THE LITTLE GIRL GREW UP

Final blogpost! Goodbye Blog!

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 02 Apr 2012 21:20:00 +0000

WOOPS - bloggen er flyttet i nye rammer. Kom videre til den nye adrese ved at klikke her:

www.deppeville.com

www.deppeville.com

Er du blogger? Så husk at rette dit link til min blog, så dit link peger det rigtige sted hen, det vil både dine og mine læsere blive glade for <3

Så er den nye blog klar - vær parat i morgen!!

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 02 Apr 2012 12:50:00 +0000

Jeg tænker at mit nye hår skal have lidt plads i rampelyset mens jeg (og mine yderst hardcore bidragsydere) knokler med at få bloggen klar til præmiere i morgen. 3. april 2012, så skal der skrives historie!

Jeg har allerede skrevet 2 nye blogindlæg som jeg har besluttet at lægge på den nye blog. Det ene handler om hvordan man pisser mig voldsomt meget af og historien om da jeg fik mine første stjernernykker (i sidste uge), og hvad jeg lærte.

Den anden handler om at dømme hinanden, det har vi jo vendt mange gange her på bloggen, men der er kommet en ny dimension på.

I morgen tidlig mellem 7.30 og 8.30 offentliggør jeg det nye link her på bloggen, og det bliver bloggens sidste indlæg, og som jeg skrev tidligere, så har jeg brug for at du laver en forhulens masse larm for den nye blog på facebook, i dit netværk og i din opgang (man kan jo danse med en post-it i panden).

I er rigtig mange der har fulgt mig længe, nu skal vi blive endnu flere!

WUHU - sommerfugle i maven!

Vi ses på den nye adresse

mens vi venter.

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 01 Apr 2012 07:19:00 +0000

Så har jeg klippet mit lange hår af :-) Der sker mange ændringer her for tiden! Arbejder stadig på højttryk på den nye blog, stay tuned :)

Så lukker bloggen! (Det er ikke en fake overskrift)

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 28 Mar 2012 18:25:00 +0000

Kære skønne læsere, Danmarks BEDSTE læsere!!!

Puha, jeg har helt sommerfugle i maven!

Så kom dagen alligevel til Anne Deppe. Bloggen lukker og slukker.

Jeg vil gerne benytte dette indlæg til at takke alle jer der har fulgt mig, mit liv, mine op og nedture indtil nu, I drømmer ikke om hvor meget det har betydet for mig at dele alle mine tanker, indsigter, successer og udfordringer med jer. Hvis I tror jeg har gjort en forskel for jeres liv, så skulle I bare vide hvad I har gjort for mit! Jeg ELSKER at skrive, ELSKER at høre hvad I rykker ved derude i det danske land (og Bruxelles og New York og Mexico og hvor I nu ellers sidder henne), men det er på tide at trække en streg i sandet. Jeg havde aldrig troet denne blog skulle blive så succesfuld som den er blevet, jeg havde aldrig troet jeg nogensinde ville lukke bloggen, jeg havde aldrig troet at jeg ville stå her hvor jeg gør nu og må sige farvel til noget jeg elsker så højt. Men af og til skal man slippe noget der er rigtig godt, for at få noget der er endnu bedre.

Og som oftest når jeg skriver indlæg som dette, så kommer der et tvist eller en overraskelse. For en ting er at jeg stopper med at blogge på www.modalleodds.blogspot.com. En anden ting er at jeg starter med et blogge et helt nyt sted, som jeg offentliggør indenfor ganske ganske kort tid. Her på bloggen naturligvis. Og når jeg giver jer den nye adresse, så har jeg brug for al hjælp i hele verden til at lave en forbandet masse larm, så vi kan få nogle flere med på "Deppe-vognen" (som jeg stadig ikke har fundet ud af hvad er, men I er flere der refererer til den i jeres kommentarer til mig).

Hvis du, ligesom jeg, gerne vil sige farvel og tak for denne gang til denne blog, til mig (midlertidigt), til dine med-læsere (der er jo et par af jer der er pænt modige og har ladet mig dele jeres historier), så skriv en kommentar nedenunder og lad os sige farvel til bloggen med et brag, med kærlighed og med hvad der ellers er af sjove ting derude. Med gulerødder?

Jeg elsker jer af hele mit hjerte, jeg håber I vil larme om den nye blog for mig så snart den er klar til at gå i luften!

Jeg GLÆDER mig til at præsentere navnet! Faktisk, ja, så udlodder jeg en bog til den af jer der gætter navnet :-)

LOVE!

PLease forgive me...

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 26 Mar 2012 21:02:00 +0000

Im so sorry... De af jer der har været med fra starten ved at min humor daler et par grader når natten nærmer sig. Man kan finde mange mærkeligheder hvis man bladrer tilbage i bloggens historik og finder den tid jeg var nattevagt og havde 11 timer pr nat jeg skulle have til at gå.

Lige nu er jeg vilst overtræt og lidt overgearet efter en overdosis Chai-the og to virkelig gode coachingsessions her til aften.

PS. Store ting sker. Jeg har her til aften købt domænet til min nye blog. Jeg er meget spændt på at se hvordan den kommer til at se ud. Og jeg hber naturligvis I har lyst til at flytte med.

Takket være den hjælp jeg fik fra 8 dejlige damer på Facebook er det nye navn nu fundet, domænet er købt og jeg skal så småt igang med design og opsætning.

Bum bum fallera, sov godt alle I skønne mænd og kvinder derude (jeg har overraskende mange mandlige læsere, det synes jeg er ret sejt)

Godnathue!

Jeg vælger dig, virkelighed!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 25 Mar 2012 12:32:00 +0000

(min forkølede potteplante og jeg er flyttet på altanen)

Åh kære læsere, jeg har så meget at dele med jer, og i dag vil jeg virkelig gøre et forsøg. Jeg er så lykkelig!

I fredags kom jeg hjem efter at have coachet i Odense i ca 14 dage. Det var vildt fedt og jeg kastede mig ud i nogle spændende udfordringer som jeg har lært rigtig meget af. Jeg kan naturligvis ikke fortælle hvad det handlede om, men jeg kan fortælle hvad jeg har lært.

Jeg har lært at vi skaber vores egen virkelighed hver eneste dag. Forstået på flere måder. F.eks har jeg et tema i mit liv der handler om at jeg er forkert. Da jeg voksede op var ”forkertheden” et mærkat jeg satte på mig selv (ubevidst) fordi det var den eneste logiske forklaring jeg kunne finde på at livet gjorde så ondt at leve. Det gør vi som børn. Vi sætter alle mulige mærkelige mærkater på os selv for at forklare en verden vi ikke forstår. Et af mine mærkater hed ”du er forkert”. 20 år og hundredevis af psykologtimer senere, er jeg ved at forstå hvordan verden hænger sammen. Hvis jeg bliver ved med at tro på mit gamle verdensbillede, at jeg må være forkert, så er det også det billede jeg vil søge hver eneste dag i min nuværende virkelighed – selvom den er galaxer til forskel for det liv jeg levede engang. Når der sker noget der gør ondt, så kan jeg passende putte det ned i min forkerthedskasse og sige ”der kan du bare se, jeg ER forkert”. Og så kan jeg sidde der og have ret. Problemet er bare at mit gamle verdensbillede spænder ben for (i mangel af bedre ord må jeg ty til dette =) mit sande jeg. Der er INGEN børn der er født forkerte, for lidt, for meget, belastende, som klods om benet, usynlige, værdiløse og hvad der ellers findes af mærkater derude. Ingen. Men vi skaber vores egen virkelighed ud fra de mærkater vi selv har sat på os selv engang vi var børn og ingen alternativer havde.

Det har vi i dag: Alternativer, og det er virkelig ved at gå op for mig at jeg hver dag har muligheden for at søge en anden sandhed end den jeg havde engang, og holde fast i at der er så mange versioner af virkeligheden derude, jeg skal bare turde lede efter den jeg ønsker for mig selv. I øjeblikket leder jeg efter en ny version af den virkelighed jeg har om mig og mænd. Jeg har et billede af at jeg skal være alene og at der ikke var nogen tilbage til mig dengang ”gud” hun delte ”eneste ener” ud. Jeg ved jeg er værd at elske, jeg har bare et forvrænget virkelighedsbillede der fortæller mig at jeg er alt for mærkelig til at nogen ville falde for mig. Samtidig har jeg en frygt for at finde en kæreste der ikke kan tåle at jeg har succes og ikke forstår mit behov for at udfordre det verdensbillede vi går rundt med, der ikke forstår at jeg er ligeglad med at blive dømt, fordi jeg kæmper for noget der er større end hvad folk i deres egne dagligstuer egentlig synes om mig. Det værste der kunne ske var at jeg mødte en der ville lave mig om så jeg passede ned i hans kasse, hans virkelighed. I dag er jeg begyndt at lede efter et andet virkelighedsbillede, og der åbner sig allerede en verden af alternativer, og jeg er spændt på at se hvor det fører mig hen.

Det sætter mig bare så meget fri at jeg har muligheden at vælge hvad der egentlig er sandt for mig. Det sætter mig så meget fri at jeg kan gøre lige præcis hvad jeg ønsker med mit liv. Det sætter mig så meget fri at jeg hver eneste dag bliver bedre til at passe godt på mig selv og mærke hvordan min krop egentlig har det.

Hele denne sandheds-snak springer ud af en konflikt jeg var mægler på mellem to mennesker i en coaching situation for noget tid siden. Jeg var neutral, og lyttede til hver deres version af hvad der var sket. Og det interessante var at de begge to havde den ”rigtige” version af hvad der var sket. For det var præcis sådan de havde oplevet situationen hver især. Deres oplevelser lå bare milevidt fra hinanden. Så spørgsmålet er ikke – hvem har ret, for der er ingen der har ret. Spørgsmålet må være hvilket outcome de begge to ønsker, og en bevidsthed om hvad det kræver for hver person at nå derhen til.

Det var en lang smøre om alt muligt der ikke har ret meget med lykken at gøre. Og måske har det alt med lykken at gøre, hvem ved? Så hvorfor er jeg lykkelig? Det er jeg fordi jeg vågner om morgenen og er glad. Jeg kan ikke længere mærke min puls i mit øre fordi jeg er presset, jeg kan i stedet trække vejret, og jeg har en ustyrlig lyst til at danse.

Lige nu, i dette øjeblik, ligger jeg på min altan, med hoved og computer under en paraply og lytter til lyden af børn der pludrer, kammerater der griner, noget der bipper et sted og summen fra Nørrebro. Jeg var til to vidunderlige fødselsdage i går med masser af dejlige mennesker, jeg holdt fast i ikke at drikke alkohol (simpelthen fordi jeg ikke kan lide det), jeg tog hjem i god tid fordi jeg skal skrive et foredrag færdigt i dag (holder foredrag i Nordborg på torsdag) og jeg har bare lyttet så meget til mig selv.

Livet er vidunderligt, og jeg er virkelig heldig fordi jeg har fået et!

Friday&Me

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 23 Mar 2012 22:12:00 +0000

Lykken er at komme hjem efter 14 dages arbejde i Odense, lave en lækker smoothie, snakke med en god ven i telefonen, mens man sidder på sin altan og nyder stjernerne.

Jeg er lykkelig idag!

Hvilke blogs er du inspireret af for tiden? Jeg mangler inspration :-)

Do spam!

Her er den - guiden til hvordan du kan lave andre om:

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 21 Mar 2012 22:06:00 +0000

1. Det er ikke mulig at ændre andre.

2. Hvis du er nødt til at lave om på andre for selv at blive tilfreds, bliver du det nok aldrig, for der findes kun én, som du muligvis vil kunne lave om på.

3. Det kan ikke lade sig gøre kun at omgås de dele af mig, som du vælger ud. Når vi er sammen møder du hele mig og risikerer hele tiden at støde på noget af det, du ikke bryder dig om. Hvis du finder bare én side hos mig, som du ikke kan acceptere, kan du vælge at forlade mig, eller du kan vælge at blive hos mig i håb om, at du før eller senere vil kunne lave om på mig. Hvis du forventer at vores forhold bliver godt, hvis bare jeg forandrer mig, kan du få lov at vente hele livet.

4. Hvis du let bliver fornærmet, forulempet, irriteret, vred eller på anden måde kommer i oprør på grund af mig, ville det naturligvis være snildt, hvis du kunne lave om på mig. Men eftersom det ikke kan lade sig gøre at lave om på mig, er der ikke andet at gøre end at finde ud af, hvorfor jeg irriterer dig så meget, at du vil forandre mig. Det er en ældgammel erfaring, at du har lettere ved at se en lille plet på din næstes næse end en stor på din egen. At du vil lave om på mig, kan derfor skyldes, at du tilfældigvis selv har netop den egenskab, som du vil ændre hos mig.

5. Du kunne måske få mig til mod min vilje at opføre mig sådan, som du vil have det. Der er nok af metoder: indoktrinering, opdragelse, kritik, reklame, propaganda, smiger, overtalelse, afpresning, provokation, trusler, undertrykkelse og vold. Men tvang eller manipulation forandrer ikke mig ? kun min opførsel.

6. Det ville være kedeligt, hvis du var nødt til at lave om på andre for selv at blive lykkelig. Selv om det var muligt at forandre andre, ville det være upraktisk. De andre er jo så forbistret mange, og du er bare én.

7. Hvis det var sådan, at du kunne lave om på andre, så kunne andre jo også lave om på dig. Så ville du får problemer, for hver eneste, du møder, har sin egen opfattelse af, hvordan du burde forandres. Men hvordan skulle andre kunne lave om på dig. Du kan jo dårligt nok lave om på dig selv.

8. Fornægter du det du ser, belastes du ikke bare af det du ser, men også af besværet med at fornægte det. At se på mig, som jeg er, bliver derfor lettere end at se på mig som den du vil se, hvad enten du idealiserer mig eller fordømmer mig. Accepterer du, at jeg er den, jeg er, slipper du for at blive ophidset, når du opdager, at jeg ikke er den, du synes, jeg burde være, og du bliver sparet for alle de skuffelser, som skyldes dine egne urealistiske forventninger.

9. Accepterer du mig, indebærer det ikke, at du ukritisk godkender mine handlinger eller lader mig træde på dig, men bare, at du ser mig, som jeg er, og giver slip på den illusion, at jeg kunne have været anderledes. Ved at acceptere andre, befrier du dig selv fra en byrde af nag, bitterhed, græmmelse og had. Accept er ingen gave til den du accepterer, så du kan godt unde dig selv at tilgive uden at forvente eventuelle undskyldninger. Du behøver ikke engang informere den, det drejer sig om.

10. Forestil dig, at du bliver flyttet til en verden, hvor du kan forandre andre, men ingen kan forandre dig. Så varer det ikke længe, førend du har forandret dine omgivelser, så at ingen forstyrrer dig, og alle accepterer dig og lever op til dine forventninger. Når du længe nok har fået alle andre præcis derhen, hvor du vil have dem, kommer du nok til at længes efter omgivelser, der udfordrer dig ved ikke at lade sig lave om. Det du så ville ønske dig, kunne vise sig at være den verden, du lever i netop nu.

11. Når du har indset, at det ikke kan lade sig gøre at ændre andre. holder du naturligvis op med at forsøge på det. Så kommer du ikke med flere bebrejdelser, vurderinger, formaninger og gode råd, som jeg ikke har bedt om: du skulle egentlig?..du må naturligvis?..det ville være bedst, om du.?..jeg synes, du burde??hvorfor vil du ikke?..hvordan kan du synes??Jo mindre du har at sige til mig, jo mere lytter du og får da et ændret billede af mig, til trods for, at ingen af os har forandret mig

12. Så holder du op med at ærgre dig over, at du ikke kan lave om på andre og begynder at glæde dig over, at de heller ikke kan lave om på dig!!!

(Fra bogen - kunsten at ændre andre)

Lebbe Love - hvad skal du i aften?

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 19 Mar 2012 12:36:00 +0000

Hvis du har en friaften i denne uge, så SKAL du tage på gay baren Vela i Viktoriagade (kbh) og se stykket "Lebbe love" af theatergruppen "Hils din mor".

I lørdags var jeg på Vela. Det var min anden gang på Vela, første gang var jeg derinde i 5 minutter for at finde ud af om jeg var lesbisk. Det var jeg ikke, og så gik jeg igen. Jeg kender en del homoseksuelle, og alligevel bliver jeg lidt mærkelig når jeg så træder ind på en bar, hvor jeg får følelsen af ikke at høre til fordi jeg nu engang (indtil videre i hvert fald) er tiltrukket af mænd. Jeg opdagede i hvert fald at jeg stadig har en del fordomme, eller rettere, ting jeg ikke helt forstår fordi jeg aldrig har bekymret mig om at finde svarerne.

Jeg overgav mig til Vela, en 100 år gammel luderbar der i sig selv er en virkelig fornøjelig oplevelse. Indretningen, væggene, stemningen, Geisha'erne på det der engang var vinduer. Vela er et utrolig smukt sted at besøge. Derefter overgav jeg mig til mine egne fordomme, og besluttede mig for at holde op med at gøre mig forkert for at have dem. Jeg tændte for min nysgerrighed, og nu havde jeg jo sådan set også bevæget mig derind for at se et stykke der handler om lesbiske, om fordomme og om kærligheden.

1 time senere var jeg fuldstændig og aldeles i kontakt med hele min krop. Skuespillet er en times monolog, og jeg var fuldstændig opslugt af stykket fra start til slut og et par dage derefter. Stykket er uhyre velskrevet og går til både fordomme, skam og kærlighed på en måde jeg aldrig har set den før. Jeg grinede, jeg fik tårer i øjnene. Jeg er i forvejen optaget af at der under mig, under min generation, er kvinder der har kæmpet for at jeg idag, som kvinde, har ret til at stemme, at min stemme er lige så meget værd som en mands, at jeg er værdig. Jeg er kommet til at bilde mig selv ind at kampen er slut. Men kampen er langt fra slut. Hver eneste dag er der kvinder (og mænd) der kæmper for retten til kærlighed, til at udtrykke sin kærlighed, uanset om det er ne mand eller en kvinde man har forelsket sig i. Retten til at holde sin elskede i hånden når man går ned ad strøget.

Nårh, så det er bare sådan noget kvinde-kamp pis vi har hørt 100 gange før?

Nej. Du skal kun se stykket hvis du er nysgerrig på hvordan det egentlig er at være lesbisk. Hvilke kampe der hører med på tallerkenen når du bestiller menu 2 "At være lesbisk". Eller når det er blevet bestemt et andet sted fra og du ikke blev spurgt.

Du skal se stykket hvis du er interesseret i at lære noget om kærlighed.

Du skal se stykket hvis du har lyst til at SKRALDGRINE og hvis du har lyst til at tage derfra med en følelse af, at dén time, den er fandme givet godt ud!

Jeg er slet ikke færidg med at mærke efter hvad stykket har rørt i mig. Grunden til jeg alligevel skriver denne anmeldelse nu er fordi stykket kun kører frem til d. 23 marts, så du har travlt (og kom tidligt, for det rygtes hurtigt, og pladserne bliver revet væk)

Alle de fordomme og uvidenheder jeg skammede mig over at have, de har sluppet mig. Jeg er stadig spørge-jørgen agtig når jeg møder lesbiske, men det er fordi jeg simpelthen er så nysgerrig på folks historier, hvilke udfordringer det har medført og så inspirationen der ligger i alle mennesker der rejser sig.

Hils din mor! (Og tag hende med ind og se stykket!)

PS - det er gratis :)

dagens outfit (igår)

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 18 Mar 2012 14:26:00 +0000

Igår så jeg blandt andet sådan her ud. Blandt andet, fordi jeg havde 3 forskellige outfits på. Det sidste involverede lange ski-underbukser, så det sparer jeg jer for.

Igår så min to-do-liste således ud:

Gå tur med ven i frederiksberg have
Hente sko i butik
Hente repareret cykel hos cykelhandler
Hjem og hente papirer og læsse sko af
Til SAS hotellet og interviewe et ikon indenfor frisørverdenen, Anthony Mascolo og hans skønne kone Pat (de har været gift i 26 år og jeg spurgte hvad hemmeligheden var - den kommer til jer senere).
Hente billetter + pressekort til hårshow søndag (idag kl 16 i tivoli)
Hjem og skifte tøj
På Vela (Gay bar) og se theaterstykket "Lebbe Love" af theatergruppen "hils din mor"
Ud og danse med veninde

Tjuhej, og så er den lørdag vist gået!

Nu er jeg på vej til hårshow med Anthony Mascolo, det glæder jeg mig til!

U-turn! Blogindlægget der insisterede på at blive skrevet!

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 14 Mar 2012 22:15:00 +0000

Crap! Jeg har lige sagt godnat på Facebook, havde besluttet at gå i seng, og så kommer den velkendte kriblen i mine fingre og noget i min hjerne hvisker "blogindlæg!". På dage som disse, når der sker ting der er så vigtige at de vender mit liv 180 grader, så er jeg altså nødt til at skrive. Og idag var sådan en dag.

Da denne begivenhed involverer andre end mig selv kan jeg ikke skrive i detaljen (endnu) om hvad det hele drejer sig om. Men jeg kan skrive det vigtigste, det der altid er det vigtigste, og det er den læring jeg henter. Livet tilbyder os alt muligt crap, i hvert fald ligner det crap når vi får det serveret, men jeg er efterhånden så trænet i at kigge efter gaverne på bunden af lortespanden, og jeg har endnu ikke stået i en situation hvor, uanset hvor ondt det gjorde, så har der ligget en værdifuld læring på bunden og ventet på mig. Jo hurtigere jeg beslutter mig for at dykke ned efter den, jo kortere tid lugter det.

Her er aftenens 2 vigtigte statusopdatringer på facebook:

"Så så man lige mig lyde tjekket, hold da kæft mand for en blærebemærkning - den fortjener lige en plads i solen (jo den gør Anne, for det ér stort!!)! Citat fra Anne til veninde der spørger hvorfor jeg ikke er hjemme næste uge:"Jeg skal til Odense og coache mandag og tirsdag, onsdag skal jeg coache ude i lufthavnen (er blevet booket af XXXXX), torsdag coache i lufthavnen, flyve til sønderborg direkte fra lufthavnen, holde foredrag torsdag aften, tilbage fredag morgen, coache i lufthavnen og så weekend.". Jeg er taknemmlig over det arbejde jeg har skabt mig, og som jeg har arbejdet hårdt for at opnå. Jeg er taknemmelig over at jeg valgte at udfordre min skæbne og tro på at der var et alternativ til et liv i hashtåger, i kriminalitet og med mænd der hader kvinder. Af hjertet tak for kærligheden, uden den var jeg ikke her idag!"

Den første statusopdaering (se ovenfor) handler om to ting. Den handler om at jeg selv begynder at anerkende det liv jeg har skabt mig. For to år siden gjorde min coach mig opmærksom på at jeg blev ved med at bruge ordet "sindssygt" når jeg omtalte mit liv. Det hele var sindssygt. På den gode måde. Det var "sindssygt" at jeg skulle mødes til the med en af de mennesker der for blot få måneder siden var en uopnåelig inspirator for mig. Nu skulle vi mødes til the. Det var sindssygt at jeg fik et eksklusivt ene-interview med en af Hollywoods mest anerkendte frisører. Det var sindssygt at jeg havde så mange kunder uden at have brugt en krone på markedsføring.

Pludselig slog det mig hvorfor det hele var så "sindssygt". Jeg tog ikke ejerskab over min egen succes. Jeg distancerede mig fra den og derfor blev jeg ved med at stemple alle de gode begivenheder som "sindssyge". I virkeligheden handlede det om at jeg ikke havde vænnet mig til mit nye liv, min nye hverdag, min nye onsdag formiddag, som tilfældigvis var booket med interviews og coachingsessioner. I stedet for at sige "det er helt normalt - det er bare mit nye normal" - så tog jeg afstand, jeg frugtede måske det vile blive taget fra mig igen, og derfor kaldte jeg det "sindssygt". Du skal aldrig undervurdere de ord du vælger at bruge om dig selv og dit liv. Tænk over det næste gang du sætter mærkater på dig selv og din hverdag.

Derfor slog det mig lige, da jeg skrev ovenstående opdatering, at jeg er ved at have vænnet mig til mit nye normale. Jeg lever af mine drømme, og jeg er kun lige begyndt. Men det er ikke sindssygt længere. Faktisk er det så normalt at jeg kun ved et tilfælde opdager hvor meget jeg har ændret mig og hvor meget jeg har ændret mit eget liv - ved egen kraft. Jeg har fået hjælpe af en masse mennesker, men det er menensker jeg har valgt til fordi der er andre mennesker, mennesker der ikke var gode for mig og som ikke bidrog (bidragede?) positivt til mine drømme og min fremtid, som jeg har valgt fra. Undskyld den lange sætning.

Vi skal huske at sammenligne os med os selv, med gamle versioner af os selv holdt op mod nye versioner af os selv. Det giver absolut ingen mening at vi sammenligner os med andre end os selv, for vi kender ikke sammenligningsgrundlaget på den anden side.

Som eksempel kan jeg nævne at jeg på et tidspunkt havde et brændende ønske om at blive lige så god som supercoachen Anthony Robbins (som jeg skal på kursus med til Maj i London). Hver gang jeg teamcoachede eller holdt workshops, så havde jeg ham og hans evner til at brænde igennem live i baghovedet. Jeg havde skabt mig en målestok og jeg gik hardcore efter den. En dag snakker jeg med en rigtig god ven der har været på Anthonys kursus. Jeg fortæller ham at jeg er fascineret af hvor hurtigt Robbins kan finde ind til folks historie, ind til sagens kerne, blot ved få spørgsmål, og at jeg stræber efter at kunne det samme. Min ven kigger på og griner:"Anne, Anthony Robbins har sit personale med på en lytter i hans øre, og han ved allerede inden han går på scenen hvem han skal coache og hvad problemstillingen er".

Vupti, der fik jeg lige skabt en umulig målestok, fordi jeg ikke gav de ukendte faktorer nogen særlig betydning. Denne historie har lært mig at sammenligne mig selv med mig, at beholde mine inspiratorer, men jeg skal måle mig med tidligere versioner af mig og ikke med mit urealistiske billede af hvad andre kan eller ikke kan.

Nå, det blev lidt langt om den første opdatering. Her kommer det der egentlig startede min kriblen i fingrene her til aften. (Den eneste forbandelse der er ved at være blogger by heart er at det for pokker bliver så sent nogen gange. Men det er det hele værd). Status nummer 2:

"Hold da kæft mand! Sikken en onsdag! Jeg har lige opdaget at jeg i næsten to år har stået i kviksand. Jo hårdere jeg har kæmpet jo længere er jeg sunket ned. Jeg er blevet en kriger uden kamp. Eller i hvert fald en kriger der har glemt hvad i alverden jeg kæmper for - så meget at jeg slet ike har set at det at vinde koster mig noget så dyrbart som livsglæde, latter, lykke og overgi og overskud. En KÆMPE sten har sluppet mine skuldre. Tak til en helt særlig ven for at sætte tingene i et helt andet perspektiv! OH MY GOD!!!!! Oh my god oh my god. Jeg går rundt og ligner en fisk der lige har fået at vide den i virkeligheden er en høne!"

Jeg kan ikke fortælle detaljerne, jeg kan blot fortælle at jeg vågnede i morges og overvejede om jeg skulle give op, rejse fra det hele, forsvinde sådan så ingen skulle spilde deres liv på mig længere. Ja, sådan siger min hjerne til mig når jeg er i sortseer-land - jeg er sikker på vi alle til en vis grad kender det sted ret godt, vi glemmer bare at tale om det.

I flere år har jeg kæmpet. Og jeg har kæmpet og kæmpet og kæmpet. Jeg har kæmpet for ikke at havne et sted jeg frygtede at havne. Imens jeg har haft fokus på ikke at havne dér, så har jeg slet ikke haft fokus på hvad mit outcome ligesom ville være. Her til aften ringede min gode ven, og han stillede 3 spørgsmål der fik mig til at indse følgende:

1. Prisen for at kæmpe min kamp er langt højere/være/mere smertefuld end det er at tabe kampen. Idag betaler jeg på daglig basis (tænk lige over hvor meget tid det er!) med livsglæde, lykke, energi, overskud, sundhed, selvkærlighed. Dagligt! Jeg kan ikke topperforme, jeg mister min kreativitet fordi jeg er under massivt pres og mens jeg skriver dette kan jeg slet ikke forstå hvorfor jeg ikke har set det før her til aften. Men det har jeg ikke og det var de rnok en grund til, punktum.

2. Jeg blev virkelig en kriger uden kamp. Jeg blev en kriger der fulgte en gammel ordre, og som slet ikke havde opdaget at krigen var slut for længe siden. For nogle år siden var jeg i Berlin og så en fotoudstilling i en bunker fra 2. verdenskrig. Der var et billede af to soldater der sad uniformerede ved en vagtpost ved en togstation i det gamle østtyskland. De skulle holde øje med om folk hoppede af toget for at slippe ind i vesttyskland. Det sjove ved billedet var at det var taget 6 år efter krigen var slut. De sad der stadig. De to soldater parerede ordre, og ingen havde beordret dem til at tage hjem og holde op med at komme på arbejde. Derfor blev de ved med at komme årevis efter at krige var slut. Jeg kan huske jeg grinede af dem og vor forbløfefet over at folk kunne være så dumme. Idag ser jeg at det lige så godt kunne have været mig der sad der med en hjelm på og smilede pligtopfyldende til fotografen.

Vi ved aldrig hvordan det næste øjeblik ser ud. Aldrig!

Til Bangkok og drej til højre

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 12 Mar 2012 18:33:00 +0000

Da jeg rejste til Thailand havde jeg 3 gratis eksemplarerer af min bog med. Man ved aldrig hvem man møder på sin vej. Den ene bog forærede jeg til gæste-biblioteket på Barcelona resort hvor jeg boede i min egen Bungalow (til ca 54,00 kr pr nat). Du kan låne bogen gratis, du skal bare køre mod Bangkok og så til højre i 11 timer :-)

Its not my time Im not going

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 12 Mar 2012 18:26:00 +0000

Ventildag

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 12 Mar 2012 18:19:00 +0000

I dag er jeg lille og skrøbelig. Min ven skrev til mig ”du er lille og skrøbelig og klog og stærk”. Det har han ret i.

Jeg kom hjem fra Thailand onsdag. Holdt kursus torsdag, var på arbejde fredag, tog til Fanø lørdag morgen for at have et intens døgn med min familie. Et døgn der satte mange tanker i gang og efterlod mig hudløs og eftertænksom på den gode måde. Jeg græde hele søndag aften. Og mandag morgen. Jeg har brug for at hele og finde ud af hvad der sker i øjeblikket.

Vi ved ikke altid hvilken process det er vi befinder os i, og det kan være svært at overgive sig til processen uden at dømme os selv ude.

For et par dage siden læste jeg et citat på facebook. Det lød cirka sådan her ”Inden du stempler dig selv som en der har depression eller lider af lavt selvværd, så overvej lige om du ikke bare er omgivet af røvhuller”. Jeg elsker citatet. Jeg har været omgivet af mange røvhuller i mit liv. Mennesker jeg troede var kloge, mennesker jeg så op til og mennesker hvis verdensbillede jeg vægtede højere end mit eget. Heldigvis er jeg vågnet op og har fundet ud af at mit verdensbillede altid, ALTID, er det rigtige for mig. Folk vil gerne have mig til at tro på deres model af verden, fordi det så er lettere for dem at deale med mig. Men jeg har hverken depression, lavt selvværd eller noget som helst andet, jege r bare motherfucking i live, og det indebærer mange følelser, op og nedture, risiko, dybde og højder, og jeg vil aldrig i mit liv bytte det væk for et liv der er ”fornuftigt” eller ”rigtigt” eller en lille kasse så andre kan have ro i sindet over at vide ”hvor de har mig”.

Der vil komme utallige gange i min fremtid hvor jeg vil blive dømt ude af folk der ikke forstår mig. Jeg vil gøre mange ting der provokerer og får folk til at rulle øjne, og jeg vil gøre det, velvidende at det ikke handler om mig, men om den der har reaktionen.

I dag skal jeg bare ligge her og passe på mig. Jeg husker mig selv på at vokseværk gør ondt, jeg husker mig selv på at efter en tsunami skal vandet lægge sig før man kan bygge nyt, jeg husker mig selv på at jeg ikke kan være noget for andre før jege r noget for mig selv. Derfor har jeg i dag sat mig selv først på omsorgslisten, og jeg har fået instant payoff. Jeg har ro, selvkærlighed og kan mærke det kan betale sig at lytte til min krop. Jeg har det meget bedre, jeg har grædt, renset ud, kigget op i solen og har gearet ned.

Ventil-dag. En meget vigtig dag!

Små mirakler fra Østen

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 06 Mar 2012 11:30:00 +0000

Så er mit første eventyr med østen ved at nå til vejs ende. Jeg havde ellers lige vænnet mig godt og grundigt til at være "madame". Lige nu befinder jeg mig i Hong Kong lufthavn og ser solen gå ned ved siden af bjergene. Vejret er anderledes her. Lidt a la "det var en mørk og stormfuld aften" blandet med en stille solnedgang. Svært at forklare med mit jetlaggede ordforråd idag.

Det har på mange måder været en rigtig interessant rejse. Både paradisisk og skræmmende og skøn og eventyrlig på samme tid. Jeg har kørt med taxachauffører jeg ikke kunne kommunikere med. Når jeg sagde "Shoppint center Terminal 21" (kæmpe lækkert shoppingcenter i Bangkok), smilede han til os, nikkede og sagde "Chopin!" og blev ved med at køre. Jeg prøvede både med sedler og kort og pege, men intet virkede, og efter en 61 bahts taxatur vender chaufføren sig om, smiler pavestolt på den der drengede "se hvad jeg har lavet" måde og siger "CHOPIN!". Vi betalte, steg ud, for at spørge nogle forbipasserende om hvor dælen vi var henne. Chinatown! Well okay then.

Jeg har haft scooter eventyr på Koh Phangan, hvor min ven og jeg lejede en scooter som ikke rigtig kunne andet end at køre. Umiddelbart skulle man mene det var det eneste den skulle kunne, men hvis man tænker sig lidt om, så er det alligevel ret praktisk hvis den kan vise hvor meget benzin der er tilbage, hvor stærkt man kører og detaljer i den dur. Det kunne den ikke. Vi tog chancen og havde en vidunderlig dag i eventyrland. Vi så et kloster hvor der bor kobraslanger og scorpioner, munke og nonner, et kloster som har den bedste udsigt over Koh Phangan. Vi spiste fisk på den smukkeste restaurant der lå hengemt og som man kun finder frem til hvis man spørger de rigtige mennesker (skal nok lave en guide når jeg kommer hjem og kan overføre billeder fra mit kamera), vi shoppede og kørte hjem i natten. Vi kørte forkert og fik et eventyr ud af det, og da vi kom tilbage til Haad Rin hvor vi skulle med en taxa-båd hjem til vores bungalow, var der for sent. Mørket er meget intens når solen er gået ned, og ingen sejlede kl 22.30. Det eneste alternativ ville være at gå 2 timer i jungleskov fyldt med slanger og gekkoer i mørke.

Pludselig hiver min ven mig i ærmet:"Anne, se lige dér". Så står der gudhjælpemig to thai-piger i en bar og råber efter os med "FREE HUG" skilte. Jeg kunne tude! Jeg blev så glad for at se at der var gratis knus på Koh Phangan - normalt er det mig der er ude og give gratis knus. Pigerne viste sig at være fra Nepal begge to, og de kendte en gammel mand "Monkey-boss" (fordi han havde en abe jeg havde mødt to dage tidligere), og han var den eneste der kunne finde på at sejle om natten. Efter tyve minutter havde de lokaliseret manden og han dukkede op på stranden. Super rutineret fik han os op i båden, jeg takkede pigerne af mit hjerte og vi sejlede ud i tusmørket. 50 meter ude gik båden i stå.

Fiskergarn. Propellen på motoren havde sat sig fast i fiskergarn, og vi måtte hive propellen op og skære garnet af. Min ven, som ikke er så søstærk som jeg er, blev en smule hvid i ansigtet, men efter 5 minutter var problemet løst, og vi satte alle vores penge på at "Monkeyboss" kendte klipper og strømninger. 1000 THB blev det ialt (normalpris ca 300 THB), men vi kastede nogle penge efter vores problem, og jeg faldt i søvn i min egen bungalow med min egen private gekko på verandaen. Det var virkelig et eventyr!

Åh, jeg har så mange fine historier fra min tur. De kommer lidt hulter til bulter. Da jeg skulle til Bangkok kom jeg for sent til min natfærge, og måtte overnatte på hotel i Thongsala på Koh Phangan. Det var helt underligt at bo et sted hvor jeg ikke skulle tage en dyb indånding inden jeg gik ud på badeværelset for at forberede mig på hvad end for et dyr der nu var blevet min nye roommate. Her var kun myg. Til gengæld var det larme-myg. BIIIIIZZZZZZ!

Næste morgen stod jeg tidligt op, lagde nøglen i receptionen fordi receptionisten sov i en stol og jeg ville ikke vække ham (værelset var betalt dagen inden), og tullede ned til færgen. Da jeg havde købt min morgenmad (bananashake) gik jeg hen til et plankeværk og satte rygsækken for at hvile ryggen. Da jeg vender mig om står jeg ansigt til ansigt med John, en grown-up herre fra Australien, som jeg hang ud med på vores stam-bar. Han skulle også til Bangkok. At rejse med John er som at rejse med Eddie Izzard, til de af jer der kender ham, det er benhård underholdning, og jeg har nydt hvert sekund. Hvad jeg troede skulle blive en forvirrende stressende rejse blev pludselig en 12 timers sjov, interessant og underholdende samtale.

Da John og jeg sidder i bussen et par timer fra Bangkok spørger han hvor jeg egentlig skal bo henne. Jeg kan ikke huske navnet på hotellet, og mens jeg roder efter det billede jeg tog af hotellets visitkort, viser John mig hvor han skal bo. Shanti Lodge. Han har booket værelse, han fik hotellet anbefalet af en skuespiller han mødte (dem er der mange af på Koh Phangang!) på den anden side af øen. Jeg roder videre i min telefon og finder mine billeder af visitkortet. Jeg viser det til ham. What are the odds? Bangkok er alligevel en ret stor by, og bum bum, så skal vi bo på samme hotel.

Vi besluttede os for at have den sidste dag sammen, eller det vil sige at John besluttede sig for at gøre mit møde med Bangkok til et eventyr. Han dedikerede hele dagen til at tage med mig rundt og shoppe, vi kørte i Tuk Tuks, vi grinede, forhandlede med taxichaiffører, spiste god mad, tog til Khaosan road, jeg kyssede en grillet frø og vi endte med en vandpibe-tobaks-pibe, en kold øl og live musik fra jamaica. På vejen hjem i Tuk Tuk'en så vi en she-male sove på gaden med spredte ben og meget lidt privatliv forneden, og så kunne jeg vist godt tillade mig at sætte punktum ved mit eventyr med Thailand.

Nu sidder jeg og lytter til Bruno Mars i Terminal et eller andet i Hong Kong. Jeg skal flyve til Dubai om 5 timer, og jeg nyder tiden i lufthavnen. Jeg kan godt lide at være i transit, uden helt at vide hvorfor. Der er noget uhyre spændende ved at opleve så mange forskellige mennesker samlet under dybt strukturerede forhold, så mange historier jeg ikke kender, folk i uniformer. Der er en intens puls disse steder. Alt lige fra stramme jakkesæt til hørbukster og dreadlocks, amerikanske soccermoms, jøder, den grå masse og alle de andre.

khap khun kha

Thailand & me

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 03 Mar 2012 14:09:00 +0000

Hej fra paradis! Håber alt er godt derude, derhjemme, deroppe og rundt omkring.

Jeg har mødt SÅ mange spændende mennesker, blandt andet en kvinde der kan læse ansigter - så det skulle jeg prøve. Meget meget interessant oplevelse!

Tager til Bangkok i morgen.

Same
Same
but different
(que)

Thailand vol 2. The Gekko and the Cat

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 29 Feb 2012 06:35:00 +0000

(Her spiser jeg min aftensmad og min morgenmad. Der er en veranda på stenene øverst, der kan du ligge og nyde drinks og se stjernerne mens du hører havet bruse. Det er helt fantastisk)

Der er nu gået nogle dage siden min mit kulturelle sammenstød med Thailand. Jeg sidder lige nu på Boss Tattoo Bar i Haad Rin på Koh Phangan. Jeg bor det mest paradisiske sted i min egen personlige Bungalow for 300 TBH pr nat, hvilket svarer til ca 54 kr pr nat. Jeg har to store senge med myggenet over, min egen veranda, mit eget badeværelse med iskold bruser og ca 20 meter ned til det smukkeste Tjæreborg-reklame blåt hav. Her er virkelig fantastiske, og jeg er kommet meget tættere på Thaierne. Nogle er meget arrogante, men de fleste er venlige.

Jeg er hernede sammen med en god ven og vi har bare mødt så mange mennesker fra hele verden. Canada, Sverige, Danmsrk Østrig, Tyskland. Engienører, skuespillere, pædagoger, yogalærere, folk fra boreplatforme og mange andre ting. Det er så inspirerende og givende at høre folks historier og hvad der inspirerer dem.

(Her er mit område set fra luften)

For første gang nogensinde har jeg ikke planlagt hvad jeg skal se på min ferie. Jeg har besluttet bare at go with the flow og se hvad der sker, og det er virkelig en stor omvæltning for mig at skulle slappe af. Jeg er vant til at arbejde numsen ud af mine diesel-jeans, og nu skal jeg bare stå op, og hvis jeg har lyst kan jeg ligge og læse eller skrive hele dagen. Det er fantastisk.

(på "min side" af øen er solopgangen, som i øvrigt går sindssyg hurtig. Vups, så er solen oppe!)

Jeg skal lige skrive en enkelt artikel mens jeg er hernede, men ellers er det bare at tage på eventyr. Jeg har været ude og se øen på scooter sammen med en gammel mand, og i dag er jeg på shopping. Jeg er en smule solbrændt, så jeg dækker mig lidt til, men jeg tror jeg hopper på en ladvogn om lidt og tager til Thongsala og kigger på butikker.

Ting jeg har lært om Thailand og mig indtil videre:

Jeg har pakket helt forkert. Jeg har alt for lidt tøj med der kan bruges og alt for meget der ser smart ud i Danmark men som inge mening giver hernede. Her er det all about muslingeskaller, batik og lædersnore, og det må man altså affinde sig med. Thailand sniger sig ind under huden på en. Så nu er jeg på udkig efter noget al a coconut bikini, noget neon farvet og nogle pludderbukser.

(Jeg bor på Barcelone resort i Haad Yuan)

At jeg elsker Thailand selvom vi kom lidt skidt fra start med hinanden. Og at jeg faktisk er god til at forhandle priser.

Solcreme solcreme solcreme OG myggespray!

Og så er der lidt ”gæt hvilket dyr der har sneget sig ind i din bungalow her til aften” over det. Man burde lave et TV-show ud af det. Første nat var det en karkalak. De er altså temmelig store hernede. Så det endte med at jeg ”did my business” udenfor og skippede tandbørstningen den aften. Næste morgen kastede jeg sten ind i badeværelset for at se om der var bevægelse. Ingen reaktion, og derefter kunne jeg bruge badeværelset igen.

Anden nat var det en salamander og tredje nat et par myg. John, en fyr fra Australien havde en Gekko siddende i sit loft forleden aften. Han prøvede at se om den reagerede eller blev bange af at få laserlys i hovedet. Det gjorde den ikke. Til gengæld fortalte han at katte hypnotiserer gekkoer. Så skal man jo bare skaffe en kat når man finder en gekko i sit loft…

Nu vil jeg til Thonsala, have en skøn dag!

Lover at have flere billeder næste gang J

Thailand vol 1

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 29 Feb 2012 06:06:00 +0000

Første møde med Thailand blev en lidt anden oplevelse end først ventet. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, jeg tror ikke rigtig jeg havde forestillet mig noget som helst, andet end at Thaimennesker måske var et meget smilende folkefærd.

Da jeg landede I lufthavnen ramte jeg ganskerigtigt muren af varme som mine venner havde fortalt mig om. Boom, som at gå direkte ind I en mur af komprimeret tyk og tung luft. Jeg var træt og fast besluttet på at komme ned og ligge og nyde. Nu skulle jeg nyde. Og præcis som når man beslutter sig for at hygge, så bliver det anstrengende og ikke-hyggeligt, og det blev mit ”nydelsesprojekt” også.

Jeg hoppede af toget mod byen, turde ikke spørge om vej fordi jeg var bange for at dem jeg spurgte ville spørge om penge, pludselig gik det op for mig at jeg befandt mig I en anden verden og hvor fremmed den var fra min egen. Ladvogne fyldt med børn på ladet. 7årige børn der gik rundt med spande og børster og børstede bilruder for et par bath. Midt på kørebanen. Jeg tog mig sammen og spurgte om hjælp. Svedig og træt og bange, fandt jeg frem til metroen, købte en billet til næste station, og satte mig ind. Alle kiggede. Store hvide dame. Og der sad jeg og smilede, for ingen skulle tro at jeg dømte dem. Men bagved mit nervøse smil dømte jeg dem, hver og en. Alle mine latentliggende Thaifordomme kom op I mig, jeg synes de var billige, beskridte, man kunne se tøjet var billigt, de virkede agressive og ikke særlig imødekommende.

Af toget med mig og videre til næste station. Nu havde jeg taget beslutningen om at tage hele vejen til Koh Phangan I ét hug. Jeg kunne ikke finde stationen. Min strategi var at ligne en førstegangsturist I Thailand mindst muligt ved at forsøge at se enten arrogant eller sur ud. Jeg ved ikke hvor dælen den strategi kom fra, men den virkede tilsyneladende lidt. Mine nej’er var bestemte, og havde jeg ikke været træt, havde jeg muligvis smilende sagt ”nej, men ja” med mit blåøjede skandinaviske flinkeskole smil. Måske trætheden alligevel var en god ven her.

Jeg passerede nogle gadehandlere og gik hen hen mod noget der lignede en blanding af et palads og en togstation. Ganske rigtigt, det var en station. Men inde på stationen lå der børn og sov rundt I hjørnerne, gamle på tæpper, beskidte og fedtede. Måske var stationen blevet et hjem for hjemløse? Det stank af urin og da jeg passerede en række sovende mennesker I hullet tøj, var jeg lige ved at træde I en menenskelort. Midt I hallen. Nåja, hvorfor ikke?.

Jeg gik op til skranken og bestilte en billet. Manden forstod heldigvis nogenlunde hvad jeg sagde, og vi blev enige om at jeg skulle have en billet hele vejen til Koh Phangan. Jeg betalte ham 1380 TBH og han rakte hænderne ud under glasruden mellem og, tog mine hænder I sine og takkede mig mange mange gange. Jeg forstod ikke hvorfor, smilte til ham og sagde ”thank you” og gik. Lugten af urin fra rendestenene mødte mig igen på vej mod perronen, og da jeg spurgte en ældre herrer hvor man kunne få noget at spise inden togen kom en time efter, fortrød jeg I samme sekund. Jeg kunne ikke spise med lugten af tis der omgav mig. Han pegede ind I hallenmed lorten på gulvet, jeg takkede og var glad for at han ikke havde forstået hvad jeg havde spurgt om, hvorefter jeg gik hen til en kiosk, købte en pose cashew nødder og en flaske vand og satte mig til at vente på natttoget.

En time senere kom toget kørende, og pludselig befandt jeg mig I et mørkt tog,med uniformerede mænd der lyste med lommelygter, en liggstol I en vinkel der hverken var til at ligge eller sidde I, og med et tæppe der hverken varmede eller kølede. Jeg spændte mine tasker sammen med en rem, vendte ryggen til det hele og kiggede ud mod stjernerne. Her fandt jeg roen. Nu er jeg I Thailand. Jeg mærkede kroppen slappe af og besluttede mig for at alt var præcis som det skulle være. Jeg befandt mig her nu, fordi det var her jeg befandt mig nu. No more no less.

Neonlys passerede mig, folk på knallerter. Hele familier på en enkelt knallert. Arbejdende mennesker, skrammel, rod, palmer. En kontrastfyldt symfoni af liv og stilhed på samme tid. Jeg lukkede mine øjne og forsøgte at mærke min krop. Mærke min storetå og mærke min øreflip. Langsomt gled jeg over I søvnen og gav slip.

Efter noget tid vågnede jeg ved at in krop var panisk.Toget holdt stille og jeg var I tvivl om jeg skulle af her. Jeg kiggede på de to fyre der sad skråt foran mig, også turister, jeg var helt sikker på de skulle samme retning som jeg skulle, og eftersom den ene sov og den anden sad og kiggede roligt rundt, fandt jeg tilbage til roen og lå og tænkte.

Du er ligesom alle andre Anne. Du dømmer også de ting du ikke forstår. Og det er selvbedrag at tro det modsatte. Jeg dømte Thaiernes livsstil fordi den er så langt fra min egen. Men jeg dømmer dem jo ud fra antagelsen af at min virkelig er mere rigtig end den virkeligheed jeg møder I Thailand. Jeg tog endda mig selv I at tænke at de var bagefter (udviklingsmæssigt) I forhold til os. Men hvem siger vi er foran? (Det vender jeg lige tilbage til senere) Anne du må give dig selv så mange chancer du skal bruge for at se Thailand for Thailand, og ikke for din farvede sammenligning med din model af Thailand.

Det er derfor ting gør ondt, det er fordi vi ser tingene som det vi gerne vil have dem til at være i stedet for at se dem for det de er.

Det var min første nat i Thailand. Heldigvis er der sket en verden til forskel siden - stay tuned :)

Dubai er fandme et mærkeligt sted...

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 25 Feb 2012 03:31:00 +0000

Seneste FB-Status:
Uh Mullets! Så gik man her og troede de var væk, men næh næh, de var lige her, i Dubai, med en øl i hånden kl 7.25. PS der er også fugle. I ental, en fugl der åbenbart bor her i lufthavnen. Den spiser brødet når gæsterne er gået. Det er slet ikke mærkeligt at der bor en fugl i lufthavnen. Slet ikke. I hvert fald er jeg den eneste der synes det er lidt.... kontrastfyldt. Lufthavne er all about securty og kontrol, og så bor der en fucking fugl herinde. Det er lidt smukt nu jeg tænker over det. Nå men det er godt nok...

Pigen der solgte søvn i Dubai

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 25 Feb 2012 02:05:00 +0000

Dette indlæg bliver lidt a la Bamses Billedbog. Jeg er træt og har en virkelig plathumor så jeg vil ikke skrive så meget :-)

Vi lettede fra KBH næsten en time forsinket. Da jeg gik på flyet fik jeg et kæmpeshock. Det var jo nærmest et hangarskib! Der blev bare ved med at være fly jo længere vi gik. VIP first class, juhu almost as fancy vip first class og så nedefter. "Hello economy, can you hear this (kling kling kling), this is glas!". Jeg er dybt imponeretover den professionalisme Emirates flyselskab udviser. Smukke arabiske uniformer, høflige stewardesser, selvom jeg sad på economy følte jeg at jeg fløj på første klasse. Min mellemrumsknap virker ikke så godt.

Hvert sæde havde sin egen skærm og jeg så film og hørte top 10 fra 1967 til 2012. Det var fantastisk at høre alle de gamle numre igen. Jeg fik lyst til at danse, men lod være fordi jeg ikke ville smides af flyet.

Jeg havde en skøn tur og det gik stærkt til Dubai.

Nu er det ikke fordi jeg vil vise toiletter fra hele min rejse, men min undren var alligevel stor nok til at jeg fik kameraet frem på lufthavnstoilettet. Hvorfor i alverden er der en håndbruser ved siden af toilettet? Er det så man kan... skylle sig? Det bliver da et værre griseri? Er der nogen der kan oplyse mig?

Jeg er stadigi pink. Dette outfit er det HELT rigtige at rejse i. Jeg vender mange hoveder, både på unge og ældre og lagenklædte mænd og krøllede damer. Det er mine sko. Tidligere på aftenen, eller morgenen eller hvad det er, passerede jeg en smuk fyr i knaldrøde sneakers, han fik øje på mine lyserøde sko og blinkede til mig. Som i "hello fellow alien, nice to see you here, Marhaba". Det var hyggeligt.

I Dubai lufthavn er der palmer, springvand og fisk i begge ender. De to fyrer på billedet flygter ud af mit motiv af høflighed, de var fra england, derfor har de farstriber omkring hovederne.

Så var jeg inde for at finde en bestemt bog som de ikke har nogen steder, til gengæld fandt jeg "RUN FAT BITCH RUN". Det er en spøjs måde at motivere på og jeg vil lige give bogtippet videre. Hvis du mangler motivation, så skal du bare have denne bog til at stå ved siden af slikskålen derhjemme, så kommer det helt af sig selv.

Og hvis du bliver lidt deprimeret af forrige bog, så har jeg endnu et Dubai Airport special til dig. 14.000 ting du kan være glad for. Jeg magtede slet ikke at åbne bogen for at se hvad der egentlig stod i den, det er alt for tidligt om morgenen til den slags.

Masser af lufthavn

Belly Dance DVDer, Carmen Electra go home!

Og så er jeg blevet Madame. Jeg havde to tjenere ved mit bord da jeg spiste aftensmad. Ready to order Madame? Thank you Madame, No Madame, Yes Madame, Thank you Madame, you like Madame, password for WIFI Madame. Det er sådan en lounge-bar restaurant med udsigt over lufthavnen, og jeg var bange for at gå derind fordi det så så dyrt ud. Men jeg kom af med 105 kroner inkl drikkepenge for en kæmpe tallerken lasagne, et stort glas isvand og masser af gratis internet. Og da jeg spurgte efterstrøm tilbød de at tage min computer og lade den op i deres baglokale. Så mens jeg nød min mad blev computeren ladet op så jeg kunne sætte mig i ro og fred og skrive.

Det gynger lidt lige nu.

Da jeg var færdig satte jeg mig i en af liggestolene for at blunde lidt. Men en hyperaktiv lille kineserdame (må man stadig gerne skrive kineser?) havde sat sig i liggestolen ved siden af mig og hun spjættede så meget, at hvis ikke en af os flyttede os, så ville en af os komme tilbage. Og det ville nok blive mig.

I stedet besluttede jeg mig for attage på sightseeing i denne koloenorme lufthavn, og falde over noget der hedder Snooze Cubes. Her man man købe søvn på timebasis. 1 time 15 dollar. Men alt var booket så jeg fik besked på at komme tilbage kl 3.30. Hvilket jeg gjorde. Desværre var alting stadig booket, men pigen der bestyrede Snooze Cuberne sagde "come, you sit in chair and relax a little". Jeg satte mig i læderstolen ved siden af hende, og så sludrede vi ellers de næste to timer. Om alt muligt. Om økonomien i Dubai, om hendes drømme, om mine drømme, om at hun er i transit. Mellem sit hjemland og Dubai og kan ikke tage en beslutning om hvilket ben hun skal stå på og hvilket hun skal lette fra. Det var sindssyg spændende at høre om en verden der på mange måder er meget forskellig fra den vi kender i Danmark, og på nogle områder er helt det samme.

Nu ringer mit vækkeur.

Vores snak blev kun afbrudt af rejsende med poser under øjnene som ville købe et par timers søvn. Men "We are full", udsolgt af søvn lige pt, "come back 6:30".

Hayat hedder hun, og vi har udvekslet kontaktinfo, så vi skal mødes når jeg rejser hjem igen og have en drink sammen. Denne rejse starter virkelig godt.

Jeg har taget 4 bøger med, mine egne bøger, som jeg vil plante herude i verden mens jeg er væk. Jeg ville gerne have givet Hayat en bog, men det kan jeg jo heldigvis nå endnu. Man ved aldrig hvilke ringe man er med til at starte!

Nu vil jeg nyde min varme kakao. Jeg er tilbage på restauranten iført det samme tøj + ansigtsmaske. Når det skal være skal det være. Jeg flyver om 3 timer og min balancenerve er helt fucked up, jeg tror jeg hælder lidt forover. Nu er det tid til offline, talk to you soon :)

DUBAI BANGKOK KOH PHANGAN

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 24 Feb 2012 12:09:00 +0000

Jeg sidder i lufthavnen. Efterhånden har jeg skrevet en del blogindlæg herfra. Idag er jeg på vej til Dubai og så videre til Bangkok. Jeg glæder mig helt ustyrlig meget. Jeg har haft lidt travlt denne uge og der er sket meget. Jeg har 9 timer jeg skal have til at gå i lufthavnen i Dubai i aften, så der er masser af tid til at blogge. Såfremt jeg kan finde en stikkontakt. Mon ikke de findes i Dubai?

Inden jeg smuttede ud ad døren nåede jeg lige et lille rystet outfit-billede. Jeg skriver når jeg lander i Dubai

Marhaba!

Din tid er kun nu!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 19 Feb 2012 08:11:00 +0000

Klokken er 8.46. Ved siden af ig ligger min småforkølede lillebror og sover. I stuen ligger min aneden lillebror og hans kammerat og sover. Jeg sidder her i sengen og lytter til stilheden på Nørrebro. Jeg har lige set en video, og den vil jeg nu dele med jer. Jeg fik en klump i halsen.

Mange af os går og venter på at vi bliver "det hele menneske" eller "mere rigtige" før vi tør kaste os derud hvor vi ikke kan bunde - følge vores drømme og gå imod folks (måske endda folk vi holder af) meninger. Måske fordi vi bilder os selv ind at vi så står stærkere i modvind. Faktisk er det det stikmodsatte man skal gøre.

Du skal starte idag. Du skal tage din utilstrækkelighed, din usikkerhed, din tvivl og din manglende tro på dig selv i hånden, og så skal du gøre det alligevel. Kom venner, vi skal denne vej, jeg ved godt I er bange, men det holder I måske aldrig op med at være, derfor er tiden nu. Og kun nu. Du skal mærke din passion, din drøm, det du tror på, og så skal du belutte dig for at leve den. For inde i dig bor en lille dreng eller en lille pige der drømte om noget engang. Om det var at være rumpilot eller ballerina eller blive læge eller leve af at stå på en scene og synge, det er underordnet. Der var drømme. Der ER drømme. Idag er du voksen, og du skylder det lille indre barn og vise ham og hende at drømme kan lade sig gøre hvis man vil dem nok. Nogle drømme lykkes ikke, men så må man bare prøve igen. Og igen. Og igen. Dengang du lærte og cykle gav du jo heller ikke op. Du blev ved indtil du kunne det. Hvordan er det her anderledes?

Nej jeg blev ikke millionær på den første bog jeg skrev (endnu), men jeg fulgte en drøm, jeg skrev en bog, og selvom der var rigeligt med modgang og frustrationer, så er der bare så meget mere i den bog og bogens liv, end jeg nogensinde ville kunne købe mig til. Igår holdt jeg foredrag til åbningsreceptionen af den nye bogcafé "den hemmelige" i Toves Galleri på Vesterbro. Det var en fantastisk oplevelse og der kom mange fra publikum og snakkede efter foredraget. Jeg elsker når folk kommer op og siger hej og fortæller hvad mine foredrag giver dem.

I virkeligheden havde jeg lyst til at aflyse. Det har jeg nemlig altid inden jeg holder noget, uanset om det er et foredrag, en workshop, et kort oplæg eller en coachingsession. Det er den samme stemme der kommer op: "Hvem tror du du er? Du har sgu da ikke noget klogt at sige, hvad i alverden skulle folk dog lære af dig?" - og andre grimme ting jeg ikke behøver gentage. Hver gang jeg beslutter mig for at træde frem og lave det jeg tror på, det min ild brænder for, så kommer frygtens stemme og tester mig. Jeg skal åbenbart lige dobbelttjekkes og gen-beslutte at ja, det er faktisk det her jeg vil. Med eller uden selvdestruktiv frygtstemme. Jeg har bare lært at det blot er frygt. Det er mit mindreværd der forsøger at holde fast i en gammel historie om at jeg i virkeligheden ikke er god nok. Og det bliver den muligvis ved med resten af mit liv, derfor har jeg altså ikke tid til at vente på den går væk. Jeg vælger at stille mig på scenen alligevel og tro på at min stemme også har sin ret. At min historie vil gøre en forksel for nogen. At den gave jeg kan give gennem min krop og mit sind, den er større end en frygtstemme i mit hovde. Jeg kan ikke være bekendt at fratage verden mit bidrag blot på grund af en gammel stemme fra en gammel tid engang i mit liv. Det er i ikke i orden.

Som du kan se i videoen så har Lady Gaga den samme stemme. Føler sig som en "looser". Hun træder alligevel op på scenen. Igen og igen. Og når jeg kan, og Lady Gaga kan, så kan du også. Træd ind på din scene, lys, syng, dans, gør det du skal gøre, og en dag er det dig der sidder og laver en video og fortæller verden hvor bange du stadig er, og hvor vigtigt det er at du bliver ved og lever din drøm dag efter dag efter dag efter dag. Der er intet tilbage at vente på. Du skal ikke tage flere kurser nu, du skal ikke se pænere ud. Du er præcis der hvor du skal være med al den viden du har. Din tid er lige nu. Lev den!

Maritim

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 18 Feb 2012 10:00:00 +0000

Idag skal jeg holde et lille foredrag på "Den hemmelige" i Toves galleri kl 15. Kom forbi, der er fri entre.

Today & Me i billeder

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 16 Feb 2012 19:46:00 +0000

Lykken er denne dag. Efter arbejde var jeg til fernisering på Galleri Rasmus, nød et glas kold hvidvin og lyttede i 45 minutter til lækker Jazz. Kiggede rundt, takkede af og besluttede at gå hjem i regnen og mærke at være mig. Af og til er lykken at gå i regnen.

Sko Nike Free Run, bukser Stella Nova, rullekrave fra Inwear basic kollektion, læderjakke fra Custommade, tørklæde fra Mags Magasin, handsker fra H&M, bælte fra genbrug, taske fra MJ og mobiltaske fra H&M.

Today & Me - about a different kind of death!

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 16 Feb 2012 14:47:00 +0000

Mine fingre ryster, mit hjerte hamrer og al den glæde jeg har lagt i pant hos min kvælende klump i halsen, strømmer tilbage i mine årer. Og det tog ti minutter. Ti minutter at udføre, næste et år at samle kræfterne til. Men det her var sidste gang, og jeg er glad for at jeg gjorde det selv!

De næste 10 minutter vil du lære en hel del om min som jeg havde svoret du aldrig måtte finde ud af. Både hvor jeg arbejder til daglig når jeg ikke arbejder i mit eget firma, sidste års mørkeste hemmelighed og min største skam. Its all yours, I done need it anymore!

For 3 år siden startede jeg mit eget firma. Jeg var grøn, det er jeg nu stadig, men jeg er en hel del erfaringer rigere, særligt efter i dag. Jeg skulle lige til at skrive ”det første år tjente jeg ikke en krone”, hvilket er noget jeg har bildt mig selv ind, men det er faktisk ikke sandt nu jeg tænker over det. Jeg tjente ret godt det første år, jeg tjente bare ikke nok til at kunne give mig selv løn, og samtidig med at jeg startede firma og ingen penge tjente, læste jeg på en masteruddannelse som kostede 75.000 kroner jeg ikke havde. Okay, i dette øjeblik må jeg lige omformulere: jeg kunne ikke give mig selv løn det første år.

Lang historie kort, så har jeg i dag et firma der kører rundt. Det er stadig meget at lære, men jeg har forstået nogle grundlæggende ting. Til gengæld har jeg en gammel gæld som voksede mig over hovedet, så meget at jeg til sidst holdt op med at prøve. Jeg kunne ikke se mig ud af det. Jeg stoppede dialogen med min bank, som jeg ingen vegne kom med, og som endte med at opsige alle mine konti og sendte mig i RKI. Det sidste år er jeg bare holdt op med at åbne rudekuverter. Dér har du det. Ultimativ ansvarsfralæggelse, min ultimative skam. Jeg er gradvist, men sikkert, blevet mere og mere energiforladt, mere og mere trykket og selvom jeg har prøvet at tænkte på noget andet, så har de uåbnede rudekuverter konstant prikket til min samvittighed. Jeg blev passiv og jeg blev meget meget bange.

Og hvis du sidder og tænker, nå great, endnu en ”for lang tid siden var jeg en uansvarlig en, nu er jeg bare en der kan det hele” – så flet næbbet, for den her historie gælder indtil kl 22 i går aftes hvor jeg stod i mit bad.

Jeg har bedt om hjælp. Jeg har fået hjælp. Jo mere jeg har åbnet op for min egen situation, jo flere mennesker, seje mennesker jeg inspireres af, viser det sig, sidder i den samme som min egen. Og det har givet mig mod. At andre har været modige og har vist mig deres skam. Ill show you mine if you show me yours. Men jeg har stadig ikke kunne tage det afgørende skridt. Lige indtil i går hvor jeg talte med et firma om hjælp til afvikling af gæld, og de vil have 30.000 kroner for det.

Klokken 22 gik jeg i bad. I går aftes, d. 15 februar 2012. Jeg havde mange tanker. Hvor skal jeg få 30.000 kroner fra? Hvad lærer jeg af at få andre ting at ordne min skam? Du er næsten 30, burde du ikke være voksen nok til at klare det her selv?

Og da jeg havde tænkt den sidste tanke kom der heldigvis en ny stemme frem i mit hoved:”Vi kæmper alle med forskellige ting Anne. Hvad der er let for dig er forbundet med skam for andre. Du KAN ikke sammenligne dig med andre, du kan kun sammenligne dig med tidligere og fremtidige udgaver af dig selv. Men aldrig andre. Det svarer til at dømme en pære på dens evner til at være en banan – det giver ingen mening”.

Pludselig vidste jeg hvad jeg skulle gøre. De fleste af jer ved allerede at jeg arbejder som coach i en større virksomhed. I ved bare ikke hvorhenne. Med mindre I har søgt mig på LinkedIn. Sammen med teamlederen for den afdeling jeg coacher i, havde jeg en aftale om at vi i dag. Torsdag skulle lave en lille øvelse hvor vi ser vores frygt i øjnene. Bare et lille skridt for at komme ud over rampen og undersøge hvad vi egentlig er i stand til når vi flytter os.

Jeg pakkede min taske i morges, tog den pose med jeg havde pakket da jeg kom ud af badet i går aftes, kiggede mig i spejlet og tænkte ”gad vide hvad man har på når det er den skamfulde verdens undergang i dag?”. Jeg mærkede mit hjerte hamre og forlod min lejlighed.

Da jeg mødte ind på arbejde sagde jeg til teamlederen at jeg gerne selv ville rammesætte hele øvelsen, og at hun blot skulle koncentrere sig om de praktiske ting på morgenmødet.

Med min pose i hånden gik jeg ned i afdelingen. Ned til 25 kvinder jeg ikke kender ret godt. Hvor jeg er coach/konsulent/autoritetsperson fra hovedkontoret som normalt stiller dem opgaver.

Mens teamleder startede mødet forsvandt al lyden. Pludselig kiggede hun på mig og jeg hørte noget med at overlade ordet til Anne. Jeg trådte ind i midten af rundkredsen. Rundt om mig stod 25 kvinder. Ikke bare hvilket som helst kvinder. For jeg arbejder ikke hvilket som helst sted. Jeg stod, med min pose i hånden, omgivet af 25 parfumepiger i Magasin du Nord. Jeg er coach i Magasin. Chanel, Estee Lauder, MAC cosmetics, La Mer, Dior, Clarins og så videre, og sagde følgende:

- Har I glædet jer til at komme på arbejde i dag?

- JA!! sagde pigerne

- Okay, for jeg har ikke...

Hvorefter de kiggede meget undrende på mig. Ej, kan man godt sige det? Hvorefter jeg fortsatte:

”Jeres leder roste mig lige. Men for fortsat at være en dygtig coach kræver det af mig at jeg bliver ved med at arbejde med min frygt. Ellers giver det ingen mening når jeg står og beder jer om det samme. Så nu vil jeg fortælle noget personligt om mig selv, noget som har kostet mig både livsglæde, arbejdsglæde og energi.”

Ganske kort fortalte jeg om mit ”sorte år” (som Bente Dalsbæk og jeg døbte det i Radio24syv), og fortalte at gælden var vokset mig over hovedet. Så hev jeg posen frem.

”I denne pose ligger der 26 rudekuverter som jeg har været bange for siden august. I dag skal vi se vores frygt i øjnene, i dag skal være dagen hvor, når vi går ud af den dør og hjem fra arbejde, så kan vi råbe YES og sige til os selv at i dag var dagen hvor vi gav frygten fucking baghjul. Jeg beder jer ikke se jeres værste frygt i øjnene ligesom jeg gør det nu. Jeg beder jer tage en lillebitte en og støtte mig i, at når jeg går hjem i dag, så har jeg åbnet alle disse konvolutter og lagt en plan for hvordan jeg afvikler dem. Og for at vise at jeg mener det alvorligt, så stiller jeg mig ved kassen dér midt i afdelingen og åbner dem alle sammen NU!”

Vi råbte et fælles kampråb, pigerne krammede mig, og ikke en eneste kastede sten, rullede øjne eller spyttede på mig. Ikke en eneste. Min puls dunkede i halsen og jeg kunne ikke længere mærke mine ben. Min krop gik hen til kassen, mine hænder rystede, og så gik jeg i gang. Omgivet af smukke kvinder, hardcore sælgere, omgivet af Marc, Jean-Paul Gaultier, Chloe, Chanel og alle de andre. Dér stod jeg med min mest betændte skam og åbnede den ene rudekuvert efter den anden.

Og det føltes fantastisk. Mens jeg var i gang med kuvert nummer 16 kom en af pigerne hen til mig og fortalte mig om hendes meget personlige historie om økonomi. Jeg blev rørt til tårer. Kort efter kom en anden af pigerne hen og spurgte ”Anne? Altså… ER det rigtige kuverter, det er ikke bare noget du siger for at motivere os?? Da jeg viste hende det ene brev med mit CPR nummer osv kiggede hun på mig og omfavnede mig ”Anne, du er den sejeste jeg nogensinde har mødt!”.

Da alle kuverter var åbne, gik jeg en tur rundt med dem i afdelingen, viste pigerne at min opgave var løst, hvorefter det væltede ind med små sedler med små frygte som de alle sammen ville overskride i dag.

Nu er klokken 15.36 og dagen er ved at være gået. Min HR direktør kom forbi i dag, lige i dag, og jeg fortalte ham om øvelsen. Og om hvad der startede øvelsen – jeg viste ham mine rudekuverter. Jeg har verdens sejeste chef. Han sagde noget som jeg holder for mig selv, men som gjorde at jeg rettede ryggen og blev glad.

Jeg har haft den bedste dag i mit liv meget meget længe. Jeg er så stolt, jeg er så stolt over at jeg aldrig skal herud igen, at jeg har fået så meget støtte fra en hel afdeling, at alle dem der satte et mål i dag, de gik hardcore efter det, over at jeg har et job hvor kan jeg kan udfolde mig helt udenfor al sund fornuft og alle faste rammer, og det bare bliver taget så godt imod. Jeg er så stolt over at indeholde det mod, også selvom jeg åbenbart lider af selektiv hukommelsestab og glemmer at modet altid er der.

Det har været en lang rejse, den er kun lige begyndt. Jeg er motiveret som aldrig før. 2012, drømmenes år, modets år og forandringens år – vi er de eneste der kan sætte vores egen overlægger – lad os gøre os selv en tjeneste og lade den ligge, vi har ingen idé om hvor højt vi kan flyve, og vi gør ingen en tjeneste ved at beslutte os for 300 meter, hvis vi i virkeligheden kunne gå efter månen. Eller stjernerne.

Tak fordi jeg lever i et land med ytringsfrihed hvor jeg kan skrive hvad jeg vil. Også denne historie.