sort på hvidt (høhø..). Min mor ejer eksempelvis ikke en computer og kommer aldrig i nærheden af én. Hun er stadig dybt afhængig af at modtage alt med posten, og det skal selvfølgelig fortsat være en mulighed for dem der ikke har et valg. Men langt de fleste af os har altså et valg. Du har også et valg, i og med at du overhovedet kan læse dette. Og med fare for at lyde miljø-hippie-agtig, håber jeg at du også er så fornuftig at du fravælger papiret hvor du kan. Right?

Dengang var RSS feeds ikke ret udbredt, så hvis man ville have fat i diverse blogs’ opdateringer, skete det altså ved at give den enkelte blog et visit. Det var jeg godt nok træt af, så jeg flikkede et lille script sammen som dybest set crawlede de forskellige blogs jeg fulgte i et eller andet fast interval.

Jeg bloggede også selv dengang, og fortalte selvfølgelig om projektet på min daværende blog. Der var rigtig mange der syntes det lød interessant, så jeg opgraderede scriptet og lavede en decideret webtjeneste hvor man selv kunne tilmelde sin blog. Servicen kørte jeg på et subdomæne, på min egen server, som jeg havde stående i et kosteskab. Dengang kostede det altså kassen at få hostet noget ude i byen, især hvis man som jeg havde brug for at have særlig software installeret. Så self-hosting var det mest fornuftige valg.

Man kan se blogbot anno 2002 her. Dengang kørte det hele i ASP med en Access-database nedenunder. Crawleren var et konsolprogram jeg havde lavet i Java, eller også var det en Windows service. Men den stod i hvert fald og kørte hvert 5. eller 10. minut. I starten var det ret primitivt; jeg opfandt simpelthen dét der hed “Blogbot-tags”, som ganske enkelt var et span-tag som man wrappede henholdsvis titel, dato og indhold i. Samtidig opsatte jeg som krav at det nyeste indlæg altid var øverst på siden. Det var faktisk ikke altid standard dengang, men hvis man ville med på Blogbot, blev man nødt til at indordne sig :). Der var en hel del support til folk der skulle have hjælp til at indsætte disse tags, bl.a. husker jeg en længere mailkorrespondence med Lasse Rimmer, som også inkluderede en del snak om Mandrilaftalen. Det var jo meget skægt..

..men efterhånden blev det også tidskrævende. Dels med supporten, dels med videreudvikling og ikke mindst var jeg også lidt træt af at jeg altså ikke bare lige kunne lukke for strømmen et par sekunder, uden at der var ramaskrig fra brugerne. Der var ingen tvivl om at jeg havde fået noget op at køre som mange mennesker virkelig havde brug for. Men jeg havde altså ikke lysten til at fortsætte supporten eller driften, så jeg begyndte at efterlyse nogle der ville tage over fra mig. Tanken om at få penge ud af det faldt mig overhovedet ikke ind. Nok primært fordi trenden med at skulle have penge for alting ikke var slået an endnu dengang. Men uanset hvad var jeg besluttet på at give det hele væk kvit og frit.

Der kom en god håndfuld bud, så vidt jeg husker, og jeg endte med at give det til Christian Schmidt i efteråret 2002 (se også denne flyttemeddelelse). Det lykkedes ham at få sponseret et domænenavn (blogbot.dk) og serverplads, og han skrev også hele systemet om til PHP. Jeg var glad, for nu kunne jeg endelig tage livet af min server i skabet :).

Christian fik tilføjet et væld af nye features (og et nyt design), og selvom RSS-feeds og -læsere sidenhen er blevet hver mands eje, er det min opfattelse at Blogbots popularitet har været forholdsvis konstant.

I dag opdagede jeg så nærmest ved et tilfælde at stafetten er blevet givet videre igen. Nu er det folkene hos Codecompany der har ansvaret, og så vidt jeg kunne læse mig til på deres udviklingsblog, er planen at rive hele kodebasen ned og starte forfra. Det er jo sikkert fornuftigt nok, og det skal nok give plads og mulighed til de funktioner der hører sig en 3. generations Blogbot til. Det bliver spændende at følge.

Det sjove (for mig) er at noget jeg opfandt for så længe siden, stadig kører. Rent teknisk er der selvfølgelig ikke andet tilbage i dag end selve konceptet, men alligevel. Hvis bare alle mine idéer var så gode..

Men det gjorde det altså. Ifølge Google Analytics lå konverteringen fra 14. april til 14. maj (dagen inden redesignet blev offentliggjort) på 2,09%. Fra 15. maj til 15. juni lå den på 7,61%. Det eneste jeg har gjort, er at redesigne marketingsitet (og bloggen naturligvis). Jeg har ikke gjort noget ekstra ud af linkbuilding eller annoncering.

Det er dog ikke alt. Antallet af besøg er faktisk stort set ens (en difference på 2). Men der er næsten 200 flere sidevisninger (på trods af at det nye site har væsentligt færre sider end det gamle), folk bliver længere, og bounceraten er gået ned med 13%. Alt i alt er jeg meget tilfreds.

Jeg er som sådan ikke overrasket over at konverteringen er bedre, for når jeg kigger tilbage i dag, kan jeg godt se at det gamle site var noget juks. Jeg er dog lidt overrasket over at forbedringen er så mærkbar, især fordi det nye site er temmelig minimalistisk, rent informationsmæssigt. Der er forsiden, nogle screenshots, og en underside der går lidt mere i dybden – men ikke meget.

Dét jeg nu spekulerer på, er om jeg kan optimere yderligere. Vil det gøre en forskel at lave call-to-action-knapperne i andre farver? Det må en Google Website Optimizer-test afsløre. Vil det gøre en forskel at lave nogle landingsider til søgetermer som webbaseret timeregistrering? Hvem ved.. jeg har haft det før uden den helt store success, men det var jo også på det gamle site.

Så kan jeg ellers ærgre mig over at jeg ikke startede med det nye design. Jeg er nok gået glip af temmelig mange tilmeldinger på dén konto.. men nu skal der ses fremad!

For det første gik der 6 dage før jeg fik svar på min henvendelse til deres support. Og det er ikke sådan at jeg skrev én mail og så lænede mig tilbage og ventede. Jeg både skrev og ringede adskillige gange, men selvom de skilter med et telefonnummer, er det altså ikke ensbetydende med at de tager telefonen. Den 1. juni fik jeg så nulstillet kodeordet, så jeg kunne logge ind på min egen konto igen. Her konstaterede jeg at der manglede 2 databaser.

Det skrev jeg til dem, og dagen efter fik jeg et svar som sagde at for at genskabe databaser, skulle de igennem en besværlig proces med at afspille binære logfiler – men jeg ville få svar næste dag (3. juni) om det havde båret frugt. Det gjorde jeg dog ikke.

Tilbage til spamming af supporten og manglende svar. Den 15. juni får jeg næsten samme svar som sidst.. binære logfiler, beklager svartid.. blablabla. Den 17. juni får jeg at vide at ingen data kunne genskabes.

Så kan jeg ellers sidde og rase over at havde de dog bare reageret samme dag eller bare næste dag, da jeg meldte problemet, ville data sandsynligvis kunne være genskabt. Men fordi de er over 3 uger om at behandle min sag, er jeg rent ud sagt på skideren.

Gigahost siger selv at backup og restore ikke er en del af abonnementet, og at det er noget de gør i deres fritid. Netop derfor tilbød jeg også i min oprindelige henvendelse at jeg hjertens gerne ville betale ekstra for at få det gjort. Men det var åbenbart ikke interessant. Og jeg brokker mig sådan set heller ikke over at de har det mærkelige backupsystem som de har. Jeg brokker mig over at de er så længe om at reagere, at det åbenbart kun er hver 5. eller 6. mail de læser, og at de i øvrigt konsekvent nægter at tage telefonen. Det mener jeg ikke kendetegner ansvar og seriøsitet.. tværtimod. Det virker mest af alt som et hobbyfirma.

Det er en skam, for jeg synes produktet er godt, som endnu ingen andre indenfor landets grænser tilbyder. Og det kører altså godt, når alt er som det skal være. Men når uheldet er ude, kan man altså i høj grad risikere at der intet er at gøre.

Som altid vil der være masser af folk der vidner om det modsatte – at deres support er venlig, kompetent og hurtig. Det var også min opfattelse indtil det gik galt. Derefter gik det hastigt ned af bakke og endte i et dybt, sort hul. Så mit råd er: hvis du kan leve med risikoen for at miste data, så kør endelig på med Gigahost. Kan du ikke, skal du enten vælge en anden host, eller selv sørge for regelmæssig backup.

NB: Siden denne artikel blev skrevet, har marketingsitet faktisk fået endnu et facelift. Derfor er artiklen lettere uddateret.

Jeg var faktisk forholdsvis tilfreds, rent designmæssigt, med det gamle.. men man bliver klogere hele tiden. For ikke så længe siden beskrev jeg også min frustration over problemerne med forsiden, som simpelthen ikke var god nok. Jeg har nu lært hvad der ikke fungerer:

• Lille og halvgnidret primær navigationsmenu.
• “Tomme” floskler og tilnærmelsesvis usammenhængende salgstekst på forsiden.
• En selvstændig underside til hver enkelt hovedfeature eller område der skal fremhæves. Det er der som sådan ikke noget galt i. Problemet er at brugeren skal igennem 6-7 sider før han har et komplet overblik over hvad produktet tilbyder.
• Screenshots der er gemt væk på undersider.
• Call to action med mørkegrå baggrund.

Når man ved hvad man ikke skal, er det som regel nemt at finde ud af hvad man skal gøre i stedet for. Jeg har i hvert fald gjort et hæderligt forsøg. Så nu er der:

• Generelt større skrift og meget mere luft.
• Små, korte og letlæselige blokke der fortæller om produktets features og fordele på forsiden.
• Screenshots direkte på forsiden.
• Én underside der mere detaljeret beskriver produktet.
• Tydelige call to actions med farver der skiller sig ud.

Hvis jeg skal summere op, vil jeg sige at det nye site har en meget bedre balance mellem show og tell. Jeg ved fra mig selv, at det første jeg gør når jeg kommer ind på et site der omhandler en webapplikation, er at lede efter skærmbilleder. Og hvis jeg ikke finder det forholdsvis hurtigt, er jeg normalt også hurtigt væk igen. Det skulle jeg i hvert fald gerne undgå nu.

Det eneste jeg er i tvivl om, er om det er klogt at koge alle undersiderne ned til én. Men når jeg sammenligner det gamle site med det nye, føler jeg faktisk ikke at jeg får ret meget mere information præsenteret på det gamle. Jeg har bare kogt teksten ned til det essentielle – alle de andre små detaljer finder man jo nok ud af når man prøver demoen.

Nok snak. Se selv:

Kig selv forbi tasks.dk og få den fulde oplevelse.

Idégrundlag

Jeg blev inspireret af dette indlæg af Mikael Rieck. Jeg må indrømme at jeg råhuggede hans eksempel, og gik ind på et tilfældigt shoppingsite og kiggede i køkkenudstyrs-kategorien. Her fandt jeg så et par underkategorier som så så sjældne ud at de måtte egne sig til et nichesite. Da jeg havde en håndfuld, tjekkede jeg først domænenavnene. Hvis de var ledige, fortsatte jeg med at finde det pågældende ord/begrebs søgevolumen på Google. Her var mit successkriterie at der skulle være et par tusinde søgninger om måneden. Jeg endte med 2 styks .co.uk domæner som jeg registrerede, tilknyttede min Gigahost-konto og installerede WordPress. Alt i alt en udgift på omkring 80 kr. for 2 års domæneafgift takket være en GoDaddy rabatkode.

Automatiseret Amazon affiliate site

Da de to sites handler om et specifikt stykke køkkengrej, tænkte jeg at det mest oplagte var at gøre dem til Amazon affiliate sites, så jeg tilmeldte mig deres affiliateprogram. Derefter udviklede jeg et WordPress plugin, som kommunikerer med Amazons webservices. Det jeg helt konkret gør, er at finde et produkt på Amazons site, tager det unikke ID for produktet, og indsætter det i et custom field i et blogindlæg. Overskrift tager jeg direkte fra Amazons produktside. Selve beskrivelsen tager jeg nogle gange også derfra, andre gange fra producentens eget site. Og så er der ikke mere manuelt arbejde. Dét som pluginet gør, er at forbinde til webservicen og hente informationer om produktbilleder, pris, rating og reviews for det pågældende produkt-ID (som jeg har indsat i custom field). Det sikrer at jeg altid viser det aktuelle billede, den aktuelle pris og rating og reviews. Jeg viser som udgangspunkt 3 gode reviews – dvs. jeg sorterer dem med en rating under 3,5 fra.

Alt i alt betyder det at når jeg vil oprette et nyt produkt, tager det højst 3-4 minutter, og jeg behøver aldrig opdatere det igen, for de dagsaktuelle informationer bliver altid hentet direkte fra Amazon.

Jeg startede med 4-5 produkter på hvert site, tilmeldte dem i Google, og ventede. De kom ret hurtigt med.

Siden har jeg faktisk ikke gjort andet, udover at smide adsense på siderne også. Det har dog ikke givet et eneste klik endnu, så det er noget jeg helt klart skal arbejde lidt med.

Det virker sgu

Men lad os snakke om det sjove: det virker rent faktisk! Det er kun det ene site der har solgt noget endnu, og det er sjovt nok dét som er ultranichet (kan man sige det?). Indtil i dag har det solgt 4 produkter hos Amazon, og det har tjent mig omkring 5 pund. Det er jo ikke alverden, men det skyldes at produkterne ikke er specielt dyre. Og  det skal selvfølgelig også lige sættes op imod at jeg har brugt måske 3-4 timer i alt, og jeg har intet gjort for linkbuilding. Der er kun 2-3 eksterne links til hvert site. AL trafik kommer fra søgemaskiner eller RSS-agtige sites.

Med 28 kliks i alt ligger konverteringen på omkring 15%.

Trafikmæssigt siger Google Analytics at jeg har haft 49 unikke besøgende og 112 sidevisninger. Dvs. at cirka 31% af alle sidevisninger resulterer i et klik videre til Amazon. Jeg ved ikke hvad der er normalt, men jeg er ovenud tilfreds med at næsten en tredjedel klikker videre.

Jeg har ikke gået så meget op i at tjekke min position i google.co.uk, men jeg ligger som regel på side et på det primære søgeord. Det er fint nok, for jeg har hårde konkurrenter – bl.a. Amazon selv og andre shoppingsites. Det er også meget sandsynligt at grunden til den gode position skyldes nyhedens interesse. Før eller siden opdager Google nok at det site ikke er noget særligt, men så må jeg jo til at arbejde lidt med unikt indhold.

Hvad så nu?

Efter en måned, uden at have gjort noget særligt for det, har jeg altså skabt et site der rent faktisk sælger. Det er ikke noget jeg bliver rig af, men det er da skægt. Jeg har ikke rigtig nogen plan for hvad der videre skal ske, men jeg skal selvfølgelig have set på hvorfor ingen klikker på adsense-reklamerne, og så vil jeg også prøve at eksperimentere lidt med andre former for affiliatesalg. Amazon er jo ikke de eneste der sælger køkkengrej :)