THE LITTLE GIRL GREW UP

Waiting for the world to change

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 31 Jan 2012 22:54:00 +0000

Det er meget længe siden jeg har startet en historie med ”jeg ligger i en underkøje i en spejderhytte”, men det kan jeg altså med ro i maven tillade mig i dag.

Nogen har med sort tusch skrevet ”el-pisker på rulleskøjter” og ”cigar” (uh uh, godt wordfeud-ord!) på køjen. Og en enkelt kvikkert har skrevet med ekstra d ”kom og bold med mig!”. Det lyder spændende.

Jeg holder kursus heroppe, men i virkeligheden er det mig der er på kursus, deltagerne ved det bare ikke. Jeg bliver atter mindet om at vi ingen kontrol har i verden. At tro vi har kontrollen er en illusion. At vide vi har kontrollen over den måde vi vælger at cope med den virkelighed vi ikke kontrollerer giver styrke. Ja altså lige efter vi er kommet igennem frustrationen over at opdage at vi ikke kontrollerer verden.

Mand. Jeg er sindssyg udfordret. Jeg befinder mig i en virkelig introvert periode for tiden. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg er så meget ”på” så mange steder, lige så meget har jeg brug for at gå ind og mærke efter hos mig selv. Jeg har ikke lyst til at ringe nogen op og jeg vil egentlig gerne bare i hi. Jeg hørte engang en klog gårdmand sige at mennesker er ligesom frø og planter. Vi ”dør” om vinteren for at samle kræfter til at blomstre op og bryde igennem frosten når det begynder at blive forår.

Jeg aner ikke om det er rigtigt. En del af mig tror på det, en del af mig gør ikke.

Det er en ny slags dag. Det er ikke en ventildag. Der er ikke noget undertrykt der ikke er kommet ud længe. Jeg har ikke glemt at trykke ”print” og jeg har ikke papirstop eller papirkø. Det er noget andet. Lidt ligesom når man går i ”pubbemode”, trækker sig ind i sig selv, forvandler, for at kunne komme ud som noget større. Eller i hvert fald noget andet. Jeg ved ikke om en kålorm er større eller mere end en sommerfugl. Det er i hvert fald noget.

Måske er det bare ”grow-dage”. Vokseværk. Jeg har en tendens til at glemme at det der vokseværk, det gør lidt ondt. Det må heller ikke være særlig nemt for en slange at skifte ham. Der må unægtelig være en lille smule smerte forbundet med at skifte hele sin yderhud ud med en ny. Tænker jeg. Det gør også ondt at skifte tænder ud, det gør ondt når vores knogler vokser, når vi tager på (smerter i hvert fald indeni når vi ser os i spejlet) og når vi skal tabe os igen. Oven i hatten har vi så lige en hjerne der hader forandringer. Hjernen vil i bund og grund gerne have at alting er som det altid har været, for så kører den på lav energi, og hjernen er lidt nazi-agtig omkring det der med at spare energi. Derfor hører vi tit en indre dialog der sjældent er positiv når vi begynder at forandre os.

Så næste gang du mærker arrigskaben vokse over dig selv, den indre dialog der fortæller dig at det er verdens dårligste ide at hoppe derud hvor du ikke har været før, så er det bare frygten der fortæller dig at du faktisk er på rette vej. Thats it. Vi er bare ikke vant til at snakke højt om frygt og forandring, fordi vi tror at forandring kun er forbundet med ”ny indsigt” og fryd og gammen.

Og det er det kursus jeg er på. Indeni mig selv. Som intet har med det andet kursus at gøre.

Det er bare der jeg er. Og det er et helt udmærket sted at være. For jeg vokser – jeg ved bare ikke til hvad. Endnu.

En Joe and the Juice plastickop der måske kan redde verden!

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 26 Jan 2012 15:13:00 +0000

I dag vil jeg fortælle en historie om en Joe and the Juice plastickop. Service-info: det er vigtigt at vide at ordet ”cheesy” betyder ”trying too hard” eller inautentisk. Det er ikke alle mine læsere der er så stærke i det der nymodens engelsk. Men jeg kunne ikke finde et dansk ord der passede.

Der hvor jeg coacher lige nu, ligger der en Joe and the Juice lige i nærheden. Jeg bliver snart til en Joe and the Juice sandwich hvis jeg fortsætter med at spise mine anti-rawfoodede Spicy Tunas dernede fra. I dag var ingen undtagelse, nogen havde glemt at smøre min madpakke (bastards), så jeg måtte atter hente mig en stærk tunsandwich nede fra Joes.

Ned i køen med mig, og det første ”Joe” siger til mig er ”du hedder Anne ikke?”. Godt husket, jo det er helt korrekt, Anne er mit navn, oui oui! Jeg får bestilt min tun og checker ud af køen. To minutter efter kigger ”Joe” på mig og siger ”Hey Anne, kunne du ikke tænke dig en ´Sex me up´ juice? Ikke at du har brug for det altså, jeg har bare en ekstra”.

Og her kan man tænke mange ting, og det gør jeg så. Er det en kende cheesy bemærkning? Ja det er det. Virker det så? Ja det gør det. Blev jeg glad af den kommentar? Ja det gjorde jeg. ”Joe” er på alder med min lillebror, han kommer med en forholdsvis billig bemærkning, og alligevel går det lige ind. For han ved godt at jeg også ved det er lidt cheesy, men han ved også det virker. Der er ingen i hele verden der inderst inde bliver kede af at høre at man ikke behøver at blive ”sexet op” (underforstået at man jo er sexet up nok i forvejen). Jeg følte mig som en sexy prinsesse i to splitsekunder (har aldrig fundet ud af hvor lang tid det egentlig er, men det må vel være dobbelt så meget som ét splitsekund), og nu skriver jeg et blogindlæg om det.

Jeg har brugt hele dagen på at skabe positiv overraskelse for fremmede mennesker. Det er sådan noget med at rose fremmede, byde velkommen, anerkende og sige sætninger som ”Har du egentlig lagt mærke til at du er god til at…?”. Det er rystende så lidt der skal til for at gøre andre, vildtfremmede mennesker, glade. Og hvor lidt det i virkeligheden kræver af mig at skabe et magisk øjeblik med et fremmed menneske. For det er præcis hvad det er. Når et fremmed menneske og jeg står på den samme flise i to splitsekunder, og på det øjeblik kan nå at kigge hinanden i øjnene og smile og endda grine, så er det et magisk øjeblik. Eller som "Joe" gjorde det - fik mig til at føle mig som noget specielt.

For hvis ingen af os gør noget andet end alt det vi plejer at gøre, så går vi rundt og sover, og giver os selv og hinanden ret i at verden er som den altid har været. Jeg gør det også selv. Giver mig selv ret i at mine modeller af verden er de rigtige. I stedet for at udfordre dem. Prøve at gå hen til en der ser sur ud og sige ”undskyld, jeg vil bare høre hvor dit tørklæde er fra for det er vildt lækkert”. Jeg er ret sikker på at vedkommende ikke trækker sin bazooka og skyder dig på stedet. Det vil jeg næsten love. Jeg kan lige se det for mig ”KAPOW”, SPLAT hvorefter hun går derfra og siger ”hold nu kæft en krampe mand, hvad fanden bilder hun sig ind at spørge hvor mit tørklæde er fra. Hun fortjener ikke at leve!”. Ikke rigtigt vel? Hvis der er nogen af jer der har oplevet det, så hører jeg meget gerne fra jer – jeg er åben for at mit verdensbillede blot er en illusion.

Præcis ligesom ”Joe” gjorde det. Han kender mig ikke, han ved kun jeg hedder Anne, er coach der hvor han tilfældigvis arbejder, og godt kan lide sandwich og juice fra hans biks. Det kræver bare så vanvittig lidt af ham lige at give mig en skøn bemærkning med, som jeg kan varme mig på resten af dagen. Så performer jeg bedre og så får mine kunder en sjovere dag.

Og så hører jeg af og til stemmer sige: ”Jamen han mener det jo ikke!”. Næh, det kan da meget vel tænkes at han ikke mener det. Det kan jeg jo beslutte mig for at han ikke gør, at det bare var bullshit det han sagde, og så kan jeg holde fast i at min model af verden, som f.eks kunne hedde ”folk der roser lyver”, den er rigtig. Det bliver min verden bare ikke et bedre sted af.

Derfor kunne jeg også beslutte mig for at ”Joe” han siger det, fordi det lige var det han havde lyst til at sige, og så er det op til mig om jeg synes det passer. Og det synes jeg. Jeg synes faktisk han har mere ret end nogensinde. For jeg er sguda sexet, og tak ”Joe” fordi du lige minder mig om det.

Jeg har et valg hver eneste minut. Uanset om jeg står i køen i fakta, om jeg er coach på overarbejde eller om jeg sidder på en bænk nede ved søerne. Hvert minut kan jeg vælge at gøre det næste minut til et bedre minut end det første. Og jeg kan endda vælge at inddrage andre og påvirke deres minutter, selv hvis jeg aldrig nogensinde har mødt dem før. Det synes jeg alligevel er rimelig sejt.

Tak for hjælpen i dag ”Joe”, du har gjort en forskel, og du ved det ikke engang (endnu, for jeg printer og afleverer dette indlæg på vejen ud).

Gør noget hver dag du er bange for, bare en lille ting, som f.eks at rose en fremmed!

Thailand & Koh Phangan

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 24 Jan 2012 19:34:00 +0000

Til februar rejser jeg til Thailand på blandet business og pleasure-tur. Jeg skal ned og lave noget research og skrive et par artikler og så skal jeg slappe af og nyde (apropos mit seneste indlæg). Jeg skal til Bangkok og Koh Phangan og søger derfor jeres supergode rejsetips, der må være en af jer der har været der.

Det er min allerførste rejse til østen. Jeg har allerede lært at jeg skal holde mig fra isterninger og grøntsager dernede. Er der andet jeg skal vide? Og hvad er dine hemmelig rejseperler?

Jeg glæder mig helt afsindigt. Det eneste problem jeg har er at jeg ikke rigtig har noget sommertøj, men jeg tænker at det er løsbart. Det meste af tiden kommer jeg nok til at sidde i bikini med en notesbog foran mig og håbe på jeg ikke bliver spist af en grøn mamba.

Alt er godt, gode råd modtages med kyshånd :-)

Sometimes the fastest way to get there is to go slow!

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 24 Jan 2012 19:10:00 +0000

Jeg glemmer det hele tiden. At man ikke kan bygge et hus midt i en tsunami, og heller ikke lige bagefter, for vandet skal først trække sig tilbage og jorden skal være tør. Først når der er vindstille og vandstille kan man begynde at samle sig, og så kan man lægge et fundament til en ny begyndelse.

Rigtig mange mennesker har en ”take-and-take” relation til deres kroppe. Ligesom mig. Har du prøvet at stå på stranden og se på bølgerne i vandkanten? Vanden trækker sig tilbage før det atter kan skylle op og ramme dine tæer. Nogengange kraftigere end andre gange.

Det er det jeg glemmer. Jeg tror at jeg kan peake ovenpå et peak uden at trække vejret. Jeg tror jeg kan bygge et hus midt i en tsunami og at der ikke er mellemrum mellem bølgerne i vandet. Og det er derfor jeg en sjælden gang i mellem bliver syg. I virkeligheden bliver jeg ikke syg. Min krop går i beskyttelses-mode fordi jeg tydeligvis ikke selv kan administrere mit ”give-and-take” forhold til den. Fordi jeg forveksler det med et ”take-and-take”. Så min krop den siger "næh!" når jeg vil gennemføre en ironman samtidig med at jeg vil slå rekorden i hvor mange burgere man kan spise på en time. Det går bare ikke.

Det er en god blanding af utålmodighed, naivitet og megadrive. Den gode nyhed er at jeg bliver bedre og bedre for hver gang jeg står i det her. Og når jeg skriver ”det her” så betyder det:

Overbooket kalender

Konstant dårlig samvitighed

Glemmer aftaler

Tror at det er en eller anden idiot der har booket min kalender op i stedet for mig selv

Starter alle mine mails med ”beklager det sene svar”

Mister kundeaftaler fordi jeg ikke når at læse mails i min indbakke

Og så får jeg langsomt stress. Langsomt med sikkert.

Heldigvis har jeg lært at møde livet og udfordringer med en sætning der støtter mig. Uasnet hvad jeg møder så er jeg i mine grundvolde overbevist om at der er noget jeg skal lære. Det kan sagtens være at det i virkeligheden er bullshit, men hvis det er det, så kan jeg jo vælge at gå i offerrolle og vente på at nogen redder mig. Og det er der sgu ikke meget power i. Derfor har jeg i en tidlig alder besluttet mig for at livet definitivt er en skole, og at jeg vil have en mastergrad.

Derfor sæter jeg mig ned, omgivet af tsunami, og finder en dyne jeg kan sidde under, så jeg kan få 10 minutters ro til at kigge på hvad dælen læringen kan være i den situation jeg står i lige nu. Og i dette tilfælde er svaret meget tydeligt.

1. Du skal træne din ”sig fra” muskel. Mit selvværd er klar til et nyt niveau, jeg får kun den læring jeg er klar til at håndtere, og nu skal mit selvværd en styrke op. Og det kræver altså denne udfordring før jeg kan lære det.

2. Du skal lære at N Y D E. Klap efter mig N klap Y klap D klap E efterklap. Jeg er nemlig helt enormt god til at præstere og levere og køre mig selv halvt ihjel fordi jeg er meget målrettet. Jeg glemmer bare lige attrække vejret, gå tidligt hjem og nyde solskinnet over kanalerne i den by jeg elsker så højt.

I dag var jeg tidligt færdig. Jeg er i gang med at lave nogle film for det firma jeg arbejder for, og vi var forud for planen og var derfor færdige kl 14 i dag. Min første tanke var at jeg kunne synde mig ind på kontoret og ordne en masse småting som jeg var bagud med. Jeg glemte bare lige at tænke på at jeg har forberedt mig hele weekenden, og jeg har drømt om det om natten, at jeg først var hjemme kl 19 i går og at jeg kommer til at knokle de næste 3 dage fordi jeg har et coach-projekt der er megavigtigt.

Min anden tanke var: nu tager du til lægen, får din vaccine så du kan overleve Thailand om en måned uden at få leverbetændelse, og så går du hjem og nyder din by.

3 tanke var: så kan jeg også købe kage. Men det svarer lidt til at fejre at man har overvundet kræft med at skyde sig selv i knoppen. Jeg er ved at slippe sukkeret og lægge mine kostvaner om, derfor fejrer jeg det med noget grøn the i stedet for.

Jeg ringede til min mor og fortalte stolt at jeg var taget tidligt hjem, og at jeg var helt overvældet over alle de muligheder jeg havde, så derfor ville jeg bare gå lidt rundt uden nogen plan. Jeg kan ikke huske hvornår jeg har gjort det sidst.

Da jeg lægger røret på vil skæbnen at jeg render på en forholdsvis ny ven som jeg helt spontant tager på kaffebar med, og han ender mig at fortælle nogle historier som vender mit verdensbillede på hovedet. Da jeg, 3 timer senere, går fra kaffebaren er jeg så glad og opløftet og stolt, at jeg beslutter mig for at tage på en cafe, som jeg har været bange for at besøge fordi jeg ikke troede jeg var smart nok, og nu sidder jeg her og skriver det blogindlæg jeg har haft i maven i en uges tid og føler mig mega overskudsagtig.

Jeg valgte at lade vandet trække sig tilbage i dag. At lade vandet trække sig tilbage for at der kan komme en ny bølge med ny power. Jeg valgte at lade op. Jeg valgte at gve mig selv lov til at opdage, at når jeg investerer et par timer i ZEN og Anne Deppe, så betaler min krop mig tilbage med kreativitet, livsglæde, energi og overskud.

Det føles fandme godt. Punktum.

Og dagens ”gør noget du er bange for hver dag” er:

1. På trods af massiv frygt for nåle fik jeg min 1 ud af 2 vaccine

2. Tag på fancy bar som jeg er gået forbi 100 gange, og finde ud af at jeg er mindst lige så fancy som den bar er. Og jeg er endda i sneakers og cardigan. Bum bum filihankat.

Hvad er din ”gør noget du er bange for hver dag?” i dag?

Rawfood for beginners?

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 17 Jan 2012 22:23:00 +0000

Hvis du havde håbet at jeg ville skrive noget klogt om Rawfood, så må jeg desværre skuffe dig. Jeg har lige akkurat lært at stave til Rawfood, og nu vil jeg gerne igang. Min erfaring siger mig bare at hvis jeg går all in, så hopper jeg fra igen efter ret præcist 4 dage, fordi jeg er ved at dø af sult. Ikke fordi maden ikke mætter, men fordi jeg er ret grøn, og ikke kender nok opskrifter til at kunne overleve i 4 dage, og så spændende er det heller ikke at tygge i en rå broccoli.

Så dig derude der kender lidt til Rawfood. Hvor starter man henne? Jeg har købt Chia-frø og er begyndt at tone mit sukkerforbrug ned (hvilket forhåbentligt vil gøre en forskel for min stressede teenage-hud). Men jeg spiser 4/5 af mine måltider udenom Rawfood. Hvilken bog skal jeg læse? Helt en kort og nem en med mange billeder, for jeg har læst så mange bøger om mad at jeg er ved at være, høhø, mættet.

Er der en eller anden god Youtube guru Rawfooder jeg med fordel kan følge?

HELP!

Its just fear!

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 16 Jan 2012 20:42:00 +0000

Da jeg er virkelig feberramt har jeg valgt at indtale dagens budskab på video. Undskyld snotnæse og Nér med et selvklæbende D bagefter.

Har så meget at sige men så få ord. Så jeg lader det blive ved 4:

DONT WASTE YOUR LIFE

LIVE IT

Og for at leve det, er du nødt til at komme derud hvor magien starter - forenden af komfortzonen, der hvor det kilder i maven og du ikke ved hvad slutresultatet er. Der hvor du sender den sms du frygtede eller fortæller din veninde den hele sandhed og ikke kun den halve. Dér.

Det var mange ord.

Goodnight Jellyfish <3

Og her er linket til Jeanettes seje video! Og til hendes blog her! Opdag den før din frennemie!

the flu

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 15 Jan 2012 23:00:00 +0000

åhhh jeg er feberramt, suk! Måtte i blockbuster og sådan ser jeg ud i halt pyjamas og halvt eskimo!

Deppe Ørebøf

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 12 Jan 2012 21:54:00 +0000

Billeder er lånt fra radio24s Iben og mødregruppens Facebookside, find den her.

Idag blev så dagen hvor jeg for første gang optrådte i live radio. Eller faktisk live noget som helst tror jeg...? Alle de gange jeg har medvirket i TV og lignende, har det været optaget i forvejen inden det blev sendt.

But not anymore! Jeg troede jeg ville dø langsomt af præstationsangst, og jeg overvejede også et kort øjeblik om jeg skulle nærlæse hele google for at sikre mig at jeg kunne tale med om dagens tema "penge", indtil det slog mig at jeg jo bare skal være mig med alt det jeg ved, og alt det jeg synes er vigtigt.

Jeg deltog som panelgæst i programmet Iben og mødregruppen på radio24syv til en 2 timers snak om penge inkl spørgsmål fra lytterne som ringede ind undervejs. Det var fantastisk, sjov, underholdende og tankevækkende, og jeg er vild med radio, jeg synes det er en fed måde at formidle på og der er en anden ro end jeg har oplevet når jeg skal formidle noget via tv (som jeg nu også synes er ret fedt).

Begge mine medpanelgæster var ærlige og skønne mennesker som jeg ikke havde mødt før. Thomas Lundme og Bente Dalsbæk, begge to inspirerende, nærværende og mærkelige (på den måde jeg ELSKER) mennesker, jeg glæder mig til at møde dem begge to igen.

Penge er en sjov størrelse, for der er efterhånden ikke rigtig nogen der ved hvem de er. Som der blev sagt i programmet, så er der dem der tror de ved noget om penge (økonomer) og så er der dem der ved de ikke ved noget om penge (almindelige mennesker). Vi snakker jo ikke om penge herhjemme. Vi snakker ikke om hvad vi tjener, hvad vi skylder, at vi er ved at miste hus og hjem, at vi ikke kan betale vores regninger, at vi gerne ville have haft en dyrere gave af vores mand, at vi gerne ville.... Alt det der. Vi snakker jo ikke om det. Nyrige og gammelrige og den ene gruppe der ikke vil identificeres med den anden og ikke omvendt. Penge er overalt, og ingen ved hvad det er.

En debattør skrev noget i stil med at penge bare er sedler. Ja det er det, men virkeligheden er også, at rigtig mange bliver skilt på grund af de stykker sedler, nogle begår selvmord på grund af de stykker sedler, nogle føler sig værdiløse på grund af de stykker sedler, nogle føler sig værdifulde på grund af de stykker selder. I teorien, ja, så er det bare sedler og mønter og tal på en skærm i en bank. I virkeligheden er penge så meget andet.

Jeg har på egen krop oplevet hvordan den selvsamme bank gik fra at ringe mig op og tilbyde mig lån til alt muligt jeg ikke havde brug for, være venlige og høflige, til at være arrogante og direkte ubehagelige i deres kommunikation med mig. Det eneste der havde ændret sig var at min indtægt var en anden fordi jeg var startet som selvstændig, og det er ikke lige noget man spinder guld på fra første arbejdsdag - det tager tid. Det endte rigtig grimt mellem den bank og mig. De blev ubehagelige, jeg blev stædig og vred, de blev mere ubehagelige, jeg lukkede for al kommunikation med dem. Ikke særlig konstrukivt gjort af mig. Og læringen for mig har været at jeg altså stadig er præcis det samme værd som menneske, selvom nogen, dette tilfælde banken, ikke kan finde ud af at kommunikere respektfuldt, fordi jeg altså befandt mig et svært sted økonomisk.

Ny bank, nye tider. Den nye bank har jeg haft i 3 år og der har aldrig været et eneste problem, selvom min konto er gået både op og ned. Jeg bliver altid talt til med respekt og det betyder bare helt enormt meget. Jeg ved ikke om det er fordi den ligger i Jylland, eller om min bank bare har glemt at få at vide at de skal behandle kunder som man behandler folk i KZ-lejre, så man som kunde stadig føler sig som et værdigt menneske når man bliver talt til. Det kunne jo væe interessant at finde ud af.

Der er mange måder at sige nej på. Der er stor forskel på et konstruktivt og respektfuldt nej og så et nej hvor man får en verbal lussing med i købet.

Programmet idag satte mange tanker igang og jeg er ikke færdig med at tænke. Nu kom den her bankhistorie lige op. Jeg er stadig vred på den første bank, og jeg gider ikke bruge mere blogtid på den. Til gengæld vil jeg glæde mig over at have været mig selv idag i radioen, have fået sagt nogle kloge ting, have mødt 2 (+værten Iben som også er superskøn) dejlige mennesker (med-mærkelige som mig - yay) og have haft endnu en skøn dag i mit eventyr.

Deppe aka ørebøf!

Vil du gerne høre progammet (det kan virkelig godt betale sig, det er sjovt og kommer vidt omkring det der pengetema som er så betændt for mange, og hvis du tror du er den eneste der har det svært med penge så SKAL du høre programmet, for så er det slut med at tro du er alene. Både mine to medpaneler og jeg er meget ærlige omkring vores egen frygt og virkelighed omkring penge)

HER finder du programmet der er delt i to dele (du finder dem ude til højre i skærmen. God fornøjelse, og fortæl hvad dit pengetema er - hvis du tør :)

Deppe i Radio24syv til en snak om penge

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 12 Jan 2012 07:50:00 +0000

Jeg multitasker.

Forbereder mig til at skulle være panelgæst i radio 24syv om en time og frem til klokken 12 til en snak om penge. Og vasker tøj. Og spiser morgenmad.

Ill keep you posted! Tune ind på min twitter, her vil jeg komme med billeder så vidt muligt: anne deppe på twitter.

Det bliver live!

waywt

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 11 Jan 2012 22:03:00 +0000

har haft den bedste dag <3

Werbung!

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 10 Jan 2012 00:16:00 +0000

Som flere af jer sikkert ved, har jeg i snart 2 år blogget for det danske fagblad "Frisørfaget". Jeg har min egen side i bladet hvor jeg skriver en blog hver måned. Udover blogging arbejder jeg som freelance skribent for bladet og kommer af og til på meget spændende opgaver. Som f.eks en tur til New York, hår shows på røde løbere osv. Det er ret sjovt.

I forbindelse med min bogudgivelse (bogen bliver i øvrigt oversat til tysk og engelsk - spitzenklasse!) har frisørfaget givet mig en annonce i deres blad. Er den ikke fin?

Elsker mit samarbejde med magasinet <3

Genganger?

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 10 Jan 2012 00:08:00 +0000

Kan ikke huske om jeg har vist det her, synes bare det så skidegodt ud, så nu viser jeg det igen. Tror det er det jeg skal have på i morgen. Skal holde kursus. Alt er godt, jeg er rask og trækker vejret.

WAYWT

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 10 Jan 2012 00:02:00 +0000

Det er et par dage gammelt :)

Sko fra en eller anden billigbutik på strøget (ca 1,5 åt gamle), bukser fra Stella Nova (på udsalg i Magasin lige nu), Blondebluse fra Mags Magsin, cardigan fra Mags magasin og halstørklæde fra Zara. Håret er mit eget, bæltet er et en fange engang lavede til min morfar da han var fængselsbetjent for 50 år siden - solidt kernelæder.

I 2012 sker der ikke en skid... måske?

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 09 Jan 2012 22:08:00 +0000

Sidder her på 3. sal, kigger ud over Nørrebro og lytter til vinden. Har lige lyttet til Susan Boyle, kan du huske hende? Hende alle grinte af indtil hun begyndte at synge.

2012 er et år mange har en mening om. Måske ryster jorden menneskerne af, måske bryder hele det økonomiske system sammen, måske sker der ingenting... Jeg ved bare at jeg skal huske at det er vigtigt det jeg laver. Jeg skal huske mit mod til at fortsætte med at træde min sti. Jeg kan ikke ramme alle, men der er nogen jeg kan ramme bedre end andre kan, og der er andre der kan ramme nogen bedre end jeg kan, og jo flere vi er der kæmper for det vi tror på og lytter til vores hjertemission, jo dejligere et sted bliver verden.

Tak Susan Boyle, fordi du blev stående på scenen selvom folk grinede. Jeg bliver også på min scene, det skal være mit valg at træde ned den dag jeg (måske) vælger at gøre det, og ikke andres idé om at jeg skal passe ned i deres model af verden. Det var bare det jeg ville sige. Tak for denne stormfulde dag, tak for kærligheden, både i telefonen, på briksen og i mit hjerte og omkring mig. Jeg er en meget meget heldig kvinde ♥

Igår skrev jeg mine spejl ned. Jeg havde en ventil-dag, men der sad noget fast i min ventil, så jeg følte bare jeg var ved at falde fra hinanden. Den slags dage hørre med til mit verdenstema, og det er helt okay. Jeg lærer meget når jeg har dem og går ind i dem i stedet for at kæmpe imod dem.

Hvilke mennesker inspirerer mig/spejler jeg mig i?

Michael Jackson

Jens Arentzen

Amelie

Anni Fønsby (ja det mener jeg i ramme alvor)

Don Ø

Erik Clausen

Oprah

Mine venner (Im sorry guys, men jeg har virkelig de sejeste venner i verden)

Klaus Møller

Susan Boyle

Anthony Robbins

Medina

Nik&Jay

Og mange flere.

Det jeg bruger dem til er at sætte dem op på mit stjernekort, uden at glorificere dem, men jeg kigger på deres kant, når de "træder ved siden af" og rejser sig igen, at de tør skille sig ud, tør gøre ting ingen har gjort før, har en jernvilje, ryster folks idéer om hvordan mine stjerner skal leve deres liv af sig. Jeg finder tryghed i mennesker der fucker up og rejser sig. Folk der tør provokerer for at vække andre, folk der ikke er bange for at skrive ting som får folk op ad stolene.

Jeg ved ikke om du kan genkende mig i det ovenstående, men det kan jeg selv. Og jeg har mange flere spejl derude.

Vi spejler os hele tiden. Sammenligner os, finder ligheder og forskelligheder, Der hvor det bliver allermest interessant at arbejde med spejle, det er når vi møder folk der ikke er som os selv. Jeg har en del mennesker i mit netværk som jeg reagerer ret kraftigt på. Mange ville vælge disse mennesker fra - hvilket jeg til fulde forstår, og gør det selv af og til. Alligevel har jeg en nysgerrighed der siger "hvad i alverden er det hos mig han/hun rammer?" - for min reaktion handler ikke om modparten, den handler 100% om mig selv. Jeg har haft nogle ret fede oplevelser ved at gå til andre mennesker på den måde. Ja jeg kan blive vildt irriteret , men når det lykkes mig at være irriteret uden at lade mig styre af det, og i stedet undersøge hvad dælen det er der vækker min irritation, så begynder det at blive spændende.

Jeg kan komme med et eksempel.

Da jeg tog min coachuddannelse var jeg på hold med en kvinde som jeg reagerede kraftigt på. Hun pissede mig simpelthen sådan af og jeg kunne slet ikke holde hende ud. Et par uger efter mit første møde med hende, møder jeg en fyr, som rammer præcis de samme knapper hos mig. Det var alligevel interessant, og jeg kunne se at det var helt nøjagtig de samme knapper hos mig der blev aktiveret.

Så jeg gik i undersøgelsesmode. Jeg meldte mig til at være træningspartner med kvinden der pissede mig af, og jeg tog på cafe med fyren som også pissede mig af. På med safari-hatten og find ud af hvad dælen det er de rammer hos mig.

Det skulle blive to kæmpe øjenåbnere. Det de havde tilfælles var at de begge to var lidt ”se mig se mig” agtige. Lidt overfladiske og og jeg følte faktisk ikke de lyttede efter. De forekom mig begge to som nogle lidt ”bedrevidende” typer og talte rigtig meget om hvor seje de var.

Efter mødet med dem begge, hvor de hver især havde vist mig et meget ærligt billede af den usikkerhed der gemte sig bag det jeg tolkede som overfladisk facade, slog det mig som et lyn fra en klar himmel. Det havde jeg alligevel ikke set komme!

Jeg opdagede pludselig at de begge to repræsenterede e side af mig som jeg ikke vidste jeg havde, men samtidig en side som fyldte helt enormt meget (ubevidst). Jeg har bare brugt så meget af mit liv på at være for lidt og ”under” andre. Jeg havde et kæmpe behov for at tale om mine successer og hvor sej jeg selv synes jeg var, for jeg var rigtig stolt af mig selv og det jeg havde opnået, men det var fremmed for mig at stå ved mit lys. Jeg havde et kæmpe behov for at vise at jeg vidste noget, meget, for jeg havde altid troet at jeg var skide uintelligent. Jeg har bare ikke haft nogle særlig gode spejle dengang jeg gik i folkeskole, men det er ikke det samme som at der er noget galt med mig – jeg skulle bare finde mig nogle bedre spejle at spejle mig i.

Mødet med min irritation betød at jeg pludselig fik adgang til en masse dejlige sider jeg tidligere havde dømt alle andre for. Og som bonus, så holdt jeg op med at dømme de to dejlige mennesker, som i dag begge to er højt placeret på mit stjernekort. De lyser og inspirerer og gør en kæmpe forskel for verden, og jeg er taknemmelig over at have mødt dem.

De kender ikke denne historie, men jeg har besluttet at fortælle dem det. Jeg håber de tager godt imod den.

Der er 55 minutter tilbage af dagen, lyt til vinden. Der er noget på færde.

Jamen, jeg er bange!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 08 Jan 2012 19:05:00 +0000

Igår besejrede jeg en 20 år gammel frygt. En virkelig stor en. At stille mig op i al offentlighed og synge. Al min forfængelighed, al min usikkerhed og al min looking goodness kommer op i mig, og jeg har aldrig turde gøre det. Men jeg har drømt om det mange gange.

Historien starter et andet sted.

For nogle år siden fik jeg en lyserød læderindbundet notesbog af min søster. En meget meget smuk en, så smuk at jeg ikke turde skrive i den, fordi jeg havde en ide om at den så ikke ville holde for evigt. Jeg brugte et års tid på at fundere over hvad der skulle stå i min notesbog, men jeg fandt ikke noget svar.

Ikke før jeg en dag så filmen "The Bucket List" med Jack Nicholsen og Morgan Freeman (to skuespillere jeg elsker!). Bucket list! Selvfølgelig, det er det der skal stå i min lyserøde notesbog!

En Bucket list er en liste over ting man gerne vil nå inden man stiller træskoene. Jeg har skrevet lidt om den tidligere (f.eks om den dag jeg opnåede det første flueben her, og her er der billeder af den). Det er min bog om lister. Bucket listen. Listen over ting der gør mig glad. Listen over lande jeg gerne vil opleve. Listen over mennesker jeg gerne vil gøre en forskel for. Lister over frygte jeg gerne vil se i øjnene. Jeg elsker min notesbog, den skal følge mig til jeg bliver 104 og er klar til at tage herfra.

Jeg er meget inspireret af Nadine Starr teksten:

Hvis jeg kunne leve mit liv om

Hvis jeg kunne leve mit liv om....ville jeg turde lave flere fejltagelser. Jeg ville slappe af, tage tingene som de er. Jeg ville opføre mig mere fjollet og grine mere. Jeg ville tage flere chancer. Jeg ville rejse mere. Jeg ville bestige flere bjerge og svømme over flere floder. Jeg ville spise mere is og færre bønner.

Jeg ville måske have flere faktiske problemer, men færre indbildte.

Ser du, jeg er en af de personer der lever med fornuft og omtanke time efter time, dag efter dag.

Åh, jeg har haft mine øjeblikke. Og hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg have flere af dem. Rent faktisk ville jeg prøve at have intet andet. Kun øjeblikke. Det ene efter det andet, i stedet for at leve så mange år med tanke på morgendagen.

Jeg har været en af de personer, der ikke tager nogen steder hen, uden et termometer, en varmedunk, en regnfrakke og en faldskærm.

Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg rejse med mindre bagage.

Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg begynde at gå barfodet tidligere om foråret og fortsætte længere hen på efteråret.

Jeg ville danse mere, tage flere karruselture og plukke flere tusindfryd.

Hvis blot jeg kunne leve mit liv om.

Men ser du - det kan jeg ikke.....

Nadine Starr, 86 år

Helt ærligt, jeg ved godt det er klichéfyldt, men vi er nødt til at gentage tingene indtil vi begynder at høre efter. Jeg har altså kun et liv. Jeg har kun dette ene liv. Der skal ikke stå "hun var bare så fornuftig" eller "hun valgte altid den sikre vej, og sov derfor altid trygt om natten" eller "hun var en ud af mange". Der er intet galt i at være en ud af mange, at vælge den sikre vej eller være fornufigt, det er der virkelig ikke, det er bare ikke sådan jeg ønsker at leve mit liv.

Jeg kan huske da jeg skatede (på rulleskøjter) op over min første rampe dengang jeg gik på efterskole. Jeg var skrækslagen, hele min krop var vågen, mit hjerte hamrede og jeg fortsatte bare ligeud. Jeg ville! Og jeg gjorde det! Ja for pokker, jeg er faldet mange gange, men det krævede de fald for at jeg kunne mærke hvordan det var at flyve ud over en rampe.

Min Bucket-liste er min livselskers sikkerhedsnet. Min indre karreiere-kvinde klarer sig helt uden liste. Jeg ved godt hvor jeg vil hen. Jeg har brug for en liste for at huske mig selv på alle de mirakler jeg gerne vil opleve. Som f.eks at grine så meget at jeg begynder at græde. F.eks at se en solnedgang på en smuk strand i et varmt land med en jeg elsker. F.eks at opleve et mirakel (dem har jeg været så heldig at opleve nogle stykker af, men punktet bliver stående, og i stedet for flueben, sætter jeg streger for hvor mange jeg oplever - det er et punkt jeg aldrig bliver færdig med).

Tilbage til frygten.

Jeg sad og spiste på en cafe med en veninde inden vi skulle i biografen. Vi snakkede om frygt, og arbejde og kærlighed og alle de der ting. Vi skulle i biografen lige bagefter, og min tidsplan er så presset for tiden, at jeg må huske at sætte 3 timer af i kalenderen til venindehygge, ellers kommer det ikke til at ske. Så jeg havde lige 3 timer. Min veninde fortalte at hun var bange for public speaking:

Anne: Hvad er klokken nu?

SJ: Den er 20:58

Anne: Hvornår går filmen?

SJ: Den går 21:30

Anne: Ok... skal vi gøre noget ved den der frygt?

SJ: (stivner)... hvad mener du?

Anne: Ja kunne det ikke være sjovt at se den i øjnene inden du skal arbejde med den professionelt i næste uge?

SJ: Jamm... hvad mener du?

Vi har 30 minutter før filmen starter, hvem siger man skal planlægge at se sin frygt i øjnene, man kan da bare gøre det nu, lige inden filmen. Så om en halv time er det overstået?

SJ: ????

Anne: Så gør jeg det også. På min bucket-list står der at jeg skal synge på en kæmpe scene foran en masse mennesker. Men jeg tør ikke, jeg er hunderæd for at vise min sangstemme til nogen. Hvis du stiller dig op foran Palads og holder et kort foredrag, så stiller jeg mig op og synger en sang, så er jeg i det mindste et skridt tættere på at sætte mit flueben. Hvad siger du?

SJ: Det mener du bare ikke!

Anne: jo for fanden, kom nu. Vi filmer det!

SJ: Det er jo for sindssygt

Anne: Må vi bede om regningen tak.

Og ovenfor ser du resultatet.

Vi kan altid tage et enkelt skridt fremad, og jeg vil råde dig til at gøre det, for der ligger uanede mængder energi gemt dernede bag frygten. lækker energi, livsbekræftende energi, kærlighed!

Hvad står der på din Bucket liste?

Det har jeg lært i 2012.

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 08 Jan 2012 13:10:00 +0000

Im not gone!

2012 har indtil videre lært mig:

At det kun tager en beslutning at se sin værste frygt i øjnene

At jeg kan overvinde 20 år gammel frygt i løbet af 5 minutter (er igang med at lave en video om hvad der skete - no drama)

At jeg stadig er i tvivl om gedeost er mig

At tyngdekraften vil mig det godt, min bryster er præcis hvor de skal være

At jeg er sexet i en rød kjole

At jeg af og til må sige farvel til sko jeg elsker

At jeg godt kan navigere i mange følelser for en mand

At jeg elsker at gå rundt på nørrebro (læs emmerys og blockbuster) i pyjamas

At jeg stadig får sagt ja til alt for meget

At når jeg er neutral omkring noget, så betyder det også nej

At jeg har gode intentioner, men ender med at svigte når jeg ikke får sagt fra

At jeg har et behov for at være bedre

At når en mulighed lukkes så kan der opstå en der er endnu bedre. Endnu endnu bedre

At jeg skal turde sige nej til noget der er godt for at gøre plads til noget der er fantastisk

At jeg skal til Thailand (og du skal måske med? - mere om det senere)

At livet er et magisk lærerigt eventyr hvor der er masser af plads til at vokse hvis man vil

At jeg (tak Seb.) skal holde rammedag

Det er alligeve mange ting på en uge.

Jeg har mange blogindlæg i maven og i hjertet, ligger i min seng og tænker...

Hvad har du lært i 2012 indtil videre?

Godt nytår!!!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 01 Jan 2012 17:24:00 +0000

Vaskeægte nytårsbillede!

3x lord of the rings

Chips

Tyrkisk Peber

Ostemadder

Dyne

Pizza

Bruxelles

Regnvejr

Gulerodsjuice

Vand

Cola

Wordfeud

= 1. januar

Jeg havde den vildeste aften! Hvad er chancerne for at man tager til fest, crasher en nabofest, danser hele natten for så at vende sig om, og pludselig stå ansigt til ansigt med en gammel ven fra Århus? Bum bum filihankat!

Run for charity in BXL

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 30 Dec 2011 22:48:00 +0000

Den røde løber (ej undskyld, den er bare urgammel)

Nighttime

Den glade banan!

Endnu en glad banan

Mange røde løbere

Det blå juletræ

Mig og det blå juletræ

Moulle frites

PS, det er altså en ret fed måde at opleve en by på; at løbe et løb for velgørenhed. Vi har været på 7 kilometersløb rundt i Bruxelles, og selvom jeg ikke forstod et kvæk af hvad folk heppede, så hjalp det!

Bruxelles Baby!

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 30 Dec 2011 17:24:00 +0000

Okay, jeg er i Bruxelles og jeg elsker det. Lige bortset fra den særprægede detalje at jeg åbenbart er en klodsbetina ad rang hernede

1: Skvatter så lang jeg er allerede i kastrup lufthav - der hvor allerflest kan se mig.

2: Skvatter så lang jeg er på vej ud af en meget proppet restaurant

3: Går ind i en glasdør mens en kvart gågade stirrer på mig

Yes, det går virkelig godt, men jeg har heldigvis være i stand til at skraldgrine af mig selv, for i virkeligheden er det det her jeg har frygtet hele mit liv. At skvatte foran andre og gå ind i glasdøre. Men det overhovedet ikke slemt, tværtimod var det ret underholdende, selv for mig. Og jeg kom ikke til skade.

Om en time skal jeg ud og løbe noget charity-løb, så jeg sidder lige og hviler fusserne efter en lang og meget underholdende shoppetur. De andre er lige ankommet, så nu er vi 5 og i morgen bliver vi omtrent 50 til den vildeste fest. Jeg glæder mig!

Au Revoir

Foxy in RED

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 29 Dec 2011 19:46:00 +0000

Uhlala, har vært på udsalg i Magasin og fandt (med hjælp fra Sidsel) nytårskjolen (er fra mærket coast og købes her, udover i Magasin - Tak Amanda!)!! Jeg befinder mig lige nu i Bruxelles, på en sofa i min relaxicap-jumpsuit og håndklæde om håret og slapper af og arbejder lidt på den bog der udkommer i 2012. Cannot say anymore yet!

Har haft en skøn uge, en skøn dag og nu skal jeg være her indtil mandag. Hvad skal du lave nytårsaften?

Da pigen forlod skoven.

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 26 Dec 2011 18:22:00 +0000

Hmm, jeg ved ikke lige hvordan dette indlæg skal præsenteres, så jeg lader det bare tale for sig selv:

(min skov var ikke lige så eksotisk...)

- Anne, jeg tror vi skal have fortalt den lille pige at hun for længst er trådt ud af den skov

- Ja, det tror jeg du har helt ret i…

I dag tog jeg hjem til en veninde. Eller, faktisk er hun en bekendt, men jeg føler mig ret forbundet til hende, så jeg tillader mig at rykke hende fra min bekendthedsboks over i min venindeboks. Hun har nogle udfordringer som jeg selv kender ret godt til. Hvad der skulle være et kort besøg blev til meget ærlige 2 timer, og jeg havde ikke lyst til at tage derfra. Jeg elsker mennesker der tør vise sig, særligt når de er allermest skrøbelige. Når de står ved det der er uanset hvordan det ser ud. For mig er det den ultimative styrke.

Midt i samtalen i hendes sofa, fik jeg fortalt om mit seneste besøg hos min psykolog. Det besøg hvor min psykolog spurgte om jeg egentlig godt vidste at jeg var trådt ud af skoven. Og pludselig slog det mig. Selvom jeg havde planlagt at jeg skulle tidligt mod København i dag, så var der noget jeg var nødt til at gøre inden. Jeg skulle til Augustenborg, den by jeg er vokset op i, og jeg skulle træde fysisk ud af den skov jeg gemte mig i som barn.

Her får du et uddrag fra et kapitel fra min kommende bog, og så fortæller jeg bagefter hvad det var jeg gjorde i dag:

Langt ude i skoven:

Sekundviseren har aldrig gået langsommere. Det føltes som at stå i intetheden, hvis intetheden altså var en nøgen skov fyldt med visne blade og farlige lyde og træer der knirkede. Mit hjerte hamrer, og jeg ved ikke hvad der gør mest ondt; at jeg står der og kigger uret, tik tik tik tik, og tiden der ikke vil gå, eller den dårlige samvittighed over ikke at være i skole? Eller er det den dårlige samvittighed over ikke at være syg, eller den dårlige samvittighed over at bekræfte alle i at jeg er så forkert, at jeg ikke er rigtig. Hvad skal jeg stille op med dig Anne?

Nogle dage var det skoven. Langt ind i skoven, for jeg var bange for at nogen skulle opdage mig, at nogen skulle se mig og spørge hvor jeg var på vej hen. Hvordan skulle jeg forklare, at jeg, en lille pige på 8 år, kl 7.30, på en ganske almindelig onsdag, var på vej ind i en skov, i stedet for at køre i skole ligesom alle de andre børn gjorde. Hvad skulle lige sige at jeg lavede derinde? Og hvis jeg mødte en fra klassen, der jo skulle op i skolen, og regnede med at jeg skulle derop også, hvordan skulle jeg lige forklare ham, at jeg var på vej ind i en skov, og at jeg altså ikke kom i skole. Det kunne jeg jo ikke, så var jeg jo nødt til at tage op i skolen. Det andet ville ikke give mening for andre end mig. Mit bryst knugede sig sammen, og jeg tog chancen. Morgen efter morgen, uge efter uge, måned efter måned og år efter år. De flyder allesammen sammen. Og hvis det ikke var skoven, var det omveje jeg kørte, tiden jeg forsøgte at standse, eller min cykel jeg ville udfordre på hvor langsomt den kunne køre med mig på. Jeg flygtede og levede i en fantasi jeg selv skabte. Jeg var nødt til at flygte langt ind i skoven, langt ind i fantasien, ellers ville smerten vinde. Jeg stod inde i skoven, gemte min cykel under nogle grene, men uanset hvor mange kviste og visne blade jeg smed henover cyklen, så kunne man stadig se den tyrkise pigecykel med det hvide racerstyr lyse op bag de grå og brune efterårsfarver. De døde blade. Når jeg havde gemt cyklen flygtede jeg ind i skoven. Jeg begyndte at fantasere, gik på skattejagt. Måske ville jeg finde et forladt barn derinde jeg kunne tage mig af, en jeg kunne passe på, lægge mine arme omkring og beskytte mod alle de onde. Så havde jeg en mission, et barn jeg skulle redde, vi kunne flygte sammen og starte et helt nyt liv nede i Afrika. Så var der én der havde brug for mig. Eller måske ville jeg blive vidne til en forbrydelse. Nogle røvere som skulle mødes med nogle andre røvere, og så ville de gemme en stor kuffert med hundrede millioner nede i, se sig omkring i frygt for at blive opdaget, gemme kufferten under nogle sten, gå deres vej, og så ville jeg finde kufferten og rejse langt væk. Tage hen til steder i verden, hvor man kunne leve med delfinerne, bo i en træhytte og være sin egen Mowgli, bo med dyrene og kun have badetøj på. Og uglet hår med jord i, for det havde man dernede. Man vaskede tøj nede ved vandkanten, der var varmt, og man arbejdede hårdt, men man havde det godt. Man var lykkelig. Dyrene var lykkelige, de indfødte var lykkelige. Og jeg var ikke forkert. Jeg hørte til der. Der var smil og farver og knus, og man gav mig knus, og man mente det, og der var ikke noget der var synd for mig, ingen "hvad skal vi dog stille op med dig" - blikke. Vi sang rundt om bålet om aftenen og vi byggede skibe og huse og snittede i træ om dagen. Og alting var i harmoni og balance.

Men der kom ingen røvere, og der var ikke noget glemt barn ved vandløbet eller inde i en hul træstamme, ingen kuffert med hundrede millioner i. Der var bare mig og en masse biller og bænkebiddere og tynde nøgne træer og vinden og kulden og den dårlige samvittighed og skammen og skylden.

Tik tik tik. Mon mine forældre er taget afsted nu? Er der gået tid nok? Hvad nu hvis en af dem har fri idag? Hvor skal jeg så tage hen? Har nogen opdaget mig? Mit hjerte føltes som en knude, som nogen blev ved med at stramme til. Hårdere og hårdere og hårdere. Hvorfor kan jeg ikke bare tage i skole ligesom de andre børn? Hvorfor står jeg og gemmer mig i en skov? Der er jo noget galt med mig. Langsomt gik jeg tilbage mod cyklen. Stod stille og kiggede på den. Var det alligevel ikke for sent nu? Jeg var ikke ked af det eller trist, jeg glædede mig bare sådan til at låse døren op derhjemme, sikre mig at der var fri bane, at jeg kunne gå ind, at ingen var blevet hjemme fra arbejde den dag.

Nej, der var ikke gået nok tid, jeg turde ikke køre tilbage, og tænk nu hvis en fra skolen var kommet for sent op og først var på vej i skole nu. Der var jo stadig et minut til det ringede ind på skolen. Nogen kunne jo komme for sent. Jeg vendte om og gik længere ind i skoven igen, væk fra cyklen, væk fra stierne, husene og rideskolen, tilpas langt nok væk, så hvis jeg satte mig på en sten eller i en fordybning i skovbunden, så kunne ingen se mig. Jeg fandt et stort hul og satte mig ned og prøvede at lade være med at se på klokken. Nu var klokken ti minutter i otte om morgenen. Timen var startet for 5 minutter siden. Nu var det i hvert fald udelukket at tage i skole, nu var beslutningen taget. Så manglede jeg bare at ingen så mig på vej tilbage til huset. Og jeg måtte hellere vente til klokken halv ni, for så var mine forældre helt sikkert taget afsted på arbejde. Eller måske klokken ni. Det blev hurtigt koldt at sidde der i et hul og kigge på skoven, koldt og kedeligt. Der skete ingenting udenpå. Indeni var der krig og himmel og hav var sat i bevægelse i mig. Jeg vidste jo godt det var forkert, jeg vidste jo godt at sådan gjorde man ikke, man kørte ikke ned og gemte sig i en skov i stedet for at køre i skole, man sad ikke alene i skoven og ventede en time på sine forældre var taget afsted på arbejde så man kunne komme hjem og lege med dukker eller se fjernsyn eller spise kiks. Man sneg sig ikke rundt om garagen med hamrende hjerte, fuld af frygt, ind til det hus der skulle være ens hjem, for at føle sig som en indbrudstyv, mens man tjekkede alle rum for mennesker, inden man kunne stille skoletasken tilbage på værelset og skabe sig 6 timers frihed fra verden, 6 timer kun for mig, hvor jeg kunne forvandle huset til min egen verden, lege med min dukke, høre musik, binde min fod ind i gagebind så den så brækket ud, så der var en grund til at jeg ikke kunne det samme som de andre børn. Det gjorde man jo ikke. Jeg måtte jo være syg, jeg måtte jo være fuldstændig forkert oven i hovedet, det vidste jeg da godt. Men alligevel blev jeg stående i skoven 1 helt time og ventede på at tiden skulle gå, at mor skulle gå. På arbejde. At huset blev tomt, at naboerne var taget afsted, at alting var øde, så der var fri bane.

Endelig, der var gået en time, og jeg gik langsomt tilbage til min cykel. Fuld af skam og usikkerhed, men alligevel også lidt stolthed over at det var lykkes mig at vente en hel time igen, jeg kendte jo godt processen, jeg havde stået der så mange gange før, og nu begyndte glæden at melde sig på banen. De 6 timers frirum jeg var i gang med at skabe mig, de overskyggede alt andet. Skammen, den dårlige samvittighed, knuden i hjertet. Jeg var fri. I hvert fald for en kort stund. Jeg fjernede bladede fra cyklen, løftede grenene af og begyndte at trække cyklen ud langs den hullede skovsti. Stadig meget på vagt, stadig rædselsslagen for at blive opdaget, for nu var det jo endnu mere suspekt at jeg luskede rundt og ikke sad til matematik med de andre børn, cyklede jeg langsomt tilbage mod vores vej. Jeg nærmede mig huset, og jeg havde fundet ud af hvilken vej jeg skulle komme fra så der var færrest vinduer der vendte mod mig når jeg kom cyklende. Jeg parkerede cyklen et stykke fra huset, og forsøgte at snige mig frem mod huset, men uden at det så for mistænksomt ud for de biler der måtte passere mig på vej tilbage til mit hjem. Der var ingen lys i vinduerne. Ingen lys, så var der næsten fri bane. Med mindre en af dem var blevet syge. Eller lå i soveværelset og havde fri, det kunne man ikke se ude fra vejen. Jeg gik tilbage efter min cykel og trak hen forbi garagen og ind foran hoveddøren. Gik hen og tjekkede soveværelset, og det værste var de dage hvor der var rullet for, for det kunne både betyde at der var nogen hjemme, men også at de bare havde glemt at trække gardinerne fra. Jeg tog i døren, den var låst. Det var næsten et sikkert tegn på at ingen var hjemme, men der var alligevel en lille chance for at der stadig kunne være nogen tilbage i huset, så jeg låste mig ind og prøvede a finde på hvad jeg kunne have glemt, som gjorde at jeg havde forladt skolen for at hente den. Det. Det kunne være en bog. Det nyttede ikke noget at sige jeg var blevet syg og var taget hjem, for så var jeg jo ikke alene, og så skulle mor ikke skrive i min kontaktbog, fordi hun troede jeg havde været i skole. Og det havde jeg jo ikke. Så jeg havde lært mig altid at have en god forklaring. Jeg havde lært mig at være dygtig til at lyve og fortælle løgnehistorier. Jeg listede mig ind i huset, og tjekkede rum efter rum. Da jeg havde konstateret at der ikke var nogen hjemme, heller ikke bag sofaen eller i et køkkenskab, satte jeg tasken ind på værelset, og jeg kunne begynde at lege eller se film eller bare nyde at være alene og være mig.

Selvom det måske var 6 timers frihed, så var der alligevel nogle ting der var farlige. Lydene. Jeg for sammen hver gang der var en lyd af en bil der blev parkeret, og jeg turde ikke slå mig løs, synge højt eller grine højlydt, for jeg var bange for nogen alligevel skulle opdage mig. Jeg skulle hele tiden være på vagt. Tænk hvis nogen hørte mig, hvis nogen opdagede at jeg var hjemme, og jeg oven i købet var glad eller syngende? Jeg var jo nødt til at spille syg i en forfærdelig fart hvis nogen mod forventning skulle komme hjem til et hus der alligevel ikke var tomt. Derfor kunne jeg aldrig helt pakke mine legesanger ud, jeg kunne aldrig skrue op for musikken, og jeg blev som regel på mit eget værelse, fordi jeg var bange for jeg ikke opdagede mine mor eller stedfar i tide, og derfor ville blive taget med fingrene i kagedåsen.

Det var meget kontrastfyldt, først at have stået i skoven, og nærmest have lyst til at skrue på viserne på armbåndsuret så tiden dig bare ville gå, for derefter at komme hjem og have lyst til at pille batterierne ud, så tiden ikke ville gå så hurtigt. Det var to helt forskellige verdener på samme dag. Efterhånden som tiden nærmede sig klokken 15, kom den dårlige samvittighed tilbage. mavesmerter, spændinger i hele kroppen og vejrtrækningsproblemer. Hvordan skulle jeg fortælle mor jeg ikke havde været i skole? Skulle jeg fortælle hende det overhovedet, eller håbe på at de i skolen ikke ville lægge mærke til jeg havde været væk? Det var jo sket før. Hvad kunne jeg havde fejlet denne gang? Ondt i halsen? Influenza? Hvordan kommer man til at se bleg ud? Hovedpine? Rygsmerter? Nogen dage gemte jeg mig bare under dynen og gjorde som om jeg lige var kommet hjem, skubbede problemet til dagen efter. Jeg kunne ikke tage en beslutning, jeg vidste ikke hvad der ville være bedst, når jeg vidste det hele var forkert.

-Hej Anne, er det gået godt i skolen idag?

-ja, det er gået fint- hvad har I lavet?

- vi har bare haft matematik og dansk, og så spillede vi rundbold i den sidste time

- har du fået mange lektier for?

- ja lidt

- ok, kommer du ikke lige og hjælper til med at bære ind, vi skal have kylling i aften.

- Uhm kylling, det lyder godt

Og så skete der ikke mere den dag, den dårlige samvittighed forsvandt, og kom først igen da natten kom nærmere, og jeg overvejede om det var skoven eller håndarbejde der stod på skemaet dagen efter. Jeg vidste det som regel først om morgenen når jeg stod op.

-----------------------

I dag, d. 26 december 2011 tog jeg ned i dén skov. Den voksne Anne gik ind i skoven og genkaldte sig den lille pige der sad derinde dengang. Jeg fortalte hende at hun har forladt skoven for længe længe siden, og jeg gerne ville sikre mig at hun ved at hun ikke hører til der mere. Der er et andet liv sandt for hende, et liv der er i fuld gang, og som står ved udkanten af skoven og venter. Jeg græd lidt. Der er altid en sorg forbundet med at slippe noget gammelt. Uanset om det er noget smertefuldt eller glædesfuldt.

Man kan godt glemme at flytte sig indeni. Leve et drømmeliv og glemme at have dele af sig med. Og det kan godt kræve at man tager tilbage og opdaterer sig selv. Eller tager den lille mig i hånden og viser vejen fysisk ud af skoven. Som i mit tilfælde.

Ja, jeg kørte ned i en skov da jeg var barn. I årevis. Jeg var bange for at være i skolen og bange for at være hjemme. Af grunde som jeg som voksen godt forstår, men grunde som jeg som barn ikke kunne se. Jeg kunne kun se alle de andre børn være i stand til at køre i skole og leve deres liv uden at gå i stykker indeni. Hvorfor kunne jeg så ikke? Jeg fik skabt en historie om at jeg var unormal og forkert og i stykker. En historie jeg har haft meget svært ved at slippe.

I dag ved jeg godt hvorfor. Og nej, det ændrer måske ikke alverden og mit indre billede af hvem jeg er, at jeg som voksen stiller mig ned i skoven og kigger på de nøgne træer. Det føltes som 100 år siden jeg havde stået der sidst. Som om det var et andet liv end det liv jeg lever i dag. Alligevel begyndte jeg at græde lettelsens tårer da jeg stod der idag. Der var noget at komme efter - jeg havde brug for at tage dertil igen. Det føltes som om jeg tog mit indre barn i hånden og sagde ”kom lille skat, den tid er forbi, du har været ude af den skov længe. Der er ikke længere nogen grund til at gemme dig herinde, for der er ikke noget at være bange for mere”.

Jeg filmede det med min Iphone. At jeg var der idag. Og tårerne. Måske viser jeg den film en dag. Lige nu er den kun for mig.

Tak fordi jeg kan dele denne historie med jer, jeg glæder mig til at bogen er skrevet helt færdig og udkommer. Jeg har mange historier at fortælle. Og de er ikke alle sammen sørgerlige. Men de er allesammen vigtige. I hvert fald for mig.

Kloge ord fra Miss Kling

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 25 Dec 2011 21:26:00 +0000

Der er altid plads til en lille overraskelse eller to. Loggede lige på Elin Klings blog, elsker hendes stil og læser normalt aldrig hvad hun skriver, men idag fandt jeg denne tekst:

Elin:

Merry christmas! I hope you all will have a lovely day! Luckily I’m one of them who has a family, and actually enjoy this time of the year, and I’m very thankful for that. Christmas is amazing, but I know it’s also a horrible time for many people. Sorry if I’m ruin the christmas-lovely-feeling :). I just don’t want anyone of you readers to think, that you are alone to not have the perfect day, if you don’t. I don’t want you to browse all your favorite-blogs and read about how AMAZING everything is, and feel that you are the only one who’s not having this perfect day, with the perfect gifts, you are not. Remember that it’s so easy to run a blog and to only show the “perfect world”.

Like!

The secrets I shouldn't tell you....

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 25 Dec 2011 13:51:00 +0000

Om et par dage begynder alle nytårskurerne, alle ”fik du det ud af 2011 du gerne ville?” og alle ”design selv dit 2012, skal 2012 været ÅRET hvor du sprænger rammerne?”. Vi kommer til at se en masse gode spørgsmål og kurser og råd for hvordan vi kan gøre 2012 til det bedste år i vores liv.

Jeg tænkte lidt over det… Da jeg holdt op med at sætte nytårsforsætter om at jeg skulle tabe mig, stoppe med at ryge og begynde at løbe 3 gange om ugen, og i stedet besluttede mig for hvad jeg ville skåle på at have opnået året efter, så begyndte jeg at nå alle mine mål. Og mere til. Og jeg har opdaget at jeg slet ikke behøver noget nytårskursus, eller webinar, for at sætte mine egne mål og blive færdig med det år der lige er gået. I princippet sker det jo uanset om jeg gør noget ved det eller ej.

Det er ikke så svært, jeg stiller mig selv to spørgsmål, og dem får du her, helt gratis og på min regning. Og du må bruge dem så meget du vil, kalde dem dine egne og tage patent på dem. Jeg har ikke opfundet dem selv heller.

Hvad tager jeg med mig af gode læringer fra 2011?

Tip: Kig på alt hvad der er sket, og find så læringen. Og hvis din læring hedder ”jeg har lært at man ikke kan stole på sine venner” – så har du et negativt fokus og så er det spild af tid det du laver. Drop det! Der ligger en positiv læring UANSET hvad du har været igennem i 2011. F.eks har jeg været i fogedretten i 2011. Det er ikke noget jeg har været særlig stolt af, men det er hvad det er, og der var noget for mig at lære. Og faktisk har jeg lært en vigtig lektie, og det er: jeg er stadig det samme værd som menneske selvom jeg har været i retten. Jeg blev talt ned til, advokaten prøvede at få mig til at skamme mig, men hun vidste ikke at jeg havde forberedt mig inden jeg gik ind i det grønne lokale. Jeg havde siddet med min notesbog foran mig og havde skrevet et spørgsmål til mig selv som jeg skulle besvare: ”Anne, hvorfor er du værdifuld?”. Og jeg sad der, i ventesalen og følte mig som verdens mindste og dårligste menneske. Fyldt op af skam. Og lige præcis dér er det allervigtigst at stille sig selv det spørgsmål. Så jeg tvang min hjerne til at finde svar. Og lige så langsomt begyndte de at komme til mig. Et efter et. Svarene på hvorfor jeg er værdifuld. Svarerne på hvorfor jeg er værd at elske. Svarerne på hvorfor jeg er en succes. Da jeg blev kaldt ind i lokalet bankede mit hjerte hurtigt, men jeg kunne trække vejret dybt og jeg følte mig hverken mindre eller mere end den dommer og den advokat der sad overfor mig.

Jeg har valgt et liv uden sikkerhedsline, og hvis det kræver en tur i fogedretten engang i mellem, så er det en pris jeg til hver en tid er villig til at betale. Det nemme ville være at skabe mig en læring ud fra ovenstående begivenhed, der hedder ”du skal aldrig mere tage chancer” – for nej, det var ingen fest-oplevelse. Men ved du hvad? Jeg tager gerne turen igen en dag hvis det nogensinde bliver nødvendigt. Og jeg har lært at jeg altid er det samme værd. Og det havde jeg ikke vidst hvis ikke jeg havde været der.

Alle mennesker gør ting vi ikke er stolte af. Men vi er ikke særlig gode til at snakke om det. Fordi jeg snakker om mine downs, mine mørke hemmeligheder og mine ufinee sider, så åbner folk sig op og fortæller mig om der hvor de er små og grimme. De kan spejle sig i mig. Og jeg har endnu ikke mødt et menenske uden mørke hemmeligheder. Ikke et eneste. Jeg har mødt misundelse, tyveri, vold, selv-vold, selv-pineri, had, brutalitet, magtesløshed og meget andet - fra folk hvor du på ingen måde forventer det. Og det der er vildt, er at se hvor hårdt vi piner os når vi holder det for os selv. Og det der er vildere er at opleve hvor meget kærlighed vi møder hinanden med, når vi åbner op om de mørke sider. Der hvor vi frygter at blive mødt med foragt og afsky, er tit der vi møder den største forståelse og kærlighed. Bag enhver opførsel er en positiv intention. Altid!

Spørgsmål 2: Hvad vil jeg gerne skåle på at have opnået når jeg når nytåret år 2012/2013?

Mere skal der ikke til. Så har jeg et fokus, og hvis jeg har for mange, så vælger jeg bare mine top 3, sådan så jeg ikke bliver forvirret over alle de mange mål. Jo færre mål jeg har, jo mere fokuseret kan jeg være. Sæt dig foran din notesbog eller dit webkamera og fortæl dig selv hvad du siger når du hæver glasset nytårsaften år 2012/2013? Hvad skåler du på at have opnået? Forestil dig hvordan det er at stå der og fejre lige præcis dét du ønsker dig for 2012?

Og så har jeg nogle enkelt små regler jeg sætter op for mig selv så jeg sikrer mig at jeg ikke falder i søvn i mit liv:

Gør noget hver eneste dag der får mig lidt ud af min comfertzone. Noget jeg er bange for. Bare en lille ting.

Hver gang du møder mennesker der pisser dig af, irriterer dig eller går dig på nerverne, så find ud af hvad det er hos dig, som personen rammer. For det handler om dig og ikke om dem. Hver gang. Det er en ret spændende verden at gå på opdagelse i, og man lærer sog selv ret godt at kende.

Husk det indre barn, der er ikke andre end dig til at passe på ham/hende. Vær en kærlig beskytter.

Det var bare det jeg ville sige. Forsinket glædelig jul <3

Åhhhh nej, det er allerede jul!!!!!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 24 Dec 2011 12:44:00 +0000

23 december

Åhnej!!! Jeg begyndte at bilde mig selv ind at en julekalender skulle slutte med et brag, og så fik jeg præstationsangst og en mindre skriveblokade. I virkeligeheden kunne jeg jo bare slutte med at takke for året og ønske glædelig jul.

Men jeg har faktisk en gave til jer, som ikke engang kommer fra mig, men fra Lise, en af mine skønne – og meget modige læsere. Som nogle af jer måske kunne huske, så var der en kalenderlåge der handlede om at rose fremmede (klik her hvis du vil se hvad jeg snakker om). Lise var ikke en af vinderne, men hun fik et kærligt los bagi, og hvis hun tog imod min udfordring, så vil jeg kvittere med en bog. Lise har klaret udfordringen til et stort 12 tal på min 12 skala, og får derfor tilsendt en bog når jeg kommer hjem fra Sønderborg om nogle dage. Læs om Lises udfordringsdag her:

Den dag Lise sparkede røv (sin egen!)! PS Lise, jeg kunne simpethen ikke nænne at klippe noget i din historie ud, så den bliver bragt uredigeret!

Hej Anne,

Tirsdag den 27. december 2011 blev dagen, hvor jeg groede mig nogle ordentlige ladyballs og begav mig ud på en tur, for at rose mennesker. Fremmede mennesker. 3 styks. Bare tanken om at skulle gå over til en fremmed og sige noget gjorde mig ekstremt tissetrængende. Det er altså virkelig grænseoverskridende for mig, selvom jeg ikke er genert overhovedet.

Nå men jeg begav mig ud i Hillerød, og prøvede at finde nogle at rose. Jeg startede ud i min lokale Monki, for der er en medarbejder jeg synes altid er så sød og rar og det følte jeg at jeg måtte sige hende. Jeg siger dig, jeg gik rundt i butikken i ½ time (eller mere til), før jeg fik taget mig sammen. Jeg var flere gange ved at flygte ud af butikken, men jeg holdt ud. Jeg fik endelig taget mig sammen til at gå over til hende og præsentere mig, og sige til hende at hun altid er så sød og rar, og at det er så dejligt at hun tager sig tid til at hjælpe én, uden at tvinge én til at købe hele butikken(forkortet). Så fik jeg en krammer. Wow. Jeg blev hylet helt ud af den. Tænk at sådan en lille kommentar kan gøre et menneske så glad!

Jeg begav mig ud på gaden igen, glad over den veloverståede episode, men skræmt over at jeg nu skulle finde en anden at rose. Jeg gik lidt op og ned af gaden, og blev så stoppet af en ung fyr, nok i alderen 19-20 år, iført en Unicef hættetrøje. Normalt siger jeg nej tak, dog med et smil, men i dag stoppede jeg op og talte med ham. Mest af alt fordi at han så pæn ud, og det ville udskyde min mission med at rose en fremmed for en stund. Han spurgte om jeg var interesseret i at støtte Unicef, og jeg fortalte ham at det gør jeg allerede. Han sagde, "jamen det er så i orden", og lagde an til at gå, og jeg spurgte ham så om, hvad han ville have sagt til mig, hvis jeg ikke havde støttet i forvejen. Efter en lang og inspirerende salgstale fortalte jeg ham ordret: "Hvis ikke jeg allerede støttede i forvejen, så gjorde jeg det i hvert fald nu, det var godt nok noget af en salgstale du dér fyrede af. Den var meget inspirerende og tankevækkende, og at du har udseendet med dig er jo bare en fordel for dig og Unicef. Du får sikkert en masse at støtte på dit snakketøj og dit udseende!" Den sætning kom helt ud af det blå, og det gik ikke op for mig at jeg lige havde rost en fremmed, før ordene var ude af min mund. Det var jo faktisk ikke så svært igen! Han blev super glad for det og takkede mig varmt.

Men videre måtte jeg jo for "missionen" lød jo på at rose mindst 3 fremmede. Glad og opløftet over at have rost nogle jeg slet ikke kender gik jeg videre. Jeg hørte nogle der sang i nærheden, og det lød virkelig(!!) godt. Det var så et par unge piger der stod og solgte ristede mandler og sang imens. Så jeg gik selvfølgelig over og købte nogle brændte mandler, og roste deres stemmer! De blev også super glade!

Det var de 3 mest "rosende" ting jeg gjorde i dag. Da jeg først var kommet i gang kunne jeg ikke lade være med at komme med små bemærkninger til folk. Såsom "sikke en fin jakke" og "ej hvor har du nogle flotte sko på - hvor er de fra?". Og hvis personalet i butikkerne har været ekstra søde og gode kvitterede jeg med et: "Tak for den gode service og god jul" - Det kan godt være det lidt er en standardreplik, men når man ser hvor meget glæde den giver, så kan man ikke lade være med at bruge den!

Kriblede det i maven? OM!? Jeg siger dig jeg var så nervøs at jeg troede at jeg ville tisse i bukserne! Hold da op! Jeg blev overvældet over hvor svært det her var. Men jeg er mere end lykkelig for at jeg gjorde det!

Det har virkelig givet mig meget at gro mig nogle ladyballs og fuldføre dette her! Det er jo helt vildt så glad man selv bliver af det, og hvor glade andre bliver af det. Jeg vil helt sikkert begynde at rose folk mere for fremtiden. Fremmede som venner, det er ligegyldigt. Nu er jeg kommet ud over min grænser, og nu er jeg klar til at dele ud af min gode karma, som altid har været der, men som kun er blevet delt til fulde med dem jeg har allermest nær. Nu er det slut med det, nu vil jeg sprede glæde til alle.

Jeg har lært at selvom det kan være svært at komme ud over sin komfortzone, så er det det hele værd. Honestly! Man får SÅ meget ud af det, og en af de største glæder er, når man gør andre glade - i hvert fald efter min mening! Jeg kan kun anbefale andre at komme ud og rose andre! - det betaler sig, og hvem ved, det kan være at du får et smil eller et venskab med på vejen?

Jeg ved i hvert fald, at jeg kommer til at rose som en gal i fremtiden. Så hvis du får ros af en der har leverpostejshår og briller i det Nordsjællandske eller Fynske, så er det nok mig!

Slut prut finale. Det var en lang smøre, og jeg håber du er kommet igennem. Egentlig kunne jeg sagtens have skrevet mere, og mine hænder kan næsten ikke stoppe med at skrive. Men i virkeligheden kan jeg ikke beskrive det godt nok overhovedet! Det er en følelse man ikke kan beskrive!

Mange hilsner fra Lise :-)

Kære Lise, tusinde tak for dit mod og fordi jeg måtte dele din historie!

Jeg bliver selv helt glad i låget og i hjertet når jeg læser din historie, det er meget inspirerende! Og det at du slet ikke kunne stoppe igen får min sjæl til at hoppe op og ned og klappe i hændernde og på bedste ego-vis tænke "YES, så har vi en mere med i mærkligheds- og sejhedsklubben!". Du er megasej, og det bliver en sand fornøjelse at sende bogen afsted til dig med en lille hilsen i!

Og til dig der sidder og læser med – turd at være den der sparker dine venner/veninder/mødre/brødre/læsere i røven! For så inviterer du dem til at gøre det samme ved dig. Vi har alle sammen brug for et los bagi, og der ligger en kæmpe gave gemt i at omgive os med mennesker der tør losse os i bagenden når vi går og falder i søvn eller går i selvsving i vores eget liv. De fleste af mine venner ved godt at jeg ikke er rygklapper. Jeg kan godt finde på at spørge ”hvem har du brug for jeg er overfor dig lige nu? Skal jg være veninde der giver dig ret og holder lidt om dig, eller skal jeg hjælpe dig ud af det du står i lige nu?”. Og så kan folk selv vælge hvilken slags hjælp de gerne vil have. Andre gange siger jeg bare ”bullshit, det er sgu da noget fis at sige!”. Særligt når mine veninder taler nd om sig selv, så kan jeg godt finde på at skælde ud.

Vi skal turde være dem der har højere tanker om folk end de selv har!

Rigtig glædelig d. 23 december! Der kommer et juleindlæg fra d. 24 december om lidt når det er skrevet færdigt.

Follower?

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 22 Dec 2011 23:59:00 +0000

Dette indlæg er kun til dig der er twitter-bruger og måske følger mig på twitter eller ville overveje at gøre det.

Jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg skal bruge twitter. Jeg synes det er rigtig spændende og jeg er enormt nysgerrig på det. Nu har jeg f.eks lige delt en megaspændende artikel derinde som inspirerer mig, og jeg tænker at det vil give god mening at bruge twitter til at dele inspiration. Men jeg vil faktisk hellere høre hvardan du kunne tænke dig jeg brugte twitter?

Skal jeg skrive om mine dårlige hårdage, skal jeg bare glemme det? Skal jeg linke til ting jeg synes er spændende?

Give me a clue :-)

Tak

Lågen bag 23 december komme først i eftermiddag :-)