Det var lidt af en kolbøtte at lande på benene igen. Undervejs skrev jeg og udgav bogen “Følelsen af demokrati”, der prøver at give et sprog til den kropslige oplevelse af det hvordan det føles at deltage i demokratiske processer og fællesskaber (eller at stå udenfor dem og føle sig fremmedgjort og afmægtig).

Jeg vendte tilbage tilværelsen som selvstændig konsulent, og fandt sammen med mine fantastiske fagfæller udi demokratisk værtskab: Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen, hvis arbejde i Sager der Samler i Aarhus jeg har fulgt på afstand i over 10 år.

Sammen har vi sat ord og begreber på demokratisk værtskab som en ny fælles faglighed: Det at skabe rum hvor folk kan bruge deres stemme og handlekraft i og med et fællesskab. Vi har holdt masterclasses og udbredt tilgangen i kommuner, på biblioteker, boligsociale indsatser og kulturhuse over hele landet. Og dette arbejde fortsætter – takket være en stor bevilling fra VELUX FONDEN til at udbrede og forankre demokratisk værtskab i fire nabolag over de næste tre år.

Men det har også været hårdt at være på et hold i Aarhus, når jeg selv bor på Vestsjælland. Og det har til tider også føltes ensomt i hverdagen og ubæredygtigt på den lange bane.

Så jeg har løbende holdt udkig efter det rigtige job – og det rigtige hold, som jeg kunne blive del af. Og nu har jeg fundet det.

Jeg er nu startet som udviklingsleder hos Modstrøm – Foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU.

For selvom der længe har været rigtigt meget politisk og filantropisk bevågenhed omkring de mere end 43.000 unge, der hverken er i job eller uddannelse, så fylder de unges egne stemmer, historier og ønsker meget lidt i den offentlige samtale. Alt for mange af dem tror ikke, at nogen vil lytte til dem, eller at det nytter at engagere sig.

Derfor har Modstrøm siden opstarten i 2019 arbejdet med en stærk community organising-tilgang på at organisere de mange unge, der har oplevet vrangsiden af uddannelsessystemet og at stå udenfor job og uddannelse – og skabe en bevægelse af unge, der kæmper for et mere rummeligt samfund og uddannelsessystem, hvor ingen står alene. Et omsorgsfuldt handlefællesskab, hvor sårbarhed og styrke går hånd i hånd.

Modstrøm er nu klar til den næste udviklingstrin – bl.a. med en langsigtet bevilling fra Egmont-fonden, Tuborgfondet og Bikubenfonden.

Og her har jeg fået ansvaret for foreningens faglige udvikling, herunder projektudvikling, metode og læringskultur. Det giver mig mulighed for at omsætte og udvikle mine erfaringer med demokratisk værtskab og hvordan man skaber demokratiske rum, der ikke bare er funktionelle, men som også er både rare, omsorgsfulde og sjove at tage del i.

Tak til Caroline Holdflod Nørgaard og Claudia Kabell Bjerrum for at invitere mig med på holdet. Jeg glæder mig til samarbejdet!

Hvad må din chef egentlig bruge dine data til på arbejdspladsen?
Meget mere end du tror!

Sidste år udgav Dataetisk Råd en rapport på 100 sider om “Dataetiske perspektiver ved brug af medarbejderdata”. Men den havde svært ved at sætte gang i samtalerne om brugen af medarbejderdata rundt om på arbejdspladserne.

Jeg blev hyret til at være med til at udvikle et samtalespil, der kunne omsætte rapportens indsigter til et format, der gør det let og sjovt at forholde sig til nogle ellers svære problemstillinger.

Nu er spillet blevet lanceret. Det hedder ‘Dataetik på Spil’ og består af 34 dilemma-kort, der i bedste Sara og Monopolet-stil gør det let at tage snakken om brugen af medarbejderdata på jeres arbejdsplads: Træk et kort og giv dit bud på, hvad du ville gøre, hvis det var dig, der stod med dét dilemma:

Det har været sjovt og lærerigt at omsætte erfaringerne fra Nadja Pass og mit fælles arbejde med Samtalesaloner til et ny form for samtalespil, der ikke tager afsæt i spørgsmål, men i dilemmaer. Nogle taget direkte fra virkelige eksempler, andre fra nogle af de mange vilde og fuldt ud mulige scenarier, som det nu i princippet er muligt at møde på arbejdspladser rundt om i Danmark.

Spillet er gratis – og kan bestilles hos Sofie Ozanne fra Dataetisk Råd på soz@dketik.dk

Stor tak for samarbejdet til Francisca Nordfalk og Sofie Ozanne fra Dataetisk Råd, og til Nicolai Boye Brodersen, der har stået for den grafiske formgivning. Det har været en fornøjelse.

Hvis du står med et projekt, hvor et komplekst problemfelt skal formidles på en let tilgængelig og engagerende måde, så sig til. Jeg kommer gerne forbi til en snak om, hvordan man kan gribe det an.

Jeg var 18 år, da jeg opgav demokratiet. Jeg var allerede faldet igennem forenings-Danmark og stod alene tilbage med følelsen af, at der ikke var plads til mit engagement. Af at jeg var “sådan én, der ikke er politisk.” Af, at jeg stod udenfor og hverken følte mig hørt eller repræsenteret i det demokratiske system.

Og i de næste 10 år derefter holdt jeg mig fra alt, hvad der havde politik og demokrati at gøre. Mine første dårlige oplevelser med demokrati havde sat sig i mig.

Den amerikanske psykolog Lisa Feldman Barrett har påvist, at vi opbygger og udvikler følelser baseret på de erfaringer og oplevelser, som vi gør os. “Din hjerne fungerer ved at lave forudsigelser,” forklarer hun. “Den bruger tidligere oplevelser til at forudsige og konstruere din opfattelse af verden.”

Det skyldes kort fortalt, at menneskehjernen er doven. Den orker ikke at bearbejde al den information, som den konstant modtager fra sanser, krop og omverden. Derfor prøver hjernen hele tiden at spare på kræfterne og slippe for at forholde sig til alting som om det var for første gang. I stedet leder den efter mønstre, som den kan genkende, baseret på tidligere oplevelser.

Vores hjerner udfylder simpelthen hullerne i vores opfattelse af verden med bidder af, hvad vi har oplevet før. Det er det samme, der sker, når vi opfatter følelser hos andre. Vores hjerner laver forudsigelser baseret på tidligere oplevelser med andres ansigtsbevægelser og gætter på, hvad et løftet øjenbryn, et skævt smil, eller en rynken på næsen betyder.

Det er temmelig vildt. For det betyder, at vi grundlæggende ikke er i stand til at skelne, om de følelser, vi mærker – og dermed de forudsigelser, som vores hjerner når frem til – mere er baseret på de sanseindtryk, vi oplever lige nu, eller på tidligere erfaringer fra lignende situationer.

Det betyder også, at hvis vi igen og igen har oplevet, at vi ikke bliver hørt, respekteret eller taget alvorligt, så vil vi – bevidst eller ubevidst – forvente, at dette mønster vil gentage sig.

Hvis vi oplever, at der ikke er plads til vores stemmer, følelser eller værdier i de demokratiske rum, vi har mulighed for at deltage i, så vil vi begynde at internalisere disse forventninger, som verden lader til at have til os.

Vi vil gøre dem til vores egne og vi vil begynde at tro, at det ikke kan være anderledes. Og så kan vi let ende i et mønster præget af magtesløshed, fremmedgjorthed, håbløshed, lede og vrede, der hurtigt kan blive selvforstærkende.

Sådan var det i hvert fald for mig.

Mine første, negative oplevelser med demokrati havde sat sig i mig som små traumer. Og jeg lærte – bevidst eller ubevidst – at undgå situationer, hvor jeg skulle give udtryk for mine holdninger.

Denne adfærd blev så indgroet, at det bare føltes som om, at det er sådan jeg var. Og jeg endte med at identificere mig med denne adfærd. Som om det ikke kunne være anderledes.

Kropsterapeuten Petra Sofie Kempf kalder dette for “vanekroppen” (eller “default krop”). Det er den måde vi – bevidst og ubevidst – kropsligt har tilpasset os til verden omkring os for at opnå tryghed og forbundethed.

Vanekroppen og den bagvedliggende adfærd er formet af de svære oplevelser, som vi har haft i vores liv, når vi har mødt vrede, magtesløshed eller andre voldsomme følelser, der har truet vores tryghed, og hvor vi ikke har haft de fornødne redskaber eller erfaringer til at forholde os til disse følelser. Vanekroppen lærer at styre os udenom situationer, der føles farlige og uforudsigelige. Ofte uden vi overhovedet selv er bevidste om det.

Den samme mekanisme gør sig gældende når det kommer til samfundet omkring os. Du kan ikke selv vælge hvilket samfund, du vokser op i. Det kommer til at præge dig og din krop på måder, som du måske ikke engang selv er bevidst om:

Hvilke privilegier du har (eller mangler).

Hvilke muligheder du har (eller mangler).

Om du bliver undertrykt (eller undertrykker).

Kort sagt er din demokratiske vanekrop er formet af hvem du er, hvad du er vokset op med (og mod), og hvad du tager for givet.

På samme måde blev mine tidlige oplevelser med politik og demokrati også indlejret i min krop. Igen og igen følte jeg mig dum, naiv og udenfor. Jeg følte ikke, at der var plads til mit engagement. Som om mit engagement var forkert, fordi det ikke passede ind i de kasser, jeg kunne finde.

Det gjorde, at jeg følte mig utryg i demokratiske sammenhænge:

Bange for at fremstå som en naiv tåbe, der ikke forstod hvordan verden fungerer.

Bange for at blive at hånet, ignoreret eller kørt ud på et sidespor.

Bange for, at mine traumer skulle gentage sig.

Jeg indarbejdede de forventninger, jeg oplevede, at verden havde til mig og mit engagement. Jeg tænkte, at det ikke kunne være anderledes. Min krop lærte af disse oplevelser. Det gjorde demokrati til en tilskuersport, der mest handlede om at, at jeg skulle sidde stille og tie stille – hvis jeg da overhovedet mødte op.

Jeg har tit tænkt på, hvor mange andre, der har det på samme måde: At deres første oplevelser med demokrati var så dårlige, at det har afholdt dem fra at engagere sig demokratisk og politisk lige siden.

Hvor mange andre føler sig stadig som demokratiske nybegyndere – uanset hvor gamle de måtte være – men har opgivet at engagere sig – fordi de ikke tør tro på, at de vil blive lyttet til eller blive taget alvorligt?

For det behøver ikke være sådan. Og det er det, som min bog handler om.

Bogen fortæller historien om hvordan jeg efter mange år brød dette mønster. Hvordan jeg indså, at det ikke var mig, der var noget i vejen med. At mit udenforskab mest af alt skyldtes, at jeg ikke var blevet grebet. At jeg ikke før var blevet mødt af et demokratisk værtskab, der havde set, støttet og anerkendt mit spirende engagement.

Men jeg fandt først modet til at bryde mønsteret, da jeg mødte folk, der bekræftede mig i, at jeg faktisk havde noget at bidrage med. Folk, som inviterede mig ind i fællesskaber, hvor der plads til en nybegynder som mig. Hvor alting ikke har var defineret og styret på forhånd. Hvor der var plads og tid til, at jeg langsomt og forsigtigt kunne finde min stemme og skabe nye og bedre erfaringer med demokrati.

Og undervejs begyndte jeg at opleve nogle af de positive følelser, som demokratisk engagement også rummer, men som jeg aldrig før selv havde mærket:

Berettiget – følelsen af at kunne tale – og blive lyttet til.

Samhørig – følelsen af ikke at behøve at tale. At det ikke er så vigtigt, hvad jeg siger, fordi jeg har tillid til fællesskabet.

Tilfreds – følelsen af tillid til det system, man medvirker til. At føle sig hørt og anerkendt for sine bidrag.

Stolt – følelsen af at tage ansvaret for sit eget liv og for de fællesskaber, man er del af.

Magtfuld – følelsen af være med til at rykke noget stort. At forandring er mulig.

Håbefuld – følelsen af, at ting kan være anderledes. At vi kan gøre samfundet anderledes, hvis vi vil det sammen.

Fælles for disse positive følelser er, at de ikke er individuelle. De kan kun opstå, når man føler sig forbundet, som en del af et fællesskab.

Og jo mere jeg tog del, jo mere mit mod voksede, des mere blev jeg bevidst om – overrasket over! – alle de traumatiske forventninger, der havde været indgraveret i mit væsen, og hvordan de havde styret mig.

I vores stadigt mere individualiserede og selvoptimerende samfund bliver der ofte snakket om, hvordan vi skal presse os selv for at kunne yde mere. At vi skal skubbe os selv helt til kanten af vores ydeevne for at vokse og lære og blive den idealforestilling om os selv, som vi helst skal gå og drømme om. Som om det altid er vores eget ansvar. Som om det altid er op til os selv.

Men min oplevelse har været det stik modsatte: Jeg overvandt ikke disse forventninger i kraft af en særlig heltemodig erkendelse eller kraftanstrengelse, jeg gjorde mig.

Tværtimod skete det, når jeg gav mig hen til et fællesskab. Jeg kunne først bryde mine egne mønstre, når de blev brudt for mig. Jeg turde først tro på min egen betydning og handlekraft, når jeg kunne mærke, at andre troede på den. Når jeg følte mig som en del af noget større. Når jeg ikke længere følte mig alene.

Det handler ikke om at presse eller skubbe sig selv, men om at lade sig blive trukket. At blive trukket ind i, trukket frem af, løftet op af et fællesskab, der gav mig plads til at deltage på mine egne præmisser.

Følelsen af demokrati kommer af fællesskab. Gennem fælles handling. Det er ikke en individuel følelse, som vi kan gå og putte med og nyde for os selv. Den opstår kun når mennesker er i rum sammen, indånder den samme luft og lever i hinandens ansigtsudtryk. Når vi er tilstede med hele vores kroppe – uden skærme, uden filtre. Det er kun, hvis vi kan mærke det sammen, at vi vil holde fast i det. For i sidste ende handler det om at være til stede sammen som hele mennesker på en måde, der bygger os op i stedet for at bryde os ned.

Jeg vidste det ikke, da jeg skrev den, men hele bogen handler om demokratisk værtskab.

For demokratisk værtskab handler netop om at tage ansvar for, at sikre denne følelse af demokrati. At sikre, at demokratisk deltagelse er en god oplevelse, der giver mod på mere. Hvor det føles godt at være i det rum sammen – også selvom man ikke får ret eller får sin vilje. For hvorfor skulle vi ellers engagere os, hvis det ikke i det mindste føles godt – bare engang imellem?

Hvornår har du sidst oplevet, at demokrati føltes godt?

Langt størstedelen af danskerne er bekymrede for klima- og biodiversitetskriserne, men for mange er det svært at omsætte denne bekymring til handling. Mange har efterhånden fået styr på affaldssorteringen, skiftet til elpærer og skåret ned på kødforbruget. Men det er svært at se sammenhængen mellem ens egne små handlinger i hverdagen, og de store og komplekse kriser, som vi står overfor. Det er let at blive modløs, slå ud med hænderne og spørge sig selv, “hvad kan jeg egentlig gøre?”

Mange andre spørger sig selv om det samme. Og det bedste svar er nok det, som Rob Hopkins – manden bag Transition Town-bevægelsen – er kommet med: “Hvis vi venter på regeringerne, vil det være for sent. Hvis vi handler som individer, vil det være for lidt. Men hvis vi handler i fællesskab, vil det måske lige være nok og lige være i tide.”

Her spiller det demokratiske værtskab – kunsten at komme mennesker i møde og støtte dem i at bruge deres stemme og handlekraft – en afgørende rolle. For bag ethvert handlefællesskab er et værtskab, der skaber rammerne for, at flere kan være med til at gøre mere sammen. Med stærkt og empatisk værtskab kan du fordoble din gennemslagskraft. For så handler det ikke længere bare om dine vaner og valg i hverdagen, men om hvad I gør sammen som fællesskab.

Jeg har mødt mange forskellige demokratiske værter, der skaber grønne fællesskaber og konkrete handlemuligheder lokalt. Og ofte er de, der lykkes bedst med det, dem, der allerede har de fornødne erfaringer, kompetencer og relationer til at gøre det – enten fra foreningslivet, eller fra deres arbejdsliv. Her er det vigtigt at skelne mellem (mindst) tre forskellige typer:

• den sociale vært – der i kraft af sin opsøgende natur og stærke relationer formår at skabe et inkluderende og trygt rum, hvor der er plads til at tale om klima og miljø – fx i regi af et grønt nabofællesskab, et fødevarefællesskab eller en facebook-gruppe om fx købestop eller genbrug.
• den politiske vært – der forstår det politiske spil på rådhuset og trives i at gå i dialog med politikere – fx i regi af en lokalafdeling af Danmarks Naturfredningsforening eller Klimabevægelsen i Danmark.
• den praktiske vært – der i kraft af sin konkrete viden om klimaaftryk og bæredygtige alternativer kan være med til at sætte gang i små og store grønne omstillinger i hverdagen  – fx ved at få den lokale spejdertrop meldt til den kommunale affaldssortering, selvom de i første omgang havde fået afslag.

Fælles for disse værter er, at de fokuserer på at skabe lette, pragmatiske handlemuligheder. De forstår, at de fleste danskere helst vil undgå at dvæle ved alle de bekymringer, der knytter sig til klima- og biodiversitetskriserne. I stedet vil de hellere bruge de handlemuligheder, de har ved hånden. Og for mange er det vigtigt, at disse handlinger ikke bliver set som aktivisme, men som noget, der samler.

Derfor handler langt de fleste vellykkede borger-initiativer ikke bare om klima og miljø, men også om at styrke det lokale fællesskab og opnå økonomisk fordel – for det kan gøre den forskel, der kan mærkes her og nu. Som Stine Skøtt Thomsen fra Energifællesskabet i Skårup forklarede mig det: “Vi er drevet af at vi vil bidrage til den store globale kamp, men også fordi vi vil være en grøn landsby og vi vil kunne vise vores børn, at vi kan godt gøre noget lokalt. Men i sidste ende er det vores ambition – og min motivation – er at dette er noget, som kan komme alle i landsbyen til gavn.”

Så hvad kan du gøre, hvis du vil påtage dig det demokratisk værtskab og være med til at styrke folks handlemuligheder og handlekraft i forhold til den grønne omstilling?

Her er nogle hurtige bud – til henholdsvis borgere, handlefællesskaber og kommuner:

Hvad du kan gøre som borger:

1) Gå ind i de eksisterende fællesskaber

Rigtigt mange fællesskaber har ikke et stort fokus på klima og miljø. Men ofte skyldes det mest, at det ikke optager dem, der allerede er aktive. Men bare fordi det ikke er deres motivation for at være frivillige betyder det ikke, at de vil modsætte sig, hvis du kommer og sætter bæredygtighed på dagsordenen. Det kan både være i frivillige fællesskaber som idrætsforeninger, spejdertropper, partiforeninger og folkekirker. Det kan også være på din arbejdsplads, i din boligforening eller på dine børns skole. Det handler bare om at gøre det på en måde, der ikke virker fordømmende. Man kan komme langt bare ved at stille spørgsmålet: “hvad gør vi egentlig i forhold til bæredygtighed?” Det fungerer ofte langt bedre end selv at stille en masse forslag. Prøv bare lige at tilføje det til dagsordenen og stil spørgsmålet og se, hvad der sker. Folk har altid noget at sige.

2) Bliv hverdagsaktivist

Rigtigt mange afholder sig fra at handle synligt og offentligt ifht. klima og natur, fordi de er bekymrede for at blive set som radikale klimaaktivister, der spiser vegansk, limer sig fast til ting eller blokerer trafikken. Dette skyldes, at den offentlige forståelse af klimaaktivisme i høj grad er knyttet op på unge, der laver civil ulydighed som Extinction Rebellion og Greta Thunberg.

Derfor er der mange, der efterspørger en andet form for fælles klimahandling, der ikke fremstår politisk eller polariserende. Her kan vi fx hente inspiration fra Sager der Samler, der betegner sig selv som “hverdagsaktivister” – folk, der ikke gør noget “for nogen” – men med hinanden. Og som starter der, hvor de ikke skal spørge om lov og ikke bede om penge. At kalde sig “hverdagsaktivist” kan gøre det mindre ‘farligt’ at deltage i et lokalt klimahandlingsfællesskab.

Hvad I kan gøre som handlefællesskab:

3) Fortæl en samlende historie

Selvom undersøgelse efter undersøgelse viser, at mindst 75% af danskerne er klar til at handle på klimaforandringerne, er den offentlige fortælling om klima- og biodiversitetskriserne blevet enormt polariseret. Måske skyldes det, at vores medielandskab er så præget af nyhedskriteriernes søgen efter konflikt. Men det virker skørt, at en samfundsforandring, der ikke alene er nødvendig, men som også vil medføre så mange fordele i form af renere luft, drikkevand og miljø, overhovedet kan være polariserende. Som den gamle tegneserie siger: “Hvad hvis det hele er snyd, og vi skaber en bedre verden uden grund?”

Igen handler det om at fortælle historien om den grønne omstilling på en måde, der ikke bare handler om klima og natur, men om alt det, vi også får ud af det på den korte bane: Lokalt sammenhold, styrket økonomi, jobs, bedre biodiversitet og meget andet. Tag bare Klimarådets anbefaling om at reducere landbrugsarealet med en tredjedel, der nu delvist står til at blive realiseret gennem regeringens Grønne Trepartsaftale. En reduktion af landbrugsarealet vil ikke bare være en gevinst for klima, landnatur og havmiljø. Men også for landdistrikterne, som blive skønnere steder at bo – og på sigt sikkert også for landbruget som erhverv, der får anledning til at genopfinde sig selv. Nu kan de indtage rollen som “arealforvaltere”, der ikke bare pløjer og sprøjter, men i stedet tager vare på landskaberne som helhed. Det vil kunne være en win-win-win-win-win-løsning.

I denne historie handler det også om at vise de gode eksempler og de rollemodeller, som folk kan spejle sig i. Ikke de vrede aktivister, men de folk, der laver et lokalt energifællesskab, et lokalt fødevarefællesskab eller et grønt nabofællesskab. Alle dem, der i det små er ved at skabe en lille flig af den blomstrende fremtid, de drømmer om. Det handler bare om at lægge det frem for folk og give dem muligheden for selv at tage stilling. Det skal ikke være en løftet pegefinger, men bare et stolt “sådan gør vi hos os.”

4) Støt værtskabet lokalt

For mange kræver det mod at påtage sig værtskabet og prøve at sætte gang i forandringer lokalt. Og det er ofte nemmest, hvis man har prøvet det før. Derfor er det vigtigt at anerkende og støtte det værtskab, der spirer lokalt. For ofte er der fare for, at det bliver meget personafhængigt og dermed sårbart, hvis den enkelte vært ikke har kræfter til at fortsætte sit engagement.

Men der også meget forskellige måder at være vært på – socialt, politisk og praktisk – og det kræver forskellig viden, færdigheder og motivation, alt efter hvilken form for værtskab, man udøver. Derfor er deres behov for støtte og kompetenceudvikling vidt forskellige. Der er et stort potentiale i at lave målrettede udviklingsforløb for lokale værter. Ikke mindst i forhold til at styrke deres demokratiske værtskab, og dermed deres evne til at engagere og brede handlemulighederne ud, så endnu flere kan tage del.

Hvad I kan gøre som kommune:

5) Grib borgernes engagement

Rigtigt mange borgere vil gerne engagere sig, men ved ikke hvordan. Jeg mødte med en hverdagsaktivist, der fortalte, at hun faktisk havde sat sig ned og læst sin kommunes klimastrategi i håb om at få nogle klare handlingsanvisninger. “Men den er fuld af kommunesnak. Det er svært at forstå,” sagde hun. “Jeg ville ønske, at der var et sted, hvor man bare kunne se, ‘hvad er planen?’ – hvordan kan jeg være med?”

Når borgerne leder forgæves i den kommunale klimaplan efter konkrete handlemuligheder, så er det kommunens fejl, ikke borgernes. Flere og flere kommunale forvaltninger ved godt, at de ikke kan løse klima- og miljøudfordringerne alene. De bliver nødt til at have borgerne med – ikke mindst i forhold til de forbrugsudledninger, der udgør en stadig større del af vores samlede CO2-regnskab. Men det kræver, at de kommunale medarbejdere også bliver meget bedre til at skabe bedre rammer for samarbejdet mellem offentlige institutioner og civilsamfund, hvor lokale borgere kan byde ind og handle sammen.

For eksempel ved at understøtte oprettelsen af lokale energifællesskaber, grønne kantineordninger og meget andet. Fx er Københavns Kommune begyndt at udforske dette felt ved at afholde lokale klimatopmøder i tre udvalgte bydele, hvor målet er at hjælpe lokale borgere med at finde sammen i handle-fællesskaber om fx bæredygtigt byggeri, genbrug og reparation af tøj og elektronik mm.

6) Styrk samarbejder og samtaler på tværs

Fordi klima- og miljøudfordringerne er så store og komplekse, er det let at komme til at fokusere indsatserne i siloer for at gøre dem mere overskuelige og håndterbare. Men som eksemplet med Klimarådets anbefalinger omkring reduktion af landbrugsareal viser, så er både problemer og løsninger filtret ind i hinanden, og kan ikke løses hver for sig. Og dette gør kun behovet for mere samarbejde og udveksling på tværs endnu større. Der er brug for lokale netværk, der går på tværs af det sociale, politiske og det praktiske, hvor demokratiske værter kan udveksle erfaringer, sparre på hinandens initiativer og bakke hinanden op.

Nabolagsforeningen Ambition Lawrence Weston i det nordlige Bristol er et godt eksempel på, hvad et sådant netværk kan udrette. Sidste år fik de rejst Englands største onshore vindmøller til at dække deres strømforbrug. Og det hele er ejet og drevet af borgerne selv!

Det var seks hurtige bud på, hvordan grønt demokratisk værtskab kan gøre grøn omstilling til en fælles og folkelig sag. Jeg vil meget gerne høre dine tanker også. Del meget gerne dine overvejelser, eksempler eller historier i kommentarsporet.

Jeg har altid haft det svært med selvpromovering. Det føles skamløst og selvsmagende. Hvorfor skulle jeg have ret til at gøre krav på folks opmærksomhed? Hvorfor skulle jeg være så vigtig?

Omvendt har jeg aldrig haft det svært med at promovere fællesskaber eller sager, jeg tror på, som fx Københavns Fødevarefællesskab, Medborgerne eller Klimabevægelsen. Fordi jeg vidste, at det handlede om sagen – og netop ikke om mig som person (i hvert fald ikke direkte). Det gjorde det nemmere at ryste det af sig, hvis jeg blev ignoreret, afvist eller kritiseret. For det var ikke mig, der blev bedømt. Det var sagen.

Men da jeg udgav min bog blev det anderledes. Pludselig var det mig, der var i fokus. Nu var mig, der var sagen. Og jeg havde det vildt svært med det. Jeg havde troet, at det var nok at bruge et år på at skrive bogen. At når den udkom, så ville den kunne stå for sig selv. At den ville kunne tale for mig.

Det skete selvfølgelig ikke.

At skrive bogen er kun halvdelen af arbejdet. Det er ikke nok at bære den og føde den. Når den først findes har den stadig brug for al den støtte, den kan få. Hvordan skulle den ellers kunne finde sit publikum? Hvordan skulle folk rent faktisk opdage den, åbne den, læse den? Hvordan skulle de få lyst til at dele det med andre?

Det kræver et dybt og vedholdende omsorgsarbejde. Og det består af én ting: At blive ved og ved med at fortælle om den.

Men det gjorde jeg ikke.

Dels fordi jeg var såret over, at bogen ikke fik større opmærksomhed af sig selv. Dels fordi det føltes grænseoverskridende at blive ved med at tale om den – og dermed om mig selv. Men måske mest fordi jeg mærkede en voksende usikkerhed om selve bogen. Måske var grunden til den manglende respons i virkeligheden, at den slet ikke var så god, som jeg selv troede?

Så jeg slap den. Jeg lod bogen synke til bunds. Og med den sank alt det mod, jeg havde lagt i at skrive den. Alt det mod, der skal til for at tro på, at det jeg har at sige, er vigtigt og værd at lytte til.

Jeg giver stadig eksemplarer af bogen væk af og til, som en slags visitkort. Men jeg gør det på en lidt undskyldende måde. Som om jeg ikke rigtigt tror på, at de gider at læse den.

Sådan havde jeg det også, da jeg gav Carina Lyall et eksemplar af bogen efter vi havde kørt sammen til og fra Naturens Grundlovsmøde på Himmelbjerget d. 2. juni. Men der gik ikke længe, før hun sendte mig en begejstret mail og spurgte, om jeg ville være en af talerne i et online “symposium om at gøre en forskel”?

Det kom der en rigtig fin samtale ud af. Den mindede mig om, hvorfor jeg skrev bogen i første omgang. Og det vakte noget af det gamle mod til live igen: Ja, det her er vigtigt! Ja, der er stadig folk derude, der har brug for at høre om det her!

Det fik mig til at tænke på et interview med rapperen Tylor, the Creator, der understregede, hvor vigtigt det er, at blive ved med at promovere sin kunst:

“I know a lot of people who make things who don’t stand proudly by their stuff. I don’t know if they’re too cool or they don’t want to look thirsty, but they’ll put a song out once on their stories — and that’s it.

You went through something. You figured something out in a structured format. You recorded it. Not just one take. Parts and parts. You edited it. You mixed it. The label paid some kid to make an album cover and they made the cover. It’s a whole thing.

And then you mean to tell me that you’re going to be passive and just put it on your story once? Are you crazy, bro?

I’m still promoting an album that came out a year ago. I put too much time and energy into this finished project just to put it on Instagram and forget about it. No. Promote. Let people know. Be proud of what you made.”

Det ramte mig.

For jeg er stolt at min bog.

Jeg vil gerne fejre den og de erfaringer, som den bygger på. Jeg vil gerne have at folk læser den. For den handler om en sag, der er større end mig. Fordi den sætter ord på noget vigtigt om, hvordan vores demokratiske engagement bliver formet af vores følelser og oplevelser. Fordi det er noget, som vi som samfund har brug for at forholde os til – også selvom det er sårbart, svært, bøvlet og menneskeligt.

Derfor vil jeg heller ikke længere lade denne indre modstand mod selvpromovering bremse mig. Det handler ikke om afsenderen, men budskabet. Som iværksætteren Yancey Strickler siger “Promovering er ikke en kedelig pligt. Det er en gave. Det er en anledning til at fejre den indsats vi og andre har lagt i vores arbejde. Vi skal ikke se det som en byrde, men som en mulighed for at ære noget, vi har arbejdet hårdt på at skabe.”

Det er ikke skamløs selvpromovering. Det er stolt selvpromovering!

Stor tak til Carina Lyall – både for at tage imod min bog og invitere mig ind til samtalen, som du kan lytte til herover. Men mest af alt for at minde mig om, at jeg har noget på hjerte. Og at det er værd at lytte til.

Det gælder også for mit nyhedsbrev Rodfæste. Jeg har meget på hjerte. Og dét kan du godt glæde dig til!

I små grupper fik deltagerne til opgave først at tegne et kort over deres nabolag set ud fra et menneskeligt perspektiv: Hvem bor i nabolaget? Hvilke samlingssteder er der? Hvilke personer og fællesskaber præger og bestemmer over nabolaget?

Derefter skulle de så prøve at se de samme nabolag ud fra en anden arts perspektiv. Det kunne være mursejleren, pindsvinet, skimmelflagermusen, blå libel-guldsmeden eller vedbenden: Hvad er deres behov? Hvor kan de lide at bo? Hvordan kan vi være gode naboer for denne art? Hvad kan vi gøre med det samme uden at spørge om lov? Og hvad kræver, at vi får vores menneske-naboer i ejerforening, boligselskab eller kommune i tale?

Det fungerede virkelig godt at have kortene som omdrejningspunkt for samtalerne, fordi det blev enormt konkret for folk at udforske, spørge ind og forstå hinandens nabolag. Og se dem med nye øjne. Og det var virkelig imponerende, hvor detaljerede kort grupperne fik fremstillet på bare 30 minutter:

Og så var det en enorm øjenåbner for mange at øve sig i at tage “artsbrillerne” på og prøve at lave det perspektivskift, der ligger i at se deres eget nabolag igennem en anden arts øjne: Hvor kan man bygge rede? Hvor kan man finde føde? Hvor er der plads til at gå på opdagelse? Det handler ikke bare om at se den enkelte art hver for sig, for byen er også et økosystem, hvor fødekæder og levesteder hænger sammen i et komplekst net, og mange forskellige arter lever og påvirker hinanden i stort og småt.

Og med det perspektivskift er de andre arter ikke længere bare nogen, man skal “redde” eller “gøre noget for”, men nogen man deler en gensidig, levende relation med. For naboskab er ikke bare et fint ideal. Det er en praksis – en omsorg, en opmærksomhed og en villighed til at komme hinanden i møde, som vi udøver og vedligeholder sammen.

Med det perspektiv handlede workshoppen ikke alene om at finde medkumpaner blandt vores menneskelige naboer i vores arbejde for at sikre gode levesteder til alle. Men også at gøre andre arter til medkumpaner. Tænk hvilken kraft det kunne have, hvis et nabolag valgte at blive “pindsvinenes by”, “mursejlernes by” eller “vedbendens by” og aktivt arbejde for et stærkt og gensidigt mellemartsligt naboskab!