Måske skal løsningen findes samme sted. Det vil i hvert fald være en klog beslutning at tage internettet alvorligt. Ikke blot som en konkurrent på kerneydelsen (nyheder), men også som et oplagt værktøj til at forbedre den trykte avis.

Der pumpes millioner i telefoninterviews, kundeanalyser og fokusgrupper, hvilket betyder at de danske avisudgivere formentligt aldrig har haft så stort et kendskab til hvad deres læsere gør end nu. De sidder bare ikke tilbage med ret mange svar.

Der er ringbind, pdf-dokumenter og excell-ark med masser af data på, hvad læserne går og gør. Men forsvindende lidt om hvorfor.

 Måske er det prisen, måske er det udbuddet, måske er det bare et spørgsmål om manglende tid til at læse avisen. I praksis er det generelle svar, forventede svar, og svar helt uden umiddelbare løsningsforslag.

Flere lokalaviser oplever, at en af de primære årsager til at folk stopper deres abonnement, er at de afgår ved døden. Det svar ligger der som udgangspunkt ikke så mange oplagte løsningsmuligheder på (med mindre man kan udvide udgivelsesområdet til det himmelske).

Jeg er gennem årene blevet spurgt af analysebureauer – ved almindelige telefonopkald - om, hvorfor jeg ikke længere abonnerer på den og den avis. Mit svar har typisk været, at jeg ikke rigtigt fik den læst. Havde det været et kvalitativt interview, så havde jeg fået mulighed for at uddybe, hvorfor jeg ikke rigtigt fik avisen læst. Men typisk kun ud fra nogle allerede definerede muligheder.

De oplysninger løser ikke rigtigt noget, for i bund og grund er der mange forskellige årsager til, hvorfor man ikke køber/abonnerer på en avis.

Måske burde lederne rundt omkring i bladhusene – store som små – droppe de velkendte analysemetoder og i stedet begynde at lytte til kunderne. Ja kunderne. Ikke læserne. Men kunderne, for det er jo sådan set det de er. Og ikke blot de, der netop har sagt deres abonnement op eller bare tidligere har abonneret, men alle de, der er i stand til at købe og læse en avis.

Det interessante er således ikke, hvad folk siger, når de bliver spurgt af avisen eller, hvad de selv skriver i læserbreve til avisen. Det interessante er, hvad de siger til hinanden. Over middagsbordet, i idrætshallen, i kiosken og ikke mindst på internettet. Der kan komme langt flere interessante oplysninger frem, når avisen ikke er med på en åbenlys lytter. Det er netop her avisen skal lytte.

Inden nogen tænker Stasi, så er der rigtig sund fornuft i at lægge øret til jorden, og rent faktisk noget at hente, hvis man som minimum lytter og hvis man ligefrem indleder en decideret dialog med læserne/kunderne.

Nu er ligger det langt væk fra den gængse virksomhedskultur – og i særdeleshed langt fra kulturen i mediehusene – at involvere sig i en direkte, åben og uredigeret dialog med kunder/læsere. Det kan virke besynderligt.

Det er længe siden at danske aviser kunne bryste sig med, at være det pædagogiske værktøj, der oplyste borgerne om samfundet. Dertil er der simpelthen for få læsere og for mange informationskilder i dag. Til gengæld er der fortsat kunder til produktet om end de er svindende.

Hvad om man rent faktisk så sig selv mere som en virksomhed med et produkt? Vil der skulle gives køb på den journalistiske frihed? Måske. Men helt ærligt, hvilken journalist ønsker at skrive artikler, der aldrig bliver læst og hvilken bladchef ønsker at trykke en avis, som ingen køber?

I virkeligheden tilretter man allerede i dag den journalistiske prioritet i forhold til det medie, som man er ansat på. Det er således måske blot et spørgsmål om at ændre fokus. I stedet for at se sig som ansat af avisen, så skal journalisten se sig som ansat af læserne/kunderne.

Hvor ville det hele være meget nemmere uden læsere, lyder det i et frustreret udbrud på redaktionen. Bare rolig. Det skal nok komme, hvis det fortsætter på samme måde.

Midt i en omfattende og lukningstruende aviskrise, så er det afgørende at turde skifte kurs. Ændre fokus, og helt oplagt give læserne et produkt, som de gider bruge tid og penge på. Den nemmeste måde at finde ud af, hvad der skal til, er at lytte til dem, og indgå en dialog med dem.

Jeg gad godt se det bladhus, der tør tage diskussionen om dagens avis i et åbent forum med læserne. Hvad var godt, hvad var skidt og hvad skal vi gøre bedre til i morgen. Diskussionen er der allerede ud hos læserne. Den er der faktisk også internt i bladhusene om end det her måske nok mere har form af en status fra chefredaktionen end en diskussion mellem medarbejderne (med mindre man befinder sig i en kantine eller et rygerum).

Hvorfor ikke lade læserne være med til at præge morgendagens avis? Det er trods alt dem, der skal bruge penge på den. Det kan være angstprovokerende at få revset sit produkt offentligt. Modsat signalerer det også seriøsitet og ikke mindst åbenhed.

Blev avisen prioriteret forkert, gik man over stregen med et bestemt billede eller var der et spørgsmål, der ikke blev stillet til en af kilderne. Der er nok at diskutere og ind i mellem alle brokkehovederne, så er der de engagerede, løsningsorienterede og fremadskuende læsere, der rent faktisk har noget på hjerte og som bare har manglet et sted at komme af med det. Og ikke mindst blive hørt.

Det sidste er naturligvis helt afgørende. At åbne for en diskussion uden at tage det alvorligt eller agere efter det, er det samme som selvmord ved højlys dag. Det vil blot give ekstra ammunition til kritikerne, der så oven i købet har et sted at fyre det hele af.

Mulighederne for at inddrage læserne har været tænkt mange steder, og det er slet ikke nyt rundt omkring i bladhusene, men det er som om ingen rigtigt tør tage skridtet fuldt ud.

Jeg har allerede hørt argumentet om, at 1. man ikke skal udstille sine egne svagheder 2. man ikke skal give konkurrenterne indblik i, hvad man pusler med og 3. hovedparten af læserne er ’den ældre generation’, der ikke er vant til at bruge debatfora, blogs og lignende.

Lad mig bare skyde dem ned.

1. Det er aldrig rart at blive kritiseret, men sandheden er jo sådan set, at kritikken allerede er der. Ved at dirigere kritikken ind i eget regi får man mulighed for at se, hvad det er der snakkes om. Man får samtidig et sted at svare igen, forsvare sig og idéudvikle. Formår man at tage kritikken til sig og rette til, så får man helt sikkert højnet sit image og man bliver i højere grad læsernes avis.
2. Konkurrencesituationen skal naturligvis tages alvorligt, og er man løssalgsavis så vil man naturligvis nødigt se gode ideer udviklet det ene sted effektueret hos konkurrenten. Til det er der blot at sige, at hvis en idé er god nok, så vil den på et tidspunkt også dukke op hos konkurrenten. Opstår den hos dig, så er du foran, og læserne, der jo kan følge med på sidelinien, skal nok belønne dig, hvis du rent faktisk agerer i forhold til input.
3. Nu er hovedparten af danskerne på nettet, men der er naturligvis forskel på, hvor aktive de er. Dem under 35 er mere aktive end dem over 50 år, men så er det nærliggende spørgsmål jo om man vil lave en avis, der satser på det grå guld eller satser på alle os andre. De førstnævnte er loyale avislæsere, men de falder fra af naturlige årsager. Dem under 35 år har måske aldrig haft en avis i hånden, de bruger internettet, er vant til at være kritiske over for produkter de køber og de er vant til at skrive godt og skidt om det online. De er samtidig meget svære at få ind som abonnenter, men er så modsat dem, der skal holde den trykte avis i live på lang sigt. En langsigtet strategi er at satse på de unge, og den kloge starter med at tage dialogen med dem og rette produktet ind efter det. Det gælder uanset om man laver en avis eller et hvilket som helst andet produkt. Den der laver det, som folk vil have, er dem, der sælger mest.

Det er en oplagt udfordring, at indlede en dialog med læserne, men spørgsmålet er om man har råd til at lade være. Det interessante er ikke, hvad det koster at gøre det. For det er ikke dyrt, hvis man vel og mærke gør det rigtigt. Til gengæld er meget forpligtende, og hele organisationen skal være parat til at agere i forhold til det input, der kommer. Er man det, så er man til gengæld også parat til at fremtidssikre produktet.

Relaterede:

1. Print light skal skoddes
2. Mediesociolog anbefaler færre udgivelser
3. Rapport: Aviser bør skæve til The Economist

1. Det kan virke banalt, men det er helt grundlæggende, at alle henvendelser skal læses. Det betyder, at mailpostkasser – uanset om de er til hele redaktionen eller den enkelte redaktionelle medarbejder – bliver læst, og behandlet. Løbende og ikke kun én gang om ugen.
2. Nøjagtigt som tilfældet er med det journalistiske arbejde, så er det vigtigt, at man i sin mail-korrespondance har blik for målgruppen. Standardiserer man sin respons på henvendelser, så skal tonen passe til modtageren.
3. Vær opmærksom på, at læseren/brugeren rent faktisk får et svar, der passer til henvendelsen. Er der tale om et standardsvar, så skal det passe til alle tænkelige henvendelser. Er der tale om en dedikeret respons, så skal der – naturligvis – være et svar, der imødekommer henvendelsen.
4. Drop 3. Person. Det virker simpelthen ikke, at benytte "vi" i et svar på en mail, der er sendt direkte til en journalist/redaktionel medarbejder. Brug af 3. person skaber afstand, mens 1. person skaber et nærvær, der ofte har en positiv effekt på modtageren.
5. Skriv kort og alment forståeligt.
6. Brug aktivt sprog (aktive udsagnsord). Det gør mailen nemmere at læse.
7. Hav respekt for modtageren. Uanset om vedkommende er klogere, dummere eller staver alternativt. En mail til én bruger/læser er nøjagtigt lige så vigtig for mediets image, som de artikler, der præsenteres online til de mange.
8. Vær ærlig. Er der tale om berettiget kritik, så beklag fejlen og ret den!
9. Skab en fælles mail-politik, således at der er enighed om, hvordan og ikke mindst hvor hurtigt man som redaktion skal besvare henvendelser.

Skulle man være interesseret i en generel optimering af den skriftlige kommunikation mellem virksomhed og kunder, så kan man starte med "Skriv professionelt" og "Skrivekultur i mailen".

Relaterede:

1. Så svar dog
2. Grønlandske Sermitsiaq lader læserne stille live-spørgsmål til Air Greenland-direktør
3. MediaWatch skriver, at få danskere bruger Twitter – men er tallene nu også korrekte?

Ordene er mere end en gang fløjet henover skrivebordene rundt om på redaktionerne. Typisk i spøg, men de afslører alligevel et problem. I hvert fald hvis man ser på den direkte korrespondance mellem journalister og læsere/brugere. Er den således tilstede, hvilket faktisk er skræmmende sjældent, så er den ikke præget af professionalisme.

I de fleste virksomheder eksisterer en mailpolitik. Retningslinjer for, hvordan virksomheden korresponderer med kunder, samarbejdspartnere og presse.

En sådan politik finder man sjældent på danske avisredaktioner, selvom man her får betydeligt flere direkte henvendelser. I særdeleshed til de journalister, der skriver online.

Efter mange år i onlinebranchen, så er jeg fuldt ud klar over, hvor massiv mailmængden er. Det nemmeste er at registrere og undlade at reagere i forhold til afsenderen. Uanset om der er tale om korrektioner af indhold, almindeligt sure opstød eller tip til artikler, som man har skrevet.

Jeg har mere end en gang oplevet journalister, der har reageret på personangreb med et tilsvarende personangreb på afsenderen. Konsekvensen er typisk blot endnu flere personangreb.

 Andre journalister vælger at besvare de sure mails med en venlig tone, hvor man stadig tilbageviser – eller bekræfter – kritikken. Det er mit personlige indtryk, at det oftest udløser en ny og langt mere respektfuld respons fra brugeren/læseren.

Så burde konklusionen egentligt være lige til. Tal pænt til dine brugere/læsere og de vil behandle dig derefter. Det er blot ikke et tema, som man har indtryk af fylder ret meget rundt om redaktionerne. Uagtet at brugere/læsere er den helt overskyggende "kunde" i butikken.

Det er service, og det betaler sig.

Spørg en hvilken som helst virksomhed om betydningen af et godt og positivt forhold til kunderne og de vil hver og en afsløre, at det er afgørende for virksomhedens eksistens. Spørg i et mediehus, og du vil få nøjagtigt samme svar. Det afspejler sig dog ikke i den direkte kontakt.

Hovedparten af journalister vil reagere med modvilje, hvis de fik besked på at skrive retur til alle læsere, der henvender sig på mail. Det er her en fælles politik på området hjælper. Skab klare retningslinjer for, hvilken type henvendelser man SKAL reagere på og hvilke man KAN reagere på, hvis tiden er til det, samt retningslinjer for, hvordan man skriver retur. Det mindsker den tid, der skal til for at få det overstået.

Gevinsten er øget respekt fra læserne/brugerne, der oplever at de bliver taget alvorligt. De vil herefter føle en øget tilknytning til mediet. Det forbedrer mediets image, det øger loyaliteten og det kan mærkes på trafikken/bladsalget.

Relaterede:

1. Svar på tiltale
2. Journalistens rolle i Twitters tidsalder: Søg og filtrér
3. Linktip: Journalisthøjskolens rektor, Anne-Marie Dohm, taler om Twitter og Iran i dimissionstalen

 Alle de andre bagere må ty til mere moderne kanaler, og de er ikke gratis. Faktisk er de ofte dyre, og ikke altid pengene værd.

 Hvad stiller bagermesteren op, når han gerne vil have sig markedsført i sit nærområde?

 Mulighederne begrænser sig for de fleste til den lokale avis, og her står man så med to muligheder. Enten at reklamere i dagbladet, der ofte dækker et væsentligt større geografisk område end det bageren har behov for at komme ud til (men i sagens natur må betale for), eller den gratis ugeavis, der måske kommer i et mere begrænset område, men kun kommer én gang om ugen og i øvrigt ikke giver garanti for, at det er potentielle nye bagerkunder, der kigger med.

 Tilbage står så mere kreative indslag, såsom happenings, der kan give redaktionel omtale, plakater, posters og lignende. Besværlige og dyre løsninger.

Det er åbenlyst, at der faktisk ligger et marked for nytænkende medier netop i denne gruppe af små erhvervsdrivende.

Det kan blive en afgørende indtægtskilde for lokale onlinemedier, der i et trængt marked skal satse på netop den lokale forankring.

Det kan være fint med få, store kunder blandt annoncørerne, men de har også interesser andre steder og man gør sig sårbar overfor konjunkturerne. Hvad sker der, når én stor annoncør trækker sit engagement? Det gør ondt.

Det er langt sundere, og langtidsholdbart at satse på de små, lokale annoncører. Det giver loyalitet – ikke kun på annoncørsiden, men også på brugersiden, fordi de vil opdage at annoncerne giver langt mere mening og har mere relevans.

 Det handler helt konkret om at jagte de små penge, fordi de faktisk kan vise sig langt nemmere at få fingre i.

 Det tager tid at opbygge en onlineforståelse og en annoncørportefølje, når man skal rundt til alle de små erhvervsdrivende, men faktisk er der ofte allerede taget det første skridt, fordi de erhvervsdrivende – i mangel af bedre – allerede annoncerer i den ugeavis, der befinder sig i samme mediehus, som det onlinemedie, der i virkeligheden har et langt bedre produkt at tilbyde.

 Kommer onlinemediet så til at tage penge fra ugeaviserne? Ja. Men der vil ret hurtigt blive tale om et samlet plus på bundlinien. Annoncørerne opdager, at der er langt mere effekt i annoncering online, hvor man rent faktisk kan ramme langt mere præcist både geografisk (hyperlokalt) og i forhold til målgruppe. Det kan sagtens betyde, at annoncørerne på sigt satser flere penge på annoncering.

Bagermesteren, der har en kvart side i ugeavisen, og ikke nødvendigvis mærker den store effekt, vil i stedet satse på små tekstannoncer på det lokale onlinemedie og være sikker på, at de kun bliver set af folk, der rent faktisk har en tilknyttet til hans/hendes område. Prisen vil være styret af tid/sidevisninger og derfor gøres individuel, hvilket ikke er tilfældet med almindelige avisannoncer, og han/hun får konkret statistik på sin annoncering.

Bageren vil ganske hurtigt kunne opleve en effekt i kasseapparatet, hvorefter han helt sikkert bliver hængende blandt annoncørerne og måske ligefrem skruer op for den del af budgettet.

Følger der flere udgifter med for onlinemediet, der skal administrere mange, små annoncører? Ikke hvis det gøres rigtigt. Google adwords har allerede vist vejen …

Relaterede:

1. Afskaf telefonbøger – og aviser?
2. Print light skal skoddes
3. Nekrolog over websitet – fremtiden er desintegreret

 Der er tale om en markant oprustning i forhold til det, der tidligere er blevet tilbudt af lokal nyhedsdækning på Sjælland. Ikke mindst er der tale om gratis nyheder, hvilket er et skifte for Sjællandske, der tidligere havde betalingsmur omkring sit indhold – med en beskeden trafik til følge.

Midt i glæden over oprustningen, så er der dog tale om en konservativ løsning, hvor der er plads til forbedringer, og hvor der – naturligvis – skal klares nogle børnesygdomme omkring blandt andet billedbrug, rubrikker, prioriteringer etc.

 Nu skal sn.dk have lov til at finde sig selv, sine brugere og ikke mindst gøre sig erfaringer omkring den redaktionelle profil, således at produktet optimeres i forhold til såvel annoncører som brugere.

 Men lad mig dog bare allerede nu påpeger nogle meget iøjnefaldende områder, som man klart bør overveje at se nærmere på.

• Seneste nyt er præsenteret i et statisk setup, hvilket er i direkte strid med indholdets koncept. Hvor er tidsangivelsen? Netop tidsangivelser er med til at signalere, at der er tale om et site, der opdateres løbende.

• Og nu vi er ved Seneste Nyt, så bør sn.dk overveje, hvad man egentligt vil have med, og skal altid præsenteres identisk. Netop nu er ”Ny læk i amerikansk rumfærge” seneste nyhed. Nummer tre på listen er "Græsk antiterrorpolitimand dræbt i Athen". Jeg har forståelse for, at man gerne vil have hele nyhedsstrømmen samlet, men det er bliver uprioriteret (det er jo end ikke prioriteret efter tid, når man ikke præsenterer publiceringstidspunktet). Det er min erfaring, at brugerne af lokale nyhedssites bruger disse sites på grund af det lokale indhold. Trafikken i eksempelvis udenlandsstoffet er begrænset i forhold til mængden. Det giver langt bedre mening at tage nationale/internationale nyheder og give det en lokal krog. Og så skal det nævnes, at seneste nyt er prioriteret både med tid og sektion nederst på forsiden!

• Der er tænkt i brugerinvolvering med såvel mulighed for at debattere og for at anbefale en artikel, men logikken i sidstnævnte er ikke nem at få øje på. Hvorfor præsenteres jeg for "Polsk trussetyv snød alarmen i Bilka" i forbindelse med artiklen ”Løverne gør det igen” (omhandler Lions arrangement ifm Sankt Hans)? Og hvad laver den lille kasse i øvrigt der? Det havde givet mere mening med links til relevante artikler – men faktisk er der slet ikke links til andre artikler – heller ikke der, hvor det ville give klar mening.

• Hvide pletter kan ikke undgås på nyhedssites. Det er dog problematisk, når det bliver mere reglen end undtagelsen. Det sker desværre på artikelsiderne, hvor man tillader to bannerannoncer ved siden af artiklen. Det kan fungere, hvis man har stramme regler for størrelserne og i øvrigt forventer at det redaktionelle indhold har en vis længde. Det er ikke tilfældet på sn.dk, hvorfor man flere steder oplever så store hvide pletter, at jeg ikke tror brugerne kommer længere ned ad siden.

• Forsideprioriteringerne virker logiske så langt, at man faktisk satser på de lokale nyheder. Jeg kan dog komme i tvivl om, hvorvidt, der er tale om en form for automatik eller rent faktisk styres af menneskehånd. Denne morgen var tophistorien fra dagen forinden kl. 15.45. Det kan man leve med (hvis det er en undtagelse), når man kender til nyhedsstrømmen, men sn.dk bør overveje at arbejde med planlægning af publicering, så man altid har en frisk tophistorie om morgenen. Det gik dog helt galt kl. 8, da tophistorien blev skiftet ud med en historie fra dagen forinden kl. 15.26 (!) Blandt de fire øverste lå i øvrigt også en artikel (uden billede, hvilket også er problematisk i det valgte layout) fra dagen før kl. 12.08. Her er vi ude i noget der ligner en et døgn gammel nyhed. Det må man kunne gøre bedre, når man har et så stort område at hente nyheder i.

Jeg vil med stor interesse følge sn.dk fremover. Ikke kun fordi jeg er i den geografiske målgruppe, men også fordi det er det nyeste site, og derfor burde afspejle udviklingen inden for nyhedsformidling online. Her er der stadig en del at arbejde med. Til gengæld kunne det også være interessant at vide, hvor mange journalistiske ressourcer, der rent faktisk er kastet ind i projektet.

Det giver ikke sig selv, at man vil være Sjællands førende medie på nettet, hvis ikke man også investerer i indhold. Det er en massiv opgave at give folk nok lokalt indhold til at de rent faktisk føler sig ordentligt orienteret.

Relaterede:

1. Borgerjournalistik: Et lokalt fænomen?
2. Lokalmedier, se her: Mozilla Geode
3. The New York Times fortæller, hvad man skal holde øje med på valgaftenen

Det er The Global Language Monitor, der har udpeget Web 2.0 til ord/udtryk nummer en million i det engelske sprog. I alt 15 ord/udtryk var med i opløbet.  

Web 2.0 "vandt" kapløbet 10. juni kl. 10.22 engelsk tid.

Ord nummer 1.000.001 blev Financial Tsunami.

Antallet af ord i det engelske sprog er omgærdet med en hel del usikkerhed, og ikke overraskende har The Global Language Monitors optælling fået masser af kritiske røster på banen. Det får dog ikke The Global Language Monitor til at stoppe sin optælling. Deres kriterier for at ord kommer med, kan ses på deres site.

Relaterede:

1. Subscribe to this blog in YOUR language
2. Facebook Connect nu tilgængelig på 64 sprog
3. Global Voices holder 100-mands redaktionsmøder via den interne blog

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Relaterede:

1. Unge amerikanere er stadig vilde med papir, eller er de?
2. Vi ser et skift mellem medieplatforme, ikke medieudbydere
3. Kan en IT-afdeling mikroblogge?

Har du fået dig en Twitter-profil? Nå, men du er da på Facebook, ik’?

Nej. Det er faktisk ikke alle, der ude blandt journalister og mediefolk, der netværker online eller mikroblogger. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Ikke fordi Twitter eller Facebook er lyksaligheder i sig selv, men fordi det er der læserne/brugerne er, og derfor bør alle journalister naturligvis også være der. Skal medierne overleve, så kræver det, at de er vedkommende og nærværende. Og så bør man respektere, at en stor del af læserne/brugerne faktisk bruger en stigende del af deres dag på Facebook.

Giver Facebook bedre journalistik? Ikke nødvendigvis. Er Twitter afgørende for nyhedsformidlingen? Det kan den være.

Det er for så vidt heller ikke grunden til dette indlæg.

Det handler primært om at sikre, at man som journalist eller kommunikatør er opdateret. Ikke blot på begivenheder, men også på den virkelighed, som man skal agere i.

Det er faktisk ikke alle mediefolk, der er hoppet med på Facebook-bølgen. Endnu færre er på Twitter.

Forklaringerne er mange. Nogle vil pege på en generationskløft, andre på den kendsgerning, at man dårligt kan nå at sætte sig ind i et nyt internetfænomen, før det afløses af noget andet.

Begge dele er ikke gangbare undskyldninger. De er faglige selvmord.

Ja, Facebook og Twitter bliver helt sikkert afløst af noget nyt, der igen forsvinder til fordel for noget endnu mere smart. Men der er ofte tale om en evolutionær udvikling. Der bliver sjældent lavet revolutioner. Dermed er det langt nemmere at forstå de nye fænomener, hvis man allerede har været en del af forgængeren. Det er en betydeligt større omvæltning, hvis man vælger at springe mellemregningerne over.

Jeg har flere gange hørt beklagelsen om, at der bliver stillet for mange og nye krav til journalister. Til det må svaret lyde: Forestil dig det modsatte.

Og prøv så at overvej, hvorfor det egentligt var, at du blev journalist i første omgang.

Handlede det om at være en del af virkeligheden, nuet, skabe forståelse af den virkelighed, som læserne befandt sig i eller …?

Som en sidebemærkning skal nævnes Danmarks Journalisthøjskoles minimumkrav til studerende på grunduddannelsen. Det er et fingerpeg om de helt grundlæggende ting, der skal være på plads i værktøjskassen, hvis man skal kunne fungere som journalist i virkeligheden 2.0. Det er ikke nok at mestre det skrivetekniske, og det bør måske give grund til lidt selvransagelse rundt om blandt de rutinerede "skriverene" i de danske mediehuse…

Relaterede:

1. Ny feature: Opdatér Twitter – fra Facebook
2. Derfor sagde Twitter nej til Facebook
3. Linktip-indlæg fremover kun på Facebook og Twitter

I USA, hvor adskillige traditionsrige mediehuse hænger på kanten af konkurs, diskuteres brugerbetaling på store konferencer, mere eller mindre hemmelige møder og i debatfora med deltagelse af topchefer fra alle hjørne af landet. Nu har API (American Press Institute) lanceret deres indspark til debatten. En hvidbog om man vil. Budskabet er klart, at der er potentiale i brugerbetaling.

Hele sagen er lagt på nettet af Nieman Journalism Lab. Og kan læses her (.pdf)

Relaterede:

1. Internettet overhaler aviserne som nyhedsmedie i USA
2. Facebook overhaler BBC i Storbritannien
3. 12,7 milliarder amerikanske videovisninger i november – 34 procent stigning

Der kan være god grund til at overveje eksempelvis betalingsmodeller, men for nogle er det at springe en hel del mellemregninger over. For det giver ingen mening at tage betaling for noget, der i sin basis end ikke er gennemarbejdet. Det samme gælder allokering af ressourcer til online. Det er ikke et løft, hvis man ikke er helt klar over, hvad man vil og hvordan.

Til dem, der stadig bevæger sig på usikker grund, så er der nogle basale ting, der bør indgå i overvejelserne. Ti af dem er her. Det er ikke opskriften på succes, for der ligger faldgruber og yderligere overvejelser i forlængelse af hvert enkelt. Men start bare her.

1 - Stol på online

Alt for mange lader overvejelser omkring print-udgivelsen influere på onlinekonceptet

2 - Arbejd online

Internettet kan en hel masse mere end alle andre nyhedsplatforme. Udnyt det. Det gør brugerne allerede

3 – Tænk tabloidt

Du skal sælge din vare. Brugerne er der ikke fordi, de har betalt for at få leveret dit indhold. Hver eneste tilbud (artikel) skal serveres, så brugerne gider klikke på det. Nøjagtigt samme betingelser som tabloidaviserne lever efter ude i kioskerne. Uden at det dermed er sagt, at du nu skal lave sensationsrubrikker.

4 - Begå fejl

Lær af fejlene og se dem som en måde at blive klogere på. Den der går nye veje begår fejl, men er også den, der finder guldet før de andre.

5 - Udnyt ressourcerne

Du kommer væsentligt længere med de rigtige mennesker i online-redaktionen. Reelt set kan man klare sig med færre personer, hvis det er de rigtige personer

6 - Genbrug

Det samme indhold kan give mening i forskellige sammenhænge. Udnyt, at brugerne ikke nødvendigvis besøger de samme sider på dit site eller dine sites, hvis du har flere

7 - Fokuser på styrkerne

Det er dyrt at satse på det hele. Brug ressourcerne med omtanke og optimer der, hvor du allerede står stærkt. Er du et lokalt nyhedssite, så gør dit lokale indhold endnu bedre og spar på det andet (og skal det alligevel med, så få nogle andre til at gøre det for dig – det kan måske klares med et gratis rss-feed fra de nyhedssites, der alligevel kan gøre det bedre end dig!) – brugerne vil elske dig for det

8 - Kom ud til brugerne

Vær til stede, der hvor brugerne er. De kommer ikke nødvendigvis til dig

9 – Omfavn din sælger

Drop de fine fornemmelser og knyt online-redaktion tættere på den kommercielle afdeling. Fokuser på de områder, hvor der er annoncekroner at hente. Det betyder ikke, at du sætter din redaktionelle uafhængig over styr

10 - The Long Tail

Du tjener ingen penge på dit indhold, men på den trafik, som det genererer. Sørg for indgange til dit indhold fra så mange forskellige steder på internettet som muligt.

Relaterede:

1. Good news, everyone: Journalisthøjskolen vil vænne de studerende til online-journalistikken
2. The Economist har succes – på papiret og på nettet
3. Reboot dag 1: Er online medieudviklingen ved at gå i stå?