1. Det kan virke banalt, men det er helt grundlæggende, at alle henvendelser skal læses. Det betyder, at mailpostkasser – uanset om de er til hele redaktionen eller den enkelte redaktionelle medarbejder – bliver læst, og behandlet. Løbende og ikke kun én gang om ugen.
2. Nøjagtigt som tilfældet er med det journalistiske arbejde, så er det vigtigt, at man i sin mail-korrespondance har blik for målgruppen. Standardiserer man sin respons på henvendelser, så skal tonen passe til modtageren.
3. Vær opmærksom på, at læseren/brugeren rent faktisk får et svar, der passer til henvendelsen. Er der tale om et standardsvar, så skal det passe til alle tænkelige henvendelser. Er der tale om en dedikeret respons, så skal der – naturligvis – være et svar, der imødekommer henvendelsen.
4. Drop 3. Person. Det virker simpelthen ikke, at benytte "vi" i et svar på en mail, der er sendt direkte til en journalist/redaktionel medarbejder. Brug af 3. person skaber afstand, mens 1. person skaber et nærvær, der ofte har en positiv effekt på modtageren.
5. Skriv kort og alment forståeligt.
6. Brug aktivt sprog (aktive udsagnsord). Det gør mailen nemmere at læse.
7. Hav respekt for modtageren. Uanset om vedkommende er klogere, dummere eller staver alternativt. En mail til én bruger/læser er nøjagtigt lige så vigtig for mediets image, som de artikler, der præsenteres online til de mange.
8. Vær ærlig. Er der tale om berettiget kritik, så beklag fejlen og ret den!
9. Skab en fælles mail-politik, således at der er enighed om, hvordan og ikke mindst hvor hurtigt man som redaktion skal besvare henvendelser.

Skulle man være interesseret i en generel optimering af den skriftlige kommunikation mellem virksomhed og kunder, så kan man starte med "Skriv professionelt" og "Skrivekultur i mailen".

Send artikel som PDF til

• Så svar dog (7. august 2009)
• Print light skal skoddes (18. februar 2009)
• Der bor en bager i Nørregade (8. juli 2009)
• The Economist med kommentarfunktion (2. februar 2008)
• Nyt kommentarmodul på Medieblogger (3. august 2009)

Ordene er mere end en gang fløjet henover skrivebordene rundt om på redaktionerne. Typisk i spøg, men de afslører alligevel et problem. I hvert fald hvis man ser på den direkte korrespondance mellem journalister og læsere/brugere. Er den således tilstede, hvilket faktisk er skræmmende sjældent, så er den ikke præget af professionalisme.

I de fleste virksomheder eksisterer en mailpolitik. Retningslinjer for, hvordan virksomheden korresponderer med kunder, samarbejdspartnere og presse.

En sådan politik finder man sjældent på danske avisredaktioner, selvom man her får betydeligt flere direkte henvendelser. I særdeleshed til de journalister, der skriver online.

Efter mange år i onlinebranchen, så er jeg fuldt ud klar over, hvor massiv mailmængden er. Det nemmeste er at registrere og undlade at reagere i forhold til afsenderen. Uanset om der er tale om korrektioner af indhold, almindeligt sure opstød eller tip til artikler, som man har skrevet.

Jeg har mere end en gang oplevet journalister, der har reageret på personangreb med et tilsvarende personangreb på afsenderen. Konsekvensen er typisk blot endnu flere personangreb.

 Andre journalister vælger at besvare de sure mails med en venlig tone, hvor man stadig tilbageviser – eller bekræfter – kritikken. Det er mit personlige indtryk, at det oftest udløser en ny og langt mere respektfuld respons fra brugeren/læseren.

Så burde konklusionen egentligt være lige til. Tal pænt til dine brugere/læsere og de vil behandle dig derefter. Det er blot ikke et tema, som man har indtryk af fylder ret meget rundt om redaktionerne. Uagtet at brugere/læsere er den helt overskyggende "kunde" i butikken.

Det er service, og det betaler sig.

Spørg en hvilken som helst virksomhed om betydningen af et godt og positivt forhold til kunderne og de vil hver og en afsløre, at det er afgørende for virksomhedens eksistens. Spørg i et mediehus, og du vil få nøjagtigt samme svar. Det afspejler sig dog ikke i den direkte kontakt.

Hovedparten af journalister vil reagere med modvilje, hvis de fik besked på at skrive retur til alle læsere, der henvender sig på mail. Det er her en fælles politik på området hjælper. Skab klare retningslinjer for, hvilken type henvendelser man SKAL reagere på og hvilke man KAN reagere på, hvis tiden er til det, samt retningslinjer for, hvordan man skriver retur. Det mindsker den tid, der skal til for at få det overstået.

Gevinsten er øget respekt fra læserne/brugerne, der oplever at de bliver taget alvorligt. De vil herefter føle en øget tilknytning til mediet. Det forbedrer mediets image, det øger loyaliteten og det kan mærkes på trafikken/bladsalget.

Send artikel som PDF til

• Svar på tiltale (14. august 2009)
• Print light skal skoddes (18. februar 2009)
• Der bor en bager i Nørregade (8. juli 2009)
• The Economist har succes – på papiret og på nettet (4. juli 2008)
• Linktip: Journalister skal have et personligt brand (18. august 2009)

 Alle de andre bagere må ty til mere moderne kanaler, og de er ikke gratis. Faktisk er de ofte dyre, og ikke altid pengene værd.

 Hvad stiller bagermesteren op, når han gerne vil have sig markedsført i sit nærområde?

 Mulighederne begrænser sig for de fleste til den lokale avis, og her står man så med to muligheder. Enten at reklamere i dagbladet, der ofte dækker et væsentligt større geografisk område end det bageren har behov for at komme ud til (men i sagens natur må betale for), eller den gratis ugeavis, der måske kommer i et mere begrænset område, men kun kommer én gang om ugen og i øvrigt ikke giver garanti for, at det er potentielle nye bagerkunder, der kigger med.

 Tilbage står så mere kreative indslag, såsom happenings, der kan give redaktionel omtale, plakater, posters og lignende. Besværlige og dyre løsninger.

Det er åbenlyst, at der faktisk ligger et marked for nytænkende medier netop i denne gruppe af små erhvervsdrivende.

Det kan blive en afgørende indtægtskilde for lokale onlinemedier, der i et trængt marked skal satse på netop den lokale forankring.

Det kan være fint med få, store kunder blandt annoncørerne, men de har også interesser andre steder og man gør sig sårbar overfor konjunkturerne. Hvad sker der, når én stor annoncør trækker sit engagement? Det gør ondt.

Det er langt sundere, og langtidsholdbart at satse på de små, lokale annoncører. Det giver loyalitet – ikke kun på annoncørsiden, men også på brugersiden, fordi de vil opdage at annoncerne giver langt mere mening og har mere relevans.

 Det handler helt konkret om at jagte de små penge, fordi de faktisk kan vise sig langt nemmere at få fingre i.

 Det tager tid at opbygge en onlineforståelse og en annoncørportefølje, når man skal rundt til alle de små erhvervsdrivende, men faktisk er der ofte allerede taget det første skridt, fordi de erhvervsdrivende – i mangel af bedre – allerede annoncerer i den ugeavis, der befinder sig i samme mediehus, som det onlinemedie, der i virkeligheden har et langt bedre produkt at tilbyde.

 Kommer onlinemediet så til at tage penge fra ugeaviserne? Ja. Men der vil ret hurtigt blive tale om et samlet plus på bundlinien. Annoncørerne opdager, at der er langt mere effekt i annoncering online, hvor man rent faktisk kan ramme langt mere præcist både geografisk (hyperlokalt) og i forhold til målgruppe. Det kan sagtens betyde, at annoncørerne på sigt satser flere penge på annoncering.

Bagermesteren, der har en kvart side i ugeavisen, og ikke nødvendigvis mærker den store effekt, vil i stedet satse på små tekstannoncer på det lokale onlinemedie og være sikker på, at de kun bliver set af folk, der rent faktisk har en tilknyttet til hans/hendes område. Prisen vil være styret af tid/sidevisninger og derfor gøres individuel, hvilket ikke er tilfældet med almindelige avisannoncer, og han/hun får konkret statistik på sin annoncering.

Bageren vil ganske hurtigt kunne opleve en effekt i kasseapparatet, hvorefter han helt sikkert bliver hængende blandt annoncørerne og måske ligefrem skruer op for den del af budgettet.

Følger der flere udgifter med for onlinemediet, der skal administrere mange, små annoncører? Ikke hvis det gøres rigtigt. Google adwords har allerede vist vejen …

Send artikel som PDF til

• Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da! (11. juli 2008)
• Svar på tiltale (14. august 2009)
• Spådom: Mainstream-sites vil miste annoncører til niche-sites (7. juli 2008)
• Samtlige partnere forlader AidOnline (8. juni 2009)
• Så svar dog (7. august 2009)

 Der er tale om en markant oprustning i forhold til det, der tidligere er blevet tilbudt af lokal nyhedsdækning på Sjælland. Ikke mindst er der tale om gratis nyheder, hvilket er et skifte for Sjællandske, der tidligere havde betalingsmur omkring sit indhold – med en beskeden trafik til følge.

Midt i glæden over oprustningen, så er der dog tale om en konservativ løsning, hvor der er plads til forbedringer, og hvor der – naturligvis – skal klares nogle børnesygdomme omkring blandt andet billedbrug, rubrikker, prioriteringer etc.

 Nu skal sn.dk have lov til at finde sig selv, sine brugere og ikke mindst gøre sig erfaringer omkring den redaktionelle profil, således at produktet optimeres i forhold til såvel annoncører som brugere.

 Men lad mig dog bare allerede nu påpeger nogle meget iøjnefaldende områder, som man klart bør overveje at se nærmere på.

• Seneste nyt er præsenteret i et statisk setup, hvilket er i direkte strid med indholdets koncept. Hvor er tidsangivelsen? Netop tidsangivelser er med til at signalere, at der er tale om et site, der opdateres løbende.

• Og nu vi er ved Seneste Nyt, så bør sn.dk overveje, hvad man egentligt vil have med, og skal altid præsenteres identisk. Netop nu er ”Ny læk i amerikansk rumfærge” seneste nyhed. Nummer tre på listen er "Græsk antiterrorpolitimand dræbt i Athen". Jeg har forståelse for, at man gerne vil have hele nyhedsstrømmen samlet, men det er bliver uprioriteret (det er jo end ikke prioriteret efter tid, når man ikke præsenterer publiceringstidspunktet). Det er min erfaring, at brugerne af lokale nyhedssites bruger disse sites på grund af det lokale indhold. Trafikken i eksempelvis udenlandsstoffet er begrænset i forhold til mængden. Det giver langt bedre mening at tage nationale/internationale nyheder og give det en lokal krog. Og så skal det nævnes, at seneste nyt er prioriteret både med tid og sektion nederst på forsiden!

• Der er tænkt i brugerinvolvering med såvel mulighed for at debattere og for at anbefale en artikel, men logikken i sidstnævnte er ikke nem at få øje på. Hvorfor præsenteres jeg for "Polsk trussetyv snød alarmen i Bilka" i forbindelse med artiklen ”Løverne gør det igen” (omhandler Lions arrangement ifm Sankt Hans)? Og hvad laver den lille kasse i øvrigt der? Det havde givet mere mening med links til relevante artikler – men faktisk er der slet ikke links til andre artikler – heller ikke der, hvor det ville give klar mening.

• Hvide pletter kan ikke undgås på nyhedssites. Det er dog problematisk, når det bliver mere reglen end undtagelsen. Det sker desværre på artikelsiderne, hvor man tillader to bannerannoncer ved siden af artiklen. Det kan fungere, hvis man har stramme regler for størrelserne og i øvrigt forventer at det redaktionelle indhold har en vis længde. Det er ikke tilfældet på sn.dk, hvorfor man flere steder oplever så store hvide pletter, at jeg ikke tror brugerne kommer længere ned ad siden.

• Forsideprioriteringerne virker logiske så langt, at man faktisk satser på de lokale nyheder. Jeg kan dog komme i tvivl om, hvorvidt, der er tale om en form for automatik eller rent faktisk styres af menneskehånd. Denne morgen var tophistorien fra dagen forinden kl. 15.45. Det kan man leve med (hvis det er en undtagelse), når man kender til nyhedsstrømmen, men sn.dk bør overveje at arbejde med planlægning af publicering, så man altid har en frisk tophistorie om morgenen. Det gik dog helt galt kl. 8, da tophistorien blev skiftet ud med en historie fra dagen forinden kl. 15.26 (!) Blandt de fire øverste lå i øvrigt også en artikel (uden billede, hvilket også er problematisk i det valgte layout) fra dagen før kl. 12.08. Her er vi ude i noget der ligner en et døgn gammel nyhed. Det må man kunne gøre bedre, når man har et så stort område at hente nyheder i.

Jeg vil med stor interesse følge sn.dk fremover. Ikke kun fordi jeg er i den geografiske målgruppe, men også fordi det er det nyeste site, og derfor burde afspejle udviklingen inden for nyhedsformidling online. Her er der stadig en del at arbejde med. Til gengæld kunne det også være interessant at vide, hvor mange journalistiske ressourcer, der rent faktisk er kastet ind i projektet.

Det giver ikke sig selv, at man vil være Sjællands førende medie på nettet, hvis ikke man også investerer i indhold. Det er en massiv opgave at give folk nok lokalt indhold til at de rent faktisk føler sig ordentligt orienteret.

Send artikel som PDF til

• Lokationsbaseret breaking news – er der et marked for det? (20. oktober 2008)
• Lokalmedier, se her: Mozilla Geode (9. oktober 2008)
• Tænker Politiken avistanker på nettet? (18. november 2008)
• The New York Times fortæller, hvad man skal holde øje med på valgaftenen (4. november 2008)
• The Economist: Trængte lokalaviser skal blive mere "intenst lokale" (2. maj 2008)

Det er The Global Language Monitor, der har udpeget Web 2.0 til ord/udtryk nummer en million i det engelske sprog. I alt 15 ord/udtryk var med i opløbet.  

Web 2.0 "vandt" kapløbet 10. juni kl. 10.22 engelsk tid.

Ord nummer 1.000.001 blev Financial Tsunami.

Antallet af ord i det engelske sprog er omgærdet med en hel del usikkerhed, og ikke overraskende har The Global Language Monitors optælling fået masser af kritiske røster på banen. Det får dog ikke The Global Language Monitor til at stoppe sin optælling. Deres kriterier for at ord kommer med, kan ses på deres site.

Send artikel som PDF til

• Vil du være journalist? Så fortæl mig, hvad web 2.0 er (25. april 2008)
• Jyske Bank launcher egen tv-station (1. oktober 2008)
• Her er mine værktøjer – hvad bruger du? (29. september 2008)

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Send artikel som PDF til

• Vi ser et skift mellem medieplatforme, ikke medieudbydere (19. juni 2008)
• Tror du, metroXpress og 24 Timer bliver til én avis i 2009? (25. november 2008)
• The Guardian leverer hele historien i RSS-feedet (25. oktober 2008)
• Nyhedsavisens kollaps: Pengene fra USA udeblev (1. september 2008)
• Nyhedsavisen vil stadig bringe os revolutionen (27. maj 2008)

Har du fået dig en Twitter-profil? Nå, men du er da på Facebook, ik’?

Nej. Det er faktisk ikke alle, der ude blandt journalister og mediefolk, der netværker online eller mikroblogger. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Ikke fordi Twitter eller Facebook er lyksaligheder i sig selv, men fordi det er der læserne/brugerne er, og derfor bør alle journalister naturligvis også være der. Skal medierne overleve, så kræver det, at de er vedkommende og nærværende. Og så bør man respektere, at en stor del af læserne/brugerne faktisk bruger en stigende del af deres dag på Facebook.

Giver Facebook bedre journalistik? Ikke nødvendigvis. Er Twitter afgørende for nyhedsformidlingen? Det kan den være.

Det er for så vidt heller ikke grunden til dette indlæg.

Det handler primært om at sikre, at man som journalist eller kommunikatør er opdateret. Ikke blot på begivenheder, men også på den virkelighed, som man skal agere i.

Det er faktisk ikke alle mediefolk, der er hoppet med på Facebook-bølgen. Endnu færre er på Twitter.

Forklaringerne er mange. Nogle vil pege på en generationskløft, andre på den kendsgerning, at man dårligt kan nå at sætte sig ind i et nyt internetfænomen, før det afløses af noget andet.

Begge dele er ikke gangbare undskyldninger. De er faglige selvmord.

Ja, Facebook og Twitter bliver helt sikkert afløst af noget nyt, der igen forsvinder til fordel for noget endnu mere smart. Men der er ofte tale om en evolutionær udvikling. Der bliver sjældent lavet revolutioner. Dermed er det langt nemmere at forstå de nye fænomener, hvis man allerede har været en del af forgængeren. Det er en betydeligt større omvæltning, hvis man vælger at springe mellemregningerne over.

Jeg har flere gange hørt beklagelsen om, at der bliver stillet for mange og nye krav til journalister. Til det må svaret lyde: Forestil dig det modsatte.

Og prøv så at overvej, hvorfor det egentligt var, at du blev journalist i første omgang.

Handlede det om at være en del af virkeligheden, nuet, skabe forståelse af den virkelighed, som læserne befandt sig i eller …?

Som en sidebemærkning skal nævnes Danmarks Journalisthøjskoles minimumkrav til studerende på grunduddannelsen. Det er et fingerpeg om de helt grundlæggende ting, der skal være på plads i værktøjskassen, hvis man skal kunne fungere som journalist i virkeligheden 2.0. Det er ikke nok at mestre det skrivetekniske, og det bør måske give grund til lidt selvransagelse rundt om blandt de rutinerede "skriverene" i de danske mediehuse…

Send artikel som PDF til

• TV-Avisen mener, at Twitter og Facebook er færdige, fremtiden er videoblogging (11. september 2009)
• Ny feature: Opdatér Twitter – fra Facebook (21. august 2009)
• Hvorfor tror folk, at bloggen som medie er død? (24. november 2008)
• Hvor er overblikket, når vi mikroblogger på Twitter? (24. september 2009)
• Facebook øger fokus på mikroblogging – nu med kommentarer på mobilsiden (29. oktober 2008)

I USA, hvor adskillige traditionsrige mediehuse hænger på kanten af konkurs, diskuteres brugerbetaling på store konferencer, mere eller mindre hemmelige møder og i debatfora med deltagelse af topchefer fra alle hjørne af landet. Nu har API (American Press Institute) lanceret deres indspark til debatten. En hvidbog om man vil. Budskabet er klart, at der er potentiale i brugerbetaling.

Hele sagen er lagt på nettet af Nieman Journalism Lab. Og kan læses her (.pdf)

Send artikel som PDF til

• Betaling for nyheder bliver en dyrt købt lektie (25. maj 2009)

Der kan være god grund til at overveje eksempelvis betalingsmodeller, men for nogle er det at springe en hel del mellemregninger over. For det giver ingen mening at tage betaling for noget, der i sin basis end ikke er gennemarbejdet. Det samme gælder allokering af ressourcer til online. Det er ikke et løft, hvis man ikke er helt klar over, hvad man vil og hvordan.

Til dem, der stadig bevæger sig på usikker grund, så er der nogle basale ting, der bør indgå i overvejelserne. Ti af dem er her. Det er ikke opskriften på succes, for der ligger faldgruber og yderligere overvejelser i forlængelse af hvert enkelt. Men start bare her.

1 - Stol på online

Alt for mange lader overvejelser omkring print-udgivelsen influere på onlinekonceptet

2 - Arbejd online

Internettet kan en hel masse mere end alle andre nyhedsplatforme. Udnyt det. Det gør brugerne allerede

3 – Tænk tabloidt

Du skal sælge din vare. Brugerne er der ikke fordi, de har betalt for at få leveret dit indhold. Hver eneste tilbud (artikel) skal serveres, så brugerne gider klikke på det. Nøjagtigt samme betingelser som tabloidaviserne lever efter ude i kioskerne. Uden at det dermed er sagt, at du nu skal lave sensationsrubrikker.

4 - Begå fejl

Lær af fejlene og se dem som en måde at blive klogere på. Den der går nye veje begår fejl, men er også den, der finder guldet før de andre.

5 - Udnyt ressourcerne

Du kommer væsentligt længere med de rigtige mennesker i online-redaktionen. Reelt set kan man klare sig med færre personer, hvis det er de rigtige personer

6 - Genbrug

Det samme indhold kan give mening i forskellige sammenhænge. Udnyt, at brugerne ikke nødvendigvis besøger de samme sider på dit site eller dine sites, hvis du har flere

7 - Fokuser på styrkerne

Det er dyrt at satse på det hele. Brug ressourcerne med omtanke og optimer der, hvor du allerede står stærkt. Er du et lokalt nyhedssite, så gør dit lokale indhold endnu bedre og spar på det andet (og skal det alligevel med, så få nogle andre til at gøre det for dig – det kan måske klares med et gratis rss-feed fra de nyhedssites, der alligevel kan gøre det bedre end dig!) – brugerne vil elske dig for det

8 - Kom ud til brugerne

Vær til stede, der hvor brugerne er. De kommer ikke nødvendigvis til dig

9 – Omfavn din sælger

Drop de fine fornemmelser og knyt online-redaktion tættere på den kommercielle afdeling. Fokuser på de områder, hvor der er annoncekroner at hente. Det betyder ikke, at du sætter din redaktionelle uafhængig over styr

10 - The Long Tail

Du tjener ingen penge på dit indhold, men på den trafik, som det genererer. Sørg for indgange til dit indhold fra så mange forskellige steder på internettet som muligt.

Send artikel som PDF til

• Svar på tiltale (14. august 2009)
• Så svar dog (7. august 2009)
• Print light skal skoddes (18. februar 2009)
• Illustreret Videnskab går på nettet – med den lange hale (7. oktober 2009)
• Der bor en bager i Nørregade (8. juli 2009)

 Midt i en krisetid, så er det langt fra alle medier, der lægger sig ned og kigger mod himlen i håb om guddommelig assistance.

Nogle rejser sig op, børster støvet af og kigger mod horisonten og muligheder. Det må man sige at New York Times har gjort ved netop at have ansat en social medieredaktør i skikkelse af den rutinerede journalist/redaktør Jennifer Preston.

Hendes opgave bliver at omfavne de sociale netværk på internettet, udstikke nye veje for avisens digitale arbejde og i det hele taget bringe den traditionsrige avis tættere på læserne/brugerne.

Eller som det ifølge Nieman Journalism Lab blev præsenteret i et internt memo:

Jennifer is our first social media editor. What’s that? It’s someone who concentrates full-time on expanding the use of social media networks and publishing platforms to improve New York Times journalism and deliver it to readers.

Nu er det ikke altid at kloge tanker også giver succes, så det får vise sig om Jennifer Preston rent faktisk formår at flytte New York Times tættere på læserne/brugerne.

Det er måske i virkeligheden heller ikke så afgørende i denne sammenhæng. Ind til videre kan man kun glæde sig over, at der i hvert fald nogle steder udforskes nye muligheder frem for alene at fokusere på beskyttelse af det eksisterende.

Det er nu engang langt mere fremtid i at bringe sit medie tættere på brugerne end at håbe på, at brugerne knytter sig tættere til mediet. Hvilket i øvrigt også fremgår af det interne memo, som blev sendt ud til de ansatte på New York Times:

 … the point is that an awful lot of people are finding our work not by coming to our homepage or looking at our newspaper but through alerts and recommendations from their friends and colleagues. So we ought to learn how to reach those people effectively and serve them well.

Send artikel som PDF til

• YouTube på dansk 5. plads (29. april 2008)
• Unge amerikanere følger valget på nettet (14. januar 2008)
• The New York Times bruger Facebook til billeder (18. maj 2009)
• Søges: Gode eksempler med "gammeldags" medier på nye medier (2. juni 2009)
• Sociale medier er ikke kun for børn (11. november 2008)