tegneseriesiden

The face of Evil – Crossed af Garth Ennis

Ulf Reese Næsborg — Sun, 08 Nov 2009 21:42:22 +0000

Af alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et så blandet forhold til som Garth Ennis. Der er få i amerikansk mainstream, der kan skrive så præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen på sine plots lige én tand mere, især når man ikke venter det. Omvendt så bliver han også for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fået Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begået en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.

Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og får man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne på så innovative måder som muligt.

Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne på dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er så slemme som det, der helt sikkert vil overgå en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan håndtere det):

Hvad er det så for en serie – eller rettere: hvad er det så for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg må skrive alt! ALT! Se, nu parterer de onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og så kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn på den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg så Ennis formål med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).

Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forståelse af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.

Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.

Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er også klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, når han tegner dem.

Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge på, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Tips.

Relaterede indlæg

Bryan Lee O’Malley – Scott Pilgrim kører stilen

Zenia Johnsen — Thu, 05 Nov 2009 20:28:10 +0000

Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20′erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med, hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

Den strømlinede Inkal

Ulf Reese Næsborg — Fri, 30 Oct 2009 07:14:29 +0000

Der er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til Jodorowsky og Moebius‘ storslåede science fiction-opus Inkalen, der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

Britisk tegneserieekspert besøger Komiks.dk 2010

Michael Lindal Andersen — Wed, 28 Oct 2009 15:48:53 +0000

Der er ikke mange, der ved lige så meget om tegneseriens vidunderlige verden, som den britiske tegneserieekspert, Paul Gravett. I maj 2010 lægger Gravett vejen forbi Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk.

Journalisten, kuratoren og foredragsholderen Paul Gravett bemandede i starten af 1980erne den såkaldte Fast Fiction stand på tegneseriemarkedet i Londons Westminster Hall, hvorfra han inviterede alle til at sælge deres hjemmelavede tegneserier. Dette initiativ blev senere beskrevet i Eddie Campbells graphic novel Alec: How to be an Artist. I 1981 begyndte Gravett at arbejde for Pssst! Magazine, der var et forsøg på at skabe en britisk pendant til de i Frankrig så populære bande dessinee magasiner. Hos Pssst! arbejdede Gravett i en lang række stillinger, men forlod bladet for starte Escape Magazine, der skulle fungere som showcase for de allerbedste tegneserieskabere inden for den alternative tegneseriescene. Bladet gik ind efter 19 numre, men nåede alligevel at hjælpe mangen en karriere på vej. Det var også i denne sammenhæng, at Gravett var med til at udgive det første samarbejde mellem de nu legendariske tegneserieskabere Neil Gaiman og Dave McKean, Violent Cases, samt de første tre numre af den allerede nævnte Alec af Eddie Campbell.

Gravett har arbejdet som kurator på en lang række udstillinger af tegneseriekunst i både Europa og og England. Han har også fungeret som direktør for Comica, London’s International Comics Festival at the Institute of Contemporary Arts. Han er medforfatter på bøgerne Manga: 60 Years of Japanese Comics, Graphic Novels: Stories to Change Your Life, Great British Comics: Celebrating a Century of Ripping Yarns and Wizard Wheezes og The Leather Nun & Other Incredibly Strange Comics. Han skriver derudover om tegneserier for aviser og tidsskrifter såsom The Guardian, The Times, The Independent, The Daily Telegraph, The Comics Journal, Comic Art, Comics International, Time Out, Blueprint, Neo, The Bookseller, Dazed & Confused, New Internationalist, Third Text, 9eme Art og The Jewish Quarterly.

Gravett fungerer ofte som tegneseriekonsulent for diverse britiske tv-stationer, og han medvirkede i dokumentarfilmen The Mindscape of Alan Moore.

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Nyheder.

Relaterede indlæg

Robert Vendetti & Brett Weldele: The Surrogates

Janus Andersen — Wed, 28 Oct 2009 09:02:53 +0000

Robert Venditti og Brett Weldeles science fiction-krimiserie ”The Surrogates” er netop blevet filmatiseret (og er landet i de danske biografer) med Bruce Willis i hovedrollen. Jeg har ikke set filmen, men det er ikke svært at forestille sig grunden til, at den er blevet realiseret – de to ophavsmænd har et skarpt syn for gode billeder, samtidig med at de forstår at fortælle en god og kraftfuld historie.

Serien er oprindeligt udgivet i fem bind, som senere er samlet i en trade paperback (og nu også genudgivet i forbindelse med filmen) – senere er der kommet en lidt kortere historie til, udgivet med undertitlen ”Flesh and Bone”. Fælles for de to er krimiintrigen og så det univers, der bliver spundet omkring den – og som den bedste science fiction spiller de to ting sammen på ypperste vis.

”The Surrogates” foregår i 2054 – i en verden, som på overfladen minder meget om vor egen; der er ingen flyvende biler, ingen rumvæsener, ingen robotter med bagtanker om verdensherredømme. Der er smukke mennesker, som gør de ting, mennesker nu engang gør – og så er der en sortklædt skikkelse, som slår dem ihjel. Men ingen dør, for de to dræbte er ikke mennesker, de er surries, surrogater – avatarer eller erstatningskroppe, som styres fra brugerens eget hjem, eller hvor denne nu måtte befinde sig.

Surrogaterne er spredt over hele samfundet – alle, der har råd, er i besiddelse af en alternativ krop, der som regel er smukkere, mere udholdende og i det hele taget bare bedre end den, de er født med. Men hvorfor så slå nogen ihjel, hvis man ved, at man i virkeligheden ikke rammer nogen?

Det er den sag, som de to politimænd Harvey Greer og Pete Ford sættes til at løse. De er et klassisk par, Greer den ældre og garvede og Ford den yngre og mere kække. Det er især den førstnævnte, der er i fokus, for hans privatliv bliver langsomt bundet ind i ”morderens” motiver, som går langt ud over et enkelt drab. Greers ægteskab er langsomt ved at bukke under – konen har låst sig inde og vil kun fortsætte ægteskabet som sin surrogat, uanset hvor meget Greer bedyrer sin kærlighed til hendes eget, fysiske jeg. Selv begynder han at sætte spørgsmålstegn ved behovet for at leve sit liv via stedfortræder – et spørgsmålstegn, der er en stor del af gerningsmandens plan.

Fra den enkle begyndelse fører historien til et stort og voldsomt klimaks med vidtrækkende konsekvenser.

”Flesh and Bone” er en prequel til ”The Surrogates” – der er andre hovedpersoner, igen indenfor politiet, og historien er flyttet til 2039. Her fortæller Venditti og Weldele et historisk omdrejningspunkt, som kun refereres kort i den originale historie – i den verden, som fører op til første bind. Her er surrogaterne ikke så udbredte i samfundet, og historien starter med en hadforbrydelse, udført af surrogater mod levende, af metal mod kød og blod, men selvfølgelig af mennesker mod et andet menneske. Det er noget nær den perfekte brug af prequel-formen, fordi den fortæller sin helt egen historie, samtidig med den udvider universet. Første del af den er faktisk i mine øjne bedre end originalen, fordi Venditti får gjort historien mere fokuseret på personerne og derfor sætter endnu mere på spil. Henimod slutningen er det dog ikke alle tråde, der bliver lige godt bundet op.

Fælles for de to værker er, at de udnytter science fiction-genren til det yderste – de postulerer en ændring (som i sig selv jo blot er en fremskrivning af folks liv bag computerskærmen) og lader den løbe igennem både historien og den baggrund, den udspiller sig på. Historierne er gode – spændende, klassiske kriminalfortællinger – men det er alle de små touches, de små detaljer, der gør serien så eminent. ”The Surrogates” handler om mennesker, og den er tydeligvis et billede på vor egen tid. Endnu mere imponerende bliver det, når man opdager, at serien faktisk er forfatterens debut – den er forbløffende flot konstrueret; der er en lille tendens til at forfalde til de storladne virkemidler i begge bind, men der er en intens nerve, som løber igennem det hele.

I ekstramaterialet indrømmer forfatteren sin forkærlighed for Astro City og Watchmen – sidstnævnte skinner især igennem i de artikler, reklamer og andet, som er strøet gennem historien og ærligt talt ikke bidrager med det store, mens man tydeligere mærker åndsfællesskabet med Kurt Busieks historier. Vendetti har samme evne til at vise normale mennesker i unormale omstændigheder, illustreret effektivt og stemningsfuld af Weldele. ”The Surrogates” kan anbefales.

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

Watchmen-tegner besøger København!

Michael Lindal Andersen — Wed, 21 Oct 2009 13:38:15 +0000

Få graphic novels har haft så stor betydning som Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superheltemyten, Watchmen. Serien var med til at hive tegneserien ind i det gode, litterære selskab, og nu var superhelte pludselig også for voksne. Det er derfor med stor glæde, at Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk kan afsløre, at den britiske tegner Dave Gibbons lægger vejen forbi Øksnehallen d. 21.23. maj 2010.

Gibbons var i midten af 70erne blandt de oprindelige tegnere på det legendariske, britiske tegneserieblad 2000 AD. Hans bidrag til bladet inkluderer titler såsom Rogue Trooper, Judge Dredd, Dan Dare og en række af Alan Moores Future Shock historier. Han leverede også arbejde til Marvel UK og var blandt hovedbidragsyderne til tegneserien om den ikoniske, britiske Doctor Who karakter. Senere rettede Gibbons søgelyset imod det amerikanske marked, hvor han brød igennem med DC Comics serierne The Flash og Green Lantern. Det var også hos DC, at Gibbons atter arbejdede sammen med Alan Moore på Green Lantern historien Mogo Doesn’t Socialize og Superman historien For the Man Who Has Everything.

I 1986 skabte Moore og Gibbons som nævnt et af 80ernes mest banebrydende og indflydelsesrige superheltetegneserier, Watchmen. Den 12 numre lange miniserie har i dag opnået klassikerstatus og er blevet hyldet som en af de bedste tegneserier og graphic novels nogensinde. I 2008 blev værket til en spillefilm. Watchmen dekonstruerer superheltemyten på en måde, der stadigvæk giver genlyd i superheltetegneserier den dag i dag. Ligeledes fungerer værket også som både som alternative history og en meta-tegneserie, der leger med genrens narrative struktur. Gibbons har også arbejdet sammen med en anden af 80ernes store legender, Frank Miller, på serien om Martha Washington.

Gibbons har også fungeret som forfatter på titler såsom Batman vs Predator og for nyligt på Green Lantern Corps. Gibbons var også både forfatter og tegner på den originale graphic novel, The Originals.

Who watches the watchmen, blev der spurgt i 1986, og nu får danske tegneserielæsere muligheden for at stille en af seriens skabere netop dette spørgsmål.

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Nyheder.

Relaterede indlæg

I svømmehallens dyb…

Michael Lindal Andersen — Mon, 19 Oct 2009 19:58:51 +0000

Et af de mest underholdende aspekter ved begrebet “graphic novels” er, at der ikke rigtigt er enighed om en definition af det. Nogle mener at en opsamling af Spider-man løshæfter kvalificerer sig som en graphic novel, blot fordi de er samlet i såkaldt bogform. Andre mener, at det er et højkulturelt og (i forhold til almindelige tegneserier for “pøblen”) overlegen viderudvikling af tegneseriemediet. Og så er vi straks ude i en værdikamp. Den skal vi ikke rode alt for meget rundt i her, da min pointe blot er, at en graphic novel kan være mange forskellige ting for mange forskellige mennesker.

Selv mener jeg, at man kan bruge begrebet til to praktiske formål: For formidleren (og butiksindehaveren) er det en måde at “narre” såkaldte voksne mennesker til at læse noget så underlødigt som en tegneserie uden at de rigtigt opdager, at det er det, de har gjort. Og for kunstneren og forfatteren (og velsagtens forlaget) er det en måde at signalere et vist kunstnerisk ambitionsniveau i et værk. Jeg synes ikke, at Spider-man særligt ofte kan kaldes graphic novels, men nu bevæger jeg mig faretruende tæt på den nævnte værdikamp, og det er stadigvæk ikke min mission.

Jeg har også hørt folk sige fjollede ting som at en graphic novel er en tegneserie med mere tekst i end i en normal tegneserie. Det giver vist ikke rigtigt mening. Det svarer til at skabe en særlig kategori for film, hvor de snakker meget. Og når man så kigger på Bastien Vivés graphic novel Smagen af Klor, der nu er udkommet på dansk, så falder den definition til jorden. Her formidles historiens indhold og karakterernes udvikling nemlig hovedsageligt igennem et mageløst grafisk udtryk med næsten ingen tekst til at hjælpe de knapt så visuelt tænkende læsere.

Smagen af Klor er et værk for os, der godt kan lide at gå i svømmehallen (samt for folk, der føler sig irrationelt selvbevidste, når de skal optræde i badetøj, der jo er skridtet før Adam og Eva kostumet). Hovedpersonen udstråler så meget usikkerhed og manglende selvværd, at det halve kunne være nok. At en billed-googling så afslører, at han ligner bogens forfatter på en prik kan man så forstå, som man vil. Hovedpersonen kigger sig modløst i spejlet, før han begiver sig ud i svømmehallen, og han starter da også seancen med at få klor i øjnene. Et problem et par svømmebriller naturligvis løser senere i historien. Nævnes skal det også, at det ikke er hovedpersonens eget valg, at han skal stille sig selv til skue i en svømmehal, men derimod hans fysioterapeut. Så den frie vilje er sat ud af spil. Dog lysner tingene, da han møder en kvindelig svømmer, der også kommer i svømmehallen om onsdagen. Et kejtet forsøg på at gøre kur til hende begynder, og det bliver hurtigt klart, at hovedpersonen nok bliver nødt til at overkomme sin usikkerhed og mande sig op.

Det lyder ikke som om, der er meget historie i Smagen af Klor, og det sådan set også rigtigt nok. I hvert fald på overfladen. Vivés er dog blændende til at fange kropssprogets fine nuancer, og et tankeforløb visualiseres i en persons kropsholdning eller ansigtsudtryk. En svømmetur på 25 meter opsummerer en persons manglende tro på sig selv. Man kunne således blæse igennem værket på under ti minutter, men så ville man gå glip af selve historien. Luften imellem personer, de manglende ord og de store flader af ensartede farver fortæller mere end flere siders tekst kunne gøre det.

Bogens visuelle udtryk er det første, man lægger mærke til. Over vandoverfladen er karaktererne tegnet i et næsten stregagtigt udtryk (hvor intet sandsynligvis er overladt til tilfældighederne, men Vivés får det til at se let ud, det talentfulde skarn) med flot og enkel farvelægning. Under overfladen forsvinder stregerne dog, og mennesker bliver reduceret til malede former. Det er et enkelt, men såre effektivt udtryk, og svømmehallens endeløse rækker samt vandets uendelighed får vores hovedperson til at minde om en myre på et gulv.

Kærlighedshistorien er der næsten ikke, og det er det fine ved det. Signaler misfortolkes, chancer misses, og det hele flyder ligesom ud i sandet (eller rettere vandet). Dog undergår vores hovedperson en form for udvikling, og det er her, at rygraden i historien ligger gemt. Mest af alt er Smagen af Klor en lille, poetisk oplevelse, hvor i hvert fald denne læser ofte kunne nikke genkendende til flere af de følelser og usikkerheder, som hovedpersonen giver udtryk for. Interaktionerne imellem karaktererne er naturlige og troværdige, og der gemmer sig en slags ekstrem hverdagsrealisme neden under det stærkt stiliserede visuelle udtryk og den stilfærdigt poetiske historie.

Der er intet underlødigt ved Smagen af Klor, og værkets kunstneriske ambitionsniveau kan man heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, så jeg vover pelsen og kalder bogen for en vaskeægte graphic novel. Vivés vil noget mere og presser tegneseriemediets grafiske udtryk ud i en ny og uventet retning. Uden alt for megen tekst. Det er min påstand, at man i begrebet “graphic novel” skal tage ordet “graphic” ligeså alvorligt som ordet “novel”. Hvis det modsatte var tilfældet kunne man ligeså godt skrive en roman uden billeder som unødvendig støttepædagog. Tegneseriemediet er et grafisk medie, og det er Smagen af Klor et smukt eksempel på. Vivés anvender billeder, hvor det kan lade sig gøre, og tekst, hvor det er nødvendigt. Det er smukt i al sin velgennemtænkte enkelthed.

Smagen af Klor er en af de første graphic novel satsninger fra Forlaget Faraos Cigarer (jeg regner personligt Alan Moore og Eddie Campbells From Hell for en graphic novel), men jeg håber ikke, at det er den sidste. For det er herligt, at værker som dette også finder vej til de danske hylder.

Fakta om værket

Smagen af klor. Forlaget Faraos Cigarer, 2009. 128 sider i farver.

Skrevet og tegnet af Bastian Vivès

Se forlagets omtale af værket

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

For de mindste: Little Mouse gets ready af Jeff Smith

Ulf Reese Næsborg — Fri, 09 Oct 2009 05:45:04 +0000

Tegneserier for børn er ved at være en mangelvare, og tegneserier for de allermindste er praktisk talt ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det en enormt vigtig gruppe at skrive til – dels fordi tegneserien er et uvurderligt redskab til at stimulere barnets mentale udvikling, idet den både dækker den visuelle afbildning af konceptet/tingen og det tilknyttede ord / begreb. Og dels også fordi vi skal have fat i børnene som små og lære dem at læse tegneserier, så nogen af dem forhåbentligt holder ved mediet når de bliver større.

Hovedpersonen i Little Mouse gets ready er – ikke overraskende – en lille mus, som skal blive klar til at tage med sin mor hen i laden, som er fyldt med sjove steder at lege og en masse lækkerier.

Den lille mus fører læseren igennem mysterierne ved selv at tage tøj på – mærket skal f.eks. være bagi, for at underbukserne vender rigtigt (og man skal huske at få halen ud igennem halehullet) – indtil han er fuldt påklædt og klar til at tage med sin mor over i laden. Men hov, hvordan er det nu lige det er med mus og tøj?

Jeff Smith er mest kendt for sit omfattende værk Bone, som han selv udgav i perioden 1991-2004, og hans rene, klassiske stil passer godt til figuren og målgruppen – og det er nogle både veloplagte og super-charmerende tegninger med masser af liv og glimt i øjet han leverer. Historien er – ganske med vilje, formoder jeg – ikke Shakespeare, men fortalt så de små kan indleve sig og så de voksne kan holde ud at læse den op mere end en gang.

Grænsen mellem (nogle) billedbøger og tegneserien er ved første øjekast lettere flydende, men man kan ikke – ud over målgruppe – klassificere Little Mouse som en billedbog: det er en fuldblods tegneserie, med sekventiel handling, talebobler og fartstreger! Den er da også en del af en forlagsserie, der hedder Toon Books (som bl.a. Art Spiegelman står bag), der bliver lanceret med sloganet “Bringing new readers to the pleasure of comics!” – hvilket jo må siges at være den rette ånd!

Little Mouse er en fin lille tegneserie til de unge læsere, og har man børn indenfor målgruppen skal ikke lade sig skræmme af at der – endnu – ikke foreligger en dansk oversættelse. Den kan sagtens simultanoversættes og er et god skridt på vejen til tidlig og grundig indoktrinering hjernevask påvirkning af ens børn.

Fakta om serien

Little Mouse gets ready. Toon Books, 2009. 32 sider i farve. ISBN: 1-935179-01-2

Skrevet og tegnet af Jeff Smith

Se forlagets præsentation

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Anmeldelser.

Relaterede indlæg

De mægtiges fald

Ulf Reese Næsborg — Wed, 07 Oct 2009 06:27:11 +0000

Ah, de kære superhelte.

Oprindeligt skabt sidst i 30′erne som idealiserede halvguder, igennem 50′erne videreudviklet til idealiserede familier, indtil de i 60′erne blev gjort til mennesker, fejlbarlige som alle andre.

I en proces igennem 70′erne og frem til 90′erne, blev serierne gradvist mørkere, hvilket i nogen grad må siges at afspejle den generelle samfundsudvikling – Vietnam og Watergate efterlod et knap så autoritetstro USA, og superheltene afspejlede også nationens identitetskrise. Senere blev genren dekonstrueret så grundigt, at det eneste 90′erne havde at byde på synes at være store geværer, mænd med patronbælter og storbarmede kvinder i diminutive kostumer.

Her, i det nye årtusindes første årti, synes genren at være kommet sig over de mest groteske udskejelser, og i hænderne på en intelligent forfatter, kommer der ofte noget yderst læsværdigt ud af det. The Mighty har hele to intelligente forfattere – Peter Tomasi og Keith Champagne – men er den så dobbelt så god?

Grundplottet er simpelt, men fascinerende: Alpha One er første og eneste superhelt i seriens univers, og selv om han oprindeligt var menneske, har vi med en Superman-analogi at gøre – superstyrke, usårlighed, superfart og så videre. Med til Alpha One hører en regeringsenhed, Section Omega, som dels styrer presserelationerne for superhelten og dels fungerer som feltagenter for Alpha One – som regel oprydningsarbejde.

Seriens omdrejningspunkt er Section Omegas nyeste chef – Gabriel Cole – som får jobbet da hans forgænger dør som følge af et overfald fra en bande. Eller hvad? Man skal ikke mange numre ind i serien for at se at der er noget, der ikke stemmer et eller andet sted. Samtidig bliver Cole venner med Alpha One, med hvem han har en forhistorie – superhelten reddede nemlig hans liv, da han var barn. Det var dog for sent at redde hans forældre, så Cole er vokset op forældreløs og kendt i pressen som “America’s Orphan”.

Seriens første fire numre er tegnet af Peter Snejbjerg (der også arbejdede sammen med forfatteren Tomasi på Lysbrigaden), som gør et fantastisk job med at sætte både stemning og tegne personerne levende på papiret. Senere numre er tegnet af Chris Samnee, der gør et glimrende arbejde med at bevare seriens grafiske særpræg.

Som serien skrider frem, tager tingene fart og plottet begynder for alvor at vise sine facetter – forfatterne spiller med andre ord med musklerne, og det må de godt, når det er så godt lavet som det er tilfældet.

Serien er planlagt til 12 numre, men vil i følge sine skabere sagtens kunne blive et månedsblad hvis salget tillader det. Det har jeg lidt svært ved at se, da plottet i en eller anden grad peger hen mod en slutning (som jeg læser det), men jeg er da åben for at læse mere.

The Mighty er godt, solidt håndværk – tiden vil vise om serien kommer til at transcendere det gode håndværk og blive noget mere. Som det er nu, kan den trygt anbefales til fans af den moderne, lidt selvbevidste superhelteserie – især hvis man holder af et lille tvist eller to undervejs.

Fakta om serien

The Mighty. DC Comics, 2009-

Forfattere: Peter J. Tomasi og Keith Champagne
Tegner: Peter Snejbjerg (1-4), Chris Samnee (5-)

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Tips.

Relaterede indlæg

Charles Burns til komiks.dk

Michael Lindal Andersen — Tue, 06 Oct 2009 09:27:02 +0000

Endnu en legende fra den uafhængige, amerikanske graphic novel-scene besøger København! Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit præsenterer Charles Burns på festivalen i 2010!

Det var et møde med tegneserielegenden Art Spiegelman, der gav Burns sit første gennembrud som tegneserieskaber. Han blev bedt om at yde bidrag til Spiegelmans Raw Magazine, hvilket blandt andet resulterede i historier som Big Baby og Dog Boy. Til Heavy Metal Magazine skabte han figuren El Borbah, der er en hybrid imellem en privatdetektiv og en mexicansk wrestler. Hovedparten af Burns’ tidlige arbejde er siden hen blevet opsamlet og kan stadigvæk fås den dag i dag. Det helt store gennembrud kom dog med hovedværket Black Hole, der udkom i serieformat fra 1994 til 2004. Værket blev senere samlet i en lettere redigeret udgave og blev udgivet af Fantagraphics Books. På dansk udkommer Black Hole på Forlaget Fahrenheit.

Af andet arbejde fra Burns kan nævnes den fotografiske kunstbog One Eye samt hans bidrag til den animerede, franske antologifilm Peur(s) du Noir. Burns skabte også coveret til Iggy Pops album Brick by Brick fra 1990.

Burns kombinerer klare linjer med stærke kontraster og skaber en stemning af skæv uhygge. Black Hole er ofte blevet sammenlignet med film af både David Lynch og David Cronenberg, men værket er på alle måder helt og aldeles originalt og unikt.

Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit er stolte over at kunne præsentere Charles Burns på Komiks.dk i 2010.

Del dette indlæg med andre:

Vil du læse mere om dette emne? Nyheder.