Her på bloggen kårer jeg wordfeud til året ord. Wordfeud er som de fleste fandt ud af i løbet af 2011 navnet på en scrabble-efterligning til smartphones (os der bare har stupidphones – et andet godt ord der er blevet tiltagende relevant – føler os udenfor) der har opnået enorm popularitet.

Nå, men Wordfeud har affødt verbet at wordfeude, ligesom Google for længst har affødt verbet at google og en række andre tilsvarende teknologier har navngivet verber. Det demonstrerer en skøn indbygget autonomi og tilpasningsevne i sproget. Ordklasser, som her verber og proprier, er fleksible og ord skvulper uden problemer fra en ordklasse over i en anden alt efter vores behov for kommunikation. Google prøvede vist endda engang at stoppe brugen af deres navn som et verbum, men sproget tager ikke hensyn til registrerede varemærker.

Hvordan udtales wordfeud?

Det her er jo en fonetikblog, så årets ord skal også være udtalemæssigt relevant, og det er det. Når man lærer et ord at kende på skrift frem for at få det mundtligt overleveret, kommer der ofte nogle ukvalificerede gæt på hvordan ordet skal udtales, især naturligvis når det er en fremmedsproglig ortografi.

Der er lige nu især to konkurrerende udtaler af wordfeud, og det er især udtalen af feud der bøvles med. Skal det være [fjuːd̥] eller [fʌjd̥], fjoot eller føjt?

På engelsk er den gængse udtale af wordfeud [wɜːd fjuːd]. Dette fordanskes som regel til [wœːd̥fjuːd̥] – d’erne aftemmes og /ɜː/ fortolkes som /œː/ som er den danske vokal der er tættest på den engelske.

Den anden udtale [fʌjd̥] må pokker vide hvor kommer fra, men det ligner en slags tysk udtale. Bruger man den udtale, afslører man sig selv som enten ikke-engelskkyndig eller spøgefugl.

Det minder om dengang euroen blev indført rundt omkring i Europa. Der diskuterede man om det hed [øʊ̯ʁo œʊ̯ʁo juɹɔʊ̯ ʌjʁo] alt efter om man benyttede det ene eller andet danske ø, eller engelsk eller tysk ortoepi. Jeg siger selv det første.

Den danske fortolkning af bogstavsekvens feud ville i den forbindelse i øvrigt normalt være [føʊ̯ˀd̥/fœʊ̯ˀd̥], men den har jeg ikke hørt i tale endnu. Det kan være det kommer.

Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.

Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.

I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].

Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.

Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.

Gode sjuskere

Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.

I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:

En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:

I foredraget fortæller Björn Lindblom bl.a. om sin seneste forskning i samarbejde med Peter McNeilage om sammenhængen mellem koartikulation i sproget og vores biologisk betingede cykliske motorik. Det kan man læse mere om i artiklen her.

Foredraget tager ca. en time. Derefter er der spørgsmål fra tilhørerne, som man kan vælge at springe over.

Alle udtaler efterhånden ordet ’faktisk’ som ’fars’. F.eks.: »Vi er fars løbet tør for smør«.

Jeg går ud fra at ‘fars’ skal gengive udtalen [fɑs] og ikke [fɑːˀs] som i (kød)fars, hvilket peger på problemet med at gengive det åbne [ɑ] ortografisk i uvante kontekster.

Nå, spørgsmålet er hvor stort problemet er, om det er rigtigt at ‘alle’  efterhånden udtaler faktisk som [fɑs], og hvis de gør, gør det så egentlig nogen skade? Talesprogsforskeren finder straks sine værktøjer og argumenter frem og ser nærmere på faktisk.

Til det første spørgsmål: Jeg slår straks op i DanPASS og konstaterer at faktisk forekommer 64 gange i korpusset, og udtalen [fɑs] findes faktisk også, men der er kun en enkelt forekomst. Det er temmelig langt fra alle. Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til at udtalen ikke er mere udbredt i lige dette udsnit af sproget. Jeg synes ikke selv at [fɑs] virker specielt usædvanligt, og jeg tror at jeg sagtens selv kan finde på at bruge den udtale.

Hvis vi ser lidt bredere, er der faktisk 13 ud af de 64 forekomster hvor faktisk udtales som et etstavelsesord, altså kraftigt reduceret, typisk med et velært eller palatalt element, så vi kunne ortografere ordet som faks eller fajs. Så det kunne godt tyde på at der er en tendens til at sjuske med udtalen af netop det ord.

Er det skidt? (eller egentlig ret godt?)

Her kommer vi så ind på det andet spørgsmål: Gør det noget? Eller mere interessant: Er der en særlig grund til at vi reducerer dette ord, og er det måske endda en fornuftig grund?

Grammatisk regnes faktisk traditionelt som et såkaldt sætningsadverbial. Sætningsadverbialer er ord som vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam osv., som kan stå på samme plads som faktisk i sætningen

Vi er {faktisk, vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam} løbet tør for smør

og de har det til fælles at de viser noget om hvad man mener, eller forventer at modtageren mener om rammeudsagnet vi er løbet tør for smør.

Som man kan se, er det karakteristisk for sætningsadverbialer at de er etstavede. Lige med undagelse af faktisk altså. Enstavelsesgøringen (synalepha med et finere ord) af faktisk kan altså ses som en tilbøjelighed til at passe ordet ind i den metriske ramme vi normalt bruger for lignende ord.

Jeg er ikke i tvivl om at vi bruger metrik og prosodi, altså stavelses- og trykgrupperytme og forholdet mellem betonede og ubetonede stavelser, som vigtige værktøjer i sprogprocesseringen, selvom jeg ikke er så meget inde i forskningen på det område. Mao. benytter vi ordenes metriske struktur og deres placering i den prosodiske frase som hjælp til at afkode hvad slags ord der er tale om, substantiver, adjektiver, verber osv., og dermed hvilken del af hjernen der skal viderebearbejde det så det akustiske signal bliver oversat til mening så effektivt som muligt.

Set i det lys er det ganske fornuftigt at reducere faktisk til fags/fajs. Det er både en konsekvens af og en hjælp til at hjernen indekserer ordet som de andre sætningsadverbialer. Og derfor er ganske ufortjent at denne udvikling er havnet på Politikens minusliste.

(En sidebemærkning: Jeg har ladet mig fortælle (af Peter Juul, tak!) at den nye grammatikbog, Grammatik over det danske sprog, skelner mellem sætningsadverbialer og såkaldte dialogpartikler, hvor dialogpartiklerne er de ovennævnte småord, mens sætningsadverbialerne er faktisk, nemlig, desværre og desuden. Man kan overveje om udtalevariationen i faktisk afspejler forskellige grammatiske funktioner og dermed er på vej til at udvikle sig til to forskellige ord. Jeg har ikke nok forstand på grammatik til at sige noget fornuftigere om dette, så det overlader jeg til andre.)

Tak til Morten og Skye for simultant at gøre mig opmærksom på indslaget i Listen.

Ganske mange præsentationer kredsede om emner som sammenhængen mellem udtalevariation og betydning og/eller grammatik. Et andet centralt omdrejningspunkt var de vanskeligheder som udtalevariation og det indistinkte danske lydsystem stiller i forhold til sprogtilegnelse og forståelse, om det så er børn, udlændinge eller computere der skal lære og forstå sproget.

Jeg havde selv en præsentation af en del af mit forskningsprojekt hvor jeg har kortlagt sammenhængen mellem 270.000 fonemer, altså den forventede distinkte udtale af sproglydene, og deres faktiske realisering i dansk talesprog. På den måde er det muligt at spore hvilke lyde der reduceres, og hvordan og hvornår. Jeg har gjort mine slides fra præsentationen tilgængelige her. Der kommer formentlig et uddybende indlæg på et tidspunkt her på bloggen.

Thomas Olander fortalte om Tusind års dansk sjusk, om de store lydforandringer i dansk som skete tilbage i 1000-tallet som har direkte forbindelse til de mest prominente udtalevariationer og reduktionsfænomener i moderne dansk. Han har lagt sine slides her.

(hvis andre har gjort slides tilgængelige, så giv gerne besked)

Stort tillykke herfra til John Tøndering.

Se og hør rektors tale og studenternes begrundelse her:

Hvis ordet får fuge-e, fx hund/hundehus, taber det så godt som altid stød. Hvis det får fuge-s bevares stød som regel fx landmand vs. landsmand og håndsrækning vs. håndbold, men det tabes efter [ð w], fx fredsaftale, tidsnød, dødsulykke, livskraft, røvrendt.

Men når der ikke er noget fugeelement, er det ret uforudsigeligt hvad der sker med stødet. Hvilke ord der taber stød er i høj grad leksikaliseret, dvs. det er bestemte ord der taber stød, og de gør det som regel i alle sammensætninger de indgår i.

Grønnum (2005) nævner kun at enstavelsesord kan tabe stød på denne måde, men det er ikke helt korrekt. Der er ganske få flerstavelsesord som taber stød i sammensætninger: under-, over-, finger-, mellem- og sammen-. Jeg desuden hørt et stødløst kobber-, som DSDU angiver som jysk og ældre udtale. Disse ord har det til fælles at de slutter på schwa + sonorant.

Flerstavelsesord der ender på betonet i synes også som regel at blive ramt, såsom parti/partiformand, kemi/kemiingeniør, anæstesi/anæstesilæge, politi/politibetjent osv.

Helt uden for disse mønstre findes telefon- stødløst hos en del talere.

Længdetab

Ud over at tabe stød er der også nogle ord der taber vokallængde, som is-, hus-, lys- i overnstående eksempler. Dette gælder oftest for ord med høje vokaler /i y u/ fx fri-, ny-, dyb-, pris-, ris-, rus-, men længden synes at blive bevaret foran /n/ ikke fx tun-, vin-, lyn-.

Også /ø/ taber hyppigt længde jf. løs/løssluppen, sø/sømand, og /o/ når det står i åben stavelse, jf. to/todelt, sko/skosål, men fx ikke sol/solgud.

Med /ɔ/ veksler det lidt. I nogle ord taber det længde og ændrer samtidig vokalkvalitet, fx stål/ståltråd. Det gælder vist alle ord med åben stavelse, jf. blå/blåskimmel, grå/gråhåret, skrå/skråplan. Andre taber stød, men bevarer længden fx mål/målmand, bål/båltale. En ændring i vokalkvalitet indikerer at længden er tabt fonologisk og ikke blot ad hoc i udtalen, da forskellen på kort og langt /ɔ/ regelret giver forskellig vokalkvalitet i dansk.

For /a/ gælder det vist at alle ord der rimer på bag eller lav, taber længde og får åben a-vokal, jf. sag/sagfører, sav/savværk osv. Igen indikerer det et fonologisk længdetab.

Vokalerne /e ɛ/ synes at modstå længdetab, jf. ben/benspæn, mel/melbolle.

Vokallængdetab er vist i nogle tilfælde et dialektalt træk; jeg har i hvert fald hørt jyder sige Island o.lign. med lang vokal.

Fantomlængde

Nogle ord, fx fod, bog, fortolkes fonologisk med lang vokal selvom de hos yngre normalt udtales med kort vokal [foðˀ bɔʊ̯ˀ]. Dette skyldes dels at de må have lang vokal for overhovedet at have stødbasis, og dels at de har vokalkvalitet som lang vokal (kort /o ɔ/ realiseres hhv. [ɔ ʌ] i lukket stavelse.

Disse ord taber stød i sammensætninger, fodbold/boghandel. De udtales dog stadig med lang vokalkvalitet, men med kort vokallængde. Dette passer ikke ind i de fonologiske regler beskrevet af Grønnum. Jeg kalder dette for fantomlængde; en fonologisk længde der aldrig realiseres, men præserverer vokalkvaliteten.

Stødharmoni: uventet stødbevarelse

Nogle gange sker det at ord der normalt mister stød, bevarer det i bestemte sammensætninger. Således taber rød- som regel stød, men det bevares i rødgrød. Ligeledes med blå- som bevarer stød i Blågårds Plads (navnlig hvis man er lokalt kendt). Jeg har også hørt koldskål udtalt med stød selvom kold- normalt taber stød.

Fælles for disse eksempler er at rimdelen i de to stavelser i hhv. rødgrød, Blågård og koldskål ligner hinanden meget. Jeg mistænker at stødet i andet led kan have en afsmitning på hvorvidt det bevares i første led hvis de to led ligner hinanden tilstrækkeligt meget.

Fonetisk betinget?

Spøgsmålet er om der er et kriterium for hvilke ord der taber stød og hvilke der ikke gør. Ifølge Grønnum er det kun veletablerede ord der taber stød på denne måde. Men en undersøgelse udført af to overbygningsstuderende i lingvistik i 2008 viste at stødtab også sporadisk forekommer når informanter bliver bedt om at danne sammensætninger af nonsensord såsom gnald+hopper eller grøj+hipper. Det indikerer at vi til en vis grad bruger stødtab som en slags fuge-element, altså en indikator af at der er en særlig tilknytning mellem dette og efterfølgende ord.

For nogle år siden skulle jeg i forbindelse med udviklingen af et talesynteseprogram tjekke en liste med 520 enstavelsesord for se om der kunne dannes en regel for hvilke ord der tabte stød i sammensætninger. Det jeg fandt frem til, var at disse ord som hovedregel taber stød:

• ord med 0 eller 1 (udtalt) postvokalisk konsonant (men der er undtagelser, fx gen, brøk, ion, ko, kø, te, fe, fæ, bæ, glo som bevarer stød).
• ord med en eller flere postvokaliske konsonanter hvor den første er vokoid (ingen kendte undtagelser).

Ord med to eller flere postvokaliske ikke-vokoide konsonanter bevarer som regel stød. Dog er der undtagelser, fx mønt, kunst, kant, bank, hals, bold som taber stød jf. fx møntsamler, kunstmaler, kantspiller, bankforretning, halsbrand, boldbane.

Når man kigger på eksemplerne lader det til at høje vokaler /i u y/ er overordentlig tilbøjelige til stød- og længdetab, mens ikke-høje fortungevokaler /e ɛ/ synes at modstå det til en vis grad.

Desuden er ord med postvokaliske halvvokaler [ð ʊ̯ ɪ̯ ɐ̯] meget tilbøjelige til at tabe stød og længde. Ord med postvokalisk /n l/ synes desuden i højere grad at bevare længden selvom de taber stød. Nogen skudsikker regel findes ikke, men der synes trods alt at være visse fonetiske betingelser der spiller ind.

Man er nødt til ikke at være for striks. Hvis man forlanger meget fin lydskrift, kommer man naturligvis ikke ret langt, for så skal der læsses en masse diakritika på. Men hvis man bruger almindelig grov IPA, går det lidt lettere.

Til at begynde med kan man udelukke alle ord med lang vokal eller stød – den slags ting markerer vi ikke i ortografien. Og vi har heller ikke noget schwa! Til gengæld vedtager jeg at alle ord kan udtales ubetonet, for så slipper jeg for at tage stilling til tryk, som heller ikke markeres ortografisk.

Umiddelbart kan jeg finde ortografonemiske ord på op til syv bogstavers længde:

• antabus
• husblas
• syfilis

Der er også en del på seks bogstaver:

• bikini
• valuta
• kalaha
• plasma
• kandis
• sultan

Og på fem bogstaver har vi bl.a. antal, banjo, dildo, metal, salsa, halal, tyfus, mysli, panda, miljø, gebis.

Hvis vi nu siger at /p t k/ kan aspireres finalt – det kan de godt – så kan vi inkludere ord der slutter på p, t, k, herunder en masse afledninger der slutter på -isk eller -ist. Således kommer vi op på 10 bogstavers længde:

• minimalist (10 bogstaver)
• positivist (10)
• violinist (9)
• analytisk (9)
• bandagist (9)
• alkymist (8)
• feminist (8)
• basilisk (8)
• humanist (8)
• finalist (8)
• nihilist (8)
• metodist (8)
• semantik (8)

Og ikke mindst:

• fonetik (7)

Det kunne selvfølgelig være rart hvis man kunne udbygge det til fx positivistisk (13), men jeg kan ikke få mig selv til at aspirere det andet t – det bliver [positivisdisk].

Og så kan man naturligvis begynde at sætte ordene sammen til mere eller mindre rimelige ord. Her kan man drage nytte af at nogle vokaler taber stød og længde i sammensætninger:

• miljøpolitik (12)
• semifinalist (12)
• halalhumanist (13)
• fonologivolapyk (15)
• kalahaminimalist (16)
• osv.

Hvis man nu brugte dania i stedet for IPA – hvilket man selvfølgelig ikke gør – men alligevel, hvis man nu gjorde, så kunne man også finde ord med bogstaverne æ, å og r – å hjælper dog ikke stort, da det stort set altid er en lang vokal hvis den har å-kvalitet. Men af længere ord kan det nævnes at inkluderingen af æ giver os fx pædagogik (9), og r giver os fx problematik (11).

Jeg har garanteret langt fra fanget alle, så hvis du kommer på nogle gode ortografonemiske ord, så smid gerne en kommentar.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som -ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.