For Wolk er manglen på vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker en klar indikation af, at tegneserier ikke er en litterær genre, men derimod et selvstændigt kunstnerisk medie, dvs. en selvstændig menneskelig udtryksform, hvis produkter skal læses, fortolkes og kritiseres ud fra dette medies egne præmisser og normer, på samme måde som det er tilfældet med f.eks. film, litteratur og billedkunst. Hvis tegneserier ”blot” var en litterær genre, så burde det (eller det synes i det mindste at være Wolks påstand) være langt lettere at overføre romaner og noveller til tegneserieform, og der burde derfor findes langt flere vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker.

Det eneste eksempel på en gennemført og succesfuld tegneseriebearbejdning af en roman, som Wolk kan komme i tanke om, undtagelsen der bekræfter hans regel, er David Mazzucchellis og Paul Karasiks fortolkning af Paul Austers City of Glass. Dette værk, hævder Wolk, ”…works only because it extends Auster’s metafictional games into a visual dimension.” (Reading Comics, s. 13).

Wolk går ikke nærmere i dybden med hvad han mener med dette, men hans tanke synes at være, at Mazzuchelli og Karasik udforsker og udfordrer tegneseriens visuelle muligheder på samme måde som Auster udforsker og leger med det litterære medies muligheder og begrænsninger. Austers ”metafictional games”, hans leg med hans valgte medies (romanens) grænser og muligheder, overtages og fortsættes af Mazzuchelli og Karasik, men i en visuel, ikke en tekstlig, form. Både Mazzuchellis og Karasiks tegneserieudgave af City of Glass og Austers oprindelige roman leger således med og udfordrer deres respektive mediers form og muligheder, og det er denne leg der gør, at overgangen fra bog til tegneserie lykkes. Det er, hævder Wolk, fordi Mazzuchelli og Karasik fokuserer på og søger at gengive City of Glass’ form, i stedet for at fokusere på bogens konkrete narrative indhold, at deres tegneserieudgave fungerer.

Der er ganske meget i Wolks analyse, som forekommer plausibelt, og et langt stykke vej er jeg ganske enig med ham. At betragte tegneserier som et selvstændigt medie er således langt mere frugtbart end at forsøge at forstå dem som en litterær genre. Dels så slipper man for den tåbelige ”jamen det er jo bare tekst med billeder”-diskussion, og dels så undgår man på forhånd at indholdsbestemme hvad tegneserier kan og bør beskæftige sig med, noget som det er let at komme til at gøre, hvis tegneserier partout skal indpasses i eller opfattes som en bestemt genre. Derudover så har Wolk også en pointe i at insistere på, at det er problematisk og vanskeligt at overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Udover manglen på vellykkede tegneserieudgaver af bøger, så er de utallige dårlige filmatiseringer af glimrende romaner (og tegneserier) er et glimrende bevis for dette.

Wolk indrømmer imidlertid, at blot fordi det er vanskeligt at overføre værker fra et medie til et andet medie, så betyder det ikke at det er umuligt. Principielt er der således ikke noget til hinder for, at der kunne være produceret glimrende tegneserieudgaver af diverse litterære værker. Wolk er bare endnu ikke stødt på andre eksempler end City of Glass.

Her skinner Wolks amerikanske baggrund igennem. Enhver der har beskæftiget sig en smule med europæiske tegneserier vil således slå en højlydt latter op ved tanken om at Mazzuchelli og Karasiks City of Glass skulle være det eneste vellykkede eksempel på at en roman kan overføres til tegneserieform, og hvis Wolk nogensinde havde læst Jacques Tardis Nestor Burma serie, baseret på en række romaner af den franske krimiforfatter Léo Malet, så ville han næppe være kommet med den påstand.

Jeg har, må det retfærdigvis siges, aldrig har læst Malets romaner om Burma, men at dømme ud fra det jeg har hørt om dem, så tilhører de, ganske bevidst og helt uden skam, den genre man bedst kan betegne som kiosklitteratur. Dette skinner klart igennem i tegneserierne, som på godt og ondt rummer alle de træk som kendetegner god triviallitteratur. Nestor Burma er således en privatdetektiv af den gode gammeldags type: hårdtslående, forhutlet, moralsk anløben og med et lettere anstrengt forhold til den officielle ordensmagt, men samtidig i besiddelse af en veludviklet retfærdighedssans. Hvis han havde været amerikaner ville Burma have pulset cigaretter, drukket billig bourbon og hængt ud på den lokale bar. Nu er han imidlertid fransk, så i stedet tilbringer han megen tid på de parisiske caféer, hvor han drikker rødvin, ryger pibe, afhører mistænkte og forsøger at finde hoved og hale på de sager han mere eller mindre uforvarende bliver indblandet i.

Malet skrev i alt 29 romaner om Burma, hvoraf Tardi (foreløbigt) har illustreret 7. Af disse er 4 udkommet på dansk, udgivet af Faraos Cigarer: Rue de la Gare 120 og Skydetelt på Place de la Nation (begge i 2008), samt Tåge over Tolbiac-broen og Døden i Rue de Paradis (i 2009). Rue de la Gare 120 og Tåge over Tolbiac-broen har begge tidligere været udgivet på dansk, men er til nyudgivelserne blevet nyoversat af den oprindelige oversætter, Søren Vinterberg, der også har oversat de to øvrige album.

Den overordnede plotstruktur i alle de fire albums er klassisk: Nestor Burma bliver, mere eller mindre tilfældigt, indblandet i en speget affære, som regel en mordgåde, undertiden med tråde til hans egen fortid, som han desperat forsøger at finde sammenhæng i. I flere tilfælde, f.eks. i Tåge over Tolbiac-broen og Rue de la Gare 120, viser det sig, at det er Burmas blotte tilstedeværelse og beslutning om at blande sig, der er den katalysator, der, om ikke sætter historien i gang, så i det mindste er årsag til flere af de mord og forbrydelser der bliver begået. Og ofte er det ikke Burma selv der aktivt får opklaret sagen, men derimod en række mere eller mindre tilfældige hændelser, som leder til forbrydelsens opklaring. Tardi har til Informations Christian Monggaard fortalt, at han, når han omskrev og omstrukturerede Malets romaner til sine albums, forsøgte at lappe de værste plothuller.

”Når jeg opdagede jeg, at et plot ikke hang sammen, ringede jeg til ham [Malet] og sagde: ‘Jeg forstår ikke, at den person kan dukke op igen, fordi han døde da i begyndelsen af romanen. Kan du forklare mig det?’ […] Malet svarede mig: ‘Jeg har skrevet det for lang tid siden. Gør med det, hvad du vil.”

Selv efter Tardis bearbejdning er der imidlertid klare huller i historierne. Rue de la Gare 120, som er det længste af Tardis Burma-albums, er et klart eksempel på de problemer, som Malets plot lider under. Nestor Burma sidder under Anden Verdenskrig i krigsfangelejr, hvor han bl.a. møder Fange 60202, en mand med hukommelsestab som ikke ved noget som helst om sin fortid. På sit dødsleje får han imidlertid hukommelsen igen og opdager tilsyneladende at han kender Burma. Hans sidste ord er således: ”Burma! Giv Helene besked. Rue de la Gare 120.” Burma løslades fra fangelejren og da toget med de løsladte fange på vej mod Paris holder stille i Lyon får han pludselig øje på en af sine tidligere medarbejdere fra detektivbureauet. Ikke så snart har de fået hils på hinanden, før medarbejderen skydes ned for øjnene af Burma. Lige inden han dør får han med sine sidste kræfter råbt ”Chef!!! Rue de la Gare 120.” Burma hopper resolut af toget – og så kører historien derudaf.

Allerede i historiens set-up har vi således flere (urimelige) tilfældigheder: et møde med en hukommelsessvækket tidligere bekendt (som Burma ikke selv kan huske hvem er), et møde med en tidligere medarbejder på en tilfældig banegård i Frankrig og så selve det, at begge disse personer tilsyneladende har forbindelse med et og det samme sted, nemlig det mystiske adresse Rue de la Gare 120. Og som historien skrider frem, så hober flere og flere tilfældigheder sig op. Et væsentlig element i historien afhænger således helt og aldeles af, at en af de personer, som Burma var i krigsfangelejr med, pludseligt og uden nogen forklaring dukker op igen, i færd med at bryde ind på Burmas kontor i Paris!

Det fantastiske ved Tardis albums er imidlertid, at disse urimeligheder og tilfældigheder på ingen måde mindsker læseglæden. Man stryger igennem albummene og enten overser eller ignorerer de huller der er i historien. Og grunden til dette er, som Tardi selv har udtrykt det, at man ikke læser Malet (og Tardis fortolkning af Malet) for plottet, men for stemningen, for atmosfæren, for fornemmelsen af at bevæge sig rundt i Frankrig og Paris i 1940’erne og 50’erne. I interviewet med Monggaard indrømmer Tardi således, at han et langt stykke hen af vejen betragter Malets romaner som ”en rigtig god undskyldning for at tegne gaderne i Paris. Selve plottet er ikke så vigtigt, og man er ligeglad med, om de skyldige bliver fanget til sidst. Det interessante er stemningen og det at rekonstruere tiden.” Og til netop det job er der næppe nogen der er bedre end Tardi. Hvert af de fire album tager således udgangspunkt i og foregår primært indenfor et af Paris’ 20 arrondissementer, og Paris’ lokaliteter spiller i det hele taget en væsentlig rolle i serien. Tardi fortæller, at han bevidst valgte at illustrere de af Malets romaner ”…der foregår i de mest fattige, skumle kvarterer. I Tåge over Tolbiac-broen kommer man aldrig uden for det 13. arrondissement, og jeg kan godt lide tanken om at bruge de elementer, der er til stede i området, på åstedet, og udnytte dem til at skabe en intrige.”

En af de største glæder ved at læse de fire Burma-albums er således Tardis detaljerede og fantastiske tegninger af Paris under og efter anden verdenskrig. Atmosfæren driver ned siderne og den parisiske tåge nærmest bølger en i møde når man åbner albummene. Tardis Burma-albums minder her på mange måder om Conan Doyles Sherlock Holmes historier. Det som jeg husker bedst fra disse noveller og historier er som regel ikke plottet eller historierne, men derimod stemningen; fornemmelsen af at befinde sig i London i den sidste halvdel af 1800-tallet. Og grunden til at jeg atter og atter vender tilbage og genlæser disse historier er primært (men selvsagt ikke udelukkende) fordi jeg ønsker at genopleve denne stemning. På samme måde er det med Tardis Burma-albums. De regnvåde toppede brosten; den billige rødvin; de korrupte betjente; piberøgen; de dejlige damer og tågen over Tolbiac-broen er skildret og tegnet med en sådan omhu og (ja, nu bliver jeg lige højtravende) kærlighed, at det er en rendyrket fornøjelse at fordybe sig i. Og så skide være med om historierne hænger sammen eller ej.

Hvilket alt sammen bringer os tilbage til Wolk og den diskussion jeg indledte med, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Wolks svar var, at ja, det kan man, hvis man respekterer såvel det oprindelige værks særegenhed og det medie man selv arbejder indenfor. Wolk har, synes jeg, ganske ret i dette, og det er, vil jeg mene, netop fordi Tardi både respekterer det værk han tager udgangspunkt i og har et indgående kendskab til tegneseriemediets virkemidler, at hans udgaver af Malets romaner er så vellykkede. Han har taget Malets litterære form, den stemningsfulde kiosklitteratur, med alt hvad dette betyder af plotmæssige svagheder og manglende troværdighed, og overført den til tegneseriemediet. Historien er skam også fulgt med, men den er bare ikke nær så vigtig, som den ville have været, hvis det var Tolstoy Tardi havde prøvet at gengive.

Når det drejer sig om den håndværksmæssige udførelse af de fire Tardi-albums så er det, som næsten altid med Faraos Cigarer, tale om rigtig god kvalitet: Hardcover, god indbinding, god tekstning, flot tryk, et interessant forord til Tåge over Tolbiac-Broen af Léo Malet himself, og et oplysende efterskrift til Rue de la Gare 120 af oversætteren Søren Vinterberg. Når der nu er kælet sådan for detaljerne, så er det netop derfor ekstra trist, at der alligevel er et par beklagelige smuttere her og der. Tilsyneladende er Skydetelt på Palace de Nation således ikke oversat af nogen. Der mangler i hvert fald en angivelse af, hvem oversætteren (Søren Vinterberg) er. Og så indledes Rue de la Gare 120 med et kort, to-siders, forord, som opridser den politiske situation i Frankrig under Anden Verdenskrig. Dette forord er dels forholdsvis dårlig skrevet (eller muligvis dårlig oversat? Der er ikke opgivet nogen forfatter) og dels kunne det have brugt en ekstra omgang korrekturlæsning (Middelhavet staves med stort i en linje og med småt tre linjer senere).

Dette er imidlertid småtterier som ikke skal fjerne fokus fra, at der er tale om en virkelig, virkelig flot udgave af Tardis værker, som det er en glæde at have stående på sin reol og en endnu større glæde at tage frem og læse i.

Bonusinfo: Faraos Cigarer har, ifølge deres hjemmeside, planer om at (gen)udgive Tardis fantastiske Adéles Ekstraordinære Oplevelser. Denne anmelder glæder sig som et lille barn!

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales på det allerkraftigste. Nestor Burma for ever! Køb, køb.

Nestor Burma 1: Rue de la Gare 120 (2008), 200 sider, kr. 298.
Nestor Burma 2: Skydetelt på Place de la Nation (2008), 80 sider, kr. 168.
Nestor Burma 3: Tåge over Tolbiac-broen (2009), 85 sider, kr. 168.
Nestor Burma 4: Døden i Rue de Paradis (2009), 60 sider, kr. 148.
Boks med alle fire bind: kr. 698

Tegner: Jacques Tardi
Forfatter: Léo Malet
Forlag: Faraos Cigarer

Del dette indlæg med andre:

© Carsten Fogh Nielsen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Robert Vendetti & Brett Weldele: The Surrogates (2)
• Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié (0)
• Luc Besson køber filmrettighederne til Tardis Adele (2)
• I svømmehallens dyb… (0)
• Fed action på dansk – Blodets Konkubine af Palle Schmidt (0)

FABLES begyndte i 2003 og har siden høstet over to dusin velfortjente Eisner-priser, ikke mindst for tegningerne og de fantastiske forsider af James Jean. Undervejs har der dog været narrative udsving til den forkerte side – en rammefortælling, der blev presset ud over alt for mange numre; fabler, der blev lidt for mundæne, konservative dydsmønstre; og en ensidig pro-Israelitisk subtekst, hvor løsningerne voksede ud af geværløb.

Ikke overraskende har serien skudt en del sideskud. Det første spin-off var 1001 NIGHTS OF SNOWFALL, siden fulgte JACK OF FABLES og miniserierne THE LITERALS og CINDERELLA. Det seneste skud på stammen er romanen PETER & MAX. “For many reasons, a prose novel just seemed like the right way to tell the story, and I’m pretty happy with that. Some things just cry out for a different format. I think this story was a good example of that,” har Bill Willingham udtalt.

Men lad det være sagt med det samme: overgangen fra tegneserien til romanen er i dette tilfælde ikke særlig vellykket. Tegneserier er (lidt forenklet sagt) fortællinger i billeder, hvor ord og tegninger understøtter hinanden; mens tegneserieforfatteren trækker på tegneren og farvelæggeren, har romanforfatteren ”kun” ord. Willinghams sprog er simpelt hen for fattigt, og fortællingens plot er tilsvarende tyndt.

Titlens Peter og Max er henholdsvis taget fra et engelsk børnerim (”Peter Piper picked a peck of pickled peppers”) og det tyske sagn om ”Pied Piper,” ham vi kender som rottefængeren fra Hamln. I romanen er Peter og Max brødre, og de har begge magiske fløjter – og så er de dødsfjender. Efter mange, mange hundrede år (fabler lever længe) er det endelig blevet tid til det endelige opgør, og inden for denne ramme får vi at vide, hvordan det gik til, at der kom ondt blod imellem dem. ”Ondt blod” skal her forstås meget bogstaveligt.

Hvad skete der virkelig med børnene fra Hamln? Ja, Max er en morder. Han går fra at være en klynkende og jaloux snotunge til fadermorder til massemorder i løbet af meget kort tid. Max er så ond, at han udgollumnerer Gollum. Og så må det jo næsten ende, som det ender, for den absolutte ondskab kan jo ikke forstås, kun bekæmpes med alle midler.

Selv med den ekstra dimension, som en tegnet fortælling giver, ville det have været en flad og uinteressant historie. Faktisk kan jeg kun give PETER & MAX to positive skudsmål: Steve Leialohas vignetter og helsides illustrationer er som altid en fornøjelse for øjet, mens romanen er hurtigt læst.

Fakta om værket

Peter & Max. A Fables Novel. 2009. 368 sider

Forfatter: Bill Willingham

Illustrator: Steve Leialoha

Forlag: Vertigo/DC Comics

Del dette indlæg med andre:

© Thomas Strømsholt for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• WhY bother? – Y: The Last Man (4)
• Warren Ellis (1)
• Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison (3)
• Shoot: den forbudte Hellblazer (2)
• Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié (0)

Der er en sort, ildevarslende spiral på Katayamas ryg.

Det fortsætter med at regne, og da han igen kommer i skole, er hans ryg opsvulmet under skjorten. Væksten fortsætter med at blive større over de næste par dage, indtil han en dag kommer kravlende nøgen gennem døren – spiralen på hans ryg er blevet til et sneglehus, og Katayama selv er tydeligvis ved at blive noget andet end menneskeligt.

Få dage senere er metamorfosen komplet, og de opdager ham på ydersiden af skolebygningen. Han er blevet til en kæmpesnegl. Forældrene nægter at kendes ved ham, så skoleklassen må tage sig af det sære væsen. Og lidelsen spreder sig.

”The Snail” er ottende kapitel i Junji Itos horrormanga ”Uzumaki” – et værk, der strækker sig over 18 kapitler i det hele og er blevet udgivet i tre bind. Man kan argumentere for, at dette kapitel er ”point of no return”, fordi de kræfter, der virker under overfladen og koncentrerer sig om en begrænset gruppe mennesker, her endelig begynder at skylle ud over den lille by Kurôzu-cho. Sikkert er det, at ”The Snail” rummer mange af de ting, der er betegnende for hele værket – på godt og ondt.

Men hvad er ”Uzumaki”?

Titlen betyder spiral, hvirvel eller malstrøm – den der enkle, men også ret hypnotiske streg, som man lynhurtigt kan lave med en kuglepen; som synes at trække blikket ind i sig; som er tegnet for svimmelhed og bevægelse nedad i mørket. Og det beskriver meget godt det, der sker med Kurôzu-cho – det starter enkelt, men samler momentum og trækker alle byens indbyggere ned i mørket. Der er nemlig ingen skurk i ”Uzumaki” – der er ikke horrorgenrens evindelige behov for at sætte ansigt på ondskaben; i stedet er der blot hvirvlerne i alle deres inkarnationer: spiralen på Katayamas ryg, der bliver til en snegleskal, røgen, der stiger op fra krematoriet i samme form og bliver slugt af malstrømmen i byens sø, lyset i fyrtårnet, de cykloner, der senere hen skyller ind over byen.

I Junji Itos værk er truslen blot en form, en ansigtsløs kraft, der omdanner alt omkring sig. Der er ingen forklaring, men alligevel en form for mørk, underliggende logik – som måske blot fremkommer af den grundighed, hvormed skaberen går til værket. Han synes at pille alt fra hinanden ved at bruge spiralformen som det dystre ukrudt, der bryder igennem selv de mindste revner og vokser op fra undergrunden. Det er frit for mange af de fortællekonventioner, der ofte er med til at gøre horror til lige præcis det, som den ikke må være: tryg.

Det har sine fordele og ulemper, det tidligere nævnte godt og ondt.

Som det element, der skal binde alle historierne sammen, har Junji Ito valgt pigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi. Især Kirie har en evne til at befinde sig i begivenhedernes centrum og fungerer som vores guide til det helvede, Kurôzu-cho omdanner sig til – men samtidig kan Ito ikke tillade sig at lade hende påvirke i samme grad som omgivelserne. Hvis han gjorde det, ville han nok blive nødt til at være sig sin tydelige Lovecraft-inspiration bevidst og lade hende blive rablende sindssyg. I betragtning af, hvad han udsætter hende for, ville det kunne kaldes barmhjertigt. I stedet forbliver hun gennem næsten hele serien en karikeret naiv pige, som virker lige overrasket, hver gang virkelighedens vægge synes at bryde ned omkring hende. På samme måde har Shuichi fået tildelt rollen som manisk dommedagsprædikant, der øjner faren fra første færd og konstant mumler om, hvordan byen er blevet inficeret med spiraler, og udpeger infektioner for Kirie. De to er ganske enkelt gjort til papfigurer i historiens tjeneste.

Det opvejes dog til fulde af, at ”Uzumaki” er det, som rigtig horror bør være: dybt foruroligende. Manglen på konventioner gør også, at vi ikke ved, hvad vi skal forvente, og Ito river tæppet væk under læseren igen og igen. Grundideen er enkel, men kraftfuld, og han udfolder med en ensporet effektivitet, der ikke kan undgå at overraske. Historien er fortalt i en klar og enkel streg, der dog hurtigt bliver dyster og svømmende med organiske former, når mørket flyder ud fra sprækkerne ind i vores verden.

Mest utroligt er dog i mine øjne Itos evne til at balancere sine historier – for nogle af de påfund, historierne bygger på, grænser da til det tåbelige, men han går sammenbidt til dem uden at forfalde til selvbevidst humor, som måske ville lette det for læseren, men også udvande effekten. Nogle få gange lander han måske på den forkerte siden af stregen, men som regel er effekten vellykket.

Når man har læst samtlige bind, fremstår ”Uzumaki” som nok det mest vellykkede eksempel på kosmisk horror, jeg har læst, hvad enten vi snakker bøger eller tegneserier. Det gør den blandt andet, fordi skaberen tager sig den til, der skal til – han starter (næsten) nede på jorden og fylder derefter på, så da vi endelig står ved den groteske finale, virker det som det eneste rigtige. Der er stadig ingen forklaring, men man mærker inderst inde, at dette er den eneste vej, tingene kunne gå.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Trailer til 30 Days of Night (0)
• Shoot: den forbudte Hellblazer (2)
• Salgstal for 2006 (0)
• Return of the son of komiks.dk (0)
• Nettet raser over cover fra Marvel (6)

Den britiske tegner startede sin karriere inden for tegneseriemediet allerede som 16 årig, da han arbejdede som kontordreng på forlaget ICP. Senere avancerede han til jobbet som farvelægger, og da ICP besluttede sig for at lancere en science fiction titel, spurgte han, om han måtte komme ombord på projektet. Serien blev til den nu legendariske antologiserie 2000AD, og O’Neill arbejdede på forsiden på det allerførste nummer. Hos 2000AD arbejdede O’Neill på titler såsom as Future Shocks, Tharg the Mighty og Ro-Busters sammen med forfatteren Pat Mills. Sammen med Mills var O’Neill også medskaber af figuren Nemesis, der hurtigt blev en af seriens mest populære figurer.

Da O’Neill senere gik freelance arbejdede han bl.a. for DC Comics. En af hans tidligste historier var et samarbejde med den nu legendariske forfatter Alan Moore på en historie i Tales of the Green Lantern Corps Annual #2. Historien viste sig at være kontroversiel, da de såkaldte Comic Code Authorities besluttede sig for, at de fandt hele O’Neills stil stødende.

Sammen med Pat Mills skabte O’Neill også figuren Marshall Law – endnu en kontroversiel titel. Serien handlede om en statsansat heltejæger og var på alle måder et både ekstremt og grotesk twist på superheltemyten.

I 1999 fik O’Neill sit største gennembrud, da han sammen med Alan Moore skabte Det Hemmelighedsfulde Selskab – en udforskning af superheltemytens oprindelse sat ind i et steampunk univers med klassiske figurer fra verdenslitteraturen som karaktergalleri. Serien blev et kæmpehit og er siden hen blevet fulgt op af en række fortsættelser, alle skabt af Moore og O’Neill. I 2009 blev det første album i seriens tredje miniserie udgivet. Albummet udkom på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Med Det Hemmelighedsfulde Selskab har O’Neill i den grad bevist, at han er en alsidig tegner med sans for detaljer, stemninger og det originale. Det er nærmest umuligt at forestille sig en anden tegner på serien end Kevin O’Neill.

Kevin O’Neill præsenteres i samarbejde med Forlaget Fahrenheit og Fantask.

Del dette indlæg med andre:

© Michael Lindal Andersen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Nyheder.

Relaterede indlæg

• Watchmen-tegner besøger København! (0)
• Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr (1)
• This Movie is afraid of me – Watchmen (14)
• Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-03-06 (0)
• Salgstal for 2006 (0)

Rygterne har længe huseret, men forleden fik vi syn for sagen, da Apple lancerede deres tablet, kaldet en iPad. Blandt de mange ting, som man bl.a. får med i købet af den lille gadget er adgang til en særlig butik på nettet, kaldet iBookstore – tænk iTunes, bare for e-bøger. Fra starten er der nogle forholdsvis store forlag involveret (Penguin Books, HarperCollins, Simon & Schuster, Macmillan Publishers og Hachette Book Group USA), men ingen deciderede tegneserieforlag. Men mon ikke både Apple og adskillige tegneserieforlag er interesserede i at få noget op at stå, for iPad’en kan meget vel blive den redningsplanke, som branchen har råbt på i årevis.

Det er værd at bemærke at resten af artiklen er ren spekulation fra min side – ingen ved noget om tegneserieplaner for iPad’en, iBookstore vil sandsynligvis ikke engang være tilgængelig i Danmark (endnu) når iPad kommer til landet og der er meget få hands-on-beretninger om den.

(Apples reklame-introduktion til iPad – frarådes hvis man er allergisk overfor gentagen brug af frasen “The BEST”)

Den digitale kiosk

Et alvorligt slag mod tegneseriebranchen – både her hjemme og i udlandet – er tegneseriens tilbagetog fra kiosker og boghandler (selv om boghandel-problemet ikke er helt så stort i f.eks. USA som herhjemme). Probelmstillingen er åbenlys: hvis ikke læserne kan få fingre i serierne, kan de ikke købe og læse dem – et problem, som forværres yderligere når man ser på “nye læsere”-problematikken: hvorfra skal der komme nye læsere, hvis ikke de har mulighed for at se titlerne på hylderne?

Hvis man køber det teoretiske scenarie at  iBookstore til iPad bliver bare en tiendedel så udbredt som iTunes Store (11 millioner sange, 6 milliarder downloads) og AppStore (140.000 programmer, 3 milliarder downloads) er til iPod Touch / iPhone, er det et realistisk bud at sige at vi her ser på en endog meget attraktiv distributionskanal, som f.eks. Marvel og DC skal se at få sikret sig en del af hurtigst muligt.

Med en rimelig prissætning bliver det igen nemt at følge med i månedlige titler, prøve sig frem blandt ukendte titler – og bagefter gå ud og købe fysiske TPBs / luksusudgaver af de bedste. Bonus for forlagene, som får solgt flere eksemplarer, bonus for læseren, som får flere valgmuligheder og naturligvis bonus for Apple. Men er der kun fordele for de store selskaber?

AppStore-effekten

For bare få år siden var spil-verdenen opdelt i de store, ofte multinationale selskaber, som lavede spil med teams på mindst 20-30 udviklere og internationale markedføringskampagner i ryggen – og på den anden side en lille flok ihærdige indie-spiludviklere uden nogen distributionsmulighed ud over netsalg. Ofte var der her tale om måske 2-3 folk, der lavede spil i deres fritid uden reel udsigt til at det nogensinde blev andet end en hobby. På den anden side er indie-spillene ofte blevet rost for deres originale indhold og tilgang til mediet.

Denne situation har nu ændret sig i nogen grad – vi har stadig de store selskaber, men grundet AppStore (og f.eks. Steam til PC, Wii Marketplace til Nintendo Wii og lignende muligheder til andre platforme) er der nu en opblomstring i indie-verdenen, sandsynligvis forårsaget af en større mulighed for at tjene mere end de almisser indie-udviklere har måttet nøjes med tidligere.

Parallellen til indie-tegneserier bør være åbenlys – optagelse i iBookstore betyder mulighed for distribution til de – sandsynligvis – millioner af iPads, som Apple kommer til at sælge. Et scenarie hvor en tegner udgiver en tegneserie på iBookstore og ender blandt bestsellerne i kategorien “tegneserier” er ikke fuldstændigt urealistisk. Naturligvis vil de kræve noget benarbejde – sandsynligvis primært i de sociale medier – at nå dertil, men det er ikke meget anderledes end nu, hvor udgivelseskontrakter heller ikke bare har for vane at dumpe ned i skødet på fremadstræbende tegnere.

“Men den mulighed ligger der allerede i form af webcomics – der er flere millionærer på den konto”.
Tjoeh “flere”? Nuvel, webcomics lever ofte af merchandise og / eller trykte udgaver af striberne – og har ingen indtægt fra selv striben. Den mulighed foreligger nu. Desuden vil man have én publiceringsplatform med en fast skærmstørrelse og opløsning, hvilket kun kan være en fordel – man skal ikke tænke forskellige operativsystemer og skærmopløsninger.

Et andet element er naturligvis muligheden for at udforske de muligheder en berøringsfølsom skærm byder på – der er naturligvis masser af faldgruber at ryge i, men samtidig er der en masse spændende veje man kunne gå. Jeg håber på forgangsmænd m/k, der driver mediet fremad på denne nye platform – for har jeg lært én ting, er det at den menneskelige kreativitet i praksis er ubegrænset. Måske dette er en god og givende platform for leg med mediet?

Ikke kun dans på roser

Naturligvis er det ikke et rosenrødt scenarie – for det første er det ingen der rigtigt har prøvet iPad’en i længere tid, så hvorvidt den egentligt er egnet som tegneserielæseanordning, må bero på et gæt ud fra de tilgængelige informationer. Det vil naturligvis gøre hele indholdet af denne artikel uaktuelt, hvis den ikke duer til det – men det er så bare indtil der kommer et bedre bud.

Mere alvorligt er måske Apples noget moralske og restriktive holdning til hvad de tillader i deres AppStore (erotisk / pornografisk indhold er i al fald udelukket). Vi kan risikere nogle meget renskurede og ensrettede værker og det er klart en problemstilling, som man skal forholde sig til – i øvrigt ligemeget om udbyderen af indhold hedder Apple, Google eller Amazon.

Mange mennesker har også indvendinger mod ideen om digitale tegneserier, men det er en diskussion, der er mere følelsesladet end den er noget andet – “Jeg elsker duften og følelsen af mine tegneserier” “Jeg VIL eje mine tegneserier fysisk” “En digital tegneserie er ikke den samme oplevelse”.

Jeg tager naturligvis gerne en diskussion om dette, men det er i mine øjne ikke specielt interessant : folks meninger er oftest rimeligt låste i denne del af diskussionen, hvilket sjældent gør dem særligt sjove at drøfte tingene med. Det  er også ved siden af det, jeg ser som sagens kerne: en digital distributionskanal vil kunne give mediet ny luft under vingerne og måske endda være med til at udvikle det. Hvis man ikke kan lide tanken om at læse sine tegneserier på en skærm, kan man bare lade være … men jeg er overbevist om at fremtiden (eller i al fald en del af den) er lige dér, ved dine fingerspidser.

Der er mange argumenter for og imod iPad’en som tegneserielæser, men der skal ikke være tvivl om at det er et spændende perspektiv, som vi ikke er færdige med at udforske her på siden (der arbejdes pt. på at tilvejebringe et anmeldelseseksemplar) – i mellemtiden kan du jo passende byde ind: hvad synes du? Kan digitale tegneserier, distribueret gennem en globalt tilgængelig markedsplads, give mediet et boost eller er det bare en fis i en virtuel hornlygte?

Del dette indlæg med andre:

© Ulf Reese Næsborg for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 13 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Synspunkt.

Relaterede indlæg

• tegneseriesiden.dk – nu med webcomics! (0)
• Superdrengestreger (0)
• Lidt om pressemeddelelser (3)
• Galskab med meningen – The Perry Bible Fellowship (0)
• FreakAngels – ny ugentlig webcomic fra Warren Ellis (0)

Jeff Smith udgav selv første bind i serien tilbage i 1991, var kortvarigt forbi Image Comics og fortsatte så selv som sin egen udgiver. Han afsluttede historien mere end 1300 sider senere i 2004. I 1996 begyndte Carlsen at udsende Bone på dansk, men serien gik ind efter 12 numre i 1999 – heldigvis er den udgivet i en samlet udgave på engelsk, et nært foreliggende projekt, som ingen danske forlag endnu har kastet sig over, desværre. Der er tale om et værk, som burde tiltale både børn og voksne – og vigtigst af alt (for mig som voksen læser, i al fald): tillade én at genvinde den umiddelbare fryd ved at læse en tegneserie, man følte som barn. ”Bone” er en tegneserie, man indtager grådigt, så det næsten snurrer rundt for en.

Men hvad er ”Bone” så?

Hvis man tager det meget overordnede overblik, er der for så vidt tale om en ret gængs fantasy-fortælling: langt ude på landet bor der en person, hvis fortid er skjult, og hvis fremtid er en Skæbne med stort S. Vi taler om kongelighed, drager, stor ondskab og så videre.

Der er bare ikke meget andet gængs over ”Bone”. For det første fortælles historien gennem det, der normalt ville være bipersonerne, ja nok snarest de ”funny sidekicks”: Bone-fætrene Fone, Phoncible (Phoney) og Smiley Bone. De er alle tre stornæsede ”funny animals”-figurer, som en blanding af Nuser og Walt Kellys Pogo. De tre er blevet smidt ud af deres hjemby Boneville på grund af en lille uheldig batalje, hvor Phoney forsøgte at blive borgmester. Og som de fleste af den slags små hændelser i deres liv, der som regel kan henføres til Phoney, endte også denne med gråd og tænders gnidsel. Og nu altså med, at Bone-fætrene er på vej gennem ørkenen.

De bliver skilt ad for til sidst at ende i en idyllisk dal, hvor de møder nogle af de mennesker, der vil spille en stor betydning i deres og resten af verdens eksistens det næste år: den yndige Thorn, hendes bedste Ben (der er cirka lige så blød som stål) og krofatteren Lucius, der har god forstand på folk og derfor straks ser sig sur på Phoney. Tilsæt dertil et par (dumme, dumme) rottemonstre, som har det med at løbe ind i vore venner i tide og utide, og som har en forkærlighed for quiche. Og en rød drage, der ikke viser sig for andre end vor helt, Fone.

Man kunne sikkert snakke længe om, hvordan ”Bone” har været med til at revolutionere/genoplive selvpubliceringen, eller hvad den gjorde for den sort/hvide tegneserie, men intet af det har noget med læseoplevelsen at gøre. Og det er naturligvis læseoplevelsen, der har skabt den indflydelse, tegneserien måtte have haft. På den anden side har formen naturligvis også været med til at påvirke historien, positivt endda, for man mærker, at Smith ikke skal tilpasse sig til de sædvanlige udgivelsesmønstre – det er ham selv, der styrer hvert skridt af turen, og det gør det muligt for ham at tage sin tid. Så vi får det hele serveret roligt og velovervejet. Ja, til tider får vi måske serveret portioner, som er lidt sludrende og uden den store fremdrift, men det gør ikke det store. Det er alt sammen med til at plantet både personer og deres verden endnu dybere i læserens bevidsthed. Og Smith formår at få det til at virke, som om det hele er meningen, som om han har haft samtlige elementer i hovedet, før han gik i gang med side 1. Det er en umådelig præstation.

Vigtigst er dog Smiths evne til at gøre stort set hver enkelt scene til en historie i sig selv. Det gør ”Bone” til en af de værker, man kan slå op i tilfældigt og bare lade sig fange ind. Det er kort sagt smukt. Det er ”Ringenes Herre” fortalt af Charlie Chaplin – storslået, hjertegribende, skræmmende og først og fremmest ufatteligt morsomt. Og som sagt: monumental – på flere måder: som tegneserieværk, som historie og som læseoplevelse. For det er en af de bøger, som ikke bare opsluger ens, mens man sidder sammenkrummet over den, men bliver ved med at rumstere i hovedet i dagene derefter. Scener og dialog farer gennem hovedet på én, og ens fingre kan ikke lade være med at slå op i den massive papirbunke for lige at genopleve en eller anden scene. Det er en af de værker, som man ikke kun læser én gang, men alligevel for altid vil ønske, at man havde til gode.

Det er også et af de værker, som det er svært at gøre andet end at lovprise, og det har jeg vist gjort rigeligt. Hvis man i forvejen har læst ”Bone”, er det sikkert snart tid til at genlæse den – hvis ikke man har stiftet bekendtskab med den endnu, så har man min misundelse over den oplevelse, man har til gode. Og kom så i gang.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 5 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié (0)
• God’s greatest hits: R. Crumb – Verdens skabelse (4)
• En hjerneburger med det hele (2)
• Døden uden ende – The Walking Dead (8)
• Biernes Tårer af Loisel, Djian og Mallié (0)

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960′erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960′erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

Del dette indlæg med andre:

© Ulf Reese Næsborg for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | En kommentar

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Vlad pælespidderen (3)
• Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr (1)
• Tillykke til os selv! (4)
• Salgstal for 2006 (0)
• Return of the son of komiks.dk (0)

Nu har han efter fire års arbejde, givet os en tegneserieudgave af en rigtig mainstream klassiker – Biblen. Nærmere bestemt Første Mosebog, som også er den saftigste og mest interessant del af Det gamle testamente. Her optræder klassiske bibelhistorier som Adam og Eva, Noa og syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, Josef og hans brødre og mange flere.

Teksten har Crumb trofast taget fra den seneste (engelske) oversættelse af Første Mosebog, og på dansk er det teksten fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 der bruges. Der er kunnet lavet få ændringer, for at få det til at passe ind i tegneseriemediet, som alle er anført bagerst i bogen.

Det siger en del at Crumb, som vanligt nyder at provokere, her udgiver med bibelautoriteters velsignelse, og man må da også sige at Crumb har holdt sig i skindet. Man kunne forvente at med så saftigt materiale som Sodoma og Gomora, masseomskæringer og adskillige sex- og incestscener, ville Crumb forfalde til at gå lidt amok. Men Crumb holder sig trofast til biblens ord, og viser ikke mere end han behøver.

Faktisk er Verdens Skabelse så trofast mod sit oplæg, at den på bedste vis demonstrerer hvor absurd og usammenhængende en historie det egentlig er. Crumb er sig selv bevidst om denne tendens. I forordet fortæller han hvordan andre tegneserietilpasninger af Biblen, ofte kommer scener ind som ikke optræder i det tekstlige oplæg, mens Crumb, som ikke troende, holder sig nøjagtig til tekstens ord.

Crumb udviser desuden et godt kendskab til Biblens tekst og fortolkninger i en kommentarsektion til sidst i bogen, hvor han diskuterer de mulige ændringer som teksten har gennemløbet gennem tiden, herunder især rettelser og omskrivninger der fremhæver patriarkalsk magt, frem for den oprindelige matriarkalske.

Crumb undlader måske nok at provokere unødigt, men hans vanlige stil dominerer stadig i høj grad. Således er kvinderne alle storrøvede og med spidse granatbryster, og ikke mindst notorisk grimme. De sort/hvide tegninger er superdetaljerede og de tætte skraveringer giver næsten én ondt i armen.

Tegneseriemediet passer godt på det tekstlige forlæg, især i lange, uoverskuelige opremsninger af familieforhold og sønner, som fx “Esaus førstefødte søn Elifaz’ sønner… høvdingene Tema, Omar, Sefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek” som hver får deres lille portræt, og på den måde gøres læsevenligt og mindre arbitrært.

Jeg vil ikke kalde Verdens skabelse et stort værk, men det er forfriskende at vi endelig har fået en trofast gengivelse af Første Mosebogs tekst, som så samtidig er noget mere appetitlig og lettere at gå til end Det gamle testamente.

Fakta om værket

Titel: Verdens skabelse

Oversættelse: Søren Vinterberg

ISBN: 9788711433461

Omfang: 208 sider

Indbinding: Hardcover

Pris: 299.95

Del dette indlæg med andre:

© Christian Rasmussen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 4 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Jeff Smith: Bone (5)
• En hjerneburger med det hele (2)
• Døden uden ende – The Walking Dead (8)
• Rushkoffs bibelhackere – Testament (2)

Det er en noget særegen tegneserie. Den er til tider rodet og frustrerende, men i sidst ende faktisk også overbevisende; den pirker til én, så man får lyst til at genlæse historien.

Det hele starter som en lidt kikset ungdomsfilm: Amy Smootster er i puberteten, i high school og i problemer. Hun er, som hun bekendtgør i den indledende monolog, en freak, en særling… og egentlig lidt stolt af det. Tøjkombinationerne er ikke køn, men de er i det mindste sjældne, og hun er ikke medlem af nogen af de bestående kliker.

Med andre ord: hun er det perfekte mobbeoffer, og det er en rolle, som en lille gruppe piger ikke holder sig tilbage for at tømre hende inde i. Især ikke efter hun begynder at tale med karriererådgiveren Tim, som de ellers havde udset til deres handyr.

Og så begynder de små særheder ellers at dryppe ind i historien… bogstaveligt talt. For det viser sig, at Amys fødder udskiller voldsomme mængder af mystisk væske, når hun bliver flov. Særhed nummer to følger lige i hælene: Amy har sin helt egen psykiater – han hedder Carl og er en bænkebider. Og for så helt at løfte begge fødder fra jorden: da pigegruppen vil være Amy behjælpelig med at få vasket håret i en toiletkumme, afværges det af en gruppe aggressive toiletruller.

I løbet af ganske få sider går ”Zero Girl” fra at være ungdomsdrama til at være en absurd blanding af superheltekarikatur, coming-of-age-historie, magisk realisme og fascinerende indblik i hovedpersonens psyke.

For mens Amy indleder et forhold til den voksne Tim, og pigegruppen forsøger at opdage, hvorfor fodsvedsudsondringerne angiveligt beskytter vor helt, finder vi ud af, at hun befinder sig i en konstant krig mellem cirkler og firkanter. Runde ting hjælper hende, mens ting med for mange kanter forsøger at gøre det af med hende. En stor del af charmen ved ”Zero Girl” ligger i den måde, hvorpå det, der sagtens kunne være en psykose, folder sig ud i historien og bliver virkelighed.

”Zero Girl” er en pudsig historie og helt ærligt svær at blive klog på. På den gode side betyder det, at nogle læsere (undertegnede inklusive) vil få lyst til at genlæse den, næsten så snart de er færdige; på den dårlige side vil nogle læsere nok bare ryste på hovedet og lægge den fra sig. Lige der hjælper det sandsynligvis ikke, at Kieths tegninger er så svingende – folk har det med at skifte udseende, og til tider streger han sig ud i overdrevet. Det gør ikke noget, når han slår sig løs i en historie, der spræller og bobler lige så meget som tegningerne, men her støder de to ting lidt sammen i mine øjne – for godt nok bevæger historien sig ud i det groteske til tider, men han holder hele tiden for øje, at den handler om mennesker og især de to: Amy og Tim.

Alt i alt er ”Zero Girl” ganske fascinerende, og både anden og tredje gennemlæsning giver god bonus. Det er som ”Den mystiske sag om hunden i natten” møder ”Carrie” og en hel masse andet til tonerne af ”Don’t Stand So Close To Me”. Det lyder uden tvivl mærkeligt, så der er ikke meget andet at gøre end at opfordre til at læse den – selv forsøger jeg endnu at afgøre med mig selv, om jeg hader eller elsker den.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2010. | Permalink | 5 kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison (3)
• Rænkespil i Vatikanet – Åbenbaringer af Paul Jenkins og Humberto Ramos (0)
• Loke (0)
• I borgerkrigens skygge – Loveless af Brian Azzarello & Marcelo Frusin (0)
• Forbløffende! – Astonishing X-Men 1-3 af Joss Whedon og John Cassaday (4)

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Del dette indlæg med andre:

© Janus Andersen for tegneseriesiden, 2009. | Permalink | Ingen kommentarer

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

• Watchmen-tegner besøger København! (0)
• Under overfladen: Svøm! af Henrik Rehr (1)
• This Movie is afraid of me – Watchmen (14)
• Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-03-06 (0)
• Strid af Strid: magien leve! (6)