Sofies log

Tale ved Folketingets åbningsdebat

Thu, 03 Oct 2013 12:31:12 +0000

At kunne række ud efter sine drømme. At kunne træffe sine egne valg. At kunne tage ansvar for sig selv og sine og være en aktiv borger i samfundet. Muligheder for mennesker. Det er grundlæggende det, som Radikale Venstre arbejder for og til alle tider har gjort. For vi tror på den enkelte, og vi tror på fremtiden.

Det lyder måske højtflyvende. Eller i hvert fald et par luftlag højere, end de diskussioner, der til tider kan præge hverdagen her på Christiansborg. Om forskellen på standpunkter og holdninger. Om nulvækst eller udgiftsstop.

Jeg er stolt af regeringen. Fra dag ét har vi arbejdet for at trække Danmark i en ny retning. Vi har skabt råderum til, at vi kan investere i vores samfund og i fremtiden. Vi fører en økonomisk politik, som sikrer holdbarhed mange år frem, som værner om tilliden til Danmark, og som skaber i tusindvis af arbejdspladser.

Det er jeg stolt af. Det er forudsætningen for alt det andet, vi gerne vil. Men økonomisk politik viser ikke i sig selv, hvad det er, vi vil med Danmark.

Det er Radikale Venstres ambition, at Danmark skal være mulighedernes land. Og den ambition er regeringen godt i gang med at gøre til virkelighed.

Når vi har gennemført en omfattende reform af folkeskolen og investeret mere end nogen anden regering i uddannelse, så er det fordi uddannelse giver muligheder som få andre ting. Uddannelse er et privilegium, som alle danskere skal have del i. Uanset social baggrund.

Det er derfor, vi har givet børnene nye rammer for at få en varieret skoledag hvor forskellige børn kan lære forskelligt. Tag for eksempel en tur forbi Frederiksberg Ny Skole, hvor man har taget forskud på reformen. Her starter dagen med forskellige aktiviteter til forskellige børn – læsning, lektiehjælp, dialog med den enkelte elev. Her samarbejder man med musikskolen i den meget lange frokostpause – hvor der også er andre aktiviteter, børnene kan vælge. Som det seneste tiltag er skolen begyndt at arbejde i grupper på tværs af børnenes alder for at kunne tilpasse undervisningen til børnenes forskellige behov.

Også den netop fremlagte erhvervsskolereform handler om muligheder. Emilie skal trygt kunne vælge den uddannelse, hun ønsker, uden at være bange for at lukke døre til fremtiden.

Tværtimod skal det være helt naturligt at se en erhvervsuddannelse som et valg med mange muligheder: Ud i job og tjene penge og så senere, måske, bygge ovenpå med en akademiuddannelse eller en bachelorgrad. Også det faglige niveau og det sociale miljø skal have et markant løft, så flere unge kan se sig selv på en erhvervsuddannelse.

Men reformen handler også om Danmarks muligheder. For vi har brug for dygtige faglærte i fremtiden. Kvaliteten i vores produktion, byggeri og servicesektor afhænger af dem. I det hele taget er uddannelse en investering i Danmarks fremtid. Det gælder både for den enkelte, som tager uddannelsen og for samfundet. Virksomhederne har brug for både kloge hoveder og kloge hænder.

Intet er så meget værd som at kunne klare sig selv og kunne træffe sine egne valg. Men det er ikke alle, der har mulighed for det i dag. Vi tror på den enkelte og på, at det nytter med en håndsrækning til at få fodfæste i eget liv igen. Også her har regeringen gjort en mærkbar forskel.

• Fattigdomsydelserne er afskaffet. Indfører vi dem igen, ville vi få 2.500 flere fattige børn i Danmark. 2.500 børn. I hjem uden overskud eller ressourcer til at få en ny start.

• Regeringen har fremlagt konkrete sociale mål. For eksempel vil vi nedbringe antallet af udsatte unge, der begår kriminalitet. Det er en investering i deres og i vores fremtid. I et trygt Danmark.

• I vores reformer hjælper vi mennesker videre frem for at parkere dem på passiv forsørgelse. For eksempel når det gælder førtidspension, hvor vi insisterer på, at kommunerne leverer en målrettet indsats til den enkelte, så alle dem, der kan, kommer tilbage i arbejde.

Alle mennesker skal have et ordentligt afsæt til selv at tage ansvar og træffe valg. Det afsæt skal vi give dem, der har brug for det. Men så skal vi også træde tilbage og give plads til det initiativ, der findes hos den enkelte og mennesker imellem. Det har en værdi i sig selv, at løsninger findes og veje vælges af den enkelte frem for af systemet.

Vi vil forandre for at udvikle. Ikke for at bevare. Ikke med det ene mål at få råd til skattelettelser, men fordi vi insisterer på at få et bedre samfund. Og vi ved, at det kræver investeringer. Ny teknologi åbner nye muligheder – men kun hvis vi investerer. Uanset om vi taler velfærd eller grøn omstilling.

Regeringen trækker Danmark i en grønnere retning. Med vores harmonisering af beskatning af olien i Nordsøen har vi truffet et valg til fordel for en mere effektiv og langt grønnere infrastruktur i Danmark.

Det er en beslutning, som vil øge velfærden, produktiviteten og bæredygtigheden i Danmark. Og det er faktisk ikke helt til at forstå, at Venstre ikke vil være med til det.

Men formanden for Global Green Growth Institute har desværre aflyst al snak om grøn vækst i Danmark. Det har vi ikke. Og ude i verden søger man også grønnere løsninger. Det skal vi udnytte ved at understøtte den førerposition, som danske virksomheder som Grundfos, Danfoss og Rockwool og andre allerede har på området. Det kræver naturligvis investeringer.

I dag – lige præcis i dag - er det 23 år siden, at Tyskland igen blev ét land efter at have været skilt af jerntæppet i årtier. Længere væk er det ikke. Og alligevel er det som om, at alle har glemt, at der var engang, hvor vi ikke kunne rejse frit rundt i Europa. Ikke kun på grund af jerntæppet, men også fordi vi i Vesteuropa ikke var nået så langt i vores samarbejde, som vi er i dag.

Den europæiske patentdomstol er seneste skridt i det samarbejde. En helt åbenlyst god idé. Styrkede rettigheder og færre byrder til virksomhederne. Bedre grundlag for vækst og nye job i Danmark. Det burde vi kunne finde et stærkt flertal her i Folketinget for.

Vores projekt rækker videre end denne politiske sæson og videre end denne valgperiode. Det er større end stilkarakterer og meningsmålinger. Det handler om de mål, vi sigter mod. Om at finde nye løsninger og nå resultater sammen.

Og vi vil samarbejde med dem, der vil, for at nå resultaterne. Vi tror på, at der altid er noget, vi kan være fælles om. Men vi vil ikke vige fra, at det også kræver investeringer. Og at skattelettelser ikke er det eneste svar. Og da slet ikke, hvis konsekvensen er nulvækst som den eneste fattige ambition, man har for vores fælles velfærd.

Det handler om at løse Danmarks problemer, bringe os godt ind i fremtiden, om at give alle mennesker mulighed for at tage ansvar og træffe egne valg – uanset hvilken baggrund vi har, og uanset de ting, der måtte ramme os undervejs i livet. Det er radikal politik, og jeg er stolt af den her regering.

Ordførertale ved førstebehandling af Finansloven 2014

Tue, 10 Sep 2013 12:35:04 +0000

Her min tale til førstebehandling af Finansloven 2014. Det talte ord gælder.

Aldrig før har så mange søgt en videregående uddannelse; aldrig før er så mange blevet optaget, og aldrig før er der sendt så mange penge med til at finansiere den øgede aktivitet. Mere end 63.500 unge er netop startet på en videregående uddannelse i Danmark. Det gør mig glad. Tænk, at så mange har lyst og vilje til at dygtiggøre sig til gavn for sig selv og det danske samfund. Det vidner om, at de har tro på fremtiden – og tro på sig selv. Det forpligter – også for os. For det kræver investeringer.

I finanslovforslaget har regeringen prioriteret at finansiere merudgifterne til taxametre og SU fuldt ud med godt 2 mia. kr. uden at vi slækker på kvaliteten. Tværtimod stiller vi nye og klare kvalitetskrav.

---

Det giver mig tro på, at Danmark nok skal klare sig gennem krisen. Når de unge tager ansvar for sig selv og for samfundet og vælger at blive den bedst uddannede generation nogensinde, så sikrer de, at der er dygtige hænder og hoveder til at levere arbejdskraft til danske virksomheder fremover.

Fremtidens nye private arbejdspladser vil kræve endnu flere kvalifikationer, end de job, der forsvandt under krisen. Både praktiske og mere akademiske kvalifikationer. Det skal vi være leveringsdygtige i. Og jeg glæder mig over, at de studerendes interesse i stigende grad er rettet mod job i private virksomheder og ikke mindst de områder, hvor der allerede nu, trods lavkonjunkturen, efterspørges mere kvalificeret arbejdskraft. Fx steg optaget til erhvervsakademierne med 8 % i år.

---

Lad mig slå det helt fast. Det har hele tiden været det vigtigste for Radikale Venstre og for Regeringen, at vi har kunnet understøtte økonomien, og holde hånden under beskæftigelsen og samtidig føre en troværdig og ansvarlig økonomisk politik.

For første gang i halvandet år, er der kommet godt nyt fra Europas økonomier. Væksten i 2.kvt. i 2013 blev 0,7 pct., og recessionen er overstået i EU. I Danmark er der også kommet nye væksttal, der overrasker positivt. Væksten er på ½ pct. af BNP, forbrugertilliden er for tredje måned i træk positiv og stigende, boligmarkedet er begyndt at røre på sig, og renterne er fortsat lave.

Optimismen og troen på fremgang breder sig. Også selv om tidspunkt for vendingen og styrken af et omsving i høj grad vil afhænge af udviklingen i udlandet.

Regeringens finanslovsforslag for 2014 bidrager så meget som muligt til denne vending uden at sætte økonomien over styr. Den ansvarlige økonomiske linje, regeringen har fulgt, bærer frugt. Vi har gennemført mange reformer, der forbedrer vores konkurrenceevne og øger vores vækstmuligheder.

---

Det er et finanslovsforslag, der fremmer væksten i den private sektor og samtidig skaber råderum for en begrænset vækst i det offentlige forbrug til at udvikle velfærden. Et finanslovsforslag, der er ansvarligt og i balance.

---

Jeg vil her kort nævne fire hovedprioriteter i finanslovsforslaget.

Det højeste prioritet i finanslovsforslaget er at holde hånden under beskæftigelsen. De historisk høje offentlige investeringer i perioden 2012-2014 vidner klart om denne prioritering. Selv i de glade 90’ere, har der ikke været så meget gang i offentligt byggeri som i de seneste to år.

Med yderligere 3 mia.kr., som regeringen afsætter i dette finanslovsforslag, kommer de offentlige investeringer op på 44 mia.kr. i 2014. Derudover er der den række af massive investeringer, som er i gang med Metro Cityringen, Femern forbindelsen, et løft for renovering af almene boliger og endelig de betydelige investeringer i vedvarende energi og energibesparelser.

Samlet har regeringens økonomiske politik understøttet den private beskæftigelse med 15.000 private arbejdspladser i 2013, og med det nye finanslovsforslag med tilsvarende 15.000 arbejdspladser til næste år.

Regeringens troværdige økonomiske politik har skabt ro og stabilitet om renten, som særligt danske boligejere nyder godt af. Når det gælder omverdenens tillid til dansk økonomi, er Danmark fortsat medlem af den desværre stadigt meget eksklusive klub af lande som har en triple A status. En status som har en direkte positiv effekt på almindelige husholdningers muligheder for at låne penge og virksomhedernes muligheder for at investere.

---

Den anden hovedprioritet er uddannelse og opkvalificering.

Vi ønsker, at den næste generation skal blive den dygtigste i danmarkshistorien. Den markante satsning på uddannelse og opkvalificering er et afgørende bidrag til, at Danmark genfinder vækstsporet.

På folkeskoleområdet har regeringen indgået en bred aftale om et fagligt løft af folkeskolen. Med ekstra timer til rådighed, med kompetenceløftet af lærere og ledere og med de fagligt understøttende timer, kan vi langt bedre udfordre alle børn og give dem oplevelsen af at mestre nyt og blive så dygtige, de kan – uanset deres sociale baggrund.

Regeringen er også på vej med en reform af erhvervsuddannelserne. Danmark har brug for mange dygtige faglærte. De er forudsætningen for, at vi producerer, bygger og leverer serviceydelser af høj kvalitet. Når Danfoss skal udvikle et nyt værktøj, så skal værktøjsmageren kunne anvende den teori (skæredata, trekantsberegninger mm.), der er udgangspunktet for, at han rent praktisk kan fremstille et værktøj, der virker. Samtidig skal han kunne foretage opstilling, afprøvning og efterjustering af værktøjer i samarbejde med ingeniøren eller designeren.

Vi skal leve af høje kvalitetsstandarder, og derfor er det på høje tid, at erhvervsuddannelserne får et massivt løft, så de unge igen ser det som en god vej at gå. Det giver os mulighed for at bevare og udvikle produktionsarbejdspladser i Danmark.

---

Den tredje hovedprioritet er grøn omstilling af Danmark.

Klimaforandringerne er én af de største udfordringer, verden står overfor. Derfor må vi tage ansvar og handle. Vi tror på, at fremtiden er grøn. Vi tror på, at det nytter at gøre noget, og på at vores grønne investeringer giver afkast og nye vækstmuligheder.

Det gør Lars Løkke ikke. Da regeringen fremlagde sin klimaplan aflyste Lars Løkke al snak om grøn vækst i Danmark. Noget af en udmelding fra formanden for Global Green Growth Forum. Mon ikke Løkkes melding har vakt en vis undren i kantinerne hos Grundfos, Danfoss, Rockwool og de 22.000 andre dan¬ske virksomheder, hvor man i dag sælger et eller flere grønne produkter – og i øvrigt tjener gode penge på det?

Vi er ikke i tvivl. Vi skylder vores børn at tage udfordringen op. Derfor har regeringen med energiaftalen og klimaplanen fremlagt en ambitiøs strategi for grøn omstilling af Danmark. Ikke bare til gavn for klima og miljø – men i ligeså høj grad for vækst og arbejdspladser.

---

Den fjerde hovedprioritet er socialt udsatte børn og unge.

Regeringens 2020-plan skal fremadrettet ikke kun indeholde økonomiske målsætninger, men også socialpolitiske mål.

Regeringen har allerede fastsat en fattigdomsgrænse. Nu opstiller vi en række socialpolitiske mål frem mod 2020.

Det at sætte klare mål på det sociale område er en nyskabelse, og vi gør det fordi vi står fast på ambitionen om at løfte de mest udsatte grupper i samfundet og skabe reelt lige muligheder.

Det er ikke godt nok, når 40 % af de børn som havde forældre på kontanthjælp selv bliver kontanthjælpsmodtagere. Det skal vi have klare mål for at ændre. Og vi vil bedømmes og måles på de mål, på linje med vores økonomiske målsætninger.

For når vi styrker mulighederne for dem der har mindst, så løfter vi os alle.

Derfor afsætter regeringen 280 mio. kr. i perioden 2014-17 til en styrket indsats over for socialt udsatte børn og unge og en forebyggende indsats mod fattigdom. Plus en ny pulje på 36 mio. kr. til bekæmpelse af vold i nære relationer.

---

Men den finanslov, som vi skal vedtage inden året er omme, skal også tage hånd om en anden stor udfordring. Underskuddet på de offentlige finanser vil i år løbe op på godt 31 mia.kr., og finanslovsforslaget for 2014 vil bidrage med yderligere underskud på knap 39 mia.kr. Den offentlige nettogæld vil runde de 200 mia.kr i 2014, og der er udsigt til, at gælden vil vokse i 2015.

Det er penge, som vi ikke har og skal ud at låne på finansmarkederne. Derfor er tillid til dansk økonomi afgørende vigtigt.

Det er en finanslov, hvor vi med åben pande skal erkende, at vi fortsat sender en regning videre til vores børn, men det er en regning, som jeg mener, vi kan være bekendt. For vi holder os indenfor en ansvarlig ramme, sådan at den danske regering ikke modtager en dummebøde i form af rentestigninger, nye henstillinger fra EU og mistet tillid til dansk økonomi. Og vi bruger den til at investere i netop vores børns fremtid. Udannelse, job, vækst, et bæredygtigt Danmark og ordentlige vilkår for udsatte borgere – og deres børn.

---

Til sidst vil jeg understrege, at denne finanslov er til forhandling med alle Folketingets partier. Vi samarbejder, med dem der vil.

Jeg glæder mig til en god debat.

Grundlovstale 2013

Wed, 05 Jun 2013 11:46:03 +0000

Jeg elsker Grundlovsdag. Jeg elsker, at det er så skelsættende en dag. Hver gang jeg går forbi glasmontrerne midt i vandrehallen på Christiansborg hvor grundlovene er udstillet, så tænker jeg på Grundlovsdag, og så tænker jeg på, hvor skelsættende demokratiet er. Det sker flere gange om ugen. Alligevel går den tanke lige igennem hovedet på mig hver gang.

Og det er helt sikkert også det, der er meningen med udstillingen. At mindre os om, hvor privilegerede vi er. For i dag er det jo trods alt de flestes erfaring, at vi kan stemme, at vores stemme tæller – at vi er med til at bestemme. Vi har – også i globale sammenligninger – en meget høj tillid til hinanden og til vores institutioner i Danmark.

Sådan var det ikke i 1849. Men her blev grunden lagt til, at rige og fattige, mænd og – på sigt - kvinder, unge og gamle, bymænd og landbokvinder, godsejere og arbejdere i dag er med til at bestemme, hvordan vores samfund skal indrettes, og hvordan vi vil leve vores liv. Det kunne kun lade sig gøre, fordi der var politiske ledere og almindelige danskere, der traf svære beslutninger i fællesskab.

Det krævede mod.

Det er der også mange ting, der gør i dag. Det kræver mod at rejse sig som land i en krisetid.

Jeg synes, Danmark har en modig og ansvarlig reformregering. En regering, der arbejder benhårdt på at bringe Danmark ud af krisen, skabe holdbar velfærd for alle og ruste os til fremtidens udfordringer.

Vi arbejder for at øge vækst og beskæftigelse i Danmark, for vi vil have flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Fordi vi mener, det er en grundlæggende værdi at kunne forsørge sig selv og få et nyt arbejde, hvis man har mistet det, man havde.

Vi går reformvejen for at kunne gøre det, vi gerne vil som samfund. Vi vil være dygtige til at lave de bedste produkter og serviceydelser – det kræver, at vi investerer i uddannelse og forskning. Vi vil være raske og sunde – det kræver et moderne sundhedsvæsen. Vi vil ikke have fattigdom og elendighed, men muligheder og bedre liv – det kræver et rimeligt socialt sikkerhedsnet.

Vi står for det endelige opgør med blokpolitikken. Det vigtigste er ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om. Og det er vel om noget udgangspunktet for demokrati og dialog?

Regeringen har forpligtet sig til, at gøre hvad vi kan for at skabe flere arbejdspladser i lyset af de mange, mange tusinde private arbejdspladser, der blev tabt under krisen.

Regeringen er samtidig garant for, at reformer bliver gennemført på en forsvarlig måde.

Det er derfor, at regeringen ønsker at indfase dagpengereformen på en mere lempelig måde. Det er ikke udtryk for vægelsind. Men derimod udtryk for, at vi lytter, før vi handler.

Det er min erfaring, at det kan afspore en politisk debat at tale om, hvor man kommer fra. Også selvom man har en baggrund så banal som min. Forstaden Birkerød, borgerlige forældre, min mor selvstændig gennem et langt liv, min far ansat i det private.

Selv bor jeg på Nørrebro, er vel i udgangspunktet uddannet til et arbejde i den offentlige sektor, er gift med en lærer. Andre politikere er landmandsbørn, arbejdersønner, døtre af direktører eller den voksende mellemklasse af mellemlangt uddannede offentligt ansatte.

Hvad betyder det for hvilke politikere de er? Det taler vi ikke så meget om. Men nævner jeg mine borgerlige forældre, kan det godt gibbe i en borgerlig, der synes, jeg er hoppet af, eller en socialdemokrat, der antyder, at jeg så ikke kan ane, hvad det vil sige at være arbejder eller aktiv i fagbevægelsen.

Jeg synes selv, at jeg er vokset op i et forbundet Danmark, hvor vi tager ansvar for hinanden og kan tale sammen på tværs af baggrunde og erfaringer. Det er det Danmark, jeg arbejder på at styrke. Det er det Danmark, som Grundloven og vores demokrati er fundamentet for.

Det er ikke min simple livshistorie, der er interessant. Men jeg synes, det er væsentligt, hvad vores billeder af hinanden betyder for interessen for at finde fælles løsninger. Og om de billeder, vi alt for hurtigt får, også afspejler borgernes opfattelse af partier og politikere.

Til det sidste først. Det er min oplevelse, at vælgerne generelt er langt mindre forudindtagede end partipolitikerne er. Vælgerne vil gerne vide, hvad jeg mener og hvorfor. Partipolitisk aktive synes, de har en ret god idé om, hvad jeg mener, og prøver ofte at få mig til at passe med mærkaten eller karikere mine synspunkter, så de kan sætte sig i modsætning til dem.

Sådan er den politiske samtales natur også. Men det har konsekvenser for interessen for at finde fælles løsninger. Interessen for at holde den politiske samtale levende og Danmark forbunden.

Det er min inderste overbevisning, at jeg skal arbejde for et Danmark, der er godt for alle at leve i. Det Danmark kan se forskelligt ud, alt efter ens politiske overbevisning. Men når nogle personer på venstrefløjen dyrker arbejderromantisering og fortællingen om akademikerne som verdensfjerne fantaster, eller når nogle borgerlige dyrker fortællingen om de dovne offentligt ansatte eller arbejdsløse, så graver vi grøfter. Og den type grøfter er ikke ligefrem med til at bygge samfundet op.

Vi har brug for både arbejdere og akademikere, for offentlig og privat og civilsamfund. Først og fremmest har vi brug for, at vi alle bliver dygtigere og er med til at gøre Danmark til et bedre land at bo i.

Jeg ser noget af den samme fortegning i beskyldningerne om, at regeringen fører nødvendig politik. Jeg er ikke i politik for at gøre det nødvendige. For mig handler politik om mennesker. Jeg er politiker for at gøre det bedste for mennesker.

Vi ved godt, at der er alternativer til den politik, vi fører.

Vi kunne godt have gjort noget andet – truffet andre valg, have prioriteret anderledes. Eller helt ladet være med at gøre noget. Men så skulle vi også tage ansvar for de konsekvenser, det førte med sig.

Vi kunne vælge at låne endnu flere penge udenlands til at finansiere mere velfærd. Vi kunne håbe, at selvom vi så brød de aftaler, vi selv har indgået i EU om, hvor meget gæld, vi må have, så ville vores politiske partnere dér tilgive os. Vi kunne håbe på, at markederne ikke opdagede, at vi lånte mere, for så ville renten givetvis stige en hel del og tilliden til dansk økonomi globalt falde. Eller vi kunne bare være ligeglade med det, og låne noget mere til at betale de stigende renter af vores lån.

Vi kunne gøre som den tidligere regering og fortælle danskerne, at det hele nok skulle gå, og at vi ikke behøver at lave ret meget om. At der var råd til flexlån og skattestop og flere offentligt ansatte. Måske ville det være populært.

Men det er min faste overbevisning, at det ville være socialt uansvarligt. Hvis vi underminerer fundamentet for vores velfærdssamfund, går det først og fremmest ud over dem, der har mest brug for det. Jeg vil gerne sikre et lige samfund, med muligheder for alle. Det er bedst for Danmark.

Derfor fører vi den politik, vi tror på. Jeg står ikke op om morgenen for at glæde mig over balance på budgetterne. Jeg står op om morgenen og bruger al min energi på politik, fordi jeg gerne vil forandre samfundet for mine børns skyld. Og jeg bilder mig ind, at jeg også tænker på andres børn. Også fordi det er dem, mine børn skal leve deres liv sammen med, på Nørrebro såvel som i verden omkring dem.

Hvilke vilkår skal de vokse op med? Jeg vil da gerne have, at de får endnu flere muligheder end mig. Men jeg frygter reelt, at de får færre. Særligt hvis vi ikke taler om, hvilket samfund, vi vil have, men kun om, hvad vi gerne vil bruge flere penge til.

Jeg forstår godt, at der er stærke appellerende følelser i at gå efter ”banditter i habitter”. Den finansskat, der er tale om, vil imidlertid også ramme investeringer og dermed arbejdspladser til almindelige mennesker.

Jeg forstår godt, at vi med følelserne gerne vil gå efter ”dovne Robert”. Men vi skal have både det system og de arbejdspladser der gør, at vi får folk i arbejde, fordi det er det værdigste for dem og det bedste for Danmark. Det er alt sammen politiske løsninger, der nås bedst gennem dialog og samarbejde i bredden.

Det, vi deler med hinanden i Danmark, er jo ikke bare budgetter. Vi deler meget mere end penge – altså den skat – vi betaler og bruger til at skabe fælles rammer.

Vi deler fællesskab, samtaler, ideer om det gode samfund og indsatser for at udvikle os sammen. Jeg vil ikke kun have penge af den rige dansker. Jeg vil også have hendes ideer, medborgerskab og medansvar for det sted, hun bor.

Jeg vil ikke kun spare på penge til lærernes forberedelsestid. Jeg vil have, at de indgår i fællesskaber på deres arbejdsplads, der er med til at løfte hele skolen.

Hvis vi kun taler om og opfatter velfærd som penge, bliver vi fattigere i ånden. Vi har ikke lavet det forbundne Danmark, som vi er stolte af at kalde et velfærdssamfund, for at bytte penge, eller fordi det var nødvendigt. Vi har skabt det sammen på midten af dansk politik, fordi vi troede, det styrkede os. Fordi det var bedre, end det, vi havde før.

I dag er der en risiko for, at vi taler for meget om de penge, vi jo godt nok skal leve af, og som derfor er vigtige, men ikke det livsindhold, vi lever for. I stedet for at tage den politiske samtale om kvalitet og fællesskab. Hvad er det moderne medborgerskab, og hvilke ting skal man kunne i et forbundet samfund?

Hvis vi skal have gode ideer i Danmark, lave nye løsninger på gamle problemer og leve uden ødelæggende konflikter, så skal vi bruge tiden på at udvikle det forbundne Danmark.

Vælgerne har forstået det længe før politikerne, tror jeg. De ved godt, at den nordiske model kun overlever ved at udvikle sig. Vi bevarer kun velfærden ved at forandre den. Vi skal se på, hvad vi selv kan gøre, ikke kun, hvad naboen kan gøre. Vi har ikke nået det bedste velfærdssamfund endnu.

Demokratiet kunne lykkes i 1849 og sidenhen, fordi nogle opgav noget, og andre fik noget, uden at det førte til blodige konflikter.

Der var i mange år efter 1849 en ofte konfliktfyldt kamp om udvidelsen af demokratiet. Men vi fik stemmeret for alle – på en måde, der styrkede tilliden på tværs af klasse, by og land, køn eller alder. Vi havde konflikter, men vi fik en stadigt voksende tro på, at vi kunne løse dem.

Det var også svært undervejs. Vi er blevet testet af kriser og krige, men vi har været i stand til at lave et samfund, hvor vi er relativt rige, frie og lige.

I Radikale Venstre tror vi på fremtiden. Vi tror på den enkelte. På at vi har et ansvar både over for os selv og for vores samfund. Derfor er det vigtigt, at vi har kunnet gennemføre langsigtede velfærdsreformer og skabt bedre vilkår for virksomhedernes konkurrenceevne og den private jobskabelse. Ikke for reformernes skyld, men for samfundet og for menneskers skyld.

Vi lytter, før vi beslutter. Og vi giver en hjælpende hånd, når det er nødvendigt. Derfor har vi aftalt en blødere indfasning af dagpengereformen, som skaber tryghed for 30.000 danskere.

Vi samarbejder. Med dem der vil. For indhold er vigtigere end partifarve. Derfor har vi endegyldigt brudt med blokpolitikken og lavet forlig med alle partier i folketinget.

Den åbne debat, retten til uenighed og muligheden for at blive hørt er nogle af grundpillerne i vores demokrati. De rettigheder og muligheder fejrer vi i dag. Derfor elsker jeg Grundlovsdag.

En modig og ansvarlig reformregering

Wed, 29 May 2013 13:54:58 +0000

Her min ordførertale til Folketingets afslutningsdebat:

Danmark har en modig og ansvarlig reformregering. En regering, der arbejder benhårdt på at bringe Danmark ud af krisen, skabe holdbar velfærd for alle og ruste os til fremtidens udfordringer.

Vi arbejder for at øge vækst og beskæftigelse i Danmark, for vi vil have flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Fordi vi mener, det er en grundlæggende værdi at kunne forsørge sig selv og få et nyt arbejde, hvis man har mistet det, man har. Vi går reformvejen for at kunne gøre det, vi gerne vil som samfund. Vi vil være dygtige til at lave de bedste produkter og serviceydelser – det kræver, at vi investerer i uddannelse og forskning. Vi vil være raske og sunde – det kræver et moderne sundhedsvæsen. Vi vil ikke have fattigdom og elendighed, men muligheder og bedre liv – det kræver et rimeligt socialt sikkerhedsnet.

Vi står for det endelige opgør med blokpolitikken. Det vigtigste er ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om. Dagpengereformen er en vigtig del af regeringens reformkurs. Det er en fremsynet reform, fordi den danner grundlag for, at vi kan øge velstand og velfærd gennem vækst og beskæftigelse og sikre stabilitet i dansk økonomi. Der ligger meget frihed i at kunne forsørge sig selv. Det er også velfærd at have et arbejde - og være en del af et arbejdsfællesskab. Regeringen har forpligtet sig til at gøre, hvad vi kan for at skabe flere arbejdspladser i lyset af de mange, mange tusinde private arbejdspladser, der blev tabt under krisen.

Regeringen er samtidig garant for, at reformer bliver gennemført på en forsvarlig måde. Den daværende VK-regering valgte at indføre dagpengereformen stort set fra den ene dag til den anden. Radikale Venstre stemte for dagpengereformen, men understregede behovet for at afbøde den hårde indfasning. Det ignorerede VK og O. Derfor lagde vi ½ år til, da regeringen kom til. Derfor lavede vi en langt mere personlig opfølgning for den enkelte ledige med akutpakken. Derfor indgik vi aftalen om akutjob. Og derfor gav vi mulighed for uddannelse på uddannelsesydelse.

På trods af at initiativerne hjalp nogen, kunne vi alligevel tage bestik af en situation på dagpengeområdet, hvor 30.000 danskere på samme tid skulle finde en åben dør til arbejdsmarkedet - og det endda med lang ledighed i bagagen.

Det er en vanskelig situation at være i - både personligt og økonomisk. Det er derfor, at regeringen ønsker at indfase dagpengereformen på en mere lempelig måde. Det er ikke udtryk for vægelsind. Men derimod udtryk for, at vi lytter, før vi handler. Langt, langt de fleste mennesker vil gerne have et job. Nøjagtig ligesom de unge under uddannelse gerne vil have et job, når de er færdige og klar til at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet. Det er jo målet med at blive lærer, sygeplejerske, ingeniør, elektriker eller noget andet. At det bliver til en aktiv indsats på arbejdsmarkedet, hvor man bruger det, man har lært.

Regeringen er optaget af at genskabe væksten i den private sektor. For jobbene kommer ikke af sig selv. Der findes ingen snuptagsløsning på Danmarks vækstproblemer. Derfor er det vigtigt, at vi med et bredt flertal henover midten har kunnet gennemføre langsigtede reformer og sikret en ansvarlig anvendelse af midlerne til bedre vilkår for virksomhedernes konkurrenceevne og private jobskabelse.

Vi er hamrende stolte af vækstplanen, der giver mulighed for at skabe 150.000 private arbejdspladser frem mod 2020 og giver en tiltrængt hånd til beskæftigelsen i år og næste år. Med vækstplanen gør vi det mere attraktivt at investere i danske arbejdspladser til gavn for både beskæftigelsen og væksten. Og med vækstplanen tages et første og vigtigt skridt på vejen mod fornyet fremgang og jobvækst. Vi forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne og sætter Danmark i stand til at udnytte opsvinget fuldt ud, når konjunkturerne vender.

Vi prioriterer for at skabe noget af det, som for os er en fundamental del af velfærden: Nemlig det at have et arbejde. Denne regering har skabt flere reformresultater på halvandet år end VKO leverede på ti år.

Vi har valgt en konkret politisk retning med reformer og en ansvarlig økonomisk politik. Og vi tager ansvaret for konsekvenserne af den.Det samme kan ikke siges om forgængerne. Manglen på rettidig omhu i de gode år har været medvirkende til, at krisen har ramt Danmark så hårdt, som den har gjort. Men lad os ikke dvæle ved fortiden. Handling taler stærkere end ord, og derfor vil jeg gerne kvittere for, at de borgerlige partier har medvirket til aftalen om vækstplanen.

Brede aftaler indebærer naturligvis ikke, at man skal være 100 % enige om alting, og det udelukker heller ikke politiske drillerier:Så selvom Hr. Lars Løkke Rasmussen har kaldt vækstplanen for – og jeg citerer – ”en fin lille aftale”, så hæfter jeg mig ved, at planen er blevet meget vel modtaget af både erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og de øvrige borgerlige partier. Nu venter regeringen spændt på at se Venstres plan for en ”stor fin aftale”, der kan trumfe de 92 mia. kr. og de 150.000 private arbejdspladser, som vækstplanen bidrager med.

Lige nu kan vi konstatere, at der er meget stor forskel på oppositionspartiernes tilgang til helt grundlæggende politikområder. Både når det gælder udviklingen af fremtidens velfærdssamfund, og når det gælder viljen til reformer.Det forekommer ret uklart, om der vitterlig er fælles fodslag om at fortsætte ud af reformsporet, hvis flertallet skulle skifte.

Hvis flertallet skulle skifte efter næste valg kan man tilsvarende frygte for, at Danmark igen får ”en fin lille statsminister”, uden mod og parlamentarisk opbakning til at gennemføre den ambitiøse reformkurs.

Denne regering tillader sig at skue ud i verden. Vi er ikke bange for at gøre Danmark attraktiv for andre end danskere. Derfor vil vi have flere internationale skoler, også folkeskoler. Fordi dygtige udlændinge, der vil arbejde i Danmark, også skal have mulighed for at have deres børn i en international skole.

Og vi er ikke bange for, at vi bliver mindre danske af at anerkende andre nationaliteter. Derfor vil vi lovliggøre dobbelt statsborgerskab i Danmark.

Vi anerkender, at Danmark er en lille åben økonomi, som er afhængig af resten af verden og særdeleshed Europa. Derfor knoklede vi under det danske EU-formandskab for at få en aftale på plads om en Europæisk Patentdomstol, der kan skabe vækst i Danmark og spare millioner af kroner for dansk og europæisk erhvervsliv.

Vi tror på fremtiden. Vi tror på den enkelte. På at vi har et ansvar både over for os selv og for vores samfund. Derfor er det vigtigt, at vi har kunnet gennemføre langsigtede velfærdsreformer og skabt bedre vilkår for virksomhedernes konkurrenceevne og den private jobskabelse. Ikke for reformernes skyld, men for samfundet og for menneskers skyld.

Vi lytter før vi beslutter. Og vi giver en hjælpende hånd, når det er nødvendigt. Derfor har vi aftalt en blødere indfasning af dagpengereformen, som skaber tryghed for 30.000 danskere. Vi samarbejder. Med dem der vil. For indhold er vigtigere end partifarve. Derfor håber vi på en åben og konstruktiv debat, hvor vi sammen kan nærme os gode løsninger for fremtidens Danmark.

formandens klumme - Den sociale profil

Thu, 04 Apr 2013 09:27:03 +0000

På opfordring poster jeg her seneste klumme fra den elektroniske udgave af radikal politik.

Jeg møder indimellem gode radikale, der er bekymrede for, om nu vores sociale profil er tydelig nok. Og jeg forstår det godt. I en tid, hvor regeringen godt nok knokler videre med forhandlinger om både SU-reform, kontanthjælpsreform og Vækstplan, så fyldes mediebilledet af intern konflikt og personfnidder i regeringspartier.

Det er træls. For det giver ikke nok plads til debatten om, hvorfor vi gør, det vi gør. Vores velfærdssamfund er udfordret af demografi, økonomisk krise og global konkurrence. Det kan vi ikke løbe fra. Hvis vi ikke reformerer og moderniserer vores velfærd, skubber vi regningen foran os.

Men reformerne handler ikke kun om provenuer. Reformerne handler også om at bryde den sociale arv og flytte mange flere danskere fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse. Ingen er tjent med at blive parkeret på passiv forsørgelse år efter år. 800.000 borgere er i dag på offentlig forsørgelse - samme antal som i midten af 1980'erne. Det er ikke godt nok. Både fordi det ikke er i orden menneskeligt at signalere til så mange mennesker, at der ikke er brug for dem. Og fordi det er uholdbart, hvis vi vil have velfærd i fremtiden.

En solid økonomi og reformer gør, at vi har råd til at investere i sociale tiltag og rydde op efter VKO. Efterløns- og dagpengereformen var f.eks. med til at finansiere afskaffelsen af fattigdomsydelserne.

Ifølge kritikkerne tager vi fra de dårligst stillede for at kunne skabe bedre vilkår for de bedst stillede i vores samfund. Det er forkert. For denne regering er økonomisk og social ansvarlighed uløseligt forbundet. Vi har brug for en stærk økonomi for at kunne tage hånd om de borgere, der har størst behov.

Og det kræver nye løsninger og reformer. Når vi reformerer efterløn, dagpenge, kontanthjælp og SU, handler det om at få råd til uddannelse, opkvalificering, offensiv jobskabelse og tværfaglige, skræddersyede sociale indsatser for borgere med mere komplekse sociale og helbredsmæssige problemer.

Tag kontanthjælpsreformen som eksempel. Regeringen beskyldes for at lade nogle af de allersvageste i vores samfund betale for selskabsskattelettelser. Det er forkert. For det første kan reformens provenu ikke primært tilskrives lavere ydelser til borgere på kontanthjælp, men derimod at langt færre borgere fremover vil være på kontanthjælp. De vil i stedet være i uddannelse eller i job. Det betyder lavere udgifter til kontanthjælp og flere skatteindtægter.

For det andet vil de allersvageste kontanthjælpsmodtagere få samme ydelse som i dag og samtidig opleve at modtage langt bedre hjælp og støtte end tidligere.

For det tredje vil unge job- og uddannelsesparate rigtigt nok opleve, at de står med færre penge i hånden efter reformen end før. Pengene investeres målrettet i uddannelse af netop denne gruppe, og samlet vil gruppen opleve, at der investeres 130 mio. kr. mere i dem, end de afleverer i ydelser. Man kan ganske enkelt ikke udvise social ansvarlighed uden også at udvise økonomisk ansvarlighed. Tingene hænger sammen.

Vi har ikke glemt den sociale profil. Vi er social-liberale. En solid økonomi og ansvarlige reformer er med til at fastholde tilliden til dansk økonomi, så vi fortsat kan nyde godt af en lav rente. Alene i de sidste fem år har den lave rente betydet, at 40.000 flere danskere er i arbejde. Det er socialt ansvarligt, at holde hånden under beskæftigelsen.

Regeringens reformer og jobskabende tiltag forbedrer rammevilkårene for erhvervslivet. Det skaber arbejdspladser til de studerende, når de er færdige med deres uddannelse. Det skaber nye arbejdspladser til de, der står til at miste dagpengeretten. Og det skaber flere job- og uddannelsesmuligheder for kontanthjælpsmodtagere.

Regeringen fører en socialt ansvarlig politik, der adskiller sig markant fra tiden under VKO. Danmark vender ikke længere det blinde øje til over for problemer med fattigdom og udsathed.

Vi har afskaffet starthjælpen og de lave ydelser i kontanthjælpssystemet, så færre mennesker skal leve i fattigdom, og vi har nedsat et ekspertudvalg, der senere på året kommer med konkrete forslag til en fattigdomsgrænse.

Vi har styrket kvaliteten i de sociale tilbud for samfundets mest udsatte børn og voksne, og vi har investeret i at genrejse psykiatrien, der skal ligestilles med somatikken.

Vi har indgået nye samarbejder med kommunerne, der skaber mindre bureaukrati og mere fokus på resultater på det sociale område.

Og vi fortsætter det arbejde. Næste opgave for regeringen er aftalt. Der skal etableres et antal forpligtende socialpolitiske mål frem mod 2020, som har lige så meget vægt som de økonomiske mål.

Hjælp os med at fortælle om det. Stil spørgsmål til os i folketingsgruppen, hvis du mangler information. Regeringen holder øjet på bolden og fremlægger løsninger på de ret store udfordringer, som vi står med i Danmark. I den radikale folketingsgruppe er vi også optaget af at tage dialogen med både medlemmer og vælgere. Det prioriterer vi højt. Så kontakt os, hvis du fortsat har spørgsmål til den sociale profil. Som medlem behøver du ikke lade mediebilledet styre din informationsstrøm. Benyt dig af det.

http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?aid=104639

Hold kursen, også når det er stormvejr

Fri, 18 Jan 2013 09:56:58 +0000

Af finansordfører Sofie Carsten Nielsen og arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq

DET ER SVÆRE tider og derfor let at forfalde til deprimeret kritik af regeringens økonomiske politik. Debatten er vinklet til en side og spækket med mytedannelse.
Det er ikke rigtigt, at der slet ikke findes job, og at størstedelen af de mennesker, der beklageligvis mister dagpengeretten, må gå fra hus og hjem. Det er heller ikke rigtigt, at regeringens politik er i strid med vismændenes: Regeringen er helt på linje med vismændene, som anbefaler, at dagpengereformen fastholdes.

SELV MED EN konjunkturafhængig dagpengeperiode, som vismændene foreslår, ville dagpengeperioden i den nuværende konjunktursituation, med en bruttoledighed under 7 pct., være to år. Men hvad der ikke er blevet belyst er, at en fleksibel dagpengeperiode i højkonjunktur vil blive endnu mindre end to år. Og det vil vi ikke støtte. Sandheden er i stedet, at vi gør alt, hvad politikere kan gøre, for at give de ledige mulighed for at skaffe sig et job. Men vi kan ikke trylle. Vi må tage det lange, seje træk.
Det er ærgerligt, at den gruppe ledige, som står til at miste deres dagpengeret, er større end først antaget. Men det er helt naturligt, at der løbende bliver lavet opdaterede prognoser. Prognoserne er blevet skarpere, fordi vi nu konkret kan følge de mennesker, der er omfattet af den første akutpakke.
For dem har vi lavet akuttiltagene, der udgør en ekstraordinær indsats for ledige, der er bragt i en helt særlig situation.
Tiltagene udfases i takt med, at konjunkturerne forbedres. De tilbydes uddannelses-og jobmuligheder, således at de kommer nærmere et job.
Anlægsloftet er senest bragt i spil. Det er blevet sagt, at vi bare skal hæve loftet, selv om EU så kommer efter os. Bare rolig, det kommer slet ikke på tale -for det vil være at sparke arbejdspladser ud af landet.

DER ER BRUG for, at vi holder styringen, også når det er svære tider. Ellers sender vi regningen til vores børn. De offentlige investeringer i 2012 var ikke nok, mener nogle. Men de var de højeste i 30 år - omkring 55 mia. kroner investerede det offentlige sidste år i renovering af skoler og daginstitutioner, vedligeholdelse af veje, grøn omstilling og vedvarende energi.
Og investeringerne stiger igen i 2013. Det er let at sige mere, mere, mere. Men reelt har meget få kommuner råd til at bygge mere, end de gør i dag. Dagpengereformen er ført igennem. Det er det rigtige at gøre, og den beslutning står ved magt. Vi skal skabe flere job, og beskæftigelsesindsatsen skal være markant bedre, end den er i dag. Vi holder kursen, også i stormvejr.

Debatindlægget blev bragt i Politiken d. 17. januar 2013

Danmarks EU-formandskab en grøn succes

Mon, 02 Jul 2012 10:14:54 +0000

Danmarks EU-formandskab er overstået for denne gang. Mange danskere sidder måske tilbage med spørgsmålet: ”Hvad opnåede regeringen egentlig? Blev der sat nogle danske fingeraftryk på EU’s beslutninger?”

Ingen havde på forhånd troet på en dansk succeshistorie à la 2002, hvor Anders Fogh kunne bryste sig af at have udvidet EU med ti nye lande. Europaminister Nikolai Wammen havde på forhånd bekendtgjort, at formandskabet anno 2012 ville blive et ”rugbrødsformandskab”. Efter Lissabon-traktatens indførelse er de roterende formandskabers rolle blevet en anden end den tidligere idémagers.

Og godt det samme. En arbejdsrytme, hvor formandskaberne hvert halve år rider deres egne kæpheste, er for ustabilt. Derfor blev det lavet om, og EU har siden da fået en mere jævn arbejdsrytme. Nu handler det om at få arbejdet gjort til gavn for fællesskabet. Derfor har formandskabet været præget af forhandlinger om de forslag, som allerede lå på bordet.

Jeg har tidligere peget på, at formandskabet havde to overordnede mål: at få økonomien stabiliseret og at få gang i væksten. Inden for begge områder er Danmark som formandsland nået langt med en række af de vigtigste forhandlinger.

Inden for det første område, har Margrethe Vestager formået at få skabt enighed i Ministerrådet om to vigtige aftaler. Den første regulerer bankerne og stiller specifikt flere krav til de europæiske banker om kapital og likviditet. Det skal sikre, at vi undgår en ny finanskrise med udspring i dårlig långivning og uigennemskuelige forpligtigelser. Den anden aftale regulerer kreditvurderingsselskaberne. Begge aftaler vil være med til at få økonomien stabiliseret og forebygge kriser som den nuværende.

Hvad angår målet om at få gang i væksten, ønskede vi fra dansk – og fra radikal – side at sikre, at væksten bliver grøn og bæredygtig. Desværre viste det sig svært og til tider ligefrem umuligt at blive enige om vigtige og nødvendige aftaler. Det skyldes i altoverskyggende grad ét land, nemlig Polen. Den polske økonomi er dybt afhængig af kul, og polakkerne er særdeles uvillige til at forpligte sig på grøn omstilling. Derfor blokerede Polen vedtagelsen af klimakøreplanen 2050 og energikøreplanen 2050. Det er rigtig ærgerligt, for det vil forsinke Europas omstilling til CO2-neutralitet og dermed betyde, at vi måske taber kampen om de grønne jobs i verden.

På trods af problemerne med Polen er det alligevel lykkedes formandskabet at lande en række aftaler, som sikrer grønne jobs i Europa i fremtiden. Vigtigst af alt har klimaminister Martin Lidegaard for nylig opnået enighed i Rådet om energieffektiviseringsdirektivet. Ambitionerne blev sænket en smule, men resultatet er alligevel til at glæde sig over.

Miljøminister Ida Auken fik i maj skabt enighed om to aftaler, som forbedrer miljøet og mindsker forureningen. For det første fik EU landet en international aftale om reduktion af udledning af bl.a. ammoniak, svovl og organiske opløsningsmidler. Dernæst har EU forpligtet sig til at reducere udledningen af svovl fra skibsfarten med 90%. Det forbedrer ikke bare miljøet, men vil også spare tusinder af menneskeliv. Luftforurening fra skibstrafik i EU’s farvande koster således 50.000 dødsfald om året!

Derudover har det danske formandskab landet en aftale, som skal bidrage til at skabe et velfungerende indre marked for jernbaneydelser. Bedre offentlig infrastruktur på tværs af Europas grænser er afgørende for den grønne omstilling. Ligeledes er man i Rådet blevet enige om principperne for en fiskerireform, hvorunder et forbud mod udsmidning af fisk indgår. Fiskerikvoterne vil i fremtiden desuden skulle tage udgangspunkt i det maksimale niveau, som bestandene kan tåle uden at bæredygtigheden sættes over styr.

I en stærk slutspurt lykkedes det derudover formandskabet ikke blot at få en aftale om patentpakken, som betyder en stor lettelse for internationalt orienterede virksomheder, men også at få en vækst og beskæftigelsespagt med det formål at levere en europæisk kickstart.

Slutteligt må det tilføjes, at formandskabet i sig selv har været grønt og bæredygtigt. Faktisk er det danske EU-formandskab netop blevet certificeret som bæredygtigt efter den internationale ISO20121-standard for bæredygtige events.

Formandskabet har altså nået vigtige mål inden for stabilisering af økonomien og grøn vækst. Men de danske ministre og embedsmænd har også fået hevet mange gode resultater hjem inden for forskning, retspolitik og ikke mindst udvidelse.

Således fik Serbien i marts efter lang tids venten status som kandidatland til EU. Og det danske formandskab har netop landet en aftale om, at Tyrkiet inden for et 2-3 år opnår visumfrihed til Schengen-landene. Det er et stort og vigtigt skridt på vej til fuldt EU-medlemskab og det er noget, som her og nu vil gavne den europæiske økonomi i form af flere forretningsrejsende og turister til Europa. Desværre byder det kommende halvår på udfordringer på netop den front. Tyrkiet nægter nemlig at forhandle med Cypern, som har overtaget formandskabet 1. juli i år.

Alligevel er jeg fortrøstningsfuld. Cypern vil have fokus på andre vigtige problemstillinger, ikke mindst en stabilisering af Mellemøsten og Nordafrika efter revolutioner og borgerkrige i det forgangne år. Det er der i den grad brug for. Den økonomiske krise er desværre langt fra løst, men vi må ikke glemme, at vi også står i en klima- og energikrise og at vi fortsat har demokratiske udfordringer i Europa og lige uden for vores grænser. Man keder sig aldrig som EU-ordfører.

Grundlovstalen: Sammen skaber vi tillid, samtale og løsninger.

Tue, 05 Jun 2012 14:08:35 +0000

I dag er en skelsættende dag.

For os i 2012 er det svært at forestille os, hvor skelsættende. I dag er det de flestes erfaring at vi kan stemme, at vores stemme tæller – at vi er med til at bestemme. Vi har – også i globale sammenligninger – en meget høj tillid til hinanden og til vores institutioner i Danmark.

Sådan var det ikke i 1849. Men her blev grunden lagt til, at rige og fattige, mænd og kvinder, unge og gamle, i dag er med til at bestemme, hvordan vores samfund skal indrettes, og hvordan vi vil leve vores liv. Det kunne kun lade sig gøre, fordi der var politiske ledere og almindelige danskere, der traf svære beslutninger i fællesskab.

Det skal vi fejre i dag. Men vi skal også bruge dagen på den grundlæggende omtanke, som grundloven er udtryk for. Demokratiet kunne lykkes, fordi nogle opgav noget, og andre fik noget, uden at det førte til blodige konflikter.

Det var også svært undervejs, vi er blevet testet af kriser og krige, men vi har været i stand til at lave et samfund, hvor vi er relativt rige, frie og lige.

I dag vil jeg gerne bruge min taletid på at bede jer om at være med til sikre, at vores demokrati er stærkt nok til at lave store forandringer – også fremover.

Med store forandringer mener jeg de ting, vi bør gøre for at skabe en grøn økonomi. Og et grundlæggende bæredygtigt samfund i en globaliseret verden. Heldigvis har vi taget de første skridt med energiaftalen, og vi håber at tage et skridt mere med skattereformen. Men der er ingen tvivl om, at vi skal tage mange flere skridt.

Det er vi nemlig optaget af i Radikale Venstre. Hvordan skaber vi et samfund, der er holdbart – både i forhold til klodens ressourcer og i forhold til menneskers kræfter, håb og ønsker. Vi er ikke i politik – jeg er ikke i politik – for at skabe flere ting og sager. Jeg er i politik for at skabe et samfund, hvor alle kan have gode liv.

Store forandringer er svære.

Men vi lever allerede i dag i en verden, hvor vi forbruger meget mere end jorden har af naturressourcer og med potentielt ødelæggende konsekvenser for fremtidige generationer. Vi låner af vores børn og børnebørn.

Vi har brug for at kunne træffe svære beslutninger, hvis vi skal vende udviklingen.

Samtidig har vi også et samfund, hvor vi stadig – også i Danmark - har børn, der lever elendige liv. Med ulige muligheder, der afhænger for meget af, hvor du er født, og hvad dine forældre laver. Og med sygdomme, som slår os ihjel, selvom vi måske kan forebygge dem. Vi giver ikke alle de bedste muligheder for at leve det bedste liv. Ikke i Danmark – og slet ikke i resten af verden, som vi også har et ansvar for.

Vi har brug for at træffe svære beslutninger for at løse også disse problemer.

Og det bliver vi nødt til at kunne gøre sammen. Derfor skal vi kunne tale om, hvad der kan være anderledes uden at der bliver råbt: Taber! Vinder! Skandale! Mistillid! Vi skal kunne vise tillid til hinanden.

Politikerne skal have modet til at tale om de forandringer, der er nødvendige. Men vi skal også have samtalen, viljen til at blive klogere, vejen frem mod fælles løsninger – uden at vi hele tiden har blikket rettet mod, hvem der vinder eller taber.

For det er ret enkelt – hvis vi ikke får nye løsninger, så taber vi alle sammen.

Lad os hellere råbe: Demokrati! Dialog! Jeg hører dig! Tillid! Også på tværs af landegrænser.

Al Gore har sagt det så rammende om kampen mod klimaforandringerne: Man kommer hurtigt af sted alene, men vi kommer længst i fællesskab. Det er bare nødvendigt, at det fællesskab også kan træffe beslutninger – og helst lidt hurtigt, så planeten ikke bliver så varm, som Al Gore også frygter.

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke tror, vi kan finde vores løsninger alene i Danmark.

Jeg tror, Europa er det første stop på vejen til løsningen af vores fælles globale problemer. Her skal vi deltage i fællesskabet. Ikke ved at sige – vi vil være med, når det passer os. Nej, ved at sige: Vi tror på fælles løsninger, og vi vil arbejde for dem, så blodet springer. Og selvfølgelig indebærer det også, at løsningerne ikke altid bliver lige efter vores hoved.

Er Finanspagten for eksempel lige efter mit hoved? Nej, der er trods alt flere fingeraftryk fra Merkel på den, end der er fra Vestager. Trods alt.

Men det ville også være ret mærkværdigt, hvis det ikke var tilfældet. For det første er Danmark slet ikke et euroland, og har derfor med rette temmelig lidt at skulle have sagt i forhold til politikker om euroen. For det andet er det Tyskland, der betaler gildet. Er det magtpolitik? Ja, det er det da. Men det er magtpolitik inden for en ramme af samarbejde og demokratisk valgte regeringer. Havde vi ikke kunnet arbejde sammen i den europæiske ramme i EU – så ville det være ren junglelov og stormagtsvælde, der ville gælde.

Derfor er jeg også uenig med Joschka Fischer, som jeg ellers respekterer højt, når han i Politiken i lørdags skriver, at Tyskland er ved at ”smadre Europa”. Det synes jeg ikke, man kan sige, om et et land, der står som kautionist for så mange andre lande i EU. Andre lande, der ikke i tide har gennemført reformer af deres samfund, der kunne bringe dem i trit med de udfordringer, de står overfor – hvis de har lånt for meget eller er gået på pension meget tidligt. Jeg forstår godt, hvis Tyskland ikke er helt klar til at punge yderligere ud, uden nogen som helst garanti for, at de nødvendige reformer så bliver gennemført. Man kan ikke bede sine egne borgere betale mere i skat og blive længere på arbejdsmarkedet, mens de andre fortsætter med en pensionsalder der ligger 10-år under tyskernes (og vores), og så samtidig låne dem flere penge. Det er det, Finanspagten handler om.

Er Finanspagten en udfordring for vores grundlov? Formelt på ingen måde. For Finanspagten er en mellemstatslig aftale, og derfor er der ikke tale om, at afgive beføjelser til en overstatslig myndighed, sådan som grundlovens paragraf 20 taler om.

Er EU en udfordring for vores grundlov? Der er ingen tvivl om, at vi ikke i 1849, og heller ikke i 1953, da vi senest ændrede grundloven, kunne forudse den udvikling, som Europa (og verden) har gennemgået. Og der er mange ting, der ikke står i grundloven. Den er generelt ret utidssvarende. Derfor vil regeringen også nedsætte en grundlovskommission. Det er godt.

Det vigtigste for mig i dag er, at vi diskuterer udfordringerne i virkeligheden. Det demokratiske underskud i EU er på papiret til at tilbagevise. Men så længe oplevelsen er, at EU mangler demokrati, er underskuddet selvfølgelig en realitet. Det respekterer jeg fuldt og helt.

I Danmark er der en paradoksal tendens til, at hver gang vi formelt gør EU mere demokratisk og gennemskuelig, så øges skepsissen i befolkningen. Det har vi som folkevalgte et stort ansvar for. Særligt alle os, der mener, at Danmark vinder, ved at vi engagerer os i det europæiske fællesskab. Også selvom det ikke altid trækker i den retning, vi ønsker. EU er nemlig et politisk samarbejde, og det har vi først i de senere år været modige nok til at sige højt og tydeligt til alle borgere. Det, mener jeg, er en kæmpe fejl. Vi skal tale højt og tydeligt om de europæiske løsninger – og vi skal være modige nok til at fortælle, hvordan og hvornår det er umuligt at forestille sig rent danske løsninger.

Det er en sejlivet myte, at Danmark mister suverænitet ved at afgive kompetence til EU. For EU er jo os. Der sidder altid danskere med ved bordet - undtagen på de områder, hvor vi har forbehold. Suverænitet er mulighed for at påvirke beslutninger, der har betydning for ens land, dér hvor beslutningerne træffes. Derfor er vi ved hver beslutning nødt til at spørge, om vi ville være mere suveræne, hvis vi sad for sig selv, hjemme hos sig selv? Jeg tror det ikke.

Lad os se på det norske eksempel.

Norge er ikke med i EU. Til gengæld har nordmændene underskrevet en aftale med EU for at kunne handle på det indre marked.

Derfor har Norge siden 1994 indført knap 5000 EU-direktiver i norsk lovgivning uden nogen som helst indflydelse på, hvordan de direktiver skulle se ud. Det samlede norske bidrag til EU er årligt på 2,8 mia. norske kroner. Det gør Norge til EU's niendestørste nettobidragsyder.

Men Norge har ikke indflydelse på, hvordan pengene bruges. Det er for mig at se tab af suverænitet. Hvorfor er de så med? Fordi det er det eneste meningsfulde for et land, der, selvom det har meget olie, også påvirkes af globaliseringen og også er gensidigt afhængig af udviklingen i verden og i særdeleshed i regionen.

EU er det sted, hvor Danmark kan genvinde den selvbestemmelse, vi taber som følge af globaliseringen. Vi står over for en række globale udfordringer og grænseoverskridende problemer, som vi ikke kan løse alene. Vi kan ikke i Danmark regulere multinationale selskaber eller havforurening. Men det kan vi i EU. Vi kan i EU påvirke et kemikaliedirektiv, der sætter internationale standarder for, hvilke farlige stoffer der er forbudt, fordi USA og Kina gerne vil eksportere til EU og derfor indretter deres kemikalielovgivning, så den ligner EU's. Vi kan i EU være med til at sikre, at vi kan have tillid til de ting, vi spiser eller omgiver os med. Det er nyttigt og nødvendigt, mener jeg.

»We live in a world, where new is normal« hørte jeg for nylig en professor i forskning og innovation sige. Verdens udvikling står ikke stille og løsningen af morgendagens udfordringer kommer ikke af sig selv. Eller det vil sige – morgendagen skal nok komme af sig selv. Men om vi magter at gøre den så god som muligt for så mange som muligt. Det kommer ikke af sig selv.

Derfor er vi som politikere, som borgere og som samfund hele tiden nødt til at overveje og debattere, hvordan vi gør det nuværende politiske system fleksibelt nok til at håndtere de udfordringer, vi står over for. Hvordan kan vi åbent og lydhørt giver borgerne indsigt i, indflydelse på og medejerskab til de løsninger, der skal findes? Det kommer ikke af sig selv.

Det gælder særligt for EU, hvor den økonomiske krise har fået mange til at sætte spørgsmålstegn ved EUs evne til at forebygge og løse problemer skabt i medlemsstaterne. Og hvor dele af både befolkningen og de politiske ledere sætter spørgsmålstegn ved hele samarbejdets demokratiske legitimitet.

Vaclav Havel har sagt: ”Lad os lære os selv og andre, at politik ikke kun behøver at være det muliges kunst, især hvis man derved forstår spekulationers, beregningers, intrigers, hemmelige aftalers og den pragmatiske manøvrerings kunst, men at det også kan være det umuliges kunst, altså kunsten at gøre sig selv og verden bedre.”

Vaclav Havel var en stor europæer. Og jeg sætter min lid til, at han ikke var den sidste af sin slags.

Men vi kan ikke sætte os tilbage og vente på, at de tager ansvaret ude i Europa, fordi vi alligevel er for små og for magtesløse til at gøre en forskel. Vi kan feje for egen dør. Vi skal også kunne forandre Danmark undervejs, og måske kan nogle af de forandringer gøre os i stand til at deltage mere aktivt i det europæiske. Vi har fremragende forudsætninger:

Vi har et stærkt civilsamfund, rigtig mange danskere er engageret i at skabe gode løsninger på sociale eller lokale eller grønne problemer.

Vi er ikke på fallittens rand. Vi har fremtidssikret et stykke af vejen. Det bliver vi ved med. Vi har stadig friheden til selv at træffe beslutninger.

Vi er også relativt veluddannede, og vi er tillidsfulde – vi stoler på hinanden og langt hen ad vejen også på vores fælles institutioner. Det er afsindigt værdifuldt. Vi kan ikke skabe fælles løsninger uden tillid til hinanden.

Det gælder i familien. Det gælder på arbejdspladsen. Det gælder i lokalsamfundet. Det gælder også på Christiansborg.

Og det gælder jo sådan set også i EU. Finanspagten er også et forsøg på at genskabe tilliden til hinanden i EU. Nu lover vi ikke bare, at vi nok skal være økonomisk ansvarlige – nu viser vi hinanden, at vi er det, ved at tage vores løfter med hjem og gøre dem til national lovgivning.

En meget stor gruppe samfundsforskere har lige sluttet sig sammen for at give gode råd til os – de fremhæver, at en af styrkerne i Danmark er, at vi har:

”En tradition for konsensusdannelse baseret på civilisering af politiske konflikter og for et samarbejdende folkestyre”.

Det betyder, at vi har kunnet finde ud af det sammen. Det skal vi blive ved med. Ellers taber vi alle sammen.

Og her kommer jeg med ønsket til jer. Hjælp os med at fastholde grundlovens styrker. Hjælp os med at skabe samtalerne om forandringerne. Om de nye løsninger. Om hvad der skal til for at skabe et samfund, der ikke låner af fremtiden for at finansiere overforbrug i dag.

Jeg ved, der er masser af aktive borgere i Danmark, der ikke råber ”taber” eller ”vinder” af politikerne eller hinanden. Borgere, der søger og finder nye løsninger på problemerne i fællesskab. Men jeg ved også, at der er brug for endnu flere – og at vi på Christiansborg har brug for hjælp fra dem. Vi har brug for historier om mennesker, der gør noget sammen for at løse problemer. Vi har brug for inspiration fra jer, der ved, hvad der skal til i hverdagen. Vi har brug for alle de mange danskere, der tænker på andre end sig selv.

Demokratiet er stærkt, men det kan ikke overleve alt. Vi skal passe på det og på den tillid til hinanden, som det kræver.

Jeg vil slutte med Vaclav Havel igen, han var ikke blot en stor europæer, han var også en stor demokrat. I et interview før et topmøde om, hvorvidt man kunne forhindre krig i Jugoslavien, blev han spurgt: Er de optimist? Han svarede: ” Nej, jeg er ikke optimist på den måde, at jeg tror, at det hele vil gå godt. Men jeg er håbefuld. For uden håb er der intet fremskridt. Håb er lige så vigtigt som livet.”

Politikere har ansvar, men vi kan og skal ikke løfte alle opgaver alene eller hver for sig. Vi har brug for hinanden her i Danmark og i verden omkring os. På grundlovsdag vil jeg derfor opfordre til, at vi fejrer, at vi i 163 år har fundet løsninger sammen. Og at vi råber Tillid! Samtale! Løsninger! Sammen! Til hinanden. På tværs af politiske skel. På tværs af institutioner og samfundsgrupper og på tværs af grænser. Kun sådan finder vi de bedste løsninger i fremtiden.

God grundlovsdag.

Jeg holdt Grundlovstaler i Dyrehaven ved Peter Lieps Hus og i Osted præstegårdshave ved Lejre.

Ligeløn er talentpleje

Thu, 08 Mar 2012 16:43:35 +0000

Skriver og debatterer i dag om løn og køn i anledning af 8. marts.

Kvindernes internationale kampdag 8. marts markerer den dag kvinderne burde starte på arbejde efter juleferien - hvis de altså tog deres lønseddel bogstaveligt. 8. marts er der gået cirka 20 procent af arbejdsåret 2012. Det svarer ret præcist til den lønforskel, der er mellem mænd og kvinder i Danmark.

Hovedsynderen er det kønsopdelte arbejdsmarked. Og vi må se i øjnene, at kvindernes faglige organisationer ikke er lykkedes til fulde med at gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, at de går glip af værdifulde talenter, når lønnen ikke kan matche sammenlignelige jobs. Derfor har vi i dag en situation hvor ham, der fejer udenfor, tjener meget mere end hende, der støvsuger indenfor.

Det er ærgerligt for kvinderne. Men uretfærdigheden er ikke hovedproblemet - dem er der mange af her i livet. Det er egentlig heller ikke synd for nogen, for både kvinder og mænd vælger deres fag med åbne øjne, og det er ikke nogen særlig velbevaret hemmelighed, at lønnen i mange omsorgsfag er lav.

Når jeg alligevel er optaget af debatten om uligelønnen, er det fordi, at uligeløn er et tegn på, at vi ikke anerkender den indsats kvinder, der arbejder i velfærdsfagene yder. Og jeg tror ligesom de fleste andre på, at anerkendelse betaler sig. Derfor er det absurd, at de kvinder, der tager sig af vores dyrebare børn og forældre, ikke belønnes for deres indsats. Og den lønstruktur er i sig selv er en barriere for innovationen og kreativiteten i velfærdssamfundet. Den skræmmer flere af de klogeste hoveder og varmeste hænder væk. De gider ikke være i brancher hvor den størst mulige anerkendelse er et klap på skulderen og et opmuntrende smil fra chefen.

Men lad mig være ærlig. Vi kan ikke lukke løngabet ved næste års overenskomstforhandlinger, og slet ikke i en tid hvor alle, selv de allermest udsatte borgere, må holde for, når vi skal lukke det hul Venstre og Konservative slog i statskassen. Men vi kan bruge kampdagen til at åbne nogle nye muligheder og vise talentmassen frem. Det er den bedste investering i ligelønskampen.

Derfor vil jeg opfordre til, at vi slår hul igennem forestillingen om, at ligestilling og ligeløn handler om retfærdighed, og om at det er synd for nogen. Ligeløn er helt basal talentpleje i den offentlige sektor. Derfor skal vi også turde indrømme, at der er forskel på hvad kvinder præsterer, og vi skal belønne dem, der viser vejen. Vejen til ligeløn mellem mænd og kvinder kan meget vel være lønforskelle mellem kvinder og kvinder.

Formandskabet skal skabe stabilitet og vækst

Tue, 31 Jan 2012 21:28:47 +0000

Danmark overtog 1. januar formandskabet i EU. Vores tidligere formandskaber for EU har som oftest været en succes. Under det seneste formandskab, i 2002, blev resultatet østudvidelsen, som Anders Fogh fejrede med de berømte ord ”Ladies and gentlemen, we have an agreement!”

Mange har sagt, at formandskabet her 10 år efter ikke kan give samme chance for succes. Jeg er ikke enig. Vi har som land – og kontinent – to store opgaver for os: at få gældskrisen under kontrol og at få gang i væksten.

Hvad det første angår, er vi godt på vej. Finanspagten er en traktat, som har til hensigt at stabilisere Europas økonomi ved at forhindre, at den gælds- og tillidskrise, vi ser i øjeblikket, kan gentage sig. Markederne er nødt til at have tiltro til, at landene ikke fremover vil få uholdbart store gældsbyrder.

Finanspagten er et meget vigtigt første skridt. Det næste bliver at skabe vækst og nye jobs i Europa. Her har vi to valg: skal vi skabe vækst, som vi har gjort det i det 20. århundrede, eller skal vi forsøge at gøre tingene på en anderledes, mere progressiv måde i det 21. århundrede?

Det første indebærer, at vi fortsætter med at basere vores økonomi på afbrænding af olie, gas og kul. Det betyder, at klimaforandringerne kommer endnu mere ud af kontrol, at vi fortsætter med at sende penge til Mellemøsten og Rusland i stedet for at investere dem herhjemme, og at vi får en ukonkurrencedygtig økonomi på lang sigt. Prisen på fossile brændstoffer går nemlig kun én vej: opad.

Vores anden mulighed er at tage imod fremtiden med åbne arme; og fremtiden er grøn vækst. Her har Danmark en enestående chance for at sætte skub i udviklingen. Under det netop overståede polske EU-formandskab blev mange grønne forslag syltet, men den nye SRSF-regering, den grønneste regering i Europa, har mulighed for at tage teten og presse på for at få vedtaget nogle af de forslag, som allerede ligger på bordet.

Et af de forslag, som for alvor kan sætte gang i væksten, er energieffektivitetsdirektivet, som vil sikre, at private hjem og offentlige bygninger bliver mere energieffektive. En gennemførelse af direktivet vil skabe grobund for et boom for byggebranchen. Kommissionen har beregnet, at det vil skabe op mod to millioner jobs i Europa, når bygninger skal isoleres, udskiftes og forbedres!

Et andet forslag er det såkaldte udbudsdirektiv. I dag er offentlige myndigheder forpligtet til at følge en særlig procedure, hvis et indkøb overskrider en grænse på 200.000€. Reglerne skal reformeres, og ud over at øge grænsen for, hvornår reglerne træder i kraft, vil der blive givet mulighed for, at man kan stille grønne krav til produktet eller ydelsen. Det kan ske ved at stille specifikke krav til produktionsprocesserne og ved at kræve, at de negative konsekvenser for klima og miljø medregnes i prisen. Mange store danske virksomheder er i front inden for grøn teknologi. Hvis myndighederne griber de nye muligheder, vil det gavne de danske virksomheder og dermed skabe jobs herhjemme.

Der ligger en lang række andre gode forslag på bordet, som både kan skabe jobs nu og her, og som kan bringe os ind i en grønnere, renere fremtid, hvor økonomien får bedre langsigtede vækstbetingelser.

Det danske formandskab har faktisk mulighed for to gange ”we have an agreement”. Først med finanspagten vedtagelse, så økonomiens langsigtede stabilitet er sikret. Og dernæst, hvis vi får vedtaget en stribe grønne vækstinitiativer bestående af de progressive forslag, som ligger på bordet og venter på et handlekraftigt, grønt formandskab.

Det er radikal politik både at arbejde for ansvarlig økonomisk politik og for vækst og jobskabelse. Formandskabet giver mulighed for at sikre begge dele. Det er mit håb for foråret 2012.