’House’ kørte i otte sæsoner fra 2004-2012, men Murray har først nu givet sig i kast med serien, og derfor havde hun en kritik, hun måtte dele med sine følgere.

Hun pointerede den meget repetitive form, hvor Lauries karakter Dr. Gregory House altid kommer frem til en forkert diagnose, der næsten dræber patienten og får ham selv fyret, inden han i sidste øjeblik finder den rigtige diagnose og ikke bliver fyret.

Hun afsluttede med det retoriske spørgsmål: »Otte sæsoner af det her?«.

Kritikken faldt dog ikke i god jord hos Laurie, som farede til tasterne i kommentarfeltet under Murrays tweet og gav sit syn på sagen:

»Tak for din kritik, Janet. Vi prøvede faktisk et par episoder, hvor House fandt den rigtige diagnose i første forsøg, men de varede kun seks minutter. Det var NBC ikke glade for. Så prøvede vi nogle, hvor House slet ikke finder den rigtige, og patienten dør. Det var publikum ikke glade for«.

Thanks for your critique, Janet. We actually tried a couple of episodes where House (Hugh Laurie) (please put the brackets in the right place) gets it right first time, but they were only 6 minutes long. NBC weren’t happy. Then we tried some where House never gets it right and…

— Hugh Laurie (@hughlaurie) June 7, 2026

Han går videre med at liste kunstnere, som har lavet værker, der minder om hinanden.

Han forklarer, at Bach har skrevet ’Goldbergvariationerne’, som er 30 variationer af samme akkordstruktur, mens Frida Kahlo har lavet over 50 selvportrætter, inden han afslutter med et flabet: »Jeg ser frem til din næste bog!«.

Laurie har efterfølgende undskyldt tweetet og forklaret, at han var »en smule fuld og i forvejen sur over noget andet«, ligesom han erkender, at han »åbenbart er en tyndhudet idiot«.

I’m sorry if people have been having a go at you because of my tweet. Not at all the plan. I was very slightly drunk and already upset about something that had nothing to do with you. If it’s any comfort, I got it in the neck too. I’m a thin-skinned twat, apparently, even…

— Hugh Laurie (@hughlaurie) June 8, 2026

Den aarhusianske festival har siden sin begyndelse i 2010 været afholdt i den første weekend af juni, men flytter næste år til månedens anden weekend for bedre at kunne tiltrække internationale artister.

»Datoændringen er motiveret af, at den nye weekend passer bedre ind i de europæiske turnéplaner for de internationale artister, vi gerne vil præsentere på festivalen«, skriver NorthSide i en mail til TV2 Østjylland.

Festivalen ønsker ikke at sætte navne på de artister, den håber at kunne tiltrække. Tidligere på ugen fortalte festivalchef Brian Nielsen dog, at NorthSide øger musikbudgettet med 30 procent næste år. »Det skal gerne afspejle sig i antallet af store internationale navne«, lød det fra festivalchefen.

Årets program bød blandt andre på Jack White, Idles, Empire of the Sun, Sofia Isella, Charlotte de Witte og Peggy Gou.

NorthSide har de senere år varslet et musikalsk kursskifte, der bevæger festivalen væk fra den alternative og indie-orienterede profil mod et bredere program, hvor navne som Tobias Rahim, Thomas Helmig og Kalaset optræder side om side med internationale rock-, indie- og elektroniske profiler.

Filmen præsenteres i samarbejde med modehuset Dolce & Gabbana og datingappen Grindr (#gayrights) og udspiller sig primært på dansegulvet og i toiletbåsene på en gigantisk natklub, omend vi også ser Madonna blive jagtet af et robotlignende SWAT-team (!).

Gæstelisten byder blandt andre på popmusikalske it-girls som Shygirl, Arca og Sabrina Carpenter, dj’en Honey Dijon, supermodellen Kate Moss og filmstjerner som Benedict Cumberbatch, Richard E. Grant, Odessa A’zion og Julia Garner.

Sidstnævnte var Madonnas førstevalg til at spille hende selv som ung i en nu skrinlagt biopic – en rolle, hun ikke desto mindre får lov til at prøve kræfter med her.

Det er svært at forestille sig en fest med en bedre gæsteliste, og det skorter da mildest talt heller ikke på mindeværdige øjeblikke.

Her er to personlige favoritter: Benedict Cumberbatch and Richard E. Grant, der deler et intimt øjeblik på et demonstrativt Grindr-sponsoreret badeværelse, og Kate Moss – selve ansigtet på 90’ernes stofkultur – der dukker op i samme øjeblik, Madonna synger linjen »hide the cocaine«.

‘Cofessions II’ er ude 3. juli. Se kortfilmen herunder.

I forrige uge valgte Grøn at fjerne Benny Jamz fra plakaten efter rapperens fængselsdom, og nu følger Smukfest trop.

Det oplyser festivalen ifølge Politiken i en mail til Ritzau.

Her lyder det desuden, at mens Smukfest har »respekt for«, at byrettens dom er blevet anket, er der »gråzoner, hvor vi som arrangør forbeholder os retten til at vurdere, hvad der er bedst for årets festival«.

»På baggrund af sagen har vi derfor besluttet at tage Benny Jamz af programmet«, fortsætter Smukfest.

Festivalen er allerede klar med en erstatning for Benny Jamz, og der er tale om en anden dansk rapper, nemlig Johnson.

Han overtager Benny Jamz’ plads i programmet og spiller torsdag 6. august.

B.O.C-medlemmet blev i slutningen af maj idømt tre måneders fængsel for trusler samt for at have været i besiddelse af våben.

Benny Jamz har anket dommen til landsretten.

Pengemanden Cicero har smækket pengekassen i og sat bygningen til salg, som i øvrigt er oversvømmet og huser et tomt køleskab, men ikke desto mindre kæmper Carmy, Sydney, fætter Richie og co. videre til sidste blodsdråbe i den første trailer.

I slutningen af sæson fire meddelte Carmy sin exit og forfremmede Sydney til køkkenchef, men han virker trods alt til at spille en prominent rolle i den kommende sæson.

Derudover bliver det interessant at se, hvordan ‘The Bear’ inkorporerer hændelserne fra særafsnittet ‘Gary’, der landede for nylig og sluttede på lidt af en cliffhanger.

Det tyder på, at hele hovedcastet vender tilbage fra Jeremy Allen White, Ayo Edebiri og Ebon Moss Bachrach til Lionel Boyces Marcus, Liza Colón-Zayas som Tina, Abby Elliott som søsteren Natalie og Matty Matheson og Ricky Staffiery som Fak-brødrene.

‘The Bear’ får premiere 26. juni.

Den okkulte horrorfilm var en stor kommerciel succes for A24, den på det tidspunkt bedst indtjenende film for selskabet med mere end 90 millioner tjent på verdensplan (‘Backrooms’ har senest slået den rekord med længder). Alligevel blev en efterfølger aldrig sat i søen.

Nu har Aster dog fortalt, at han faktisk har skrevet et manuskript, der bygger videre på ‘Hereditary’-universet.

Det afslørede han ifølge Gold Derby under en Q&A til American Cinematheques årlige filmfestival Bleak Week, som i år viser værker fra hans bagkatalog.

»Jeg skrev en prequel til denne«, sagde Aster om ‘Hereditary’. I samme ombæring måtte han dog meddele, at han ikke umiddelbart har planer om at gå videre med det.

»Det føles aldrig som det rette tidspunkt. Det er en prequel, ikke en efterfølger, så jeg ved ikke, hvor det her fører hen«, lød det.

Efter ‘Hereditary’ instruerede han den ligeledes storroste gyser ‘Midsommar’. Efter den kom ‘Beau Is Afraid’ og ‘Eddington’, som fik mere blandede modtagelser.

Hans næste film hedder ‘Scapegoat’ og har Scarlett Johansson i hovedrollen. Det vides endnu ikke, hvad den handler om, eller hvornår den får premiere.

Både under udvælgelsesprocessen og i tiden efterfølgende har de haft fart på både sangskrivning og optrædener, hvilket man i september kunne bevidne i DR-dokumentaren ‘Blæst og hende den nye’.

Nu er bandet klar med første længere udgivelse siden Malmros’ tilslutning. I går aftes annoncerede Blæst, at de udgiver ep’en ‘Blæst Forever’ 19. juni.

Ep’en består af syv sange, herunder singlerne ‘Forever’ og ‘Før det kan gå op’ med Karoline Mousing. Udgivelsen har yderligere én gæst, nemlig den norske artist Makosir på sangen ‘Ekko’.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Blæst (@blaestband)

Det nye Blæst med Malmros ombord har også tidligere udgivet singlerne ‘Vi ku’ gå hele vejen’ og ‘Den nye pige’, som altså ikke har klaret cuttet til ep’en.

‘Blæst Forever’ lander i starten af bandets igangsværende sommerturné rundt i Danmark, hvor de blandt andet spiller på Smukfest og til Tivolis Fredagsrock.

I april lagde de vejen forbi Store Vega, hvor Soundvenues anmelder Anton Løkke Laursen roste den nye forsangers forfriskende indtog.

»Da det blev tid til ’Den nye pige’, kunne Malmros stolt udbryde, at hun slet ikke var den nye længere. Denne aften blev det også tydeligt, at Blæst har fået fat i en forsanger, der med tiden vil kunne trække musikken i forfriskende anderledes retninger«, lød det i koncertanmeldelsen.

Europæisk film har måske et ry som svært, kedeligt eller utilgængeligt, men parkerer man fordommene, er der uafrystelige, sjove og spændende oplevelser at komme efter. Det argumenterer vi i hvert fald for her på Soundvenue i den kommende uges tema dedikeret til europæisk film.

Her anbefaler vi nogle af de allerbedste komedier, der er kommet ud af Europa siden 2010. Det er film, der ikke blot får smilebåndet på arbejde, men som også gør det på en langt mere original – og tankevækkende – måde, end hvad der i dag er standarden fra USA.

‘Four Lions’ (2010)

‘Four Lions’ har efterhånden 16 år på bagen, men den fremstår stadig afsindigt modig og provokerende med sin skarpe og ikke mindst morsomme satire over noget så alvorligt som terrorisme.

Komiker Chris Morris’ spillefilmdebut som instruktør følger fire rasende inkompetente jihadister (én af dem spillet af Riz Ahmed) i Sheffield, som har et fælles mål om at blive martyrer og tage flest muligt vantro briter med sig i faldet. Dog er de sjældent enige om fremgangsmåden, og de bliver ved med at forpurre den drabelige mission.

Jesse Armstrong, der senere skulle skabe hitserien ’Succession’, har været med til at skrive farcen. Og hvis man var fan af Roy-familiens evige mundhuggeri, vil man finde lige så stor underholdningsværdi i den gumpetunge terrorgruppe, der konstant sviner hinanden til og kommer med tvivlsomme modsvar.

’Four Lions’ er også rig på fysisk komik, ofte affødt af klyngens kridhvide jihadist Barry (Nigel Lindsay), der har mere end én idiotisk metode til at undgå myndighedernes formodede overvågning. Bevæger man sig udendørs, skal man for eksempel ryste sit hoved fra side til side i et hidsigt tempo, så kameraer ikke kan identificere én.

Man griner af de latterlige terrorister, men mod slutningen gør Chris Morris faktisk noget endnu mere modigt. Han viser den blodige alvor af hovedpersonernes planer, som chokerer både publikum og terroristerne selv.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

’Kvinde på krigsstien’ (2018)

At islandske Benedikt Erlingsson har en helt særlig humoristisk tone, har mange danskere for nyligt erfaret gennem instruktørens serie hos DR, ’Den danske kvinde’.

Før han fik Trine Dyrholm til at spille grænseløs og syngende antihelt, lavede han en anden veloplagt komedie om en handlekraftig selvtægtskvinde på Island.

I ’Kvinde på krigsstien’ fra 2018 går den på overfladen fredelige korleder Halla nemlig til kamp for naturen ved at udøve en række risikable og dybt ulovlige sabotageaktioner mod landets aluminiumsfabrikker. Mens hun er i sit aktivistiske es, får hun mulighed for at adoptere et barn fra Ukraine, hvilket sætter hendes livsførelse i perspektiv.

Erlingsson har begået en spændende og humoristisk økothriller med en masse på hjerte. Ligesom ’Den danske kvinde’ er ’En kvinde på krigsstien’ også et forrygende musikalsk bekendtskab. For et lille orkester og en gruppe ukrainske folkesangere fremfører hele filmens score, mens de fysisk befinder sig i billedet og sågar interagerer med karaktererne.

Selvom filmen handler om tunge problematikker, som ikke fylder mindre her otte år efter premieren, lykkes Erlingsson med at servere dem i en underholdende og finurligt opløftende indpakning. Det er en bedrift, man ikke skal kimse ad.

Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.

‘Kneecap’ (2024) 

»Guess who’s back on the news. It’s your favorite Republican hoods!«. 

Det synger Kneecap, som ikke kun er en musiksensation fra Nordirland, men også omdrejningspunktet for en af de bedste nyere europæiske komedier.  

Nærmest samtidig med gruppens gennembrud fortalte Rich Peppiatt deres historie i sin fremragende debut som spillefilminstruktør. 

En lingvistisk konflikt har nok aldrig været mere sjov og sprængfarlig, end når den som her belyses gennem Kneecaps frontmænd – de to narkosælgende problembørn Moglai Bap og Mo Chara, der konstant kommer i karambolage med politiet. 

De unge fyre insisterer på at tale irsk til provokerede betjente, og ved et lykketræf bliver politiet så nødt til at skaffe en tolk, der viser sig at være en kedelig skolelærer på overfladen, men også DJ Próvai, en musikproducer med et studie i sin garage.

Pludselig er en usandsynlig hiphop-trio født, hvis irsksprogede sange om at hade briter og blive set på som en »lowlife scum« hitter lige så meget, som de antænder den årelange politiske krig om irsk identitet. 

Finurligt som John Carney, anarkistisk som ‘Trainspotting’ og generelt bare en virkelig god fest.

Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og YouTube Movies.

‘Syk pike’ (2022)

Når det gælder sorte komedier, er der få så nederdrægtige som norske Kristoffer Borgli. 

Før han gjorde lynkarriere hos A24 i USA med Nicolas Cage-påfundet ‘Dream Scenario’ og det nylige hit ‘The Drama’, bedrev han ‘Syk pike’, der excellerer i klukleende kynisme. 

Kristine Kujath Torp (der ikke er en stor nok stjerne!) lægger krop og ikke mindst ansigt til den frustrerede unge kvinde Signe, der føler, hun er blevet uretfærdigt stemplet som kedelig. Hun render frustreret rundt i skyggen af sin kunstnerkæreste og arbejder som barista, indtil hun en dag i erkendelsen af, at »narcissister styrer verden«, beslutter sig for at tage drastiske midler i brug for at fange folks opmærksomhed. 

Hun opsøger en gammel skolekammerat, som sælger hende piller, der vansirer hendes ansigt. Og hun excellerer i at spille offerkortet så moderigtigt som muligt. 

Det er sjovt på den absolut grummeste måde. Ikke mindst fordi ‘Syk pike’s lækre billeder svælger rundt i den unge kvindes makabre transformation, der bæres frem af filmens gennemført syge tankegang. 

Du finder næppe et værk, der tager favntag med flere übermillenialske emner – svindleren, ambitionskrisen, internettet og navlepilleriet – men den gør det mere grænseløst end nogle andre. Som negativet til norsk films andet store millennial-værk: ‘Verdens værste menneske’. 

Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay og Apple TV.

‘Verdens værste menneske’ (2021)

Det kan diskuteres, om ‘Verdens værste menneske’ er Joachim Triers bedste film, men det er vel nok nordmandens letteste og sjoveste. 

Renate Reinsve er i sin store gennembrudsrolle lyslevende som kvinden Julie, der har så travlt med at føle sig lidt for fed til det hele, at hun ikke rigtigt finder ud af, hvem hun er, eller hvad hun kan og vil. 

Så i stedet ender hun mest bare med at arbejde i en boghandel og spille andenviolin i sit forhold med den lidt ældre kæreste og tegneserietegner Aksel (Anders Danielsen Lie). I hvert fald indtil der pludselig er noget andet, der trækker! En helt særlig form for voksen-coming of age til en generation, der ikke kan finde ud af at blive voksen. 

Joachim Trier, manuskriptforfatter Eskil Voigt og Renate Reinsve forvandler sammen den efterhånden klassiske komedie om millennialens navlepilleri om alt og ingenting til en cinematisk odyssé med altid kærlig humor. I den mest berømte scene står Oslo smukt stille, mens heltinden løber gennem byen, hvilket er lige så smukt, som det er sjovt tænkt. 

‘Verdens værste menneske’ er både rørende og underholdende. Akkurat som nøglereplikken »jeg elsker dig, men jeg elsker dig ikke«, som Julie finder på at sige sandt og selvoptaget i et breakup. 

Kan ses på Netflix, HBO Max, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay.

‘El Planeta’ (2021)

Der er ikke en eneste sympatisk karakter at finde i ’El Planeta’. Det gør ikke spansk-argentiske Amalia Ulmans instruktørdebut mindre sjov.

Den tragikomiske film foregår i den spanske kystby Gijón, hvor Ulman selv er vokset op. Hun trækker på egne erfaringer og spiller også hovedrollen over for sin egen mor, Ale Ulman. Hovedkaraktererne har dog også en kriminel side, som er inspireret af en virkelig duo ved navn Justina og Ana Belén, bosat i samme by.

Ulman og Ulman spiller en førhen velstående mor og datter, som nu er hårdt ramt af Spaniens økonomiske krise. I stedet for at nedværdige sig til et klassisk lønmodtagerliv, hustler de sig gennem tilværelsen med butiksrøverier og svindelnumre, mens de tæller ned til datoen, hvor de bliver tvangsfjernet fra deres lejlighed.

Med sin sorthvide billedside og fortællingens løse struktur minder ’El Planeta’ på overfladen om 60’ernes franske nybølgefilm. Men modsat eksempelvis Jean-Luc Godards løsgængere og småforbrydere fremstår de to kvinder i Ulmans film aldrig så cool, som de forsøger at få det til at se ud, snarere sølle og latterlige.

Alligevel hygger man sig med de excentriske karakterer og ’El Planeta’s skæve tone, der trækker på deadpan-komiske forbilleder som Jim Jarmusch og Aki Kaurismäki.

Kan ses på Mubi.

‘Ninjababy’ (2021)

Ikke siden ’Juno’ har en uventet og uønsket graviditet været så charmerende som i norske Yngvild Sve Flikkes anden spillefilm, ’Ninjababy’ fra 2021.

Som titlen indikerer, har hovedpersonen Rakel ingen idé om, at hun er gravid, da hun hos lægen får at vide, at hun faktisk har været med barn i seks måneder. Hun har godt nok taget lidt på, og brysterne er også vokset i volumen, men den klassiske gravide babybule har slet ikke vist sig.

Nyheden gør livskrisen total for det unge rodehoved, som i forvejen ikke havde meget stabilitet i tilværelsen. Barnets far, en usympatisk herre med en tiltalende penis (heraf tilnavnet »Pik-Jesus«), er heller ikke interesseret i at være forælder. Rakel må altså forsøge at finde en adoptivfamilie til barnet, mens hun i øvrigt har en cute og småkejtet flirt kørende med den sympatiske aikido-underviser Mos.

Selvom der bestemt er alvor i ’Ninjababy’, blandt andet på grund af bekymringer om Rakels hidtil ret så vilde alkoholindtag under graviditeten, er tonen det meste af tiden herligt uhøjtidelig.

Det skyldes blandt andet, at Rakels tegninger som et fast element animeres ind over billedsiden. En tilbagevendende fantasifigur er den titulære ninjababy, som Rakel løbende taler med i sit hoved (og som stemmelægges humoristisk af ’Skam’-stjernen Herman ’Penetrator-Chris’ Tømmeraas).

Også her fremragende Kristine Kujath Thorp spiller også den utjekkede og sjældent særligt ansvarsfulde protagonist med så stort humoristisk overskud, at man kun kan heppe på hende under den atypiske dannelsesrejse.

Kan ses på Filmstriben, HBO Max, Blockbuster og Grand Hjemmebio.

’Sightseers’ (2012)

Anders Thomas Jensen møder britisk socialrealisme i Ben Wheatleys deadpan-voldelige roadtrip-film ‘Sightseers’.

Tina forlader sin psykisk udfordrede mor for at tage på eventyr gennem landet med sin nye kæreste Chris i dennes campingvogn. Den rødhårede fyr er selverklæret forfatter med selverklæret kreativ forstoppelse, men mener, Tina er hans muse, og Tina dufter friheden ude af hjemmet med sex i vognen og spændende nye oplevelser.

Men hendes elskede hund Poppy er samtidig død, og det var vist nok Chris, der kom til at dræbe den.

»Morder!«, siger Tinas mor til Chris. »Det var et uheld«, svarer Tina. »Det var du også«, siger moren. Og så tager dette meget ukarismatiske svar på Bonnie & Clyde ellers afsted mod verdens mest nordengelske sporvognsmuseum.

Her taber en medturist et stykke klamt ispapir på sporvognsgulvet til Chris’ store fortrydelse. Og inden længe er ispapirs-turisten kørt ned af campingvognen. Ved et … uheld.

Den slags uheld kommer der faktisk bare flere og flere af, efterhånden som Chris irriteres over andre mennesker under deres tur på landevejen. For mennesker, ikke? Pisseirriterende.

Alice Lowe og Steve Oram spiller parret til til perfektion og har i øvrigt også været med til at skrive filmen. Instruktør Ben Wheatley havde virkelig et moment i starten af 10’erne, før USA desværre kaldte. Thrilleren ‘Kill List’ var hans dystre højdepunkt, ‘Sightseers’ hans sorthumoristiske. Virkelig morbid, virkelig sjov.

Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Apple TV

‘Yannick’ (2023)

I den store mængde af absurde og ofte surrealistiske komedier instrueret af den voldsomt produktive franske ener Quentin Dupiex, står hans 12. film ud.

’Yannick’ er en ekstremt minimalistisk, men også effektiv satire over de indforståede aftaler, der hersker mellem performer og publikum, kunstner og modtager. Den bare 67 minutter lange film udspiller sig næsten i realtid under en teaterforestilling, der kører fuldstændigt af sporet.

Skyldneren er den unge mand Yannick, som vælger at afbryde de tre skuespillere på scenen i et affolket teater, fordi han ikke er underholdt af stykket. Efter at have taget fri fra sit krævende job, kørt temmelig langt med toget og betalt for en billet, forventer han simpelthen mere end det, de disker op med.

Ingen kan tro, hvad de ser og hører fra den unge teatergæst. Men både skuespillere og publikummer må lege med, da Yannick pludselig trækker en pistol og tvinger de optrædende til at fremføre hans spontant udførte og stavefejlstunge manuskript i stedet.

Den fremadstormende, atypiske filmstjerne Raphaël Quenard er magnetisk på sin helt egen tilbagelænede facon som Yannick, der veksler mellem at være en truende skurk, en charmerende fyr og en ensom stakkel.

Samtidig udstiller komedien et uligevægtigt smagshierarki i kulturlivet. Hvem bestemmer egentlig, hvad der er god kunst? Det spørger filmen gennem sin interventionistiske hovedperson, der går planken ud for sin sag. 

Kan ses på Mubi.

’Force Majeure’ (2014)

Svenske Ruben Östlunds satiriske scenarier over det vestlige middelklassemenneskes hykleri og hule fernis kan for nogen være så tåkrummende, at de vender blikket væk i ren ’Klovn’-agtig pinlighed frem for at få motion til lattermusklerne.

Men tvinger man sig selv til at fastholde blikket, er det svært ikke at føle sig urkomisk ramt af karakterernes patetiske og pinagtige valg i især gennembrudsfilmen ’Force Majeure’, vel nok Östlunds sjoveste.

Det er filmen, hvor familiefaren Tomas intuitivt forlader kone og børn, da en lavine faretruende nærmer sig den terrasse i de franske alper, hvor de opretholder familieidyllen under deres tiltrængte kvalitetstids-skiferie. Til gengæld redder han sin iPhone. Og sine skihandsker.

Det sætter en metaforisk lavine i gang i Tomas’ i forvejen skrantende forhold til sin hustru – og skår i hans maskuline selvforståelse. Den moderne mands bløde panser opløses i usexet identitetsmæssig forvirring, når den biologiske beskytterrolle svigter i nødens stund.

Og mens Tomas bryder sammen med snot i hele ansigtet, er det svært at holde masken. Men bag smilet lurer frygten: Er det én selv, man griner af?

Kan ses på YouTube Movies.

TRACK. Det siger noget om, hvor lavt Taylor Swift satte baren på sit seneste album, at denne lille bagatel af en sang til ‘Toy Story 5’-soundtracket føles som en klar forbedring.

Pressemateriale har forklaret, at ‘I Knew It, I Knew You’ repræsenterer »en tilbagevenden til Taylor Swifts countryrødder«, og ganske rigtigt finder man både guitar, banjo og mundharmonika på sangens ingrediensliste.

Det bedste ved ‘I Knew It, I Knew You’ er, at de børnevenlige rammer har fået Swift til at lægge den kynisme, der prægede ‘The Life of a Showgirl’ på hylden.

Sætninger om at være en skandaløs, parialignende skikkelse i evig magtkamp med alle – der ikke er en vis amerikansk fodboldspiller med en pik så stor som et nåletræ – hører ikke til i ‘Toy Story’-universet, og det har fået Swift til at vise sig fra sin mest elskelige side.

Swifts stærkeste våben har altid været hendes evne til at optegne små, romantiske situationer med så overvældende klarhed, at man som lytter føler, at man kan træde direkte ind i dem.

»I knew you through the daze of the blades of the grass in summer«, begynder ‘I Knew It, I Knew You’, og er vi ikke på niveau med linjerne om at danse i køkkenet i lyset fra det åbne køleskab i ‘All Too Well’, er vi alligevel på væsentligt mere sanseligt territorie, end vi har været længe.

Derfor er det også ærgerligt, at sangen alligevel ikke er bedre, end den er. Omkvædet bliver aldrig rigtig catchy, og Swift mangler stadig at genfinde det nærvær og den varme, der engang kendetegnede hendes vokal.

Sangens største problem er dog produktionen fra Jack Antonoff, der ligesom sit store idol Bruce Springsteen har udviklet en livstruende saxofonafhængighed, der kræver øjeblikkelig afvænning.

Ikke et ondt om saxofoner generelt, men ligesom på Antonoffs seneste album med Bleachers spiller instrumentet på ‘I Knew It, I Knew You’ så dominerende og opmærsomhedskrævende en rolle, at man bliver helt klaustrofobisk at at være i sangen.

Men stadig: en klar forbedring!

Til dig, der kan lide: Saxofon. ‘Toy Story’. Kærlighedssange. At blive positivt overrasket.

Men Europas film behøver ikke pligtstof. De behøver hverken være langsomme, kedelige eller svære at forstå.

Eller er det bare en fordom om fordommen, at mange har det sådan, når en spansk, fransk eller tysk film byder sig til i biografen? At de lige overvejer en ekstra gang, om de … orker?

Sådan har alle det naturligvis ikke. Men virkeligheden er nok alligevel stadig, at de europæiske film, der sendes ind over grænsen til Danmark, af mange associeres med ophøjet kunst i kontrast til den eskapisme og umiddelbare underholdningsværdi, amerikanske film har som deres ypperste formål at levere.

Kigger man på publikumstallene, peger det i hvert fald i retning af, at vi tænker America – eller Danmark – First.

Det er efterhånden 14 år siden, at det franske feelgood-drama ’De urørlige’ bragede ind i danskernes hjerter med over 600.000 solgte billetter; på højde med en god Anders Thomas Jensen-film.

Det er stadig den i sin helt egen liga mest sete europæiske film, der hverken er på dansk eller engelsk, på denne side af 2010. Og kigger man på film, der ikke har fået hjælp af at være indlemmet i Biografklub Danmark (der nærmest per automatik sikrer et billetsalg på den gode side af 100k) eller har haft danske skuespillere i forgrunden (som den norske ’Headhunterne’ med Nikolaj Coster-Waldau og Ruben Östlunds ’The Square’ med Claes Bang), er det kun ganske få, der har besteget det forjættede 100.000 billetters-bjerg på andre sprog end dansk og engelsk:

Den svenske gammelmandskomedie ’Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’ og børnefilmen ’Folk og røvere i Kardemommeby’.

I 2024 var den mest populære ikke-engelsksprogede europæiske film at finde på 37. pladsen i form af ’The Zone of Interest’ (56.000 billetter). Skal man finde en film i den årlige biograf-top 10, der ikke er på dansk eller engelsk, skal man tilbage til 2012 og førnævnte franske film om den kørestolssiddende rigmand og hans nye hjælper. Før det finder man svenske ’Mænd der hader kvinder’ i 2009 og tyske ’Der Untergang’ i 2005.

Kan europæisk kultur være ung kultur?

Det kan der være mange gode grunde til: Hollywood har siden 70’erne været filmverdenens uomtvistelige centrum. De har penge til både produktioner og marketing, som de europæiske lande kun kan sukke misundeligt efter.

Men omvendt behøver man heller ikke acceptere det som en naturgiven sandhed. I årene 1966-75 var der hvert år gerne to europæiske film i top 10 – primært fra Italien og Frankrig. Appetitten på selv meget kunstneriske film fra de europæiske nybølger var stor. Ud over den brede appel var det cool at opsøge de nye generationers friske og frække eksperimenter.

Sådan er det ikke i dag. Som helhed forbindes europæisk film ikke med en særlig identitet, og da slet ikke med en særligt progressiv ung kultur.

Men lige nu bør muligheden for et friskt brud med monokulturen have de bedste forudsætninger siden 70’erne. USA’s skyggeside er blevet deres forside, landet er i kulturel og åndelig opløsning, og Hollywood befinder sig i en franchise-skamridende, Trump-leflende idé-krise, som kun i mild grad kompenseres af modvægten fra independent-selskaber som A24.

Samtidig har amerikansk films egen højborg, Oscar-uddelingen, åbnet mere og mere op for udenlandske film i hovedkategorierne, hvilket allerede har givet europæiske film som ’Sentimental Value’, ’Anatomy of a Fall’ og ’The Zone of Interest’ en uhørt stor platform de seneste år.

Europæisk film har altså bedre chancer for at repræsentere noget andet og federe end nogensinde før. Og i forvejen viser publikum jo appetit på andet end det amerikanske, nemlig på det helt lokale.

Danskerne vil utroligt gerne se danske film, og i særlige tilfælde også film fra Sverige og Norge. Er det ikke på tide at lade den lokale forkærlighed indbefatte resten af Europa også?

Underholdning + dybde

Her kommer vi så tilbage til den mentale barriere. Og på Soundvenue skal vi da heller ikke spille for hellige. Vi dyrker den amerikanske populærkultur i stor stil, fordi det er her, de fleste af landskabets mest presserende samtaler stadig tager sit udgangspunkt.

Det europæiske kludetæppe af sprog, nationaliteter og meget forskellige kulturer er også for os svært at gribe fat om, så det interesserer en kritisk masse.

Det laver vi om på i den kommende uge, hvor vi fokuserer på europæisk film ud fra overskriften EM i Film og med den præmis, at kontinentets film ikke behøver være højstemte sort-hvide dramaer med to replikker i minuttet, endnu færre klip og en åben slutning. At de kan være underholdende, oprivende og engagerende – blot med det ekstra lag af dybde og originalitet, som ofte kvæles i den mere pengedrevne amerikanske industri.

I dag starter vi med at pege på nogle af de bedste europæiske komedier på denne side af 2010, for selvfølgelig laves der mindst lige så sjove film her, som der gør fra USA’s samlebåndsproduktion. Senere anbefaler vi også intense thrillers fra Europa og en række hjerterystende coming of age-film, en genre, hvor europæerne ofte er langt mere i øjenhøjde med os danskere, end amerikanerne formår.

Vi peger også på store europæiske skuespilstjerner, som fortjener at blive dyrket på lige fod med USA’s Chalamets og Zendayas, og så fremhæver vi nogle yngre filmskabere, der virkelig evner at ramme publikum i maven frem for blot intellektet. Endelig taler vi med to af dansk films mest fremtrædende unge instruktører, der kan afsløre, at de ikke næres af den amerikanske drøm.

Filmisk Eurodance

Det er en start. Men selvfølgelig kun en start.

Derfra er det op til dig.

’Parasite’-instruktør Bong Joon-ho sagde berømt på Oscar-scenen, at »så snart du overkommer den tre centimeter høje barriere af undertekster, vil du blive introduceret for så mange flere utrolige film«. Det gælder også den lille barriere, der hedder: Made in Europe.

Se vores anbefalinger som gateway-drugs mod en ny verden af uforglemmelige filmoplevelser. Også selvom de er lidt mindre second screen-egnede end tidens amerikanske mainstreamfilm. Vores fælles mod og nysgerrighed vil omsættes til film, vi vil bære med os resten af livet.

Men publikum kan ikke klare det alene. At gøre Europa til kulturens centrum igen, stiller også krav til filmene selv. Til hvordan de fortælles, hvem de henvender sig til, og ikke mindst hvordan de brandes.

Man kunne godt drømme om et europæisk modstykke til Sydkoreas K-kultur. Måske filmen kunne trænge til et skud Eurodance, Eurotrance eller Europop for at ruske lidt op i de fine fornemmelser. Måske de kunne være bedre til at vise, at de bedste vibes, de stærkeste spejlinger og de mest presserende identitetsmarkører også kan komme fra landene og menneskene på denne side af Atlanten.

Med zeitgeist-film som ’Verdens værste menneske’, ’The Square’, ’Titane’ og ’Close’ har vi allerede haft hotte, følsomme, sjove og provokerende ledestjerner, der anviser en ny vej for europæisk film.

Målet må jo være, at de netop ikke bliver opfattet som lektier. Vi kunne jo kalde det en … challenge?