Næste år bringer Rune Rask koncertkonceptet til K.B. Hallen. Det bliver Suspekt-medlemmets største soloshow i karrieren.

Technotoget begyndte bogstaveligt talt på skinner, da projektet i 2025 blev lanceret sammen med DSB på S-togslinje B fra Høje Taastrup over Vestegnen ind mod København og tilbage igen.

Året efter voksede konceptet til Rune Rasks første officielle dj-turné, der i marts lagde vejen forbi blandt andet Poolen.

I K.B. Hallen udvider Rune Rask formatet og »inviterer publikum helt ind i musikmaskinrummet til en aften bygget på pulserende bas, højt tempo og den kompromisløse energi, der har gjort ham til en af landets mest indflydelsesrige producere«, står der i en pressemeddelelse.

Her lyder det desuden, at Rune Rask har »to nye singler på vej sammen med nogle af Danmarks største artister«.

Billetsalget til koncerten starter 15. juni klokken 12.00.

Rune Rask
23. oktober 2027
K.B. Hallen
Billetpris: 395 kr.

Allerede til august kan man se frem til at opleve den amerikanske rapper og sanger, når han indtager henholdsvis Poolen i København og Skråen i Aalborg på sin igangværende ‘Same Difference Tour’.

Rae Sremmurd, der også tæller storebroren Slim Jxmmi, brød igennem med debutalbummet ‘SremmLife’ fra 2015, der tæller singler som ‘No Type’ og ‘This Could Be Us’. Allerede året efter fulgte duoen op med det ligeledes succesfulde ‘SremmLife 2’, der kastede flere kæmpehits af sig.

Siden er det blevet til to soloalbum fra Swae Lee, hvoraf det seneste, ‘Same Difference’, udkom i april. Desuden har han i eget navn samarbejdet med superstjerner som Travis Scott og Post Malone.

Billetsalget til koncerterne starter i morgen 12. juni klokken 10.00.

Swae Lee
17. og 20. august
Poolen og Skråen

Bandet har i hvert fald nok af dem, lyder det fra Robert Smith i et nyligt interview med BBC 6 Music. Her afslører frontmanden nemlig, at der er to nye album på vej med vidt forskellige udtryk.

»Vi indspillede ‘Songs of a Lost World’ i 2019. Vi indspillede sange nok til tre album. Så det andet er færdigt, det er ved at blive afleveret til Universal«, siger Smith og tilføjer, at det kommende album om muligt er »endnu mere dystert« end ‘Songs of a Lost World’, der udkom forrige år.

Det andet album, der er på vej, er imidlertid en helt anden størrelse. »Det er virkelig, virkelig upbeat. Det er virkelig poppet«, siger han.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af BBC Radio 6 Music (@bbc6music)

Smith har på det seneste tilbragt tid i studiet med Olivia Rodrigo og medvirker endda på superstjernens kommende album, der lander fredag, men så poppet bliver The Cures eget album dog ikke.

»Melodisk kan det ikke sammenlignes med det, Olivia laver. Det er mere min idé om The Cure-pop. Det er nok 20 BPM langsommere end noget af det, hun laver«, tilføjer frontmanden.

The Cure spiller på Roskilde Festival 1. juli, hvor de ifølge festivalen fejrer 50-års jubilæum med et særligt show på den nye Orange Scene.

Nu er han klar med opfølgeren, skriver NME. Pladeselskabet Third Man Records har netop annonceret Whites syvende soloalbum. Det bærer titlen ‘Frozen Charlotte’ og udkommer 10. juli.

Albummet indeholder 13 sange, og en af dem er netop landet i form af singlen ‘Dollar Bill’, et bluesrocket nummer om kærlighed og penge.

Tilbage i april delte Jack White i anledning af en optræden hos ‘Saturday Night Live’ de to surprise-singler ‘G.O.D. And The Broken Ribs’ og ‘Derecho Demonico’, som også begge er at finde på det nye album.

På livefronten er White også i god form for tiden.

I sidste uge optrådte han på NorthSide, hvor Soundvenues anmelder Morten Birkmose roste rockstjernen for at spille »med en sult og vitalitet som om, han først lige er begyndt at opdage mulighederne i det seksstrengede instrument, der virker som smeltet sammen med ham, når han skiftevis smadrer lydmuren med riffs og hamrer guitarsoloer af«.

Faktisk lød en historie, der gik hele internettet rundt (nogle steder som om det var et uafviseligt faktum), at hele London var klar over, at Turner havde fået den ikoniske rolle i den kommende Bond 26, som skal instrueres af Denis Villeneuve.

Well – tilsyneladende undtagen hovedpersonen selv.

I et nyt interview med The Hollywood Reporter afviser han i hvert fald, at han på nogen måde er valgt til rollen:

»Lad mig fortælle, hvad der er så sjovt omkring den her Bond-ting: Selv dine bedste venner spørger dig, folk skriver til dig, som du ikke har talt med i 10 år – og du ved ingenting! Det er sådan en mærkelig ting, hvor der sker noget, og så sker der samtidig overhovedet ikke noget. Jeg ved oprigtigt ingenting. Jeg finder det bare ret sjovt«.

Selvfølgelig ville han næppe fortælle det, hvis han nu var den nye James Bond, men udtalelsen understøttes dog af, at det så sent som i maj kom frem, at den berømte caster Nina Gold skulle forestå den kommende udvælgelse. Processen er altså først kommet i fuld sving inden for den seneste måneds tid – hvilket så samtidig betyder, at Turner stadig kan være en stærk kandidat, selvom han ikke ved det endnu.

Mange har allerede drømt sig væk til en 007-film med den 36-årige skuespiller i centrum og med Dua Lipa bag Bond-sangen. Men nu må vi se.

Mens den uden tvivl omfattende casting er i gang, er Denis Villeneuve travlt beskæftiget med at gøre ‘Dune: Del 3’ klar til sin premiere i december.

Callum Turner – der tidligere blandt andet har markeret sig i krigsserien ‘Masters of the Air’ og filmen ‘Eternity’ – er på vej i blandt andet romcom’en ‘One Night Only’ over for Monica Barbaro.

Det kulminerede i går, hvor basketholdet vandt en kamp i NBA-slutspillet over San Antonio Spurs, hvilket har forårsaget massejubel blandt deres fans. Ikke mindst Chalamet der blev fanget af ESPN i et ekstatisk øjeblik.

Timothée Chalamet CANNOT BELIEVE the Knicks pulled off the comeback pic.twitter.com/CiMOFz7bxC

— SportsCenter (@SportsCenter) June 11, 2026

Han væltede også rundt i jubel sammen med en gruppe andre fans, indtil han blevet hevet med videre af Ben Stiller og kæresten Kylie Jenner.

Det blev som bekendt ikke til en Oscar-sejr for den 30-årige Hollywood-stjerne tidligere på året, men det er faktisk svært at forestille sig, at han ville gå helt lige så meget amok i Dolby Theatre.

Det så ellers sort ud for Knicks i gårsdagens kamp, der mod slutningen af kampen var bagud med hele 29 point, men altså lykkedes med at indhente modstanderne i, hvad der kaldes »det største comeback i NBA-finalernes historie« i Variety.

Knicks har mange celebre støtter, der også tæller filminstruktør Spike Lee, Adam Sandler og Larry David.

Ved gårsdagens kamp kiggede ingen mindre end Taylor Swift også forbi.

@taylorswift13! pic.twitter.com/PNvH7Uhc4B

— NBA (@NBA) June 11, 2026

Først var Harbour det ufrivillige omdrejningspunkt for ekskonen Lily Allens storhittende skilsmissealbum ‘West End Girl’, hvor hun udleverede de løgne og seksuelle eskapader med andre kvinder, han angiveligt har udsat hende for.

Derefter florerede et rygte om, at ‘Stranger Things’-kollega Millie Bobby Brown skulle have klaget over chikane og mobning fra Harbours side før optagelserne til finalesæsonen. Den historie har hun dog efterfølgende manet til jorden.

Nu taler David Harbour omsider ud om begge sager. Det gør han i et større interview med Variety.

Harbour kalder historien om konflikten med Brown »en mærkelig ting«, der »kom ud på en mærkelig måde«.

»Det er en serie, der kørte i 10 år. Vi arbejdede sammen i 10 år i løbet af hendes formative teenageår, hvor vi spillede far og datter. Jeg ved ikke, om folk har familie eller venner, som de tilbringer meget tid sammen med i 10 år – men man kommer nogle gange til at skændes eller være uenige«, fortsætter han.

»I familier er det okay, fordi man bare har et skænderi, og så finder man sammen igen. Problemet med en serie til en milliard dollars er, at der er hundredvis af mennesker, som gerne vil blande sig«.

Han forklarer, at konflikten med Brown hurtigt blev løst.

»Det er enkelt«, siger Harbour. »Det var bare sådan en almindelig brud-og-forsoning-situation, hvor alt var fint, så snart vi fik alle andre ud af ligningen og talte sammen. Nu om dage er folk meget bange for at tale om tingene. Folk er meget bange for at være menneskelige. Det er ærgerligt, for jeg ved ikke rigtig, hvordan man navigerer i den her mærkelige medieverden. Men det var fuldstændig normalt, og vi holder meget af hinanden og har altid gjort det«.

I samme Variety-interview udtaler han sig for første gang om Lily Allens album. Han starter med at beskrive oplevelsen med samme tillægsord som Millie Bobby Brown-sagen.

»Det var mærkeligt«, siger Harbour, som dog accepterer ekskonens ret til at lave musik ud af sine oplevelser.

»Jeg mener, at det er enhver kunstners privilegium at bruge sine erfaringer til at skabe kunst, og derfor respekterer jeg hende for at gøre det«, siger han.

»Jeg kan faktisk ikke sige så meget mere, for det handler om mit privatliv. Selvom mange mennesker tilsyneladende ikke mener, at jeg skal have et privatliv, så værdsætter jeg det. Og jeg værdsætter også livet hos de mennesker, jeg omgås privat. Det vil jeg simpelthen ikke udtale mig om«, fortsætter han.

»Historier er komplekse, og derfor siger jeg, at jeg respekterer hendes kunstneriske bearbejdning af sine oplevelser. Det var bare ikke min oplevelse«.

David Harbour kom tidligere i år stærkt tilbage med sin rørende præstation i serien ‘DTF St. Louis’.

Tidligere i serien har vi anbefalet de bedste europæiske komedier i nyere tid, sat spot på de mest spændende nye europæiske skuespilstjerner og forklaret, hvorfor det er værd at parkere fordommene om europæisk film.

EM i Film. Mathias Broe fik en slags åbenbaring, da han tilbage i januar stod til European Film Awards.

Hans debutfilm, queerperlen ’Sauna’, var nomineret til en European Discovery-pris. Og før, under og efter det storstilede show i Berlin var det danske instruktørtalent omgivet af skuespilstjerner som Juliette Binoche og anerkendte instruktørkollegaer som Joachim Trier, Agnieszka Holland og Oliver Laxe.

»Det gjorde et ret stort indtryk på mig pludselig at være en del af den der gruppe. Jeg fik meget lyst til at være en del af det europæiske fællesskab, jeg oplevede der. Også fordi den europæiske selvforståelse virkelig blev dyrket som en slags intellektuel modpol til USA og som en generel modstand mod fascistiske strømninger«, siger Broe på Soundvenues kontor, hvor vi mødes i anledning af Soundvenues tema om europæisk film.

Som at komme hjem

Da den i dag 34-årige Mathias Broe gik i folkeskole, blev han ramt på en uforklarlig måde af den østrigske mester Michael Hanekes ’Det hvide bånd’, han har studeret filmhistorien på Filmvidenskab, og det var i høj grad Lars von Triers værker som ’Melancholia’ og ’Breaking the Waves’, der gav ham lyst til selv at blive instruktør.  

Men han har samtidig altid gået med drømmen om at skulle til Los Angeles eller New York. Som så mange andre i sin generation er han vokset op med de amerikanske billeder i film og fjernsyn, og da han var i New York for første gang for ti år siden, føltes det nærmest som at komme hjem.

»Men det kan jeg helt klart mærke har forandret sig. Vi var i LA for at vise ’Sauna’ tilbage i juli, hvor vi mødte en masse amerikanske filmfolk, og mange af dem havde jo ikke fået noget igennem i flere år. Og jeg tror bare, at den der glorificering af at skulle arbejde i Hollywood blev splintret lidt i mig på den tur«, siger han.

Når man laver grænsesøgende queerfilm som ’Sauna’, ville det amerikanske independent-marked ellers være det mest naturlige sted at søge hen, erkender han. Efter filmens verdenspremiere på Sundance-festivalen i starten af 2025 har det på mange måder været amerikanerne, der har taget bedst imod hans fortælling om forholdet mellem den søgende Johan og den transkønnede William forankret i den københavnske queer-scene.

»Der er en stærk queer-scene i USA, og jeg ville jo kunne tage til New York og have det nemmere på grund af sproget. Min kæreste og jeg var ved at flytte til Paris, før jeg fik mulighed for at lave ’Sauna’, men der måtte jeg jo også sande, at det sproglige ville gøre det svært for mig at få arbejde. Men jeg synes faktisk, der er en større vigtighed i at sige, at man er en del af europæisk film i den tid, vi lever i«.

Film er også en sport

Et af Mathias Broes store forbilleder er den jævnaldrende belgiske instruktør Lukas Dhont, der med ’Girl’, ’Close’ og senest ’Coward’ (som endnu ikke har fået dansk premiere) har fået et markant gennembrud på den filmkunstneriske verdensscene med gribende queer-fortællinger.

Og det var ved at kigge på ham, Joachim Trier og andre af de europæiske instruktører, der arbejder i de europæiske filmcirklers øverste lag, at førnævnte åbenbaring kom.

»Jeg kan huske, at jeg sad i den der sal og kiggede på dem og deres hold, og jeg sagde til min kæreste: Det er der, jeg gerne vil op!«

Han smiler, men trækker ikke i land efter den i dansk kontekst befriende ærlige målbeskrivelse.

»Altså jeg vil op i den der topliga. De laver kæmpestor kunst, de er kompromisløse, og de tør. Det vil jeg også! Og det motiverer mig helt vildt at sætte barren højt for mig selv på den måde – det giver noget at kæmpe for«.

»Jeg er gammel elitesportsdanser, så ud over at jeg ser det at lave film som kunst, ser jeg det også som en sport. Selvfølgelig handler mine film først og fremmest om en emotionel nødvendighed, men så er der sideløbende den her elitesportskonkurrence, som trækker i mig. Min ambition er at komme op i toppen – med vigtige fortællinger!«

Spørgsmålet er så bare, hvordan man som relativt nyslået filmskaber bevæger sig op i superligaen? Det kræver selvfølgelig at lave uafviseligt stærke film, men Mathias Broe efterspørger, at der i dansk film også gøres mere for at guide de instruktører, der går med internationale ambitioner.

Når man skal lave en dansk spillefilm, har man brug for at få støtte fra Det Danske Filminstitut, og her ville Broe ønske, at den internationale dimension blev tænkt ind langt tidligere i processen.

»Altså i en proces fra udvikling til afslutning er der ikke nogen, der spørger én: Er den film, du laver, internationalt orienteret? Det handler primært om det danske marked og det danske publikum. Det er også det, publikumsundersøgelserne handler om. Men der tror jeg bare rigtigt meget på, at man kan integrere den internationale tankegang i måden, vi skaber idéer og film på helt fra start«.

»Jeg ved jo, at en film som ’Sauna’ – som især er henvendt mod et minoritetsmiljø – har brug for at ramme bredere end det danske publikum, så det har jeg haft i baghovedet fra start. Men der er simpelthen filmidéer, som potentielt godt kunne falde på vejen, fordi man ikke tænker i, at det ikke kun skal leve lokalt. Det danske filmmarked er jo meget småt«.

»Jeg møder bare ikke nogen konsulent eller rådgiver i løbet af den proces, der siger: Hvordan kan vi positionere jer, så I bliver klar til at komme ud internationalt? Og skal man have et budget på plus 12 millioner til de her lidt mere kunstneriske ting, skal man jo alligevel ud og lave en co-produktion i Skandinavien eller Europa. Men den internationale dimension kommer bare tit meget sent ind i processen, hvis du bliver udvalgt til en A-festival, og som filmskaber bliver man ikke rigtigt opdraget til at tænke sig selv som international«.

Den åndelige oprustning

Mathias Broe understreger, at han i høj grad selv føler sig både set og støttet af Filminstituttet, og at han i den forstand er priviligeret. Han arbejder lige nu på noget helt andet end ’Sauna’, nemlig en børnefilm.

Han foreslår blot, at man fra filmsystemets side kunne involvere sig mere aktivt i de nye instruktørers langsigtede karriereplaner. Er målet at komme i Biografklub Danmark, til Hollywood eller at blive udtaget til Cannes?

»Man er som ung instruktør bange for at blive sat i bås eller tage forkerte valg. I mit tilfælde for eksempel som en udelukkende queer filmskaber. Det har jeg tænkt meget over efter ’Sauna’ – at jeg også gerne vil vise, at jeg kan noget andet. Men det kunne være fedt, hvis der var en hjælp til nogle større strategiske målsætninger og til at blive positioneret i den retning, man nu gerne vil i«.

Selv henter Mathias Broe lige nu inspiration fra det netværk, han skabte omkring European Film Awards og Sundance-festivalen, og som nyt medlem af det europæiske filmakademi deltager han netop disse dage på Cypern med andre yngre filmskabere fra lande rundt i Europa, hvor man ser hinandens film og udveksler erfaringer.

Han nærstuderer, hvordan de instruktører, han spejler sig i, gør tingene.

»Jeg kan virkelig mærke i kraft af ’Sauna’, at jeg har fået adgang til nogle helt nye rum. Det er meget inspirerende at blive en del af.«

»Så den europæiske selvforståelse tiltaler mig mere i dag end min gamle drøm om New York eller Hollywood. Der er som regel en kompleksitet og emotionel dybde i de europæiske film, som tiltaler mig meget. Hele spektret af det at være menneske – og at være menneske i et samfund med europæiske værdier og forhold. Det er film, som vil mig noget og fortæller om vores tid«.

»Og vi har brug for de fælles fortællinger, på samme måde som vi har brug for at stå stærkt som enkelt nation. Vi har brug for den åndelige oprustning på tværs af Europa. Det vil jeg gerne være en del af«.

Mathias Broes tre europæiske anbefalinger:

’Den stygge stedsøster’: »Nok årets vildeste visuelle værk. Emilie Blichfeldt har skabt en fuldstændig fantastisk beauty body horror, som er både skræmmende og humoristisk. Og så er det en dansk-norsk produktion, som flere danskere burde se«.

’Sirat’: »Det var en ritualistisk og hypnotiserende film. Der var noget kompromisløshed i den, der var virkelig spændende i sin dramaturgi. Den føltes meget frisk i sin måde at fortælle på«.

’Pillion’: »Det er altid fantastisk at se andre unge filminstruktører ramme plet på den måde. Det var så rørende at se en karakter miste sig selv i ønsket om at blive begæret og elsket. Tror måske, det var min yndlingsfilm i år, hvor queer-film har fået et stort løft«.

’Sauna’ kan ses på Prime Video, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.

Eee Gee ‘Eeelluminagee’

Det har været nogle vanvittige uger dansk popmusik, og lad os bare starte med den helt store kronjuvel, nemlig Eee Gees tredje album.

»At lytte til ‘Eeelluminagee’ er som at finde et sjældent, kostbart mineral i et dansk poplandskab, der ellers ofte har travlt med at være enten jovialt eller cool. ‘Eeelluminagee’ er ingen af delene«, skriver Soundvenues Andreas Darger i en seksstjernet anmeldelse og fortsætter:

»Det er stort, cinematisk og højtideligt. Et breakup-epos med alt, hvad den kan trække af følelsesfuld popdramaturgi«. –MH

Aldous Harding ‘Train On the Island’

I 1980’ernes USA opstod en moralsk panik omkring sataniske subliminale beskeder, der potentielt kunne være gemt i populær rockmusik. 

Aldous Harding laver overfladisk set ekstremt stilfærdig og utroligt smuk musik, men hendes nye album er måske alligevel det tætteste, jeg har været på at forstå den fornemmelse, 80’ernes kristne fundamentalister havde. 

For Hardings sange fragmenterer ord og lyde således, at hver en sætning kan høres på uendeligt mange måder. »I’m nine and I love my mommy« smelter ind i »I was nine when I left my body«. Synger hun »imagining from the block« eller citerer hun J.Los ’Jenny from the Block’?

Hun synger med tusind forskellige stemmer i sange, der lyder som glitches i matrixen, små hulrum, hvor mening ophører. Pokkers fascinerende. –RW

Icekiid ‘Kaotisk kunst’

Icekiid ramte bunden og måtte ud af sin komfortzone for at komme videre, forklarede han tidligere på året i et interview med Soundvenue.

Det må man sige, at han kommer med sin nye ep, der er en fornem introduktion til den såkaldte Icekiid 2.0. Som Soundvenues Daniel Bagge formulerer det i en femstjernet anmeldelse:

»Hvor Icekiids tidligere udgivelser har været drevet af solrig afrobeats og dancehall, er ‘Kaotisk kunst’ langt mere rastløs og eksperimenterende. Sammen med produceren Marius Iversen skubber Icekiid sig selv i nye retninger, der føles kantede og uforudsigelige«. –MH

Sira Jovina ‘Det, man vander, vokser’

I en femstjernet anmeldelse af ’Det, man vander, vokser’, endnu et af månedens stærke danske popalbum, kalder jeg Sira Jovina for »en af de største karakterskuespillere i dansk musik lige nu«. 

Hendes sange føles som små, afrundede fortællinger, som hun indtager én ad gangen for med samme imponerende indlevelse at lægge stemme til vidt forskellige karakterer.

Det er vildt, at den femme fatale, vi møder på ’Håber det gør ondt’ – en oprigtigt foruroligende sang, hvor Jovina stikker nålen eftertrykkeligt ind i den voodoodukke, hun får forvandlet en stakkels ekskæreste til – er den samme som det mytiske naturbarn, der synger på ’Store mørke verden’.

Men med så stærk en tilstedeværelse er der næppe den rolle, hun ikke ville være troværdig i. –RW

Bladee ‘Sulfur Surfer’

»I am the only one that has anything interesting to say these days / Stop making music right now / You all fucking disgust me / You should go fucking die«, deklarerer Bladee på sit nye album.

Det er måske trods alt en overdrivelse, men det er svært at nægte, at Bladee her 12 år inde i sin meget produktive karriere har bibeholdt en urokkelig og usædvanlig præcist defineret vision, der er hans helt egen. 

På ’Sulfur Surfer’ er han dog ikke bange for at lukke nye indflydelser ind i sin surrealistiske cloudrap.

Som den dystre ’Fox & Birch’, hvor han får selskab af de amerikanske neofolk-ikoner Current 93. Eller det langstrakte, næsten postrock-klingende afslutningsnummer, ’Scab’. –RW

Lea Romea ‘Sweetheart’

Månedens kavalkade af danske poptriumfer fortsætter på Lea Romeas debut-ep, ’Sweetheart’, der byder på melodisk overskud, detaljerige produktioner og udsøgte vokalpræstationer.

Eller som jeg formulerer det i en femstjernet anmeldelse af ep’en: »Vokalmæssigt mogger Lea Romea de fleste i sin nærhed«. 

Alligevel er det ikke hendes stemme i sig selv – eller dens fløjlsbløde, glasklare renhed og tekniske præcision – der gør ep’en til noget særligt, men snarere hendes let distancerede, hemmelighedsfulde og mystiske måde at indtage sangene. 

Lea Romea er som en tryllekunstner, der måske nok kan det ene imponerende trick efter det andet, men som er bevidst om aldrig at afsløre sine hemmeligheder. Hun ved, at det er illusionen, der holder magien intakt. –RW

Iceage ‘For Love of Grace & the Hereafter’

»Iceage har ikke været så punkede i 10 år – men de har aldrig nogensinde været så poppede«, skriver Soundvenues Holger Møller Dybro i en femstjernet anmeldelse af ‘For Love of Grace & the Hereafter’.

Og der er da også noget herligt løssluppent over albummet, en smittende entusiasme, der gør det svært ikke at overgive sig til kaosset. –MH

Olof Dreijer ‘Loud Bloom’

Det er 26 år siden, Olof Dreijer brød igennem sammen med sin søster Karin i The Knife, og 12 år siden, den stilskabende duo gik i opløsning. Så længe skulle der gå, før den svenske producer endelig udgav sin solodebut. 

Resultatet er et klubalbum ganske ulig andet i landskabet lige nu.

Fans af The Knife vil uden tvivl genkende hans forkærlighed for gummiagtigt amorfe og knirkende synth-lyde, men mens musikken dengang var tydeligt præget af nordens vinterkulde og den skandinaviske sans for minimalisme, er den nu farvestrålende, varm og ekspressiv. 

Man forstår, hvorfor hvert af albummets numre er opkaldt efter eksotiske blomster, for visionen er vidtfavnende og global. Her er gæstevokalister fra Sydafrika og Sudan, vers på arabisk og zulu og stilistisk afsmitning fra angolesisk kuduro og colombiansk cumbia. –RW

Mercedess ‘I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’

Vi runder rækken af danske popperler af med Mercedess’ andet album, der næppe kunne have haft en mere passende titel.

‘I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’, lyder den, og albummet føles da også som et vigtigt vidnesbyrd om en musikbranche, hvor der sjældent er plads til at stoppe op og ånde ud.

»Frustrationen råbes ikke ud, men leveres hviskende, indædt, omgivet af mørke synthtoner med en alternativ poplyd, der nok minder om tidlig Lorde og Billie Eilish, men alligevel har sit helt eget modige udtryk«, skriver Soundvenues Morten Birkmose i en femstjernet anmeldelse. –MH

Namasenda ‘Limbo’

Nogle gange om natten, når jeg prøver at falde i søvn, holder de mig vågen. Små, utroligt meningsløse sætninger, der bliver centrifugeret rundt i mit hoved. »Sticky like cola / My favorite soda«. Eller: »’Donna, ‘donna / Love me like I’m your Madonna«.

Som jeg skriver i en anbefaling af albummet, er Namasendas ’Limbo’ fjollet, nogle gange ligefrem dumt og fuldkommen uimodståeligt på en måde, der oprigtigt er en sjældenhed.

Her er ingen ironi, ingen distance, albummet består af 11 eurodance-inspirerede knaldperler, der tæppebomber dopaminreceptorerne og skyder blodsukkeret i vejret. 

Sangene nægter at give slip, når de først har sat sig fast, et konstant loop i mit hoved, der giver koncentrationsbesvær og søvnløshed. Men det føles bare så godt. –RW

Artigeardit ‘Den lange vej’

Kun lidt over et år efter ‘Æteren’ er Artigeardit tilbage med et endnu et album, der ovenikøbet er meget bedre.

Ligesom Icekiid-ep’en længere oppe på listen er ‘Den lange vej’ produceret af Marius Iversen, der også stod bag forgængeren, og på det nye album skubber de konstant hinanden i nye, fascinerende retninger.

»Der er så meget guf på ’Den lange vej’, at jeg har lyst til at gennemgå hvert eneste track. Det er det album, jeg håbede, ’Æteren’ ville være – og det viser for alvor, at Ardit og Iversen er et stærkt makkerpar«, konkluderer Soundvenues Kjartan F. Stolberg og kvitterer med fem stjerner. –MH

Boards of Canada ‘Inferno’

Det er 13 år siden, at Boards of Canada sidst udgav et album, men med ‘Inferno’ beviser de skotske EDM-pionerer, at de stadig har den.

Også selvom det er et album, der ikke ligefrem giver ved dørene.

»Du er nødt til at overgive dig helt til Boards of Canadas vision, og hvis du ikke giver albummet den nødvendige opmærksomhed, så er det your loss«, skriver Soundvenues Kjartan F. Stolberg i en femstjernet anmeldelse. –MH

Vil du have mere? Tjek også de bedste album, vi hørte i sidste måned.

Alligevel var det først på sidste års fænomenale single, ‘Jeg vil have det hele’, som vi her på Soundvenue kårede til årets bedste danske sang, at jeg helt forstod, hvor vital en kunstner vi egentlig har med at gøre.

Her får Østens stærke sangskrivning nemlig langt om længe følgeskab af en dramatisk, ekstremt muskuløs musikalsk indpakning, som afspejler den intensitet og nerve, hans lyrik er så rig på.

For få uger siden så jeg Østen spille en intet mindre end fremragende koncert på den københavnske Bloom Festival, hvor en kavalkade af stærke nye sange afslørede, at der er meget mere at hente i den kilde – eller måske nærmere malstrøm – hvor ‘Jeg vil have det hele’ er tappet.

Det gjaldt blandt andet, skulle det vise sig, Østens seneste single, ‘Hvor svært kan det være’, en storslået eksplosion af en sang, der hæver dopaminniveauet med et ruskende popsus af et omkvæd, før den skyder det smertefuldt ned igen med ord af bly.

‘Hvor svært kan det være’ er en sang om det glubske begær, den ustoppelige rastløshed, det bundløse sortsyn, der altid melder sig for at spænde ben, akkurat som man ellers troede, at man havde det så godt.

»Himlen er så blå, og hun ligger lige der«, synger Østen i det på én gang mastodontiske og følsomme omkvæd, men hvad hjælper det, når man har et sind som en diskokugle, der spalter al lys for at kaste det fra sig igen?

Østen forstår som få andre danske sangskrivere, at livslysten og dødsdriften er to sider af samme mønt, ‘Jeg vil have det hele’ er en sang om selvdestruktion lige så meget, som den er en sang om energi. Det samme gælder ‘Hvor svært kan det være’.

»Svar mig, kommer der mere?« synger Østen, der tydeligvis ikke længere er tilfreds med at ville have det hele, men vil have mere endnu.

Til dig, der kan lide: Livslyst. Dødsdrift. At spolere din egen glæde. Sange, der kan møde dig i din selvdestruktion.