Den britiske tegner startede sin karriere inden for tegneseriemediet allerede som 16 årig, da han arbejdede som kontordreng på forlaget ICP. Senere avancerede han til jobbet som farvelægger, og da ICP besluttede sig for at lancere en science fiction titel, spurgte han, om han måtte komme ombord på projektet. Serien blev til den nu legendariske antologiserie 2000AD, og O’Neill arbejdede på forsiden på det allerførste nummer. Hos 2000AD arbejdede O’Neill på titler såsom as Future Shocks, Tharg the Mighty og Ro-Busters sammen med forfatteren Pat Mills. Sammen med Mills var O’Neill også medskaber af figuren Nemesis, der hurtigt blev en af seriens mest populære figurer.

Da O’Neill senere gik freelance arbejdede han bl.a. for DC Comics. En af hans tidligste historier var et samarbejde med den nu legendariske forfatter Alan Moore på en historie i Tales of the Green Lantern Corps Annual #2. Historien viste sig at være kontroversiel, da de såkaldte Comic Code Authorities besluttede sig for, at de fandt hele O’Neills stil stødende.

Sammen med Pat Mills skabte O’Neill også figuren Marshall Law – endnu en kontroversiel titel. Serien handlede om en statsansat heltejæger og var på alle måder et både ekstremt og grotesk twist på superheltemyten.

I 1999 fik O’Neill sit største gennembrud, da han sammen med Alan Moore skabte Det Hemmelighedsfulde Selskab – en udforskning af superheltemytens oprindelse sat ind i et steampunk univers med klassiske figurer fra verdenslitteraturen som karaktergalleri. Serien blev et kæmpehit og er siden hen blevet fulgt op af en række fortsættelser, alle skabt af Moore og O’Neill. I 2009 blev det første album i seriens tredje miniserie udgivet. Albummet udkom på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Med Det Hemmelighedsfulde Selskab har O’Neill i den grad bevist, at han er en alsidig tegner med sans for detaljer, stemninger og det originale. Det er nærmest umuligt at forestille sig en anden tegner på serien end Kevin O’Neill.

Kevin O’Neill præsenteres i samarbejde med Forlaget Fahrenheit og Fantask.

Del dette indlæg med andre:

© Ulf Reese Næsborg for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Nyheder.

Relaterede indlæg

• Watchmen-tegner besøger København! (0)
• Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr (1)
• This Movie is afraid of me – Watchmen (14)
• Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-03-06 (0)
• Salgstal for 2006 (0)

Rygterne har længe huseret, men forleden fik vi syn for sagen, da Apple lancerede deres tablet, kaldet en iPad. Blandt de mange ting, som man bl.a. får med i købet af den lille gadget er adgang til en særlig butik på nettet, kaldet iBookstore – tænk iTunes, bare for e-bøger. Fra starten er der nogle forholdsvis store forlag involveret (Penguin Books, HarperCollins, Simon & Schuster, Macmillan Publishers og Hachette Book Group USA), men ingen deciderede tegneserieforlag. Men mon ikke både Apple og adskillige tegneserieforlag er interesserede i at få noget op at stå, for iPad’en kan meget vel blive den redningsplanke, som branchen har råbt på i årevis.

Det er værd at bemærke at resten af artiklen er ren spekulation fra min side – ingen ved noget om tegneserieplaner for iPad’en, iBookstore vil sandsynligvis ikke engang være tilgængelig i Danmark (endnu) når iPad kommer til landet og der er meget få hands-on-beretninger om den.

(Apples reklame-introduktion til iPad – frarådes hvis man er allergisk overfor gentagen brug af frasen “The BEST”)

Den digitale kiosk

Et alvorligt slag mod tegneseriebranchen – både her hjemme og i udlandet – er tegneseriens tilbagetog fra kiosker og boghandler (selv om boghandel-problemet ikke er helt så stort i f.eks. USA som herhjemme). Probelmstillingen er åbenlys: hvis ikke læserne kan få fingre i serierne, kan de ikke købe og læse dem – et problem, som forværres yderligere når man ser på “nye læsere”-problematikken: hvorfra skal der komme nye læsere, hvis ikke de har mulighed for at se titlerne på hylderne?

Hvis man køber det teoretiske scenarie at  iBookstore til iPad bliver bare en tiendedel så udbredt som iTunes Store (11 millioner sange, 6 milliarder downloads) og AppStore (140.000 programmer, 3 milliarder downloads) er til iPod Touch / iPhone, er det et realistisk bud at sige at vi her ser på en endog meget attraktiv distributionskanal, som f.eks. Marvel og DC skal se at få sikret sig en del af hurtigst muligt.

Med en rimelig prissætning bliver det igen nemt at følge med i månedlige titler, prøve sig frem blandt ukendte titler – og bagefter gå ud og købe fysiske TPBs / luksusudgaver af de bedste. Bonus for forlagene, som får solgt flere eksemplarer, bonus for læseren, som får flere valgmuligheder og naturligvis bonus for Apple. Men er der kun fordele for de store selskaber?

AppStore-effekten

For bare få år siden var spil-verdenen opdelt i de store, ofte multinationale selskaber, som lavede spil med teams på mindst 20-30 udviklere og internationale markedføringskampagner i ryggen – og på den anden side en lille flok ihærdige indie-spiludviklere uden nogen distributionsmulighed ud over netsalg. Ofte var der her tale om måske 2-3 folk, der lavede spil i deres fritid uden reel udsigt til at det nogensinde blev andet end en hobby. På den anden side er indie-spillene ofte blevet rost for deres originale indhold og tilgang til mediet.

Denne situation har nu ændret sig i nogen grad – vi har stadig de store selskaber, men grundet AppStore (og f.eks. Steam til PC, Wii Marketplace til Nintendo Wii og lignende muligheder til andre platforme) er der nu en opblomstring i indie-verdenen, sandsynligvis forårsaget af en større mulighed for at tjene mere end de almisser indie-udviklere har måttet nøjes med tidligere.

Parallellen til indie-tegneserier bør være åbenlys – optagelse i iBookstore betyder mulighed for distribution til de – sandsynligvis – millioner af iPads, som Apple kommer til at sælge. Et scenarie hvor en tegner udgiver en tegneserie på iBookstore og ender blandt bestsellerne i kategorien “tegneserier” er ikke fuldstændigt urealistisk. Naturligvis vil de kræve noget benarbejde – sandsynligvis primært i de sociale medier – at nå dertil, men det er ikke meget anderledes end nu, hvor udgivelseskontrakter heller ikke bare har for vane at dumpe ned i skødet på fremadstræbende tegnere.

“Men den mulighed ligger der allerede i form af webcomics – der er flere millionærer på den konto”.
Tjoeh “flere”? Nuvel, webcomics lever ofte af merchandise og / eller trykte udgaver af striberne – og har ingen indtægt fra selv striben. Den mulighed foreligger nu. Desuden vil man have én publiceringsplatform med en fast skærmstørrelse og opløsning, hvilket kun kan være en fordel – man skal ikke tænke forskellige operativsystemer og skærmopløsninger.

Et andet element er naturligvis muligheden for at udforske de muligheder en berøringsfølsom skærm byder på – der er naturligvis masser af faldgruber at ryge i, men samtidig er der en masse spændende veje man kunne gå. Jeg håber på forgangsmænd m/k, der driver mediet fremad på denne nye platform – for har jeg lært én ting, er det at den menneskelige kreativitet i praksis er ubegrænset. Måske dette er en god og givende platform for leg med mediet?

Ikke kun dans på roser

Naturligvis er det ikke et rosenrødt scenarie – for det første er det ingen der rigtigt har prøvet iPad’en i længere tid, så hvorvidt den egentligt er egnet som tegneserielæseanordning, må bero på et gæt ud fra de tilgængelige informationer. Det vil naturligvis gøre hele indholdet af denne artikel uaktuelt, hvis den ikke duer til det – men det er så bare indtil der kommer et bedre bud.

Mere alvorligt er måske Apples noget moralske og restriktive holdning til hvad de tillader i deres AppStore (erotisk / pornografisk indhold er i al fald udelukket). Vi kan risikere nogle meget renskurede og ensrettede værker og det er klart en problemstilling, som man skal forholde sig til – i øvrigt ligemeget om udbyderen af indhold hedder Apple, Google eller Amazon.

Mange mennesker har også indvendinger mod ideen om digitale tegneserier, men det er en diskussion, der er mere følelsesladet end den er noget andet – “Jeg elsker duften og følelsen af mine tegneserier” “Jeg VIL eje mine tegneserier fysisk” “En digital tegneserie er ikke den samme oplevelse”.

Jeg tager naturligvis gerne en diskussion om dette, men det er i mine øjne ikke specielt interessant : folks meninger er oftest rimeligt låste i denne del af diskussionen, hvilket sjældent gør dem særligt sjove at drøfte tingene med. Det  er også ved siden af det, jeg ser som sagens kerne: en digital distributionskanal vil kunne give mediet ny luft under vingerne og måske endda være med til at udvikle det. Hvis man ikke kan lide tanken om at læse sine tegneserier på en skærm, kan man bare lade være … men jeg er overbevist om at fremtiden (eller i al fald en del af den) er lige dér, ved dine fingerspidser.

Der er mange argumenter for og imod iPad’en som tegneserielæser, men der skal ikke være tvivl om at det er et spændende perspektiv, som vi ikke er færdige med at udforske her på siden (der arbejdes pt. på at tilvejebringe et anmeldelseseksemplar) – i mellemtiden kan du jo passende byde ind: hvad synes du? Kan digitale tegneserier, distribueret gennem en globalt tilgængelig markedsplads, give mediet et boost eller er det bare en fis i en virtuel hornlygte?

Del dette indlæg med andre:

© Ulf Reese Næsborg for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 11 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Synspunkt.

Relaterede indlæg

• tegneseriesiden.dk – nu med webcomics! (0)
• Superdrengestreger (0)
• Lidt om pressemeddelelser (3)
• Galskab med meningen – The Perry Bible Fellowship (0)
• FreakAngels – ny ugentlig webcomic fra Warren Ellis (0)

Jeff Smith udgav selv første bind i serien tilbage i 1991, var kortvarigt forbi Image Comics og fortsatte så selv som sin egen udgiver. Han afsluttede historien mere end 1300 sider senere i 2004. I 1996 begyndte Carlsen at udsende Bone på dansk, men serien gik ind efter 12 numre i 1999 – heldigvis er den udgivet i en samlet udgave på engelsk, et nært foreliggende projekt, som ingen danske forlag endnu har kastet sig over, desværre. Der er tale om et værk, som burde tiltale både børn og voksne – og vigtigst af alt (for mig som voksen læser, i al fald): tillade én at genvinde den umiddelbare fryd ved at læse en tegneserie, man følte som barn. ”Bone” er en tegneserie, man indtager grådigt, så det næsten snurrer rundt for en.

Men hvad er ”Bone” så?

Hvis man tager det meget overordnede overblik, er der for så vidt tale om en ret gængs fantasy-fortælling: langt ude på landet bor der en person, hvis fortid er skjult, og hvis fremtid er en Skæbne med stort S. Vi taler om kongelighed, drager, stor ondskab og så videre.

Der er bare ikke meget andet gængs over ”Bone”. For det første fortælles historien gennem det, der normalt ville være bipersonerne, ja nok snarest de ”funny sidekicks”: Bone-fætrene Fone, Phoncible (Phoney) og Smiley Bone. De er alle tre stornæsede ”funny animals”-figurer, som en blanding af Nuser og Walt Kellys Pogo. De tre er blevet smidt ud af deres hjemby Boneville på grund af en lille uheldig batalje, hvor Phoney forsøgte at blive borgmester. Og som de fleste af den slags små hændelser i deres liv, der som regel kan henføres til Phoney, endte også denne med gråd og tænders gnidsel. Og nu altså med, at Bone-fætrene er på vej gennem ørkenen.

De bliver skilt ad for til sidst at ende i en idyllisk dal, hvor de møder nogle af de mennesker, der vil spille en stor betydning i deres og resten af verdens eksistens det næste år: den yndige Thorn, hendes bedste Ben (der er cirka lige så blød som stål) og krofatteren Lucius, der har god forstand på folk og derfor straks ser sig sur på Phoney. Tilsæt dertil et par (dumme, dumme) rottemonstre, som har det med at løbe ind i vore venner i tide og utide, og som har en forkærlighed for quiche. Og en rød drage, der ikke viser sig for andre end vor helt, Fone.

Man kunne sikkert snakke længe om, hvordan ”Bone” har været med til at revolutionere/genoplive selvpubliceringen, eller hvad den gjorde for den sort/hvide tegneserie, men intet af det har noget med læseoplevelsen at gøre. Og det er naturligvis læseoplevelsen, der har skabt den indflydelse, tegneserien måtte have haft. På den anden side har formen naturligvis også været med til at påvirke historien, positivt endda, for man mærker, at Smith ikke skal tilpasse sig til de sædvanlige udgivelsesmønstre – det er ham selv, der styrer hvert skridt af turen, og det gør det muligt for ham at tage sin tid. Så vi får det hele serveret roligt og velovervejet. Ja, til tider får vi måske serveret portioner, som er lidt sludrende og uden den store fremdrift, men det gør ikke det store. Det er alt sammen med til at plantet både personer og deres verden endnu dybere i læserens bevidsthed. Og Smith formår at få det til at virke, som om det hele er meningen, som om han har haft samtlige elementer i hovedet, før han gik i gang med side 1. Det er en umådelig præstation.

Vigtigst er dog Smiths evne til at gøre stort set hver enkelt scene til en historie i sig selv. Det gør ”Bone” til en af de værker, man kan slå op i tilfældigt og bare lade sig fange ind. Det er kort sagt smukt. Det er ”Ringenes Herre” fortalt af Charlie Chaplin – storslået, hjertegribende, skræmmende og først og fremmest ufatteligt morsomt. Og som sagt: monumental – på flere måder: som tegneserieværk, som historie og som læseoplevelse. For det er en af de bøger, som ikke bare opsluger ens, mens man sidder sammenkrummet over den, men bliver ved med at rumstere i hovedet i dagene derefter. Scener og dialog farer gennem hovedet på én, og ens fingre kan ikke lade være med at slå op i den massive papirbunke for lige at genopleve en eller anden scene. Det er en af de værker, som man ikke kun læser én gang, men alligevel for altid vil ønske, at man havde til gode.

Det er også et af de værker, som det er svært at gøre andet end at lovprise, og det har jeg vist gjort rigeligt. Hvis man i forvejen har læst ”Bone”, er det sikkert snart tid til at genlæse den – hvis ikke man har stiftet bekendtskab med den endnu, så har man min misundelse over den oplevelse, man har til gode. Og kom så i gang.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 5 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié (0)
• God’s greatest hits: R. Crumb – Verdens skabelse (4)
• En hjerneburger med det hele (2)
• Døden uden ende – The Walking Dead (8)
• Biernes Tårer af Loisel, Djian og Mallié (0)

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960′erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960′erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

Del dette indlæg med andre:

© Ulf Reese Næsborg for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | En kommentar

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Vlad pælespidderen (3)
• Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr (1)
• Tillykke til os selv! (4)
• Salgstal for 2006 (0)
• Return of the son of komiks.dk (0)

Nu har han efter fire års arbejde, givet os en tegneserieudgave af en rigtig mainstream klassiker – Biblen. Nærmere bestemt Første Mosebog, som også er den saftigste og mest interessant del af Det gamle testamente. Her optræder klassiske bibelhistorier som Adam og Eva, Noa og syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, Josef og hans brødre og mange flere.

Teksten har Crumb trofast taget fra den seneste (engelske) oversættelse af Første Mosebog, og på dansk er det teksten fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 der bruges. Der er kunnet lavet få ændringer, for at få det til at passe ind i tegneseriemediet, som alle er anført bagerst i bogen.

Det siger en del at Crumb, som vanligt nyder at provokere, her udgiver med bibelautoriteters velsignelse, og man må da også sige at Crumb har holdt sig i skindet. Man kunne forvente at med så saftigt materiale som Sodoma og Gomora, masseomskæringer og adskillige sex- og incestscener, ville Crumb forfalde til at gå lidt amok. Men Crumb holder sig trofast til biblens ord, og viser ikke mere end han behøver.

Faktisk er Verdens Skabelse så trofast mod sit oplæg, at den på bedste vis demonstrerer hvor absurd og usammenhængende en historie det egentlig er. Crumb er sig selv bevidst om denne tendens. I forordet fortæller han hvordan andre tegneserietilpasninger af Biblen, ofte kommer scener ind som ikke optræder i det tekstlige oplæg, mens Crumb, som ikke troende, holder sig nøjagtig til tekstens ord.

Crumb udviser desuden et godt kendskab til Biblens tekst og fortolkninger i en kommentarsektion til sidst i bogen, hvor han diskuterer de mulige ændringer som teksten har gennemløbet gennem tiden, herunder især rettelser og omskrivninger der fremhæver patriarkalsk magt, frem for den oprindelige matriarkalske.

Crumb undlader måske nok at provokere unødigt, men hans vanlige stil dominerer stadig i høj grad. Således er kvinderne alle storrøvede og med spidse granatbryster, og ikke mindst notorisk grimme. De sort/hvide tegninger er superdetaljerede og de tætte skraveringer giver næsten én ondt i armen.

Tegneseriemediet passer godt på det tekstlige forlæg, især i lange, uoverskuelige opremsninger af familieforhold og sønner, som fx “Esaus førstefødte søn Elifaz’ sønner… høvdingene Tema, Omar, Sefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek” som hver får deres lille portræt, og på den måde gøres læsevenligt og mindre arbitrært.

Jeg vil ikke kalde Verdens skabelse et stort værk, men det er forfriskende at vi endelig har fået en trofast gengivelse af Første Mosebogs tekst, som så samtidig er noget mere appetitlig og lettere at gå til end Det gamle testamente.

Fakta om værket

Titel: Verdens skabelse

Oversættelse: Søren Vinterberg

ISBN: 9788711433461

Omfang: 208 sider

Indbinding: Hardcover

Pris: 299.95

Del dette indlæg med andre:

© Christian Rasmussen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 4 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Jeff Smith: Bone (5)
• En hjerneburger med det hele (2)
• Døden uden ende – The Walking Dead (8)
• Rushkoffs bibelhackere – Testament (2)

Det er en noget særegen tegneserie. Den er til tider rodet og frustrerende, men i sidst ende faktisk også overbevisende; den pirker til én, så man får lyst til at genlæse historien.

Det hele starter som en lidt kikset ungdomsfilm: Amy Smootster er i puberteten, i high school og i problemer. Hun er, som hun bekendtgør i den indledende monolog, en freak, en særling… og egentlig lidt stolt af det. Tøjkombinationerne er ikke køn, men de er i det mindste sjældne, og hun er ikke medlem af nogen af de bestående kliker.

Med andre ord: hun er det perfekte mobbeoffer, og det er en rolle, som en lille gruppe piger ikke holder sig tilbage for at tømre hende inde i. Især ikke efter hun begynder at tale med karriererådgiveren Tim, som de ellers havde udset til deres handyr.

Og så begynder de små særheder ellers at dryppe ind i historien… bogstaveligt talt. For det viser sig, at Amys fødder udskiller voldsomme mængder af mystisk væske, når hun bliver flov. Særhed nummer to følger lige i hælene: Amy har sin helt egen psykiater – han hedder Carl og er en bænkebider. Og for så helt at løfte begge fødder fra jorden: da pigegruppen vil være Amy behjælpelig med at få vasket håret i en toiletkumme, afværges det af en gruppe aggressive toiletruller.

I løbet af ganske få sider går ”Zero Girl” fra at være ungdomsdrama til at være en absurd blanding af superheltekarikatur, coming-of-age-historie, magisk realisme og fascinerende indblik i hovedpersonens psyke.

For mens Amy indleder et forhold til den voksne Tim, og pigegruppen forsøger at opdage, hvorfor fodsvedsudsondringerne angiveligt beskytter vor helt, finder vi ud af, at hun befinder sig i en konstant krig mellem cirkler og firkanter. Runde ting hjælper hende, mens ting med for mange kanter forsøger at gøre det af med hende. En stor del af charmen ved ”Zero Girl” ligger i den måde, hvorpå det, der sagtens kunne være en psykose, folder sig ud i historien og bliver virkelighed.

”Zero Girl” er en pudsig historie og helt ærligt svær at blive klog på. På den gode side betyder det, at nogle læsere (undertegnede inklusive) vil få lyst til at genlæse den, næsten så snart de er færdige; på den dårlige side vil nogle læsere nok bare ryste på hovedet og lægge den fra sig. Lige der hjælper det sandsynligvis ikke, at Kieths tegninger er så svingende – folk har det med at skifte udseende, og til tider streger han sig ud i overdrevet. Det gør ikke noget, når han slår sig løs i en historie, der spræller og bobler lige så meget som tegningerne, men her støder de to ting lidt sammen i mine øjne – for godt nok bevæger historien sig ud i det groteske til tider, men han holder hele tiden for øje, at den handler om mennesker og især de to: Amy og Tim.

Alt i alt er ”Zero Girl” ganske fascinerende, og både anden og tredje gennemlæsning giver god bonus. Det er som ”Den mystiske sag om hunden i natten” møder ”Carrie” og en hel masse andet til tonerne af ”Don’t Stand So Close To Me”. Det lyder uden tvivl mærkeligt, så der er ikke meget andet at gøre end at opfordre til at læse den – selv forsøger jeg endnu at afgøre med mig selv, om jeg hader eller elsker den.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 5 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison (3)
• Rænkespil i Vatikanet – Åbenbaringer af Paul Jenkins og Humberto Ramos (0)
• Loke (0)
• I borgerkrigens skygge – Loveless af Brian Azzarello & Marcelo Frusin (0)
• Forbløffende! – Astonishing X-Men 1-3 af Joss Whedon og John Cassaday (4)

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2009. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Watchmen-tegner besøger København! (0)
• Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr (1)
• This Movie is afraid of me – Watchmen (14)
• Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-03-06 (0)
• Strid af Strid: magien leve! (6)

“Fear has no brains; it is an idiot.”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist, Ambrose Bierce, men kunne lige såvel have været formuleret af Jonathan Crane, psykologen der blev Scarecrow. Som barn morede Jonathan sig med at skræmme fugle, som professor Crane ved Gotham University fornøjede han sig med at skræmme de psykologistuderende.

Det sidste var selvfølgelig et led i hans entusiastiske forskning i frygtens psykologi, men universitetets ledelse så anderledes på sagen. Inden Jonathan Crane blev afskediget, havde han igennem længere tid måttet døje sine kollegers hån, mobning og bagtalelse. Ikke på grund af hans akademiske evner, men fordi han var en særling, der brugte alle sine penge på bøger og derfor gik klædt som et fugleskræmsel. Med andre ord en sympatisk person. Da han til sidst ikke længere kunne udholde omgivelsernes pres, slog han ind på en kriminel karriere som pengeafpresser, idet han maskerede sig som et fugleskræmsel: ”So I look like a scarecrow … That will be my symbol … A symbol of poverty and fear combined!”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Det er oprindelseshistorien, sådan som den er fortalt i ”Riddle of the Human Scarecrow” (1941) skrevet af Bill Finger og tegnet af Bob Kane, Jerry Robinson og George Roussos. Det er naturligt nok også den indledende fortælling i SCARECROW TALES (2005), en antologi med i alt otte historier, der strækker sig over perioden 1941-2002.

Scarecrows eneste våben er frygt.

Crane, der kan mere end sin Freud, benytter sig af visse gasarter, kemiske midler og højfrekvente lydbølger til at indgyde sine omgivelser frygt eller ligefrem vække specifikke fobier til live hos sine ofre og (ikke mindst) sine modstandere – den dynamiske duo. Ifølge Freud opstod fobier når det frygtede objekt blev symbol for noget skræmmende, som det var pinligt at benævne. Cranes tilgangsvinkel er mere evolutionær. Når Ambrose Bierce skriver, at frygt gør hjerneløs, har han utvivlsomt ret. Irrationel frygt medfører i mange tilfælde en højst uhensigtsmæssig adfærd, værst naturligvis når vi deler vores frygt med andre – over for f.eks. burkaer eller influenza – og veksler frygten til vrede, en mekanisme som reformatorer, ambitiøse politikere og avisredaktører til alle tider har benyttet sig af. Ikke desto mindre har frygt (eller fobi) en adaptiv funktion. Chimpanser født i fangeskab skriger i rædsel første gang, de ser en slange, hvilket er en indlysende hensigtsmæssig adfærd. Vi kender sikkert alle til noget lignende – slangen i græsplænen, der bare var en haveslange, eller det lille gib når vi overraskes af en fuldstændig harmløs edderkop. Pointen er, at der kunne være fare på færde. Som psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker skriver: “Fear is the emotion that motivated our ancestors to cope with the dangers they were likely to face.”

Det er i udgangpunktet intet hverken irrationelt eller neurotisk i at frygte mørket, især ikke når man bliver spærret inde i et bælgmørkt rum med et par rovdyr, således som det sker for Batman og Robin i ”Fright of the Scarecrow” (1967) forfattet af Gardner Fox (der allerede i ’39 var med til at udvikle Batmanfiguren) og tegnet af Bob Kane og Joe Giella. Her er slam-bang action så det batter, men da Batman indser at frygten ikke kan bekæmpes med næver alene, må han ty til viden! ”The Scarecrow’s Trail of Fear” (1975) er Denny O’Neil på automatpilot, men stadig læselig takket være Dick Giordanos rentegning (den perfekte balance mellem kraftige strøg og henkastede streger).

I ”The Scarecrow’s Fearsome Face-Off!” (1976) er Batman helt fraværende, til gengæld får vi Jokeren versus Scarecrow: – Die laughing, Scarecrow! – No, Joker … It’s you who will die … of fright!

Herefter følger antologiens længste og kedeligste historie, ”The 6 Days of the Scarecrow” (1981), som dog har et interessant lille twist. Som bekendt tilskriver fuglenes instinkt dem en vis påpasselighed over for mennesker, heraf fugleskræmslet på marken. Rationalet bag Batmans kostume er det samme – at indgyde frygt i de kriminelles sind. Men da Scarecrow injicerer Batman med et frygtfremkaldende hormon, begynder han at sprede mere frygt end godt er.

Som sagt har frygt en adaptiv funktion. Ikke overraskende viser studier at mennesker og andre dyr, der af en eller anden grund ikke registrerer frygt, har en kort levetid. Dette er oplægget til ”Fear For Sale” (1987) af Mike W. Barr. Det er en orginal historie, hvor Scarecrow giver sine ofre frygtløshed, men desværre tegnet i 1980’ernes værste stil.

Ligeså original, men langt bedre tegnet og fortalt, er ”Mistress of Fear” (1998) af Peter Milligan og Duncan Fegredo (makkerparret bag THE ENIGMA). Uforvarende får Scrarecrow sympati for et af sine ofre, en ung kvinde ved navn Becky, som han efterfølgende kurtiserer på sin egen særprægede facon. Det går hårdt ud over Becky, men alligvel formår Milligan at skabe et dybfølt og forstående portræt af Jonathan Crane.

Samlingen rundes af med den uinspirerede ”Fear of Sucess” (2002), der intet nyt føjer til Scarecrow-figuren, og selv visuelt er den en bundskraber – Roger Robinsons streg får Bob Kane til at fremstå som en mester.

Ja, kvaliteten svinger i SCARECROW TALES – sådan er det jo med antologier – men generelt er der dog tale om et fint lille udvalg, der både introducerer og reintroducerer en af Batmanmytologiens mest interessante skurke.

Fakta om serien

Batman: Scarecrow Tales (2005) 171 sider

Forfatter: Bill Finger, Gardner Fox, Denny O’Neil, Elliot S! Maggin, Gerry Conway, Mike W. Barr, Peter Milligan, Devin Grayson
Tegner: Bob Kane, Jerry Robinson, George Roussos, Joe Giella, Irv Novick, Don Newton, Alan Davis, Duncan Fegredo, Roger Robinson
Rentegner: Dick Giordano, Tex Blaisdell, Dan Adkins, Paul Neary, John Floyd
Pinups: George Pratt, Mark Stutzman, Jim Balent & Bill Sienkiewicz, Mike Mignola, Dermot Power
Forlag: DC

Del dette indlæg med andre:

© Thomas Strømsholt for tegneseriesiden, 2009. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Warren Ellis (1)
• Villains United #6 (af 6) (0)
• Ud af Batmans skygge flyver Gothams rovfugle – Birds of Prey af Gail Simone (2)
• Trailer til Superman: Doomsday (0)
• The Spirit reinkarneret (1)

Pauline… begynder præcis hvor Biernes tårer sluttede, nemlig for foden af den døde kæmpes skelet. Det viser sig, at det ritual, som er hele formålet med rejsen, skal gennemføres i kæmpens kranie, hvorfor Erwan og de øvrige deltagere i missionen drager ind i skelettet, mens Pauline venter udenfor. Ritualet, som synes af tappe Erwan for livskraft, gennemføres tilsyneladende uden problemer, men da selskabet vender tilbage til der hvor de efterlod Pauline, så er hun væk.

Erwan, der som følge af ritualet er svækket og tilsyneladende lider af febervildelse, kan ikke deltage i eftersøgningen af Pauline. For at helbrede Erwan gennemfører de øvrige medlemmer af rejseselskabet et nyt ritual, men desværre viser det sig, at en af deltagerne er en forræder, der benytter lejligheden til at forgifte de øvrige medlemmer af selskabet. Erwan formår med nød og næppe at flygte og vende tilbage til vores verden. Her opdager han for det første, at mens hans mission ”Derovre” kun syntes at tage et par uger, så er der gået over et år i den virkelige verden, og for det andet at Pauline også er vendt tilbage til Jorden, men at hun kom tilbage et halvt år før ham og at hun er vendt hjem til Paris.

Resten af Pauline…, hvilket vil sige de resterende 2/3 af bindet, beskriver Erwans (forgæves) forsøg på at genfinde Pauline og de mere eller mindre mystiske ting han i den forbindelse finder ud af. I sit forsøg på at opspore Pauline erfarer Erwan således, at hun tilsyneladende var gravid, da hun vendte tilbage fra ”Derovre”, men at hendes graviditet er forløbet langt hurtigere end normalt, og at hun, på trods af at der kun er gået et halvt år siden hendes hjemkomst, allerede har et barn på tre år. Samtidig så viser det sig at både klimaet og samfundet at være ved at bryde sammen. Tørke, oversvømmelser, sygdom samt økonomisk og politisk uro plager alle verdens lande, og på sin rejse til og rundt i Paris støder Erwan igen og igen på tegn, der synes at antyde, at dette på en eller anden måde hænger sammen med hans mislykkede færd til ”Derovre”. Bindet slutter uden at Erwan har fundet Pauline, men til gengæld opdager han, på de allersidste sider, at… Nej, det må I altså selv læse jer frem til, men jeg kan godt afsløre, at det er en rigtig cliffhanger af en afslutning!

Da jeg tidligere på året anmeldte Biernes Tårer her på Tegneseriesiden, skrev jeg, at jeg savnede lidt fremdrift og action i serien, og brokkede mig over, at historien forekom mig en smule forudsigelig. Efter at have læst seriens andet bind trækker jeg begge disse kritikpunkter i mig igen. Ganske vist er der ikke kommet mere action, men til gengæld har det vist sig, at historien langt fra er så ligetil og forudsigelig, som den umiddelbart forekom. Og da Loisel og Djian samtidig konsekvent nøjes med at antyde hvad der egentlig foregår, frem for direkte at fortælle det, så bliver man som læser holdt på tæerne og engageret i historien, på en måde som er langt mere frugtbar og produktiv, end hvis de blot havde tilsat mere action.

I stedet for at få forklaret, hvad Erwans mission præcist går ud på, så får vi således løbende antydninger og hints, men er selv nødt til selv at føje en masse manglende brikker til puslespillet. Og at lade Pauline forsvinde ud af historien allerede efter 15 sider, uden at fortælle hverken Erwan eller læseren, hvor hun er blevet af, er et overraskende, men samtidig helt eminent, dramaturgisk greb. Dels så giver det læseren en umiddelbar interesse i at læse historien til ende, nemlig at finde ud af hvad pokker der er sket med Pauline, samtidigt med at han, med Erwan (som jo heller ikke ved hvad der er sket), får en figur at identificere sig med. Læseren (eller i det mindste denne læser) lever sig ind i Erwans søgen efter Pauline, og forstår hans frustration over ikke at kunne finde hende; over at møde hendes venner, kolleger og tilfældige bekendte, men ikke hende selv; over ikke at kunne hitte hoved og hale i de historier og hentydninger om hende, som han får støvet frem. Man forstår Erwan, fordi man selv har samme mål som han, nemlig at få at vide hvor Pauline er blevet af og hvad der er sket med hende, siden man sidst så noget til hende.

(I parentes bemærket, og apropos absolut ingenting, så kan jeg desuden ikke lade være med at bemærke, at franske tegneserieskabere tilsyneladende kan et eller andet med at formidle samfundsmæssigt og økologisk sammenbrud på en afdæmpet, realistisk og dagligdags måde. Beskrivelsen af folks reaktion på den økonomiske og politiske ustabilitet i Pauline… fik mig således flere gange til at tænke på to af mine favorit Linda og Valentin album, Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation Kosmos, som begge besidder lidt af den samme adstadige og meget nede på jorden dommedagsstemning. Som T.S. Eliot udtrykte det i Hollow Men: ” This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.”)

Som det fremgår af ovenstående er jeg blevet væsentligt mere positiv stemt overfor serien om Den Døde Kæmpe efter at have læst Pauline… Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor serien er på vej hen. Men det er netop en del af charmen ved serien, og i en tid hvor alt går hurtigere og hurtigere er det en sand nydelse at støde ind i en serie, hvor forfatterne tager sig god tid til at fortælle deres historie. Som det også var tilfældet i første bind, så er Malliés tegninger virkeligt flotte – hans figurer og tegnestil minder sine steder en del om Loisels , og det er ment som en ros – og Lapierres farvelægning fungerer endnu engang glimrende. Trykket er flot, papiret er godt, hardcoverformatet kommer virkelig til sin ret. Kort sagt: Faraos Cigarer leverer endnu engang et upåklageligt produkt, specielt når man tager prisen (kr. 148) i betragtning.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales. Skønt jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der foregår, så glæder jeg mig virkelig til bind tre.

Den Døde Kæmpe 1 – Pauline… (2009). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Forlag: Faraos Cigarer

Del dette indlæg med andre:

© Carsten Fogh Nielsen for tegneseriesiden, 2009. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Jeff Smith: Bone (5)
• I svømmehallens dyb… (0)
• Grimm’e og grumme eventyr fra Zenescope (2)
• Før Inkalen (0)
• Fables – Eventyrlig god serie fra Vertigo (0)

Men der er ikke noget der er så slemt, at det ikke kan blive værre, og når både militæret og specialstyrker prøver at kontrollere situationen ved en garvet zombie-fan godt at man skal være på vagt. Vi efterlader vores hovedpersoner på vej igennem en brændende, zombiefyldt by i en jeep fyldt med våben, hvilket forhåbentlig leder til endnu mere højspænding i bind 3.

Exodus 2 tager afsæt i første bind, men er, well, endnu bedre – der er endnu bedre hold på personerne (og vi får fyldt noget baggrund på dem), pacingen er helt rigtig og de sort/hvide træsnitsagtige tegninger står endnu skarpere end før. Der bliver også introduceret nye plotelementer, endda i en sådan grad at jeg har svært ved at se hvordan serien skal kunne slutte tilfredsstillende på kun ét bind. Well, Exodus bind 4-6 ville da også være endda meget velkomne, for her er tale om en udgivelse, der fænger fra start til slut.

Jacob Rask Nielsens bøger har – som denne sides faste læsere nok har gættet – en høj stjerne hos mig. Jeg falder først og fremmest for den energi, som ligefrem stråler ud af siden – her er sgu fortælleglæde, som ikke lader sig knægte af noget som helst, og i sidste ende er det meget centralt i forhold til hans produktion: det har en uforlignelig energi og wow-faktor og frem for alt en tydelig kærlighed til mediet og det at fortælle historier som sådan.

Ligningen ser i sidste ende sådan ud:

Zombier*√(hjerner*ofre/ild±økser i hjerneskaller) + 2*awesome² = Exodus.

Køb den nu bare!

Del dette indlæg med andre:

© Ulf Reese Næsborg for tegneseriesiden, 2009. | Permalink | 2 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Sean Philips til komiks.dk 2008 (0)
• Jeff Smith: Bone (5)
• God’s greatest hits: R. Crumb – Verdens skabelse (4)
• Dylan Dog 2: Når de døde vågner (0)
• Tjubang! – Carlo Garn og spøgelset er udkommet (1)